Lars Gorzelak Pedersen

Det bedste ved Universals "Monster Legacy DVD Collection" - et overvældende bokssæt med 18 film, som TP Musik for en måneds tid siden solgte for den grinagtige pris af 100 kr. - er ikke, at det indeholder alle de klassiske monsterfilm fra 30erne og 40erne, som alle kender til døde. I al fald var min egen grund til at købe det først og fremmest, at jeg gerne ville se alle de mindre kendte sequels og crossovers, der blev lavet i 40erne, og som også er inkluderet i sættet. De er typisk meget fjollede og "comic book"-agtige, og historierne er skruet sammen på en sådan måde, at flest muligt af de populære monstre kan nå at mødes med hinanden - om de så kun lige gæsteoptræder i et par minutter.

Wolf Man-filmene har aldrig sagt mig så meget... jeg elsker varulve og film om dem, men Lawrence Talbot (filmens hovedperson) laver ikke andet end at løbe omkring og irritere andre mennesker ved at fortælle dem om, hvor tragisk hans liv er - hvilket meget hurtigt går hen og bliver irriterende. Og helt ærligt, hvem synes, at det her er særligt skræmmende...



Faktisk er varulven i "Werewolf of London" (1935) - den allerførste varulvefilm - en god del mere spooky end Universals 40er-varulv med dens tumpede næse, underbid og ulidelige selvmedlidenhed.

Til gengæld var både "Son of Frankenstein" og "House of Dracula" særdeles underholdende. Sidstnævnte så jeg i går aftes. Den havde både en fremragende, radmager Dracula og en sød pukkelrygget assistent, der vimsede omkring uden at foretage sig meget andet end at se helt vild sød ud.

En lille update i forhold til min tidligere postering: Det lykkedes mig faktisk at komme af med kr. 18,- på biblioteket. De havde sat prisen på resterne fra deres bogudsalg ned til 2 kr. pr. bog og cd, og så kunne jeg ikke dy mig. Jeg kom hjem med følgende cd'er... Lambchop: "Nixon". Hammerfall: "Renegade". Shelby Lynne: "Love, Shelby". Dwight Yoakam: "Dwightyoakamacoustic.net" & "Tomorrow's Sounds Today". Squarepusher: "Go Plastic". De fleste af dem er selvfølgelig håbløst ridsede, men i al fald i Squarepushers tilfælde gør det ikke så meget. Det er et af de få bands, hvor det er svært at høre, om cd'en er ridset, eller det rent faktisk er meningen, det skal lyde sådan.

Og bøger (her begrænsede jeg mig - de fylder jo, trods alt): "Clive Barkers 'Den levende død'". P. Chr. Asbjørnsen: "Norske folkeeventyr". Edward J. Dent: "Mozarts operaer" (jeg har nemlig noget med "Tryllefløjten" for tiden).

Sidst læst (og det er ikke fordi, jeg har læst tre hele bøger på to dage... jeg læser mange bøger samtidigt):

Douglas Keesey & Paul Duncan (red.): "Erotic Cinema". Til Bo: Jeg vil gøre mit bedste for at få anmeldelsen skrevet i løbet af weekenden.

Det er (så blevet) weekend, og 63% af alle mennesker er i Roskilde, hvor de bruger mange, mange penge, hvilket via logisk deduktion leder mig frem til, at jeg jo sådan set - fordi jeg ikke er taget til festival (det var ikke nogen kamp at lade være) - er berettiget til at bruge lige så mange penge på ting der interesserer mig mere, i hvilket lys jeg synes det tager sig ekstra flot ud, at jeg ikke har brugt nogen penge på hverken film, musik, bøger eller andet rent bortset fra kedelige ting som f.eks. mad. I stedet vil jeg nu tage på biblioteket.

Sidst læst:
Lars Erslev Andersen og Jakob Skovgaard-Petersen (red.): "Satanisk, guddommeligt - og såre menneskeligt. Rushdie-sagen ti år efter Khomeinis dødsdom".

Jeg var 11 år i 1989, da Salman Rushdie-sagen eskalerede i kølvandet på "De sataniske vers" og i tiåret for stiftelsen af Den Islamiske Republik Iran - og jeg var ganske for ung til at vide, hvad noget af det gik ud på. Faktisk husker jeg ikke noget af det - men kan til gengæld godt huske, da Rushdies besøg til Danmark måtte udskydes (og hans udmeldinger under karikaturkrisen). Efter at have læst ovenstående føler jeg mig væsentlig bedre oplyst og forstår så nogenlunde, hvad konflikten drejede sig om. Same old, same old.

... Spændende nyt fra rektalundersøgelsesverdenen: Læs her.

I går - næsten 4 måneder efter, at jeg begyndte på arbejdet - gik det op for mig, at jeg er berettiget til at få et blåt, såkaldt amtsmuseumskort, som gør, at jeg kan foretage mig alt i universet uden at skulle betale for det. Ikke værst. Ned-siden (?) er, at Pia er taget på ferie. Hvor er her dog pludselig tomt og meningsløst!

Sidst læst:
J.R.R. Tolkien: "The Hobbit." (Det kan da godt være, det er en børnebog - men den fylder 300 sider, og 77% af dem består af landskabsbeskrivelser. "Sydvest for den og den slugt og 200 meter fra korsvejen ved den og den brusende flod, som lokale legender siger, at de gamle brugte til at fragte ærter i tønder" osv. osv. i én uendelighed...)

Mine egne erfaringer med den amerikanske digter James Tate begrænser sig til, at jeg har læst hans prisbelønnede digtsamling "Worshipful Company of Fletchers". Jeg har i de seneste dage lyttet ganske intensivt til indspilninger af digtoplæsninger - af Kenneth Koch, Charles Olson, Hugh MacDiarmid (som jeg tror, Paw ville sætte pris på) og Ezra Pound, der læser digte via en svag, monoton og sært hypnotiserende mumlen. Jeg fik også, i går, fornøjelsen af at lytte til Tate recitere en række af sine digte. Jeg har stor respekt for alle de nævnte digtere og læser dem med både interesse og fascination, og alligevel synes jeg, at Olson og Tate - som oplæsere betragtet, og på hver deres måde - er særligt fremragende. Olson først og fremmest på grund af sine uforudsigelige intonationer. Tate, fordi han er gudbenådet morsom - forvirringen (og ydmygheden, som er dens forlængelse) i hans digte går usædvanligt godt i spænd med Tates stemme, som giver indtryk af en lidt sølle, selvmedlidende person, som på samme tid er træt af problemerne og mystificeret af/mildt interesseret i dem. Humoren har et skær af tristhed over sig, den er på en måde standup-agtig, men selvironisk, i modsætning til traditionel standup, som kun er ironisk. Min favorit er Tates oplæsning af digtet "A Knock on the Door":

They ask me if I've ever thought
about the end of the world,
and I say, "Come in, come in,
let me give you some lunch, for God's sake."

After a few bites it's the afterlife
they want to talk about. "Ouch," I say,
"did you see that grape leaf skeletonizer?"
Then they're talking about redemption
and the chosen few sitting right by His side.
"Doing what?" I ask. "Just sitting?"
I am surrounded by burned up zombies.

"Let's have some lemon chiffon pie
I bought yesterday at the 3 Dog Bakery."
But they want to talk about my soul.

I'm getting drowsy and see butterflies
everywhere. "Would you gentlemen
like to take a nap, I know I would."
They stand and back away from me,
out the door, walking toward my neighbors,
a black cloud over their heads
and they see nothing without end.

Dagens film var "Anchorman: The Legend of Ron Burgundy". Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk efter de første fem minutter - og jeg synes måske nok, at Will Ferrell er lidt en udvandet version af Chevy Chase. Men under det meste af resten af filmen var jeg aldeles færdig af grin. 

Christina "Kelly Bundy" Applegate og Will Ferrell i en mindeværdig scene:





"Mr. Burgundy, you have a massive erection!"
"It's just the pattern of the pants... it's not flattering in the crotchal region."

Ben Stiller, altid flot med overskæg, som gæstestjerne:


   

To stills fra "Plots with a View", som jeg omtalte i søndags.

Dansegulvet i 1964. Boris - i ung udgave - ved hvad han går efter...



... og Betty ved det også:

Ifølge Kristeligt Dagblad danner "En bred forsamling fra Indre Mission, Luthersk Mission og andre på den kirkelige højrefløj ... nu et nyt netværk for at modvirke det, højrefløjen kalder 'folkekirkens tiltagende forplumring af sand kristendom'". Evangelisk Luthersk Netværk - som grupperingen hedder - vil (i modsætning til forplumret kristendom) forkynde "klassisk bibelsk kristendom". Mere hos DR.

Paw, som er så akademisk, at han kan finde på at skrive "cum grano salis", spørger (Carsten) til muligheden for, at tidsskriftet Philosophia "brygger en antologi sammen om pornografi og etik/moralfilosofi". Jeg vil allerede gerne nu melde mig på banen som potentiel bidragsyder til en sådan eventuel udgivelse - idet jeg forestiller mig, at titlen på mit indlæg bør lyde noget i retning af "En limslikkers bekendelser - hvordan pornografien trak mig ned i sølet og ud på den anden side", og med undertitel lånt af Elvis Costello: "Now you know what it's like inside a pornographer's trousers".

Sidst læst:
William S. Burroughs, "Ghost of Chance".

Der er seriestart på den nye version af "Dr. Who" i aften kl. 23 på DR1 - og lige bagefter er Jacob Stegelmanns "Planet X"-program tilbage på samme kanal.

Snakken blandt the usual blogger-suspects går lige nu om superheltefilmatiseringer - det gælder om at nævne sine fem filmfavoritter inden for genren. Den "nye" bølge af superheltefilm har generelt ikke lige været min kop the, og jeg var skuffet (også) over "Batman Begins", som stort set alle andre var vilde med. Alt for seriøs (emnet taget i betragtning) efter min smag... men her er fem styks, jeg til hver en tid vil elske at gense:

1. "Superman" ('78)
2. "Batman the Movie" (66)
3. "Barb Wire" 
4. "Blade"
5. "Ultra Flesh"

Ikke min mest "classy" liste, men på den anden side... superhelte er, synes jeg, bedst, når de har humor.

"Asylbørns forhold i Danmark har ikke levet op til anbefalingerne fra FNs børnekomite" (i maj anbefalede komiteen regeringen "at tage alle skridt for at forbedre" forholdene for børn i de danske asylcentre). "Det erkender regeringen nu i et svar til Folketinget, hvor integrations­minister Rikke Hvilshøj (V) bl.a. hen­viser til de 37 mio., regeringen i maj afsatte til at forbedre asylforholdene." Mere her.

Judasevangeliet udkommer i dansk oversættelse i morgen, onsdag den 28. juni. "Det er Paul John Frandsen, lektor i koptisk sprog ved Københavns Universi­tet, der står bag oversættelsen, som præsenteres i tidsskriftet Papyrus fra Dansk Ægyptologisk Selskab." Mere her.

Så er Inspector Morse 8.3 - "Et kors for Morse" - blevet udgivet herhjemme, og dermed er hele serien omsider tilgængelig på dansk dvd. Episoderne koster omkring en hundredekroneseddel pr. stk., så det er stadigvæk noget billigere at bestille dem hjem fra udlandet. Andre dvd-nyheder: Det meget spændende, nye danske selskab Another World Entertainment præsenterer "Kannibalmassakren" ("absolut ucensureret - længste udgave i verden!") og "Rædslernes hotel", og der er mere godt i vente bl.a. for giallo-fans, se f.eks. Duccio Tessaris "L'uomo senza memoria". Kan jeg lige få klemt en Stereo-Studio-reklame ind også? "Barb Wire" og tre X Hitchcock ("Marnie", "Saboteur" og "Topaz") til 25 kr. stykket, netop nu.

Hvis jeg havde 199 kroner, ville jeg på stedet investere dem i Peter Laugesens seneste digtsamling "64", som har fået sin titel bl.a. efter antallet af heksegrammer i "I Ching". Det tog tid, før jeg forstod, hvorfor Laugesen ikke bare er god, men en af de allerstørste digtere, vi har - min egen indgang til poesien var via Højholt, og det var mystikken, humoren, blandingen af intellektualisme og folkelighed og selvfølgelig sprog-ekvilibrismen hos sidstnævnte, der fangede mig. Laugesens digte er langt mere hverdagslige, mindre "poetiske" i traditionel forstand - nogle gange fylder de kun et par linier. Hans output er enormt, for mens Højholt havde teksterne liggende i skuffen nogle gange i år, før han satte det sidste punktum, er det for Laugesen produktionen, der er det afgørende. Det er ikke lige godt alt sammen, men når det er godt, er det en overvældende reminder om, hvad sprog, også dagligdagens, er i stand til. Anmeldelser af "64" med smagsprøver kan læses her: Litlive, Litteraturnu, Sentura. 

... dansker? Ifølge en analyse foretaget af ugebladet Mandag Morgen og prof. Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet er danskerne "blevet mindre borgerlige, siden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001. Og paradoksalt nok er det regeringens egne vælgere, der i løbet af de sidste fire et halvt år er blevet mere venstreorienterede." Hmm. Mere her.

