... Og nu jeg er i gang: her er kronikken om Sløk og Højholt (indsendt op til "Et menneske lades ikke i ro"s udgivelse), som Kristeligt Dagblad ikke fandt plads til at bringe. Men nuvel, de skal jo også have plads til "saglige" sager som denne her.
Per og Johannes
Kronik af Lars Gorzelak Pedersen
Med Johannes Sløk og senest Per Højholt har Danmark mistet to af landets største filosofiske begavelser. Det er i sig selv trist nok; men det bliver værre endnu, for Sløk og Højholt var mere end blot begavede mennesker, af hvilke der trods alt findes en del: de var noget så sjældent som folkelige intellektuelle. Og den slags hænger aldrig på træerne. Sløk så sammenhænge - og hvis han ikke så dem, så evnede han at lave dem selv - imellem filosofiske problemstillinger og forhold, der var "almindelige" mennesker vedkommende, så som eksempelvis det danske skattesystem. Som Sløk opfattede som absurd - og derfor værd at bevare.
Hvad mere er: Sløk var i sproglig henseende pædagogisk anlagt og formåede at fremsætte disse abstrakte sammenhænge på måder, der var forståelige også for filosofisk uskolede tilhørere. Og han var provokerende nok til at holde offentlighedens opmærksomhed fanget, som når han eksempelvis i et interview med Jørgen Thorgaard påstod, at Indre Mission og marxisme i grunden er ét og det samme. En af den slags urimeligheder, som kun Sløk kunne slippe af sted med at levere.
Som enhver, der har stødt panden mod Per Højholts poetik "Intethedens grimasser", vil vide, kunne Højholt være teoretiserende grænsende til det urimelige. Højholt var klog som ingen andre. Men Højholts ansigter var mange, for han var også manden, der troppede op og gav foredrag i forsamlingshusene, og i offentlighedens øjne var han selvfølgelig - først og fremmest - ophavsmand til Gitte og hendes monologer. Der netop demonstrerede Højholts kunstteorier i konkret show-praksis. Humor - vidste Højholt - er en effektiv måde at få erfaringer ind i kroppen på, bagom fordommene. Folk forstår nemlig meget mere, end de forstår, og når latteren indtræffer, er pointen allerede fanget ad bagvejen - og så er det for sent at fortryde. Ingen kunne skifte så let imellem alvor og humor som Højholt.
For både Højholt og Sløk var netop eftertankens vækkelse - nedbrydningen af fordomme og elvfølgeligheder - af allerstørste betydning. Og det er karakteristisk, at de begge koncentrerede sig mere om videns-sabotage end om videns-akkumulation: undtagelsen, forskellen og detaljen havde i højere grad deres opmærksomhed end reglen. For dem begge måtte en sådan nedbrydning uundgåeligt implicere en konfrontation med intetheden og absurditeten som et menneskeligt vilkår. Det er først i tomhedserfaringens skær, at vi formår at se os selv som sammensatte kulturvæsner, der er tvunget til at forholde os til sproget, erfaringerne og tænkningen, hvis ikke de skal styre os.
Gittes fascinationskraft skyldes ikke mindst, at hun fungerer som publikums spejl, fordi hun i monologerne forvilder sig ud i de kulturelle værdiers grænseland og således peger på, at sproget trives med mange andre regler end netop de logiske. Og jo også på det på én gang uhyggelige og befriende i, at uden om reglerne, og uden om grænserne, er der kun ingenting. Eller rettere: dér, og ingen andre steder, er naturen, som altså i Højholts optik ikke forlenes med romantiske undertoner. "Jeg kan godt lide naturen, men jeg kan ikke lide dem, der elsker den"... sådan opsummerer digteren sit usentimentale natursyn i Lars Johanssons fremragende interviewbog "Udsatte egne - det er mig".
Med et solidt højholtsk udtryk hedder det, at naturen er dum; det er derfor, man kan forsvinde ind i den, dvs. opleve, at ens tankeaktivitet hører op og sanserne tager over, når man færdes i den. Men det kan man selvsagt kun gøre momentant, som en slags ferie i afstresnings-øjemed; i dagligdagen er og bliver vi derimod henvist til at være kulturvæsner, underlagt sproget, der ensretter og etablerer systemer, og hvis indbyggede forskelle vi derfor bestandigt må insistere på. Vi må færdes i systemernes periferi - i det, som Højholt i interviewbogen kalder for de "udsatte egne", hvor kulturens og naturens overlapninger befinder sig.
