Inspireret af capacs liste over science fiction-film, han ville medbringe på en øde ø (hvis og såfremt) samt min brors opfølgning følger her en liste over 20 film, jeg selv ville vælge at inkludere i bagagen (i håb om at øen var udstyret med dvd-afspiller). Der ligger absolut ingen kunstneriske kriterier til grund for udvælgelserne, det er - ganz einfach - de film, jeg forestiller mig, at jeg ville komme til at se mest (fordi jeg ser dem mest allerede). I tilfældig rækkefølge...
TRUST (Hal Hartley)
Min yndlings. Jeg får en klump i halsen hver gang, afslutningsbilledet med telefontråde, flimrende luft etc. sætter ind, og jeg vil - i al hemmelighed - frygtelig gerne være Martin Donovan. Måske er jeg det allerede.
STATE AND MAIN (David Mamet)
Hvis ikke "Trust" var min yndlingsfilm, ville "State and Main" nok være det. Hver film - hedder det i den - skal handle om én ting, ligesom hvert liv, og filmen handler på en smuk måde om, hvordan man på et teknisk niveau får den, det - filmen, livet - til at gøre det. Hvis man har svært ved at gebærde sig i verden, og hvis man synes, få ting er spor indlysende, er "State and Main" en ekstremt smuk og betryggende film.
LOVE AND DEATH (Woody Allen)
Allens bedste og mest vanvittige, et totalforsøg på gud ved hvad, og sindssygt morsom. Jeg er flad af grin hver eneste gang.
SOMMARNATTENS LEENDE (Ingmar Bergman)
Livsklog, kærlig og kold på samme tid - der er mere menneskekundskab i hver eneste replik end i samtlige, nyere danske film tilsammen. Og kvinderne ligner noget, der er beamet ned fra Eden. Jeg ville egentlig have skrevet listen efter "max 1 film pr. instruktør"-princippet, men det kan ikke nytte noget - der skal være plads til...
SMULTRONSTÄLLET (Ingmar Bergman)
... som, bortset fra Dirch Passer på væltepeter i begyndelsen af "Frøken Nitouche", er det eneste tilfælde, om hvilket jeg er villig til at bruge betegnelsen filmmagi. Når Bergman gør status over Victor Sjöströms liv, er det en vemodig afsked med ungdommens fnidderfnadder - ikke ulig stemningen i Dylans "Highlands" - der munder ud i overjordiske harpetoner, man skal være støbt i beton for ikke at få en eftertanke af. Min underviser i filmhistorie påpegede med en vis rimelighed, vedrørende filmen, at sådan taler unge mennesker ikke - nb som de gør hos Bergman - hvilket (vel) nok er sandt. Men hovedsagen er, at de taler og taler, og at filmen handler om fremmedgørelsen fra talen, under alderdommens indtryk af stilheden. Sådan set skulle "Persona" også have været med - men now for something completely different.
GHOSTBUSTERS II (Ivan Reitman)
Er, indrømmet, en måske'er. Men jeg ville ønske, flere film var lavet på den måde. Snakkesaligt sympatiske, uden noget - for alvor - på hjerte, men med overskud, der smitter. Jeg har set den igen og igen.
THE LAIR OF THE WHITE WORM (Ken Russell)
Fordi Djævlen også er lidt værd at holde med.
UNE FEMME EST UNE FEMME (Jean-Luc Godard)
Man kunne nemt fylde en hel liste med Godard-titler, og "En kvinde er en kvinde" er slet ikke det mest indlysende valg. Men filmen udgjorde, venligst udlånt af min bror, min personlige indgang til Godard, og som sådan har den nok haft større indflydelse på min filmforståelse end noget andet enkeltværk.
POETEN OG LILLEMOR I FORÅRSHUMØR (Erik Balling)
Ove Sprogøe: "Vera, vi skal ikke opdrage vore børn til at blive nazister og massemordere!", Helge Kjærulff-Schmidt som bilsælger ("den kører praktisk taget på renomeet") og Helle Virkner til lille Lotte: "Når far spiller på fløjte, så skinner solen, og så bliver alle mennesker gode og glade". You said it, lillemor.
INSPECTOR MORSE BOKSSÆTTET (flere forsk. instruktører)
Er slet ikke nogen film og dermed vel sådan set snyd - men på den anden side, hvis ikke jeg må medbringe Morse, kan alt det andet være fjantende ligegyldigt.
THE SEVEN YEAR ITCH (Billy Wilder)
Min barndoms film - og Monroe, når hun er mest Monroe.
MENNESKER MØDES OG SØD MUSIK OPSTÅR I HJERTET (Henning Carlsen)
Originalt og genuint erotisk sidestykke til den meget uerotiske (men på sin egen måde lige så intense) "Sult" fra '66.
PROFONDO ROSSO (Dario Argento)
Jeg elsker detektivfilm, og specielt dem, der går i hårdknude. Valget står - hvad Argento angår - imellem den her anførte og "Tenebre", og det kan nemt være, jeg ombestemmer mig på vej ud af døren. Til øen.
DEATHTRAP (Sidney Lumet)
Igen: Detektivfilm er noget af det bedste, og så har jeg en forkærlighed for kammerspil. Jeg vil tro, at jeg har set "Deathtrap" en 6-7 gange, og jeg foretrækker den klart frem for "Sleuth", som ellers er den af filmparret, der sædvanligvis fremhæves. Der er grænseløst irriterende ting i filmen - f.eks. den hollandske, synske nabokvinde, der overhovedet ikke er morsom - men Caine og Reeves er i topform. Og apropos Reeves...
SUPERMAN (Richard Donner)
På grund af Gene Hackman, mest, men også på grund af den overbevisende eventyrstemning. Man får lyst til at udrette mirakler bagefter.
EXORCIST III (William Peter Blatty)
En af de mest uhyggelige film, jeg kender. George C. Scott er troværdigt indigneret og giver - i mine øjne - sit livs præstation som politimanden, der forsøger at holde sig menneskeligt ovenvande blandt lutter apatiske, neurotiske og moralsk udhulede individer. Spooky stuff.
THE CHEAP DETECTIVE (Robert Moore)
Detektivfilm... osv.
Marlene: Paul... are you sure we ought to be here?
Paul: There is nothing to worry about, my dear - we're in England now!
Marlene: No, Paul. This is America.
Paul: [ser sig omkring] Oh yes, America.
Marlene: We should've gone to a doctor, Paul. I'm not sure I got all that bullet out of your head.
Paul: Oh, chérie... It doesn't matter. It's the thought that counts.
DIE DRITTE GENERATION (Rainer Werner Fassbinder)
Fassbinder er cirka as good as it gets, og "Den tredje generation" viser ham på sit højdepunkt - dyster og fuld af håb, og lige så aktuel i dag, som da den havde premiere i 1979.
THE HUMAN STAIN (Robert Benton)
Er et wildcard. Jeg har kun set den en enkelt gang, men da var jeg til gengæld rørt langt ind i sjælen.
OSKAR (Gabriel Axel)
Dansk folkekomik, når den er bedst. Den er fuldkommen uopslidelig og derfor særdeles egnet til et længevarende øophold.