Dagens film er "Plots with a View" (dansk titel "Lig med succes"), en romantisk og lidt sort komedie - og en udmærket søndagsfilm - hvis handling udspiller sig i Wales. Alfred Molina spiller bedemanden Boris Plots, som hele sit liv været hemmeligt forelsket i Betty (Brenda Blethyn), der imidlertid er gift med Hugh, som har en affære med sin smarte sekretær Meredith (spillet - og det opdagede jeg først bagefter, da jeg slog filmen op på imdb.com - af Naomi Watts fra bl.a. "The Ring"). Da Boris endelig efter adskillige årtiers venten erklærer sine følelser over for Betty, viser det sig, at hun gengælder dem. For at spare Hugh for hjertesorg planlægger de to at iscenesætte Bettys død (ja, det giver vel mening på en sitcom-agtig måde) og ender med at enes om, at "uheldet" skal ske ved, at Betty ryger ud over en klippe midt i en romantisk svingom. Det hele går selvfølgelig ikke problemløst for sig, og midt i forvirringen får Boris sig en konkurrent, da den anderledes hippe bedemand Featherbed (Christopher Walken...!) dukker op og vil sætte sig på en del af markedet med sine fantastiske "tema-begravelser". Et af filmens højdepunkter er en bisættelse med Star Trek-tema. 

Lørdag nat - og to dage af en rar og (for en gangs skyld, for de fleste af mine weekender går med film og bøger) fordrukken weekend er passeret. I går var jeg til Sankt Hans-fest i universitetsparken sammen med Anders, som var på besøg fra Kbh., og Mette "13", som stødte til ud på aftenen. Og i aften har jeg været til hyggelig grillhalløj hos Mette. Dagens - nattens - album er Martin Halls "Cutting Through - the Final Recordings".

En anmeldelse af Nevill Drurys bog "Magi - fra shamanisme til tekno-magi", oprindeligt trykt i Tingen - institutblad for Idéhistorie.

***

Magi - fra shamanisme til tekno-magi

Okkultisme er prime time-stof for tiden. I fjernsynet er programmer om overnaturlige emner næsten lige så populære som have- og indretningsprogrammer. Det er ikke første gang, at der opstår noget, der ligner en folkelig interesse for det overnaturlige. I Middelalderen gik det naturligvis ikke an, hvorfor fagets udøvere gik under jorden, men i renæssancen var der et forsøg på at gøre okkultismen respektabel.

Tidens intelligenser syslede i skjul, sidenhen mere åbenlyst med magiske kunstarter, og dén hobby var betydningsfuld, for den blev senere til den klassiske naturvidenskab. Renæssancemagikerne var pragmatikere, og de tog udgangspunkt i den videnskabelige grundidé: hvis man gør én ting, sker noget andet, for årsag og virkning er lovmæssigt forbundne. Så kom rationalismen, og pragmatikken druknede i systembygning.

Da den for alvor kommer igen, okkultismen, er den blevet folkelig - og genkendelig (set fra vores synspunkt). Det sker i en periode, hvor fornuften ophøjes til gud - vor gud logos, som Freud skriver i "En illusions fremtid". Den Freud, der var blåøjet barn af positivismen, og som ifølge Jungs (ganske vist uvederhæftige) selvbiografi ønskede at rejse psykoanalysen som et bolværk imod tidens sorte slamflod af okkultisme. 

Kort før Freud er okkultismen blevet mainstream - en trend ved dameselskaberne, en irrationalitet i kulturen - og mindst lige så vigtigt er det, at den har skiftet udseende. Den handler ikke længere overvejende om magiske korrespondenser imellem metaller, planter, legemsdele, farver osv., den handler nu først og fremmest om menneskets indre liv og om individets vej mod åndelig perfektion. Den handler kort sagt om den spirituelle og eksistentielle genopdagelse af den sjæl, positivismen og oplysningen - forgæves - havde søgt at reducere til rationalitet.

Det er i det 19. og 20. århundrede, Teosofiens, Antroposofiens og Scientologys opblomstringsperiode, at pop-okkultismen for alvor vinder udbredelse som en udvækst på fornuftsdyrkelsen, og det er i denne udvikling, at vi skal finde rødderne til vor egen interesse for det overnaturlige.

Fordi interessen for det overnaturlige stadigvæk er udbredt, er der behov for at beskæftige sig seriøst med det, herunder med dets historie og idéhistorie. I lyset af manglen på saglig litteratur om emnet bør antropologen Nevill Drurys "Magic and Witchcraft - From Shamanism to the Technopagans", som nu foreligger i dansk oversættelse ved Rasmus Hastrup og Finn Ovesen under titlen "Magi - fra shamanisme til tekno-magi", hilses velkommen. Bogen er udkommet på Nyt Nordisk Forlag i en flot hardback-udgave med velvalgte illustrationer, og den behandler, som titlen antyder, okkulte traditioner begyndende med shamanismen og sluttende med et moderne (og for undertegnede ukendt) fænomen, som Drury har valgt at kalde for "tekno-" eller "cyberspace-magi". Undervejs når forfatteren endvidere omkring rosenkreuzerbevægelsen, hekseprocesserne, satanismen, gnosticismen, "sexmagien", frimurertraditionen og den moderne okkultismes sorte får, Aleister Crowley - for nu blot at nævne en håndfuld af emnerne.

Bogen er ikke udpræget akademisk, men den er på den anden side heller ikke specielt populær i det. Dens mål er at belyse magiens historiske former, og det betydelige tidsrum (fra "neolitiske tider", s. 10, til nutiden) gør, at der ikke bliver plads til dybdeborende analyser. Hvert tema vies typisk ca. 20 sider, hvorfor der naturligt nok er en del begreber, der får lov at stå uforklarede hen, ligesom der i flere af afsnittene foregår en hel del name-dropping i kraft af den beskedne plads, der er tildelt de enkelte temaer.

De mere teoretiske afsnit, hvor Drury skal redegøre for komplicerede okkulte begreber så som de ti "sephiroth", der konstituerer Livets Træ-strukturen i jødisk kabbala, fremstår som bogens svageste. En hvilken som helst to-siders gennemgang af, hvad Livets Træ er for noget, er, fristes man til at sige, på forhånd dømt til at ende som volapyk, og jeg tvivler på, at læseren vil forlade afsnittet begyndende på s. 135 om de Mytologiske niveauer på Livets Træ meget klogere.

Mere spændende er de af bogens kapitler, hvor Drury kaster sig ud i historiske gennemgange, eksempelvis i kapitlerne om alkymi / astrologi og om hekseforfølgelserne, hvoraf jeg især læste sidstnævnte med stor interesse. Sjovest er helt klart "Aleister Crowley: Udyret 666" på s. 144-161, om end jeg personligt kunne have en hel del at sige om Drurys lettere frelste bemærkning på s. 161 om, at Crowley "i bund og grund betragtede kvinder som sexobjekter". Det gjorde Crowley måske nok - men vel at mærke på et tidspunkt, hvor Flaubert og Brontë og andre af tidens store forfattere i deres romaner lod kvindfolk gå til som fluer af indestængt seksualitet. Crowleys kvindesyn er bestemt ingen entydig sag - og alene af den grund er Drurys påstand forkert. Entydigt. Længe før Michel Foucault forstod Crowley, at den, der bestemmer over menneskets seksualitet, også bestemmer over mennesket - og at kvindefrigørelse, såfremt den skal være virkelig frigørelse, derfor også må indebære seksuel frigørelse.

Der er andre påstande i "Magi - fra shamanisme til tekno-magi", som man kan være uenig i, og som måske også kan virke uheldigt på læsere, der ikke har forudsætningerne for at bedømme deres indhold. Et forholdsvis uskadeligt eksempel fra s. 84:

"Ficino [dvs. renæssancefilosoffen og -okkultisten Marsilio Ficino, lgp] så ingen uoverensstemmelser i at blande neoplatonisme med ortodoks katolsk teologi, for Hermes [Hermes Trismegistos, den hedenske, halvguddommelige profet-filosof, som op igennem hellenismen og middelalderen mentes at være ophav til hermesskrifterne] var allerede blevet godkendt af kristne skikkelser som Skt. Augustin og den kristne digter fra det 5. århundrede, Lactantius".

Sætningens første halvdel kan vanskeligt debatteres, mens den anden er potentielt vildledende. I al fald er det noget af en tilsnigelse at kalde Augustins omtale af Hermes for en "godkendelse" (hvor Lactantius derimod, ganske rigtigt, er mere uforbeholdent positiv). Han, Augustin, studser godt nok ærefrygtigt over, at hedningen Hermes siger mange "ting om den ene, sande Gud [...], som er helt sande" - men han lægger på den anden side heller ikke skjul på, at han som kristen må fordømme den hermetiske filosofi som et udtryk for dæmondyrkelse, specielt afsnittene i skriftet "Asclepius", som omhandler såkaldt teurgisk (gudebetvingende) praksis.

Det er ikke Drurys ærinde at gå ind i den slags detaljediskussioner, og de ville sandsynligvis også bare virke forstyrrende i forhold til den historiske gennemgang. Blot rummer trækningen af de store linier nødvendigvis en risiko for forsimpling.

Omvendt er der passager, hvor Drury samler trådene uden at gøre videre vold på kilderne, og hvor han giver læseren et overblik over fællestrækkene i det brogede materiale, bogen behandler. Sådanne passager er ydermere vigtige, idet de giver nogle tiltrængte åndehuller midt i den overvældende mængde information, man ellers introduceres for under læsningen. En fin opsummering forekommer det mig f.eks., at man får gennem de første linier af afsnittet om Højere magi på s. 124.

Den spirituelle genfødsel, skriver Drury her, har karakter af "... et bestandigt tema i vestlig esoterisk tradition ... Vi har set, hvordan det mystiske univers er blevet fortolket af skiftevis gnostikerne, nyplatonisterne og hermetikerne som emissionistisk - på hinanden følgende niveauer af væren, hver især udsendt af en guddommelig og transcendent kilde ... Disse elementer synes alle at være centrale for den ideligt omskiftelige, men ikke desto mindre grundlæggende gnostiske tanke, som er vokset ind i det 20. århundredes magiske bevidsthed - i vores tid udmøntet som en individuel overskridelse af vores personlighed for at inkarnere guden og gudinden. Højere magi eller gnosis handler i bund og grund om at legemliggøre guddom - om at blive guder og gudinder på vejen til transcendens".

Med pointeringen af ideen om selvopgivelsen, personlighedens overskridelse, som en afgørende konstituent i den magiske tradition er Drury utvivlsomt inde på en af magiens kongstanker, ligesom han gør ret i at påpege den højere eller ceremonielle magis fundamentale idéfællesskab med gnosticismen.

Transcendenstemaet går igen i den kortfattede to-the-point-beskrivelse af tarotkortet "Narren" på s. 115. "Narren er et symbol på "han som intet ved"". Her "kommer magikeren tæt på ikke-eksistensens slør - intetheden - ... og om denne dimension kan der ikke formuleres noget forståeligt eller være nogen beskrivelser. På kortet er Narren lige ved at styrte ned i formløshedens afgrund - og omfavner ... det endeløse lys, den uendelige og hellige transcendens".

Afslutningsvist må det pointeres, at der er mange steder, hvor man synes, det knirker rent sprogligt - uden at det er til at sige, hvorvidt det skyldes originalens eller oversættelsens ordlyd - eksempelvis på s. 44, hvor man læser, at "Et karakteristisk tema i mysteriekultene handlede om død og genfødsel". Genfødselstemaet var rigtignok et fællestema mysteriereligionerne imellem, både i deres græske og deres hellenistiske form. Men derudover må man jo sige, at det altså hedder én kult, flere kulter (ikke kulte), og at et tema - strengt taget - ikke kan handle om noget som helst. Et tema kan være noget - interessant for eksempel - men ikke handle om noget ... hvis man skal helt ned i pernittengrynene.

Sådan er der en del småting, der heldigvis ikke virker alt for forstyrrende i forhold til forståelsen. Bogen kan alt i alt opfattes som en letlæselig introduktion og et rimeligt oplæg til yderligere studier. Den anbefales til læsere, der er interesseret i emnets historie, og som ikke i forvejen er alt for velbevandrede i de behandlede tematikker. 

Magi - fra shamanisme til tekno-magi. Nyt Nordisk Forlag. 299 kroner / 240 sider, indbundet med illustrationer.

Elsebeth Gerner Nielsen (R) kritiserer regeringen for ikke at ville bruge flere penge på plads til asylfamilier og for at køre et modbydeligt spil om asylbørn. "... den reelle grund til, at regeringen ikke vil give familierne to rum, er, at man vil gøre det så vanskeligt som overhovedet muligt for de her familier. Man tager børnene som gidsler i håb om, at hvis familierne ser, at børnene mistrives, så rejser de hjem, og det spil er modbydeligt" - mere her. 

Af en eller anden grund står Sankt Hans og midsommeren altid for mig i Lilholts tegn. Lars', altså. Hvilket minder mig om, at der er et glimrende interview med manden i det (tror jeg nok) nyeste nummer af "Ud & Se".

Dagens vers (fra "Hvidsten Kro" - en af Lilholts allerbedste):

Faldskærmsmanden var frivillig, han var lydløs, han var rå
han kunne sprænge broer så die Wehrmacht's togtransporter gik i stå
men han blev taget af Gestapo hos en kvinde som han faldt for og fik lov
men giftampullen fik han ikke for de tog ham mens han sov
SS' sorte bødler satte tommelskruer på
og Marius var røbet før testiklerne blev blå
ja klokken den var slået før bornholmeren den slog to
på Hvidsten Kro.