Absurditeten knytter sig hos Sløks til det forhold, at mennesket er principielt uvidende. Uvidenheden skal ikke forstås som stupiditet, dvs. som selvforskyldt dumhed. Den principielle uvidenhed er snarere udtryk for, at mennesket - dets kulturelle og intellektuelle bestræbelser til trods - tilsyneladende aldrig når frem til en fuldstændig forståelse af tilværelsen. Enhver tid tror måske at være i besiddelse af løsningerne på de etiske og erkendelsesteoretiske problemer, den menneskelige eksistens uvægerligt rejser, men idéhistorien afslører, at det forholder sig anderledes. Mennesket bærer en oprindelig uvidenhed med sig gennem historien - en uvidenhed, som er blevet anmassende og åbenbar i det moderne. Det moderne menneskes projekt er ifølge Sløk at leve et meningsfuldt liv inden for rammerne af denne bevidsthed om, at al mening - i eksistentiel forstand - i sidste instans er menneske- og kulturværk. Et projekt, som altså ifølge Sløk er grundlæggende absurd.
Der var naturligvis også forskelle på Sløks og Højholts interesseområder. Den mest iøjnefaldende var nok, at Sløk gennem hele sin levetid var dybt fascineret af spørgsmålet om religionens rolle i kulturen, mens Højholt ofte erklærede sin manglende personlige interesse for religiøse emner. Digteren fulgte i det store og hele sin fars råd om at være ligeglad med den slags, idet han i stedet koncentrerede sig om det foreliggende og dets kombinationer. Anderledes med Sløk. Meget tidligt i forfatterskabet satte Sløk det moderne menneskes absurditetserfaring i forbindelse med den kristne forkyndelse; en sammenligning, som ledte ham ind på sporet af mytens kulturbærende funktion og på den specielle, mytehistoriske rolle, kristendommen indtager, fordi den som den første religion lader sin mytehændelse finde sted på et historisk givet tidspunkt.
En anden forskel er mindst lige så iøjnefaldende. Mens Højholts død ikke gik upåagtet hen og bl.a. gav anledning til en temaaften på DR2, så var der i det store og hele stille efter Sløks bortgang i 2001. Der var selvfølgelig mindre indslag på tv, men ikke noget der lignede et værdigt farvel til en skikkelse, der trods alt havde betydet meget for den danske kulturdebat siden 1960erne. Idéhistorikeren Hans Jørgen Thomsen udsendte bogen "Johannes Sløk", som var en subtil tribut til idéhistories grundlægger og til en tænker, som Thomsen følte, at han selv skyldte en del, og Jan Lindhardt udgav sin af omfang meget beskedne Sløk-monografi "Johannes Sløk - modernismens teolog" i 2002. Ingen af bøgerne har karakter af detaljerede indføringer i Sløks mangesidede forfatterskab - og faktisk findes en sådan indføring endnu ikke.
Dette forbløffende forhold - forbløffende i betragtning af, at Sløk var en af landets største, om ikke den største, filosof siden Søren Kierkegaard - rådes der den 17. februar i nogen grad bod på med udgivelsen af antologibogen "Et menneske lades ikke i ro - facetter af Johannes Sløks forfatterskab". Bogen udgives af Aarhus Universitetsforlag og består af en serie artikler skrevet af forfattere, unge såvel som mere garvede, med tilknytning til Aarhus Universitet. Artiklerne belyser Sløks yndlingstemaer og forfatterskabets mange aspekter, herunder Shakespeare-læsningerne i 1970erne, opgøret med Løgstrup og skabelsesteologien, Sløks originale renæssancesyn og den sprogfilosofiske interesse, der prægede filosoffens modne værker. Sløk får desuden selv ordet i et interview, som hidtil kun har været trykt i idéhistories institutblad.
Bogen prætenderer på ingen måde at være en fuldstændig indføring i de mange emner, der optog Sløk, men forhåbentlig kan den medvirke til påpege Johannes Sløks fortsatte relevans som filosof, teolog og kulturkritiker - og anspore til yderligere studier af et både spektakulært og originalt forfatterskab, der hidtil har været hyldet i alt for megen tavshed.