Sidst set:

THE BIG STORE (Charles Reisner, 1941)

Jeg kan huske at have læst i en bog engang, at Marx-brødrene - Chico, Harpo og Groucho - havde for vane at flygte fra settet, når de evindelige musikindslag, der figurerer i næsten alle brødrenes film, skulle optages. Til irritation for producenten, for brødrene var der aldrig, når optagelserne bagefter skulle genoptages. Personligt har jeg også lært at se Marx Brothers-film med fingeren klar på fast forward-knappen.

I modsætning til W.C. Fields-filmene, der også i dag virker forholdsvis moderne, lider Marx-filmene af, at de er lavet af instruktører og producenter, som ikke har kunnet se storheden i brødrenes komik - de har ikke turdet tage chancen, og derfor er næsten alle filmene bebyrdet med musikindslag og fedtede romancer, der passer meget dårligt sammen med især Grouchos langt mere jordnære, kødelige, pathos-saboterende attitude.

THE BIG STORE - en af de sene produktioner - er i så henseende ingen undtagelse. Samspillet imellem Groucho (som "Wolf J. Flywheel) og altid veloplagte Margaret Dumont er der til gengæld ikke en finger at sætte på.

Jeg giver den to ud af fem pavehatte.

Så er det Midsommer igen! Der er djævelskab i stratosfæren, vindhanerne knaser, det pusler i myretuen, og træværket hvisker Gori. Det Store Hjul drejer - hopsasa, falderaaa og i den sorte gryde. God Sankt Hans til alle på blogsbjerg!

Jeg læser lige, at Anders Foghs spindoktor koster skatteyderne 1.992.101 kroner! Til sammenligning vil jeg anføre, at min egen spindoktor, Mette, endnu ikke har udbedt sig så meget som en krone i løn for det massive pr-arbejde, hun (siger hun) udfører. Jeg er dog lidt bekymret for, om hun kun bruger pavesagen som springbræt. Jeg kunne således ikke undgå at lægge mærke til, at det i dag er hende selv - snarere end mig - der er på med billede og det hele i avisen. 

Roman Polanskis mærkelige, men flot fotograferede debutfilm "Kniven i vandet" (1962) er netop udkommet på DVD i Danmark. Tre mennesker ombord på en lillebitte båd, polsk snak, lummer jazz og en handling, der kan refereres på bagsiden af et frimærke. Bon appetit!

13 posteringer siden mit sidste politiske indlæg (og alligevel har jeg stadig stopfogh.dk som fast indslag blandt Google-annoncerne).

Sidst set:

DAY OF THE DEAD (George Romero, 1985)
Jeg købte den for nogle måneder siden, men den gled ind på hylden og blev stående der, indtil jeg for nogle uger siden investerede i LAND OF THE DEAD og dermed fik en undskyldning for at gense DAY...

Den var bedre, end jeg huskede den til - om end stadigvæk for snakkesalig efter min smag. De grå betonomgivelser og smatteriet går godt i spænd og forlener filmen med en genuin trøstesløs atmosfære. Heltinden spiller godt - skurken er måske vel rigeligt karikeret. Filmen har seriens bedste fortekster.

Jeg giver den tre pavehatte ud af fem.

Til afrunding (for mit eget vedkommende) af pornodiskussionen, som har bredt sig som ringe i vandet:

Min søster - som nu, ser jeg, er gået i gang med at læse Pascal (pas på med det - det er tungt og dystert) - skriver i forbindelse med pornografidiskussionen, at hun "har ladet være med at blande [s]ig i debatten, fordi [hun] - af erfaring - kommer til at lyde som Fedtmule i diskussion med de lærde".

Jeg skal være den første til at beklage, at diskussionen om porno meget hurtigt kommer til at ende i detaljefnadder eller urimeligt generaliserende overvejelser. Jeg gir min søster helt ret - der er absolut ingen grund til, at pornografidiskussionen skulle være "svær", og det er ærgerligt, at den alligevel ofte bliver det.

Og nu jeg er ved familien: Jeg føler - som min bror - ingen trang overhovedet til at overbevise andre om pornografiens fortræffeligheder. Når jeg skriver om pornografi, er det i reglen kun i forbindelse med nye, videnskabelige undersøgelser, som jeg vil gøre opmærksom på (mest, så jeg ikke selv glemmer dem) - eller fordi jeg fra tid til anden får heftig hjertebanken over en diskussion eller en påstand, der har svunget sig op på et følelsesmættet eller moralsk indigneret plan, hvor det er lige før, man skal føle sig priviligeret over, at man overhovedet har lov til at være på planeten med sin personlige interesse for pornografien.

Det med hjertebanken er ikke løgn. Jeg er hunderæd for den slags - for mennesker, der er så sikre i deres sag, at argumenter er besides the point. Dem, der uden videre mener, at deres egen opfattelse også bør være andres.
 
Det er en myte, at det pornografiske publikum udelukkende er mandligt. Den seneste punktering af denne myte findes i Politiken den 29. maj, hvor det fremgår, at antallet af engelske, porno-surfende kvinder er steget med 30 procent på et år til 1,4 millioner. I USA tegner det kvindelige publikum sig for 40% af udlejningen af pornografiske film. "Par-porno" nyder også stor popularitet - og kvinders erotiske fantasier er bestemt ikke mindre hede end mænds. Jeg kan i den forbindelse anbefale Nancy Fridays interviewbog "Når kvinder elsker" og tekstantologien "Umoralske opstød - 15 debatindlæg om s/m, pornografi og nypuritanisme", redigeret af Dorte-Maria Bjarnov.

Der er rigeligt stof til røde ører. 

Debatten om pornoen savner, synes jeg, forståelse for, at noget der er godt for NOGLE mennesker, ikke nødvendigvis er godt for ALLE. Og før den forståelse bliver udbredt, kommer diskussionen ikke videre - man opnår ikke andet end at kridte fronterne op.

Som Caspar Vang, Übersturmbandführer for online-filmzinet Uncut, engang skrev til de menige skribenter i en mail: "Kender I ikke det at I fortæller nogen om Uncut og så skal I hen og grifle webadressen ned på et snoldet stykke papir. Så er det nemmere at vippe et blæret visitkort med et billede af en zombie eller en ufo ud af pungen." Nedenfor: Mit superseje, gamle visitkort med Elvira-motiv.

Endnu en sag fra fil-rodekassen til min første, glemte hjemmeside - et gammelt digt (der i en redigeret form vistnok overlevede ind i min første digtsamling, "Akvarieåret", fra 1999).

 

Jeg forsøgte mig i fem minutter med flickr, før min tålmodighed var brugt op, og så kom jeg i tanke om, at jeg jo sådan set har en gammel Geocities-side, hvor der er masser plads til at uploade blog-billeder. Håber det virker:



Kitten Natividad i "Beneath the Valley of the Ultra-vixens" (1979).

Blog-overskriften: En jazz-favorit, sunget af bl.a. Chet Baker.

En anmeldelse af "For længe siden", Erwin Neutzsky-Wulffs nyoversættelse af 1. Mosebog, oprindelig trykt i julenummeret år 2000 af Tingen - institutblad for Idéhistorie.

For længe siden

Udgivelsen af Neutzsky-Wulffs længe ventede oversættelse af GT's bedst kendte bog har ikke udløst det ramaskrig, som man måske kunne have forventet. På nettet leder man forgæves - en hurtig dogpile-søgning på +"neutzsky-wulff" +"for længe siden" fører stort set ikke til noget som helst, lige med undtagelse af en kort reklameomtale fra Borgen - dén, nemlig, som også kan læse på bogens bagside.

Men kan man ikke gå andre steder hen, kan man jo altid gå til kilderne selv, og kilderne vil i dette tilfælde sige www.enw.dk - Erwin Neutzsky-Wulffs officielle hjemmeside, der for en stor dels vedkommende bruges til at skælde ud på Faklen og til at holde fans informeret om forfatterens planer om fremtidige udgivelser - next up: kolosromanen "RUM". Og ganske rigtigt: i en lille notits med titlen "For ikke så længe siden" bemærker forfatteren, at han havde forventet "en rasende reaktion fra folkekirkepræsterne" - en reaktion der imidlertid aldrig kom.

For, siger ENW, "godt nok kalder Berlingskes og Politikens teologer mig i deres anmeldelser for satanist, folkeforfører, galning, sekteriker og paranoiker, men de understreger samtidig, at de ikke på nogen måde føler sig provokerede". Bibliotekerne tager andre tillægsord i brug i deres udtalelse om bogen og kalder den ikke blot "provokerende", men tillige "intelligent og vittig". Dermed ikke være sagt at de fem første udelukker de tre sidste.

Bogens ca. 200 sider falder i to lige store halvdele: først forfatterens egen kommentar, der spænder over alt lige fra personlige, filosofisk-religiøse betragtninger ("mennesket er det religiøse dyr", s. 20), spredte bemærkninger om hensigten med det foreliggende værk (at præsentere en oversættelse "på dansk og uden teologisk bias", s. 17), enkelte afstikkere til affæren med Faklen og sidst - men mest fascinerende - en religions- og kulturhistorisk gennemgang af de enkelte kapitler i Første Mosebog. Som for øvrigt i Neutzsky-Wulffs oversættelse har fået sin jødiske titel tilbage: "Bere'shith", dvs. "i gamle dage", "for længe siden" eller "i begyndelsen" (s. 30).

Og det er langtfra den eneste iøjnefaldende ændring: i syndefaldsberetningen leder man forgæves efter Adam og Eva!

"Adham" betyder som bekendt "menneske", så det første menneske kommer naturligvis til at hedde Menneske - hverken mere eller mindre - mens Eva skal kaldes "issa, kvinde, for af isj, manden, er hun taget". Så lyder det også mere som noget, der har med religion at gøre - og lidt mindre som naboerne inde ved siden af.

I det hele taget er det Neutzsky-Wulff om at gøre at få understreget forskellene mellem datidens hebræere - et uciviliseret, kvindefjendsk bøllefolk af "polyteister, tyve, mordere, slavehandlere og racister" (s. 33) - og vores egen demokratiserede, "bedste-af-alle" verdener. Pointen er - selvfølgelig - ikke, at vi er bedre stillet eller har ret til at stå med næsen i sky - "deres dom over os ville være lige så knusende som vores over dem" (s. 33) - men derimod, at en virkelig forståelse af de ting, der går for sig i "Bere'shith"s beretninger, opnår vi kun, hvis vi i vores læsning er indforstået med den principielle forskel på den verden af guder, kæmper og orakler, hvori de udspiller sig, og så vores egen, hvor den slags "overtro" ikke hører hjemme.

Det vil føre for vidt her at gennemgå de talrige steder, hvor Neutzsky-Wulff i forhold til '31-oversættelsen har foretaget ændringer i et forsøg på at komme originaltekstens mening nærmere. Men som eksempel kunne man pege på, at Første Mosebogs første linie - "I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden" - i den nye oversættelse er erstattet af "For længe siden dannede guderne himmelen og jorden".

Allerede i forbindelse med første vers langer Neutzsky-Wulff altså ud efter centrale punkter i den traditionelle bibelforståelse, nemlig antagelserne om at skabelsen er en "creatio ex nihilo" ("re'shith" henviser ifølge ENW ikke til nogen absolut begyndelse, jvf. s. 40 - tanken om en sådan "må have været fremmed for Første Mosebogs forfattere". Verden skabes m.a.o. ikke ud af ingenting - den "tildannes") og om, at GTs gudenavne og guddommelige tilnavne (i dette tilfælde "elohim") uden videre kan oversættes som om de henviser til én og samme guddom. I GT, og naturligvis også i Første Mosebog, er guden på samme tid både én og mange (ENW påpeger eksempelvis s. 41, at det er fejlagtigt og vildledende, når man i de tilfælde hvor "det guddommelige epitet cebha'oth" står i forbindelse med Jave oversætter det til "Hærskarernes herre" - Jave er ikke hærskarens herre, men derimod hærskaren selv! På samme tid én og mange, ligesom kongen - i og med at han er ét med folket - er både én og mange). Hebræerne var oprindeligt polyteister, og deres guder indgik i livlige konkurrencer med andre folkeslags (lige så reelle) guder.

I det hele taget er der ikke meget "metafysisk" over den Jave, der optræder i Neutzsky-Wulffs oversættelse - han er simpelthen the real thing og figurerer som en - ganske vist overordentlig magtfuld - fysisk, levende realitet på linie med alle andre levende realiteter (og liv, belærer forfatteren os, betyder i datidens menneskers bevidsthed ikke nødvendigvis "organisk liv", men er et mere omfattende begreb, som går forud for eksistens: for at noget skal kunne eksistere må der først være liv). Han købslår med menneskene med henblik på at opnå magt (og nærer frygt, når menneskene viser sig at høste fordelene ved handelen), han mumler, bruger orakler som talerør, myrder for et godt ord, går grassat og hærger vildt når fremmede vover sig i nærheden af hans kvinder - og han går spadsereture i Edens Have.

Hvorvidt Neutzsky-Wulffs oversættelse (også) på sine steder er tendentiøs eller "kreativ", har jeg ikke de fornødne sprogkundskaber til at kunne udtale mig om, men den er spændende og uundværlig læsning for enhver, der nærer ønske om at beskæftige sig seriøst med emnet. Kommentaren i sig selv er pengene værd.

I dag har været en god dag - en af dem, hvor det lige så stille føles som om, ting falder i hak, lidt efter lidt. Hvor det er nemt at omgås andre mennesker. Og hvor man bare har lyst til at høre Bruce Springsteens CADILLAC RANCH meget højt. I live-udgaven, du. 

Politiken: "I 28 år har den lille århusianske kunstbiograf Øst for Paradis vist filmkunst af højeste karat i den jyske hovedstad. Men efterhånden skal der et mindre mirakel til, hvis biografen skal overleve. 800.000 kroner tegner underskuddet til at blive på i år, og nu truer såvel Det Danske Filminstitut som Århus Kommune med at trække deres tilskud på tilsammen 600.000 kroner fra nytår." Mere her.

Jeg beklager over for eventuelle blog-besøgere, som er mindre interesserede i pornografi, at bloggen lige nu er blevet forvandlet til en værre porno-rede. På den anden side er der kommet mindst et par gode diskussioner ud af det, så det ville da være synd ikke at køre videre lidt endnu - i al fald så længe, diskussion er givtig. Jeg kan også henvise til kommentarrækken vedr. pornografi på Carstens blog. Jeg lover, at jeg igen snart vil være tilbage som lettere genert, paveligt ambitiøs, venstreorienteret brokrøv.

I går fik jeg i øvrigt æren af at agere fotograf på museet, og i eftermiddag skal jeg ud i byen og pushe foldere.

Sidst læst:
Colin Dexter: "Døden i Jericho" (Kommissær Morse nr. 5)

Aha! Jeg kan bruge mit Yahoo-fotoalbum til at deponere blog-billeder i. The sky's the limit!

I anledning af, at det igen er blevet sommer: En omtale af Van Morrisons plade "Astral Weeks", tidligere publiceret på min gamle hjemmeside. Flere VM-omtaler to come ...

Astral Weeks (1968)

Der findes plader, som hører bestemte årstider til. Det er i hvert fald min erfaring, selvom det lidt er noget vås. For plader forbliver de samme, om end kun i en ligegyldig forstand, mens sindsstemninger skifter og eventuelt vender tilbage. Foranledigede af ydre omstændigheder. "Astral Weeks" - astrale uger - er en sommerplade. Det er derfor, jeg nu på ny har fundet den frem, som jeg plejer, i juni, mens solen koger alt under den ned til noget, der ligner en begyndelse.

Side A på "Astral Weeks" hedder netop "In the Beginning", og det er uskylden der hentydes til, ikke en historisk tid, men den fortsatte begyndelse, som uvægerligt slår over i "Afterwards", erfaringen (viet side B). Det er tiden før og efter, med "hvorfor" - gnostikernes urbrøde - som skæringspunkt. Blakes "innocence" og "experience". Som VM synger senere, i "Summertime in England" på "Common One":

Take a walk with me down by Avalon
And I will show you
It ain't why, why, why
It just is. 

Da mennesket ville vide om verden, gik enheden i stykker - for viden sætter skel. Den have, som VM i nummeret "Sweet Thing" drøner igennem, imens han råber "it's me, I'm dynamite and I don't know why", synes derefter uigenkaldeligt udenfor rækkevidde.

Mens eksempelvis Neil Youngs musik er en fortsat poetisk dyrkelse af denne tabserfaring, krydser VM grænsen igen og igen; musikken er religiøs, og "Astral Weeks" er - som ingen kan være i tvivl om efter at have hørt albummet - præcis en invokation. Repetitiv, messende og rituel.

Der er tale om en usædvanligt stemningsfuld plade, og derfor måske heller ikke én, man lytter til hver dag. Men når behovet for at lytte til den falder sammen med, at man husker at placere den i CD-afspilleren, er det til gengæld smukt ud over beskrivelse. Pladen slutter i en bakkedal, med "Slim Slow Slider", eftertænksomt og tilbageskuende. Ugerne er ovre, inspirationen til ende, og nu kommer hverdagen og den profane tilværelse - som VM så til gengæld laver stor og måske i virkeligheden skønnere poesi på med sit næste album, "Moondance".

Jeg vil endnu engang anbefale alle, der interesserer sig det mindste for den slags, at følge med i reaktionerne på Rune Engelbreth Larsens og Thøger Seidenfadens bog "Karikaturkrisen" på Runes hjemmeside. Det er medrivende, tankevækkende og skiftevis tragisk og komisk læsning. Her er Runes svar til socialminister Eva "forksempel" Kjer Hansen, der i Politiken har angrebet bogen som et udtryk for ikke blot slap kulturradikalisme, men for de slappes kulturradikalisme.  

Det århusianske alumneblad Augustus bringer i juniudgaven (nr. 2) et tosiders indlæg om Judasvengaliet under titlen "Judas er helten". Artiklen indeholder et kort interview med den norske gnosticismeforsker Einar Thomassen, professor på Bergen Universitet og adjungeret professor på Aarhus Universitet. "Judasevangeliet", udtaler Thomassen bl.a., "spoler os tilbage til en periode i kristendommens tilblivelsesperiode, hvor man endnu ikke har bestemt, hvilken retning kristendommen skulle tage". Artiklen lider i begyndelsen lidt af den "nothing to see here"-indfaldsvinkel, der har præget megen medieomtale af det nyudgivede evangelium, idet den starter med at slå fast, at evangeliet ikke lever op til dramatikken og fortrinsvis er spændende for fagnørder. Men den introducerer derpå fint til evangeliets indhold og til det, som naturligvis først og fremmest gør Jusasevangeliet spændende (og som berettiger medieopmærksomheden): nemlig at det repræsenterer en anden kristendomsforståelse fra en tid, hvor kristen dogmatik var in the making. Hvad kan almindelige mennesker - dvs. ikke-fagnørder - så bruge evangeliet til, nu, hvor de så grundigt er blevet gjort opmærksomme på det? Ja, det kan, som Thomassen siger, "hjælpe os til at forstå" - og den forståelse mangler vi - "at den etablerede kristne kirke i dag er et resultat af nogle valg - og af en magtkamp".

Det er ikke hver uge, jeg åbner lokalavisen. Men når det sker, er det som regel sammenfaldende med, at biblioteket i Risskov annoncerer et nyt bogudsalg. Jeg cyklede derud i dag efter arbejde og kom hjem med en forholdsvis lille stabel bøger - Vagn Thule Hansens bog om Ivan Malinowski, "Den unævnelige" af Samuel Beckett og "Joannas grav", Kommissær Morse-bog nr. 8, som jeg heldigvis fandt, netop som jeg selv var løbet tør for Colin Dexter-krimier. Der var i og for sig flere interessante titler tilbage, men man må jo også udvise lidt mådehold engang imellem (tror jeg nok). Til de interesserede: fire el. fem Klaus Rifbjerg-digtsamlinger, bl.a. "Mytologier", og en storformatudgave af "Frankenstein" med illustrationer af Bernie Wright.

Sidst læst:
Henrik Nordbrandt, "Forsvar for vinden under døren".

Enden er nær: The Frogs Are Coming!

Forvirrende morgen. Der lå en lykønskning fra Kresten og Lis (?) på min mobiltelefonsvarer, og min postering om Anders Morgenthaler har ligget Carsten - som er filosof, og som jeg i parentes bemærket kender fra min tid som idéhistoriker - så meget på sinde, at han har misset en fodboldkamp. Carsten har skrevet en lang kommentar til indlægget, hvori han bl.a. lægger op til en temmelig filosofisk diskussion af kapitalistiske produktionsforhold og hvad, der definerer mennesket som artsvæsen. Den diskussion vil jeg undlade at dykke for dybt i, men til klargøring blot følgende:

Mit oprindelige indlæg var skrevet som en kommentar til udtalelser af Morgenthaler, som kan læses her og her. Morgenthaler siger, som man kan se, bl.a. at "Alle dem, der ikke forstår, at pornoindustrien er styret af kyniske bagmænd er ... idioter", og at han er stor tilhænger af "hele vores samfunds liberale værdier". Morgenthalers kritik er altså, som det fremgår, på ingen måde marxistisk motiveret - hvorfor der vel egentlig ikke er nogen grund til at komme ind på den side af sagen. Men da Carsten efterlyser mit eget standpunkt i så henseende, kan jeg da ganske kort sige, at jeg hverken er marxist eller trotskist, og at jeg personligt har det ok med at leve under kapitalismens åg. (Der er gode og dårlige dage, selvfølgelig.) Den har - ligesom Jesus for andre - nu engang været med mig alle dage. Det betyder ikke, at jeg underkender Marx - som jo for øvrigt selv mente, at kapitalismen måtte gå sin gang til den bitre ende, come what may.

Jeg kan heller ikke rigtigt se, at faget pornostjerne skulle være mere fremmedgørende end en hvilken som helst anden tjans. Det er vel rigtigt, at seksualitet er en væsentlig del af det at være menneske, men det er det også at trække vejret og at have en krop og en bevidsthed - og begge dele stiller man til rådighed i en hvilken som helst arbejdssituation, hvis man ikke er sin egen boss (og hvem er det).

Carsten mener, at jeg mener et af følgende: at der enten "intet moralsk problematisk er ved pornobranchen overhovedet", eller at "pornobranchen hverken er mere eller mindre problematisk end andre brancher". Og han skriver, ganske rigtigt, at man ikke kan bruge argumentet om, at pornoindustriens spekulanter ikke er værre end andre typer spekulanter, til at konkludere, at "pornobranchen er moralsk ok". Hvad jeg da heller aldrig har skrevet. Det kommer helt an på, hvad man mener med moralsk. Der er for mig intet moralsk fordækt ved fænomenet "pornografiske film", men selvfølgelig kan de produceres på en fordækt måde.

Der er svindel, udnyttelse og humbug også i pornoindustrien, men ligesom i andre brancher er langt den overvejende del af dem, der er ansat i denne industri, først og fremmest interesseret i at tjene penge - på lovlig vis. Carsten sammenligner med "boligspekulanter", der "tilsidesætter ... juridiske ... hensyn for at tjene penge - og det er faktisk en forbrydelse". Det er altid en forbrydelse, hvis man tilsidesætter juridiske hensyn - og pornoproducenter er i så henseende ikke mere hævet over loven, end andre mennesker er.

Dén side af sagen forekommer mig relativt ukompliceret. Der laves lurvede og gode pornofilm under hhv. lurvede og gode produktionsforhold, og der hvor forholdene bliver så tilpas lurvede, at de er ulovlige, skal man selvfølgelig skride ind. (Ikke med selvtægt - bare for lige at undgå eventuelle misforståelser.) Det gør ikke alle pornoproducenter til "kyniske bagmænd" - medmindre, selvfølgelig, at man synes, det er kynisk at lave film først og fremmest for at tjene penge. I hvilket tilfælde resten af filmindustrien nok også må henregnes til kategorien.  

At der findes masser af dedikerede folk i pornoindustrien - folk, der bestemt ikke udnyttes på nogen måde, men lever og ånder for pornografi - behøver man ikke at have set "Boogie Nights" for at vide. Man kan besøge deres hjemmeside, læse/lytte til interviews eller gå på biblioteket og låne "Verdens 25 hotteste pornostjerner" (mener jeg, den hedder). At sådanne mennesker eksisterer, betyder i al fald én ting: pornografi er ikke udelukkende udnyttelse, der findes udøvere i faget, som slet ikke er interesseret i at blive reddet eller beskyttet eller fortalt, at pornografi er fremmedgørende kapitalisme. Hvis man alligevel fortæller dem det, er det måske ikke nødvendigvis et udtryk for, at man regner dem for mindreværdige. Men det er i al fald et udtryk for, at man regner sig selv for bedrevidende.

"Ud fra mit begrænsede kendskab til pornofilm", skriver Carsten videre, "forekommer det ret tydeligt, at en del af de involverede aktører ikke arbejder under optimale (eller blot nogenlunde tålelige) forhold. Hvis de gjorde burde de f.eks. være gladere som mere engagerede i deres arbejde. Da skuespiltalent ikke er en nødvendigt kvalifikation for at deltage i pornofilm, kan man undertiden ret let af de involverede aktørers ansigtsudtryk aflæse, at de hellere ville foretage sig en del andre ting, end det de nu rent faktisk laver".

Hertil er der vel ikke så meget andet at sige, end at Carsten må se nogle andre pornofilm end mig. Og i øvrigt: at man gerne ville være et andet sted, end dér, hvor man er, tror jeg er fælles for en ret stor procentdel af det arbejdende folk.

En lille fodnote til afløbshistorien (og jeg beklager over for læsere, der evt. ikke måtte være specielt interesseret i mit afløb): Efter at have være ustoppet i et par timer, stoppede det desværre til igen i går. Og blev ved med at være det indtil for en time siden, hvor det atter begyndte at fungere efter hensigten. Nu vil jeg skynde mig at få vasket op, mens chancen er der.

Og endnu en fodnote: Efter min postering om Jim Hensons "Eventyrtimen" er episoderne udkommet på dansk DVD, uden at jeg har bemærket det - og jeg faldt over et billigt eksemplar med samtlige afsnit hos Blockbuster forleden. Jeg har foreløbigt genset åbningsepisoden, "Hans My Hedgehog", som handler om en bizar pindsvinemand. Meget stemningsfuld og flot produceret - og uhyggelig på den gamle (dvs. ufortyndede) eventyrmåde.

Professor Helmuth Nyborg kritiseres for "grov forsømmelse, regnefejl, statistiske unøjagtigheder og manglende data". Hvilket giver mig lejlighed til at gentrykke endnu et gammelt essay - en replik til et Nyborg-interview, skrevet til Idéhistories institutblad, Tingen.

En replik i anledning af Tingens genopstandelse og den tiltagende idioti

For lang tid siden, tilbage i årene før, jeg påbegyndte mit speciale, sad jeg i redaktionen på idéhistories institutblad Tingen. Jeg var oven i købet af de tre redaktionelle tyranner, hvis kommando var jernlov i Tingen-regi (... hvilket sidstnævnte måske var medvirkende til, at der på et tidspunkt - ret hurtigt - ikke længere sad andre end os selv tilbage i redaktionen). For kortere, men stadigvæk lang tid siden var jeg med, dog ikke længere som redaktør men som Film og TV-sidefagsstuderende, da Tingen officielt blev aflivet i universitetsparken, søsat og flamberet (dvs. Tingen, ikke mig), og jeg blev stående til det sidste bl.a. af nostalgiske grunde, men også for at sikre mig, at bladet virkelig var gået over til de evige jagtmarker.

Alligevel er det med en vis tilfredshed, jeg konstaterer, at det nu er genopstået takket være en flok initiativrige idéhistorikeres ... initiativrighed. Og at det oven i købet bærer præg af en høj seriøsitetsstandard. Da jeg var med i redaktionen, var vi nød til at skrive ting som "revolution er historiens rasende inspiration" for at fylde siderne ud, og vi havde noget, vi skamløst studentikost kaldte for en "Afsluttende Uvidenskabelig Brevkasse", som der formentlig ikke var andre end redaktionsmedlemmerne, der læste (og dét kun fordi, vi var nød til at læse korrektur).

Uden at nævne navne vil jeg godt afsløre, at det var Paw Hedegaard Amdisen, der skrev den. Brevkassespørgsmålene var også formuleret af Paw, eftersom vi ingen breve modtog, og svarene på de selvopfundne spørgsmål lød som regel noget i den her retning:

"Da vi aldrig går ind i konkrete sager, så kan vi beklageligvis ikke kommentere den ligeledes konkrete reference i dit brev."

- eller hvad Paw nu lige kunne finde på at skrive de sidste minutter før deadline. Uden at fornærme Paw tror jeg det går an at sige, at meget af det, der stod i brevkassen, ikke blot var uvidenskabeligt men også rendyrket idioti. Det gælder også en stor del af de indlæg, som de to andre redaktionelle tyranner: Morten Riis og undertegnede, bidrog med.

Jeg kunne derfor ikke lade være med at føle mig en smule ramt, både personligt og på vegne af mine medredaktører, da jeg for nylig skimmede interviewet med Helmuth Nyborg i det seneste nummer af Tingen (#2, foråret 2004), hvori Nyborg (herefter HN) gør sig nogle overvejelser, der så vidt jeg kan se repræsenterer en alvorlig trussel mod det idiotiske folkefærd. Ikke bare den del af det, der færdes på universitet, men idioter sådan i al almindelighed.

Gry Jensen og Hans Henrik Hjermitslev, der har forestået interviewet, skriver heri (egentlig er det kun Gry, der skriver det, men hun tilslutter sig Henrik, der med andre ord må have sagt det først), at man godt "kan tage folk alvorligt, uden nødvendigvis at give dem ret". Det kan jeg kun være enig i, ligesom jeg i høj grad bifalder intentionen om "at gå til kilden" (s. 8) for at give HN muligheden for at redegøre for sine egne synspunkter.

Jeg vil i denne forbindelse derfor godt understrege, at det følgende ikke er et forsøg på at bidrage til den faglige og saglige debat, interviewet efterlyser. Jeg har ingen anelse om, hvad "eugenik", "fysikologi" og "relationisme" betyder i detaljeret forstand, og jeg har helt ærligt ikke lyst til at vide det heller. Jeg har en formodning om, at HN og jeg måske ikke engang taler samme sprog. "Flynn-effekt", "raffineret faktoranalysen", "prediktiv validitet" og "Herman Müller" på s. 15 er alle sammen udtryk, der simpelthen lyder som volapyk i undertegnedes øren, for slet ikke at tale om det mystiske "g", HN ved flere lejligheder hentyder til.

Det at jeg ikke ved, hvad der tales om, kan man så vælge at tage som et bevis på Nyborgs og andres tese om, at intelligensen er på vej nedad i de moderne industristater. Men altså, for nu lige at rekapitulere: hvis der verserer en eugenikdebat i Tingen, så har jeg ikke fulgt med i den, og jeg har ikke - efterfølgende - tænkt mig at følge med i den.

Hvad jeg derimod gerne vil, er at knytte nogle få, uakademiske kommentarer til nogle af de påstande og ideer, HN fremsætter i interviewet, påstande som jeg synes på den ene eller den anden måde virker problematiske.

HN plæderer i slutningen af interviewet for indføringen af en "demokratisk proces, hvor vi afstikker regler for hvem, der bør sætte hvilke børn i verden", og for anvendelsen af tvangsmæssige midler over for de individer, der er "totalt ligeglade med reglerne og næste generation" (s. 16). På spørgsmålet om der hermed hentydes til "tvangssterilisation af mennesker med alvorlige arvelige sygdomme", svarer Nyborg (implicit bekræftende), at vi i dag kan "gøre det meget mere elegant". Indoperationen af en lille ampul "gør folk ufrugtbare i fem år. Så kunne man indføre en regel om at, hvis de senere viste sig kvalificeret til at tage hånd om et barn, så tog man ampullen ud og de kan igen få børn" (s. 17).

Formålet med denne procedure skulle være at sikre den fortsatte eksistens af en intellektuel elite, som kan sørge for samfundets ve og vel og tage hånd om de svage, hvem Nyborg altså i denne sammenhæng sætter lig med de uintelligente. Situationen lige nu, hvor "der kommer alt for mange børn i den lave ende af skalaen" (s. 17), ser HN som tendentielt ildevarslende, idet han henviser til en 6-8 nobelpristagere (hvoraf han navngiver tre), der har en tilsvarende opfattelse (s. 15). 

Et væsentligt spørgsmål er det rimeligvis i denne sammenhæng, hvad der overhovedet menes med intelligens, og, hvad der efter min mening er mindst lige så interessant, hvorfor intelligens er at foretrække frem for manglen på samme (eller hvorfor en bestemt form for intelligens evt. er bedre - og med henblik på hvad? - end andre former for intelligens).  Det kan lyde som et banalt spørgsmål, men det er ikke desto mindre værd at tage med, før man giver sig i kast med at tvangssterilisere folk.

Det er først og fremmest tydeligt, at intelligens i HN univers - ud over hvad ordet nu dækker over i mere teknisk forstand - har meget at gøre med at klare sig godt i samfunds- og erhvervslivet. I al fald nærer HN tillid til, at hvis man er intelligent, så skal man nok klare sig godt rent erhvervsmæssigt; politikere "er begavede mennesker", hævder han, for "ellers var de ikke endt i de magtfulde positioner, hvor de er" (s. 16), hvad jeg umiddelbart har svært ved at se logikken i, da der vel rimeligvis kan være så mange andre faktorer end lige netop intelligens, der spiller ind, når politikere får jobs.

"I virkeligheden" - et udtryk, som HN ynder (jf. også s. 11) - foregår "der en slags darwinistisk selektion med hensyn til jobstatus: Kommer du ind i et nyt job, der overmatcher dig, bliver du afskediget. Hvis du kommer ind i et job, som ikke matcher din IQ, bliver du forfremmet" (s. 14). Denne påstand, måske særligt dens sidste halvdel, forekommer mig at være i blatant modstrid med erfaringen og som videnskabelig hypotese ikke at være meget værd. Mener Nyborg i al seriøsitet, at man automatisk får job efter, hvor intelligent man er - og at intelligens således skulle være den singulært mest afgørende faktor mht. fordelingen af arbejde i samfundet? 

HN understreger gentagne gange i interviewet, at humanisme og eugenik er forbundne fænomener; han skelner imellem det, han kalder en "kortsigtet humanisme", og som han åbenbart mener kun lader sig forsvare ud fra moralske og religiøse argumenter, og så "den langsigtede humanisme", som er den humanisme, der tænker på samfundets trivsel på længere sigt i stedet for at tage udgangspunkt i den kortsigtede humanismes selvcentrerede "jeg synes" (s. 15). Den sidste, dvs. den langsigtede, hviler på videnskabeligt grundlag, på deskriptive behandlinger af empiriske kendsgerninger, mens den første er dogmatisk og uansvarlig.

Men hvad er det egentlig for et samfund - og hvilken trivsel - der tænkes på? Hvis de dumme er de fleste, og hvis der bliver stadigt flere af dem, indtil vi alle er endt som idioter, vil også samfundet og dets ideer om, hvad der er intelligent og uintelligent, rimeligvis forandre sig drastisk. Der har eksisteret samfund af dumme folk - dvs. folk der var dumme ud fra vores ideer om, hvad intelligens er for noget - uden at verden gik under af den grund.

Et sted i interviewet omtaler HN i åbenlyst nedladende vendinger "pædagogernes urystelige optimisme", når de tror, at den form for intelligens, der gør nogle børn dygtige til at klatre i træer, kan være lige så god som den type intelligens, der gør børn dygtige til matematik. Igen henviser han til den erhvervsmæssige side af sagen, dvs. at intelligensens fordel består i dens evne til at supplere folk med gode (vellønnede, prestigefyldte) jobs: "Problemet er, at hvis man går ned til et stort ingeniør-firma og gerne vil have ansættelse, og de siger, "vi bygger jo broer, kan du matematik?" "Nej, men jeg kan klatre i træer", så afsløres bedraget" (s. 12).

Hvilket bedrag, da? Det bedrag, pædagogerne ifølge Nyborg præsterer, når de tror, at matematisk begavede børn og børn, der kan klatre i træer, er ligestillede. Det er et "illussionsnummer", mener HN, fordi "[s]ådan er verden ikke" (s. 12) - endnu en henvisning til de faktiske, virkelige forhold, som Nyborg i kraft af sin holdningsløshed (s. 16) og deskriptive frem for normative indstilling mener at kunne udtale sig upartisk om. 

Men sådan er verden jo på en måde lige netop. Børn fødes - trods alt - ikke med henblik på at få ingeniørjobs eller blive politikere. Naturen sætter sine forskelle helt uden tanke på jobmuligheder, og det er vel derfor først i og med deres indtrædelse i en bestemt samfundsstruktur, at børnene evt. kan gå hen og blive uligeværdige.

Anvendelsen af udtryk som "bedrag" og "illusionsnummer" er derfor, efter mit bedste skøn, retorisk. Det er aldeles ikke indlysende, at den ene form for intelligens er mere efterstræbelsesværdig end den anden; som sagt har der eksisteret samfund, hvor det at kunne klatre i træer var af betydelig større værdi end at kunne den store tabel udenad, og at løse intelligenstester er under alle omstændigheder ikke noget, der gavner et samfunds produktivitet synderligt. Naturen, derimod, producerer løs i ét væk, danner sig sine mangfoldigheder, og for dén er alle ligeværdige - eller ligegyldige, om man vil, for naturen er dum, som Per Højholt siger, og den er aldeles ligeglad med, hvilke forestillinger vi gør os om, hvad der er intelligent, og hvad der ikke er.

Nogle intelligensformer kan derimod være mindre hensigtsmæssige end andre set med samfundets - nb! ikke med hele samfundets, men set med samfundets magtapparats - øjne. Men dette er selvsagt ikke i sig selv nogen grund til at forebygge fødslen af individer, der kan siges at være inferiøre i forhold til en eller anden intelligensstandard, som nogle kloge hoveder har udfærdiget.

Tværtimod, hvis de uintelligente er de fleste, og da de jo er uintelligente fra naturens hånd, er de vel i deres demokratiske ret til at lave samfundet om, så det egner sig bedre til deres behov.

At der opstår en overvægt af uintelligente mennesker i et givent samfund vil ifølge HN ultimativt få katastrofale konsekvenser for samfundet. Hvori består katastrofen? ... at "samfundets kvalitet forringes og ultimativt at civilisationen går under. Punktum." (s. 16).

Det ville rigtignok være trist - det sidste i højere grad end det første. Personligt kan jeg bedre lide ideen om en nedgang i BNP end ideen om tvangssterilisation, men det ville selvfølgelig være mindre godt, hvis det betød hele menneskehedens endeligt, at vi undlod at tvinge folk til at være intelligente.

Og så alligevel - hvis det vitterligt er samtlige industrilande, der er hastigt på vej mod idiotiske tilstande, er der jo ikke længere konkurrenceelementet de enkelte lande at tage hensyn til; ét idiotisk land behøvede med andre ord ikke frygte, at et andet land var mindre idiotisk og derfor ville udnytte det.

Jeg tvivler på, at nogen sådan drastisk udvikling nogensinde vil finde sted, men skulle det hænde alligevel, vil jeg gerne allerede nu minde om Tom Lehrers trøstende ord fra mesterværket "An Evening Wasted with Tom Lehrer":

"We will all go together when we go, 
what a comforting fact that is to know.
Universal bereavement, an inspiring achievement,
yes we will all go together when we go."

Der er forholdsvis meget opmærksomhed på Anders Morgenthalers antipornografi-anime-tegnefilm "Princess" for tiden, og jeg tror - jeg håber - at opmærksomheden først og fremmest er æstetisk motiveret (idet det er første gang, et anime-eksperiment af "Princess"' format ser dagens lys herhjemme). Morgenthalers egne udmeldinger om de onde, moralsk korrupte pornografkøbmænd byder i al fald ikke på noget, der blot ligner en begrundelse for, hvorfor pornoindustriens spekulanter skulle være så meget værre end andre typer spekulanter. 

Det mest bekymrende - udover at Morgenthaler åbenbart på kedelig vis har taget ved lære af flodhesten Dolphs tendens til at bekæmpe alt, man ikke selv kan se værdier i - er dog, at medierne har besvær med at skelne imellem fiktion og debat. Søren Vinterberg giver i sin anmeldelse udtryk for en vis modvilje mod filmens entydig- og håndfasthed, som suppleres med en anime-karakteristisk "mytisk forenkling" (det er det, vi i amerikanske film kalder for stereotypisering) af figurerne, og han runder af med følgende ord:

"I foregangslandet for billedpornoens frigivelse i 1970'erne bør vi da også være foran med selvransagelsen; men er den ensomme hævners blinde og blodige selvtægt virkelig løsningen på pornoindustriens egen kyniske primitivisering af liv?"

Hvortil man vel kun kan svare, at nej, det er den ikke - og hvor er det da i øvrigt et plat spørgsmål. Som imidlertid peger på noget centralt i forhold til Morgenthalers udmeldinger om pornoindustrien, nemlig at de er aggressionsbårne og følelsesladede snarere end saglige. "Princess" er fiktion - vi kan ikke, ud fra dens fortælling, slutte os til "pornoindustriens kyniske primitivisering af liv", ligesom det forhåbentlig heller ikke er meningen, at man skal opfatte den selvtægt, filmen skildrer, som et reelt løsningsforslag på de problemer, Morgenthaler ser i den pågældende industri.

Vinterberg citerer i anmeldelsen Morgenthaler for at have udtalt, at "Jeg er ikke forarget. Jeg er ikke nypuritansk" - og han, dvs. Vinterberg, vedføjer, at filmen ikke desto mindre modsiger ham (Morgenthaler). Jeg har ikke selv set "Princess" og kommer heller ikke til det - men det er svært, ud fra Morgenthalers udtalelser, at opfatte ham som andet end netop forarget nypuritaner. 

Rune Engelbreth Larsen og Tøger Seidenfaden, forfatterne til bogen "Karikaturkrisen", svarer på spørgsmål fra læserne her. Bortset fra et enkelt indlæg fra en skvadderhat er det spændende læsning.

Mit stoppede afløb - konstaterede jeg i morges (og hvorfor er det lige, at jeg vågner kl. 7.10 en lørdag morgen?) - var totalt ligeglad med de to flasker afløbsrens, jeg hældte i det i går nat, før jeg gik i seng. Efter således at have konstateret, at punkt 1 i planen var slået fejl, gik jeg videre til punkt to, der til gengæld var en ubetinget succes. Ikke blot undgik jeg behændigt at ætse en arm af - efter 10 minutter med en opløsning af koldt vand og kaustisk soda kom der en salig plop-lyd fra håndvasken, hvorefter vandet forsvandt (i traditionelt tempo). Jeg følte mig lidt som en alkymist - dér, med mit eget lille hjemmeeksperiment.

I dag opdagede jeg også til min glæde, at jeg kan se TV4 - som er den kanal, hvor jeg plejer at se "Garito" og "Game On", når jeg er på besøg i Struer. "Garito"/"Game On" er en telefonquiz, som er så debil, at det er svært at lade være med at blive bare en lille smule fascineret. Selve quiz-konceptet er vel hverken mere eller mindre dumt end andre quiz-koncepter. En studievært/fotomodel, en neonbaggrund, en tavle med halve ord, hvor man skal gætte den manglende halvdel. Kameraet er stationært.

Det debile består i, at studieværten helst skal blive ved med at snakke nonstop, og da der ikke er så meget andet at forklare end reglerne - som er fra 3 år og opefter - er de nød til at væve i stor stil. Pludselig dukker der et stort rødt hjerte op på neonbaggrunden, og så er de stakkels studieværter nød til at væve et eller andet om kærlighed ind i deres forklaring af reglerne. Og så videre. Der er forskellige værter. Min favorit var Ida, som desværre nu ser ud til at være forsvundet - måske var chefen ikke helt tilfreds med hendes indianer-improvisation? I dag var der til gengæld en anden, som var næsten lige så god, og som jeg ikke har set før. "Man laver sin egen skæbne - det mener jeg i hvert fald", sagde hun på et tidspunkt.

Endnu et halvgammelt essay...

Do You Remember? - om Marillions musik

Too late to say I love you - too late to restage the play.
Abandoning the relics in my playground of yesterday.
"Script for a Jester's Tear" (1983).

The only thing misplaced was direction - and I found direction.
There is no childhood's end.
"Misplaced Childhood" (1985).

Mit tidligste indtryk af Marillion var i form af nogle aldeles skrækindjagende plakater og LP-covers, som dekorerede væggene i min brors værelse. På trods af det uudslettelige indtryk, disse gjorde, skulle der gå nogle år, før jeg i løbet af gymnasietiden fattede interesse for selve musikken og gav mig til at rålytte især "Misplaced Childhood" (1985), der vel som værk betragtet nok er bandets mest vellykkede udgivelse (jeg overvejede vist endda at skrive tredjeårsopgave om pladen, hvilken idé jeg til alt held var fornuftig nok til at tage op til revurdering).

I begyndelsen var det imidlertid som sagt først og fremmest den visuelle side af sagen, der fascinerede - og nok især plakaternes udpræget mytiske indhold, der appellerede til min allerede dengang lidet jordnære - og af intens tegneserielæsning påvirkede - realitetssans. Der var ikke langt fra den uhyggeligt grinende nar, hvis ansigt på Marillion-plakaterne havde for vane at lege gemmeleg bag anonyme ansigtsmasker, til eksempelvis Jokeren, hvem jeg allerede havde formået at gennemskue som Batmans irrationelle eller ubevidste tvilling.

Det var præcis denne mytiske ambivalens, der gjorde, at jeg så langt foretrak sidstnævnte tegneserie i stedet for f.eks. "Superman" - for slet ikke at tale om de håbløst sexløse "Fantomet" og "Sølvpil" - hvis ærkefjende som bekendt er den charmerende, men helt udæmoniske Lex Luthor, indbegrebet af det for amerikanerne så frygtelige begreb om intelligens uden moralsk forankring... I dag er Superman til gengæld den eneste superhelt, der stadig siger mig noget - takket være Richard Donners suveræne filmatisering fra 1978, der har vist sig overordentlig slidstærk.

Det for mig - på dette tidspunkt - helt revolutionerende var imidlertid den særlige anvendelse, som de mytiske elementer fandt i Marillion-tekstuniverset. For som enhver, der har stiftet bekendtskab med gruppens udgivelser vil vide, handler Marillions sange ikke om superskurke, intelligente stjernetåger eller andre trusler fra det ydre rum. De handler derimod om noget så banalt og elementært som (mislykkede) kærlighedsforhold, om stivnede sociale omgangsformer, der omslutter individets følelsesliv som et fængsel ("garden parties"), samt om den lokale pubs mange "forgotten sons", der søger tilflugt fra en uudholdelig virkelighed i endeløse rækker af White Russians. Det vrimler med tragiske skæbner i alle afskygninger, hvoraf en af de mest rørende er Mylo, der vies et uforglemmeligt afsnit på "Misplaced Childhood":

I remember Toronto when Mylo went down /
and we sat and we cried on the phone /
I never felt so alone / He was the first of our own.

Og hvis dét lyder deprimerende, så er det selvfølgelig fordi, at det er det også. Når det imidlertid også er ualmindeligt livsbekræftende, skyldes det - og hold nu godt fast - den som aggression artikulerede livsvilje, der selv i de mest desperate passager skinner igennem i forsangeren Fishs karakteristiske sangstemme. Det lyder måske en kende patetisk, men jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal formulere det, og det er så meget desto mere ærgerligt fordi det er VIGTIGT at forstå - hvis altså man vel at mærke gerne vil forstå, hvorfor Marillion aldrig forfalder til dødsfiksering eller trist navlepilleri.

I Marillions sange er scenen sat i datid, og det hele er ikke andet end en fortsat og introspektiv pinden i erindringsbilledernes aske, hvor bestemte begivenheder og personer har antaget magisk karakter: "Do you remember..." er således ikke kun formlen for den smukke kærlighedssang "Kayleigh" på "Misplaced Childhood", men for Marillions produktion i det hele taget; det er i fortiden, at nutidens mening og fremtidens håb skal søges, og i Marillions tekster er fortiden og erfaringen altså - mytisk:

The sky was Bible black in Lyon /
when I found the Magdalene /
She was paralyzed in a streetlight /
She refused to give her name. /
She wore a ring of violet bruises /
they were pinned upon her arm /
Two hundred francs for sanctuary
and she led me by the hand /
to a room of dancing shadows
where all the heartache disappears /
And from the glowing tongues of candles
I heard her whisper in my ear /
'J'entend ton coeur'.

Og smukkere har kun Leonard Cohen skrevet det, i "Sisters of Mercy". Det er ikke for meget sagt, at Marillion for undertegnede kom til at fungere som en slags overgang til virkelighedens verden og til de "banale" problemer, der hører denne til - det vil sige til en ungdommelig forståelse af, at tilværelsen - den menneskelige - i sit væsen er mytisk eller magisk eller hvad man nu skal kalde det, og denne erfaring var påfaldende nok sammenfaldende med, at jeg helt holdt op med at læse tegneserier - og desuden så småt begyndte at få en forståelse for, hvad politik er for en størrelse. For selvom Marillions musik næsten konsekvent tager udgangspunkt i individets rejse ind i et individuelt psykisk landskab, er det naturligvis i sidste instans muligheden for at etablere et menneskeligt fællesskab, det drejer sig om.

Michael Taarnby, socialantropolog og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier - om fænomenet Jihad i Danmark:

"Set hen over de seneste 15-20 år har vi kunnet identificere en lille subgruppe [af Jihadkrigere] på 25-30 personer. Set i forhold til en befolkningsgruppe på 200.000 muslimer i Danmark er det meget få, og de udgør en meget lille sikkerhedsrisiko. Helt ude af proportioner med den debat og det hysteri, der har været."

Taarnby er midt i en videnskabelig undersøgelse af Jihads rolle i Danmark, hvoraf han for nylig præsenterede delresultater ved en international konference på Aarhus Universitet. Mere her.

Tilføjelse: DIIS' rapport kan downloades i pdf-format fra denne side.

Jeg stod - om jeg så må sige - med svupperen i hånden i Føtex, Randers, men kom i stedet hjem med to flasker afløbsrens, en flaske kaustisk soda og en pakke engangshandsker. Både viceværten og museets receptionist-Gitte mente, at soda skulle kunne klare tricket (som altså - af hensyn til nye læsere - er at afstoppe et stoppet afløb), men da kaustisk soda er mere drastisk, ætsende osv. end afløbsrens, vælger jeg at lægge mildt ud:

1) Før jeg går i seng, hælder jeg afløbsrens i håndvaskene på både køkken og toilet. Det virker natten over, mens androider drømmer om våde får.

2) I morgen - hvis punkt 1 ikke har funket - forsøger jeg mig med kaustisk soda.

3) Hvis punkt 2 også slår fejl, marcherer jeg de 200 meter ned til ILVA (jeg troede, Ilva var en storbarmet nazibøddel?) og investerer i svupperen alligevel. Jeg tvivler på, at den kan klare noget, som kaustisk soda ikke kan klare, så vi iler hastigt videre til punkt

4) - Viceværten får æren af et besøg i det kommende Vatikans gemakker. Alle 33 kvm.

Dagens cd er "The Very Best of Roger Whittaker cd1":

Now all I see, I find,
Brings a kind of image to my mind.

Jeg ser jo forøvrigt en del fodbold for tiden; på ingen måde systematisk, men jeg fangede da lige mesterskabets indtil videre flotteste mål i eftermiddags, Argentinas andet mål mod Serbien-Montenegro. Kommentatorerne og især studieværterne er ofte sprogligt udfordrede, og det kommer der ind imellem spændende udtryk ud af. I går hørte jeg ét, som hagede sig fast i hodet på mig, og som jeg vil prøve at huske at bruge i en digtsamling på et tidspunkt: "skud fra langt udefra".

Mette har fået et stort, flot 13-tal for sit projekt - og købt en vandpibe for at fejre det. Stort tillykke til pr-chefen fra alle os i wannabe-Vatikanet.

I mit liv er der sket det spændende, at min håndvask er stoppet. Efter arbejde går jeg ud og køber en svupper.

TV2: "Debatkulturen i Venstre er syg, når V-topfolk angriber kolleger for rege­ringsskadelig virksomhed på grund af tre et halvt ændringsforslag til parti­ets principprogram. Det mener Køben­havns tidl. borgmester, folketingsmed­lem Søren Pind og finanspolitiske ordfører Peter Christensen." Mere her.

15. juni - dvs. i dag - er Danmarks nationaldag, og det er også dagen for udgivelsen af Tøger Seidenfadens og Rune Engelbreth Larsens gennemgang af Muhammedsagen, "Karikaturkrisen: En undersøgelse af baggrund og ansvar". Politikens Anne Knudsens kritiske anmeldelse kan læses her - og her kan man følge med i de øvrige, første reaktioner på bogen.

Mand kørt over, men reddet af tyk mave. Læs her.

Jyllands-Posten varsler nu også et nyt Dylan-album i slutningen af august - læs mere her. PS: Det var dog et billede i ekstraordinært skidt kvalitet, de har sat på...?

Endnu et essay fra fænomenet formerly known as min hjemmeside, denne gang om musikeren Leonard Cohen.

Hvorfor Cohen gik (ind og) ud af klosteret igen

På www.amazon.com læste jeg engang en såkaldt "editorial review" af én af Leonard Cohens plader, hvori anmelderen hævdede, at Cohen aldrig havde indspillet en sang, som ikke ville være blevet bedre af, at en anden (end Cohen) havde sunget den. Jeg har i lang tid ikke kunnet finde ud af at skrive om Cohen, måske fordi hans musik forekommer mig at være for tæt på og rager i alt for mange afgørende og alle lige væsentlige retninger til, at man næsten orker. At ta' fat på emnet.

Men hvis jeg ikke kan finde ud af at skrive, hvad jeg selv synes er så fantastisk ved Cohen - og det synes jeg jo vitterlig han er, og at han i stigende grad er blevet med årene - så kan jeg måske i stedet finde ud af at forholde mig til, hvad andre har sagt. Det vil jeg prøve, og jeg vil gerne tage udgangspunkt i ovennævnte anmelders påstand. For den er nemlig forkert.

Og dét kan man selvfølgelig slet ikke sige - at en smagsopfattelse er forkert. Sådan en er man fuldt ud berettiget til at ha', uanset hvor langt ude den eventuelt måtte forekomme andre at være, og der findes ikke forkert og rigtigt i dén sammenhæng. Jeg har altid ment, at Meat Loafs "Bat Out of Hell" var en romantisk og i bedste forstand maskulin plade - noget, som majoriteten af mine venner ikke misser en chance for at belære mig om faktisk og i virkeligheden er uholdbart. Det må de om, for det er dem, der - derved - går glip af noget. 

Nu er der jo det med anmelderens citat (som jeg altså kun har citeret efter hukommelsen), at det ikke er formuleret som en positiv påstand, men en kontrafaktisk. Men jeg vil gerne prøve at omformulere påstanden til det, jeg tror, anmelderen mente, da han skrev sin anmeldelse, nemlig at en smuk stemme - dvs. en ren og i klassisk forstand pæn stemme - altid er bedre end en hæs og hærget stemme. Måske mener han også, at et orkester ville have været at foretrække frem for Cohens i reglen ret spartanske arrangementer. 

Der er også folk, der mener, at Dylan ikke kan synge. Det ved jeg ingenting om, for jeg er ikke musikalsk begavet. Jeg er også ligeglad. Bevares, jeg kan godt i korte øjeblikke blive imponeret over, at nogen kan spille eller synge noget, som er umådeligt vanskeligt. Men en del drønflot musik rager mig en høstblomst. 

I forhold til Cohen - præcis i forhold til Cohen - går det virkelig ikke an at skifte den ru stemme ud med en nypoleret. Det er jo ikke fordi, at man ikke fra forskellig side har forsøgt. Som eksempel kan man pege på Cohens vel nok bedst kendte sang, sjovt nok fra et af hans knap så kendte albums, nemlig "Hallellujah" fra "Various Positions".

Den er der lavet mange cover-versioner af: Jeff Buckley, k.d. lang, Steffen Brandt og Rufus Wainwright har lavet hver deres version, og der er helt sikkert mange andre. De er alle sammen, i forhold til Cohens original, meget hellige og frelste. På en afgørende måde - og det er altså min påstand, og grunden til, at jeg synes, den omdiskuterede anmelder er alvorligt galt på den - rammer de derved helt forbi tonen i Cohens nummer og dét ikke blot æstetisk, men også tematisk. De to ting er hos Cohen det samme, som de altid er det i stor kunst.

"Hallellujah" kommer som sagt fra albummet "Various Positions". Den titel er dobbelttydig, og ikke nok med det: den er sjofel og kødelig og måske nok hellig og spirituel, men ikke på samme måde som eksempelvis Buckleys æteriske fortolkning er det. Nummeret, Cohens, er smurt ind i en noget tvivlsom ekko-effekt. Og teksten er ærlig talt stedvist nedfældet med tungen lige i munden, sådan virker den i al fald, skønt Cohen vistnok har taget flere år om at skrive den. 

Et af versene, der nemt kunne stå som overskrift for musikerens samlede produktion, lyder: "Love is not a victory march, it's a cold and it's a broken hallellujah". Kodeordet er "broken" - man skal knækkes, og der skal (som det hedder andetsteds hos sangeren) laves sprækker i facaden, før kærligheden og lyset kan sive ind. Det er når man ligger ned, man bedst kan se himlen over én.

Temaet er konsekvent tilstede i Cohens output, lige fra de allerførste plader til de seneste, f.eks. i "Ten New Songs", hvor det efter min mening finder sin mest poetiske formulering: "Took my diamond to the pawn shop, but that don't make it junk".

That don't make it junk.

Hvis ikke diamanten var midlertidigt pantsat, var der jo ikke noget at forsone sig med - det vidste allerede gnostikerne (og deres mentor, Platon), at det var i det brændingspunkt, at poesien, længslen og skønhedserfaringerne opstod. Store dele af Cohens musik er umiskendeligt gnostiskklingende hvad angår valget af billedsprog. "All your children here/in their rags of light".

Det perfekte er derimod uimodtageligt for nåde, det allerede frelste har ikke frelse behov og aner overhovedet ikke, hvad frelse er for en størrelse. Dét er pointen med den sang, med Cohens sange i det hele taget, og derfor skal de ikke synges à la Sinatra i stjerneskæret, for duggede ruder af sangere, der allerede er faret til himmels. Man skal ha benene solidt plantet på jorden og tungen lige i munden. Og så er det, man synger sin gebrokne sang - med sin egen, hæse stemme, hr. anmelder, og bliver ved med det fordi man ikke kan la vær'.

Hvis ikke man forstår den dialektik - imellem ydmyghed/ophøjethed, fortabelse/frelse, isolation/kærlighed, humor/alvor - og hvordan den ene vokser ud af den anden, indtil forskellen ophæves, så tror jeg ikke, man forstår Cohen.

"Jernet er kamp og funktion, magt, gråkoldt og nøgternt, idag som dengang den første Hetitter svang sin stålblanke kniv og slog den i en ægypters hals. Men jernet er nu kampen imod tid, imod afstande, imod alt hvad vi kæmper for at erobre. Nu endelig kender vi jernet tilbunds og véd, at de gamle tog fejl. Jernet er ikke farligt, det er ikke ondt og det er ikke godt, det er blot som intet andet metal eet med os, det er, hvad vi er, krig, når vi vil, eller blot hverdag og bedre ting."

Actionpacked peewee! Man skulle ikke tro, at historikere faktisk er sådan noen, der sidder og pinder i en eller anden ukendt 1800-tals-købmands liv og levned. Uddrag af Palle Laurings "Jernalderen".

Sidst læst:
Palle Lauring, "Jernalderen".
Antjon Tjekhov, "Uncle Vanya".
G.E. Lessing, "Menneskeslægtens opdragelse".

Virus-advarsel fra Yahoo: "... en såkaldt 'orm' ... har arbejdet sig ind i og beskadiget en 'meget lille del' af Yahoos database med mere end 200 millioner brugere." Ormen er løs, hvis blot man åbner den tilsendte mail - så Yahoo! Mail-brugere bør måske overveje at læse her.

Jeg læser - til min befippelse - netop på capacs blog, at et nyt Bob Dylan-album med titlen "Modern Times" ifølge pålidelige rygter vil være på gaden allerede den. 29. august. Der er gået næsten fem år siden hans forrige plade, "Love and Theft", som jeg stadigvæk kan huske at have cyklet ind til byen for at købe på udgivelsesdagen den 11. september 2001, få timer efter at have hørt de første vage rygter om terrorangrebet (mens jeg var til Sløk-forelæsning på universitetet).

Dylans eget website skriver, så vidt jeg lige kan vurdere, ikke noget om udgivelsen, men efter lidt googleri kan jeg da i al fald se, at flere nævner 29. august som udgivelsesdatoen. Jeg krydser fingre.

Et essay, tidligere hjemmeboende på min nu hedengangne hjemmeside.

***

Hvad er en anmeldelse?

Mange dårlige anmeldelser bliver skrevet, og læst, i den tro at anmelderen har status af en tekstforfatter, der som en slags tjeneste for læseren skal fælde dom over et værk. Men en anmelder er ikke pr. definition en person, der har større indsigt i et værk, end en ikke-anmelder har. I mit tilfælde overhovedet ikke. 

Sandheden er naturligvis den, at (film)anmelderen hvad angår det spørgsmål, om en film er god eller ej, er akkurat så meget på herrens mark som en hvilken som helst anden skribent. "Hvad gør en film god" er ikke et spørgsmål, der kan besvares ud fra hensyntagen til, om en film opfylder visse forud definerede kriterier (bl.a. af den grund at gode film historisk har haft og altid vil have en tendens til at redefinere sådanne kriterier). En sådan eviggyldig check-liste findes ikke og kommer gudskelov heller ikke til det. 

Spændingskurver er djævleværk. Der findes selvsagt ingen "helstøbte", "jævne" og "ujævne" værker. Hvad konstituerer en films jævnhed? Hvorfor er en jævn film at foretrække frem for en ujævn? Er det "bedre" at være friseret end at være ufriseret? 

Der findes heller ingen "filmhistorie", kun "filmhistorier", og 99% af dem mangler at blive skrevet, bl.a. fordi ingen anser de resterende historier for at være værd at skrive. Omvendt: Efter at den 117. filmskribent har gjort gældende, at "Citizen Kane" er verdens bedste film, får retorikken gerne en tendens til at fortsætte af sig selv. Diskret reaktionært.

Det gælder i den respektable ende af filmkulturen, så vel som i den mere alternative "undergrundskultur", hvor det i høj grad også vrimler med hellige og urørlige værker og instruktører. David Lynch og Tim Burton, for nu at nævne en håndfuld, hvis popularitet jeg aldrig selv har kunnet forstå. Et værks betydningsfuldhed kan præciseres som værende filmhistorisk, hvilket vel at mærke ikke er det samme som, at filmen rummer nogen videre relevans for et nutidigt publikum. Hvor mange kan sige - hånden på hjertet - at de har fået et kick ud af at se "Citizen Kane"?  

Med andre ord lidt på samme måde, som når "Kongens fald" modtager prisen som "Århundredets danske bog", og ingen aner hvorfor, eftersom ingen - forståeligt nok - har læst den. Den er jo røvkedelig. Det er op til anmelderen at finde værdi eller mangel på samme i en film, og der findes ingen skematisk måde at gøre det på. 

En anmeldelse må gerne være famlende - den må gerne modsige sig selv, gå lodret imod konsensus, anse "Casablanca" for sentimentalt bras og mene, at toere er bedre end ettere, hvis den kan gøre det i andet og mere end trodsighed.

Filmen er materiale for så og så mange menneskers forventninger, nydes (og nydes ikke) på så og så mange måder. Alt er ikke interessant for alle, men noget er interessant for nogen - dét er anmeldelsens udfoldelsesrum. En anmelder er en sådan "nogen", hverken mere eller mindre. 

Andre anmeldere må gøre det anderledes, fremhæve andre aspekter, som - det forstår jeg - sandsynligvis findes. Det er underforstået i en hvilken som helst anmeldelse, at det KAN gøres anderledes; bl.a. derfor må anmeldelsen gerne være idiosynkratisk. 

Jeg har ryddet lidt op i nogle af bloggens ældre indlæg, herunder slettet en del billeder rundt omkring (dvs. de billeder, der skulle have været der, men som var forsvundet, fordi min hjemmeside - hvor de lå - i mellemtiden er blevet nedlagt). Det er imidlertid lidt af et sejt træk at få fjernet dem alle, så det kommer nok til at rode lidt endnu.

Uden at bloggen skal forvandles til en ren reklame for musik- og filmbiksen Stereo Studio - for så god er deres service bestemt heller ikke - vil jeg lige nævne, at der stod nogle ret fremragende cd-titler på deres 39,95-stativ, sidst jeg var i butikken. Eksempelvis Bob Dylans "Real Live" (som af en eller anden grund dukker ret sjældent op i butikkerne herhjemme), et godt dobbeltalbum med Johnny Cash: "The Fabulous Johnny Cash"/"Songs of Our Soil" - to af de tidlige - og andet godt, bl.a. Bruce Springsteen (jeg kan dog ikke lige huske, hvad det specifikt var for nogle). Og så de sædvanlige (gode), Hausgaard og C.V. Jørgensen m.m.

Det går fortsat godt med filmstoppet, forstået på den måde, at jeg ikke har investeret i flere bånd eller dvd'er, siden jeg annoncerede, at jeg ville lade være. Til gengæld købte jeg i weekenden, mens jeg var i Struer, en plakat forestillende Carl-Henning Pedersens "Havets guder" fra 1973; et lækkert maleri, der viser gudehoderne blande sig - og være identiske - med vandets mystiske strømninger. Måske vil maleriet hjælpe lidt på min angst for havdyb og store vandmasser (den selvsamme angst, som gør mig meget interesseret i hajgysere - selv de ringeste af dem, hvoraf der findes en del). 

Plakaten (eller rettere rammen) var desværre for stor til, at jeg kunne have den med i toget - så jeg måtte lade den stå hos forældrene i Struer. Og min mor, bemærkede jeg, placerede den i vendingen på en bar plet på væggen. Rent midlertidigt, selvfølgelig. (Rent snedigt - snarere.)

Så er jeg hjemvendt fra bryllupsdeltagelse i Sahl/familiebesøg i Struer-weekend. Togturen var rædsom, fordi den var varm og fuld af larmende børn - men nu har jeg lavet kaffe og taget shorts på. Små goder. Og større: Der var kommet cd-post fra alle tiders bedste musikklub, Classico-klubben. "Rigoletto", "Den flyvende hollænder" og Mozarts Tryllefløjte. Tre komplette operaer i fine indspilninger - 200 kr. inkl. porto. Hvababs!

I morgen kommer for øvrigt Anders Munk på besøg. Anders er lidt svær at beskrive... men det er ikke helt forkert at sige, at der er et strejf af Otto Leisner over ham.

"Danmark" - siger Uffe Ellemann-Jensen - er ramt af "selvtilstrækkelighed og selvovervurdering" og har "snorksovet i globaliseringen, mens de­batten om udlændinge er blevet så rå, at regeringen ikke længere bare blankt kan affeje bekymringen for en fremmed­fjendsk stemning." Den tidligere udenrigsminister ønsker videnskabeligt fokus "på nogle af de ting, de udtryk og vendinger, der går igen i debatten", skriver TV2 Nyhederne. Og Folketingets formand, Christian Mejdahl (V), "revser regeringen efter et folketingsår, der har været præget af tillidskrise og dårligt samarbejdsklima mellem Folketinget og regeringen." Mere hos Jyllands-Posten.

Netop begyndt på TV2 Charlie: "Amor i telefonen" (1957). Min søster informerer mig om, at Preben Mahrt spiller erotikprofessor i den. Det var min universitetsven Paw, der først lærte mig at værdsætte Mahrts kvaliteter - og så hjalp det også, at jeg så et superflot publicity still i et gammelt billedblad, hvor Mahrt er udstyret med bog + pokerface og står under en taleboble: "Uhh, jeg elsker en god gyser..." Det gør vi alle, Preben.

Dagens bedrifter: Jeg har, først og fremmest, været til bryllup i Sahl Kirke nær Vinderup. Min gode gymnasieven Morten (som er bosiddende i Kbh., men hidrører fra Vinderup) er blevet gift med Helle. Hele blogredaktionen og den pavelige stab ønsker dem et stort tillykke!

Dernæst: Jeg har på Y's Mens-markedet købt, og derefter læst, en lille bog på 40 sider af Palle Lauring om jernalderen, som meget passende har fået titlen "Jernalderen". Jeg vil sige, at jeg har læst få bøger, hvor udbyttet - dvs. hvor meget, man kommer ind i emnet, i forhold til hvor mange sider, bogen er på - har været så stort. Jeg vidste stort set intet om jernalderen, da jeg begyndte, og nu føler jeg nærmest, at jeg ku holde et foredrag.

Min bror har skrevet en replik i anledning af et nyt interview med Anders Morgenthaler - om antipornografitegnefilmen "Princess" - i Urban Film. Den kan læses på Det Danske Pornografiselskabs hjemmeside.

Først i løbet af de sidste par dage - undskyld Bo - har jeg fået lyttet min brors seneste cd-projekt igennem, "Nothing", som han var så venlig at sende mig et eksemplar af, endda en halv time før jeg fik spurgt. På trods af den beskedne titel er cd'en så afgjort ikke ingenting. Den består af seks numre med følgende titler:

1. Sodom 1 (5:19)
2. Sodom 2 (6:31)
3. Der er ingen forskel  (There is no difference) (9:30)
4. Requiem For A Toy Instrument (6:59)
5. Nothing For The Next Twenty Minutes (20:00)
6. Going There (6:16) 

- og inspirationskilderne, de musikalske, tæller vistnok især John Cage og Karlheinz Stockhausen (udregningsprincipperne bag skivens første stykke, "Sodom 1", ser i al fald udpræget stockhausenske ud - man kan læse nærmere om dem her, hvis man ikke har noget imod at det svømmer i ens hoved... selv begyndte jeg hurtigt at høre Marx Brothers' "the party of the first party"-dialog som en indre stemme, mens jeg læste dem). 

Stykkerne er på én gang primitive og avancerede - fordi det primitive, via tilfældighed og detalje, nu engang meget hurtigt bliver avanceret (hvorfor man altid bør starte dér). De er intellektuelle, men også kropslige - og fulde af vedkommende lyde, som bliver hængende bagefter (ikke mindst på "Sodom 2", som indtil videre er min favorit).

Min bror - som altså også udi dette kunstneriske felt er (en) professionel - taler selv på stykke tre.

Mens den frygtede 06.06.06 herhjemme udspillede sig uden diverse sataniske skrækscenarier (det farligste var, som Satanisk Forums frøken Lap tørt bemærkede, nok i virkeligheden mediernes oppisken af fænomenet), var Helvede løs i lillebyen Hell, Michigan, der i dagens anledning havde fordoblet sit sædvanlige befolkningstal på 70. "Mange af de besøgende stod i kø for at købe en t-shirt mærket med '666', og andre nød en is fra Screams Ice Cream," skriver TV2.

Nu ved jeg ikke, om Hell, Michigan er i Sydfrankrig, men det er i hvert fald i et eller andet ubegribeligt voodoo-land, hvilket får mig til at tænke på følgende citat af Nostradamus, som jeg for første gang læste for tyve sekunder siden:

At a latitude of forty-eight degrees
At the end of Cancer (July 22) there is a very great drought.
Fish in the sea, river and lake boiled hectic,
Bearn and Biggore (Southwestern France) in distress from fire in the sky.
And people will eat Screams Ice Cream.

Enough said!

Min CD-samling (minus Wagner, som blir tilføjet senere)... idet jeg har tilladt mig at låne teksten til et par indslag fra min brors liste.

AC/DC: Back in Black.
AC/DC: Ballbreaker.
AC/DC: Let There Be Rock.
AC/DC: The Razor's Edge [remastered].
Adams, Ryan: Demolition.
Adams, Ryan / The Cardinals: Cold Roses. 2CD-sæt.
Adès, Thomas: Asyla / Concerto Conciso / These Premises Are Alarmed / Chamber Symphony / ... but all shall be well. EMI.
Alice Cooper: Alice Cooper Goes to Hell.
Alice Cooper: Welcome to My Nightmare.
Allman Brothers: Classic Allman Brothers.
Anderson, Laurie: Bright Red.
Anderson, Laurie: Home of the Brave.
Arte Corale: Russian Orthodox Hymns and Chants. Virgin Classics.
Avantgarde Favourites of the 20^th Century. Værker af Ligeti, Webern, Varese, Lutoslawski, Takemitsu, Birtwistle. Aarhus Sinfonietta. Classico.
Ave Maria - Sacred Arias and Choruses. Værker af Bach, Mozart, Schubert m.fl. Naxos.
Bach, J.S.: Hochzeitskantate / Bauernkantate / Messen. 3CD-sæt.
Bach, J.S.: Mass in B Minor. Brembeck. 2CD-sæt, Naxos.
Bach, J.S.: Partitas Nos. 3 and 4. Wolfgang Rübsam. Naxos.
Bach, J.S.: Sinfonia. 3CD-sæt, Naxos.
Bach, J.S.: Violinkonzerte / Violinsonaten / Die Kunst der Fuge. 3CD-sæt.
Backseatboys: Wind Me Up
Baird, Tadeusz: Psychodrama / Tomorrow. Olympia.
Baker, Chet: The Story of Jazz.
Bamses Venner: For altid.
Bamses Venner: I en lille båd der gynger - 34 fede hits. 2CD-sæt.
Bamses Venner: Rockcreme.
Bamses Venner: Rolig nu.
Bamses Venner: Sutsko.
Band, The: The Band.
Bazaar: Live in Concert.
Beethoven: Klavierkonzerte Nr. 1 & 2. Argerich, Deutsche Grammofon.
Beethoven: Symphony no. 9 / "Fidelio" Overture. Szell, Sony Classical.
Beethoven: Violin Sonatas, Op. 12 Nos. 1-3. Naxos.
Belli, Peter: Ribbet og flået.
Belli, Peter: Yeah.
Berg, Alban: Violin Concerto / Chamber Concerto. Sinopoli. Teldec.
Berlioz, Hector: La Damnation de Faust (CD2). Igor Markevitch. Deutsche Grammofon.
Bingen, Hildegard von: ALBA - Music from Symphonia harmonia caelestrium revelationum. Classico.
Bingen, Hildegard von: Lieder und Antiphonen / John Dunstable: Motetten / Guillaume Dufay: Magnificat octavi toni / Johannes Brassart: Motette. Instrumentalkreis Helga Weber.
Bingen, Hildegard von: Hildegard von Bingen Songs / Arvo Pärt: Te Deum. Nenia Zenana, Marianne G. Nielsen. Classico.
Black, Mary: One and Only (maxi).
Brahms: Alt-Rhapsodie / Nänie / Schicksalslied / Triumphlied. Deutsche Grammofon.
Brahms: Ein deutsches Requiem, Op. 45 / Vokalwerke. 3CD-sæt.
Brahms: Piano Sonata No. 3, Op. 5 / Ballades, Op. 10. Idil Biret. Naxos.
Brahms: Variations on an Original Theme / Variations on an Hungarian Song / Five Studies for Piano. Naxos.
Brahms: Violinkonzert / Doppelkonzert. von Karajan, Deutsche Grammofon.
Brecker Brothers, The: Heavy Metal Be-Bop.
Bruckner: Motets. Robert Jones. Naxos.
Bush, Kate: Aerial. 2CD-sæt.
Bush, Kate: Hounds of Love.
Bush, Kate: Never for Ever.
Bush, Kate: The Dreaming.
Cage, John: Sonatas and Interludes for Prepared Piano. Boris Berman. Naxos.
Cale, J.J.: Really.
Cale, John: Artificial Intelligence.
Cale, John: Eat / Kiss - Music for the Films of Andy Warhol.
Cale, John: Slow Dazzle.
Callas, Maria: An Evening with Maria Callas.
Cannonball Adderley: The Story of Jazz.
Canto Gregoriano. 2CD-sæt.
Carpenter, Mary Chapin: Stones in the Road.
Cash, Johnny: The Fabulous Johnny Cash / Songs of Our Soil.
Cash, Johnny: Unchained.
Cassidy, Eva: Imagine.
Cave, Nick: No More Shall We Part.
Cave, Nick: The Boatman's Call.
Chapman, Tracy: Collection.
Chieftains, The: The Long Black Veil.
Clapton, Eric: Slowhand.
Cocker, Joe: Have a Little Faith in Me.
Cohen, Leonard: Cohen Live.
Cohen, Leonard: Dear Heather.
Cohen, Leonard: Field Commander Cohen - Tour of 1979.
Cohen, Leonard: I'm Your Man.
Cohen, Leonard: Live Songs.
Cohen, Leonard: New Skin for the Old Ceremony.
Cohen, Leonard: Recent Songs.
Cohen, Leonard: Songs from a Room.
Cohen, Leonard: Songs of Love and Hate.
Cohen, Leonard: Ten New Songs.
Cohen, Leonard: The Future.
Cohen, Leonard: Various Positions.
Cohn, Marc: Marc Cohn.
Cohn, Marc: The Rainy Season.
Coltrane, John: A Love Supreme.
Coltrane, John: Ballads.
Coltrane, John: Coltrane's Sound.
Coltrane, John: Live in Sweden 1961/63.
Coltrane, John: Standard Coltrane.
Costello, Elvis: Mighty Like a Rose.
Costello, Elvis: Spike.
Creedence Clearwater Revival: Creedence Gold.
Creedence Clearwater Revival: CCR Forever - 36 Greatest Hits. 2CD-sæt.
Crow, Sheryl: And Friends - Live from Central Park.
Crow, Sheryl: The Globe Sessions. + bonus CD.
Crumb, George: Makrokosmos I-IV. Classico.
Dalton: Dalton.
Danish Hildegard Ensemble, The: Vox Angelica. Fønix Musik.
Danske sangskat Vol. 2: Sange fra romantikken, Den. Værker af Hartmann, Gade, Rung, Lange-Müller, Heise m.fl. Musica Ficta / Bo Holten. Naxos.
Darkness, The: Permission to Land.
Davis, Miles: Ballads.
Davis, Miles: Bitches Brew. 2CD-sæt.
Davis, Miles: Decoy.
Davis, Miles: In a Silent Way.
Davis, Miles: Kind of Blue.
Davis, Miles: Live-Evil. 2CD-sæt.
Davis, Miles: ‘Round About Midnight.
Deep Purple: Made in Japan [remastered]. + bonus CD.
Del Amitri: Hatful of Rain - the Best of Del Amitri.
Denver, John: The Best of the Rocky Mountain Collection.
Dire Straits: Brothers in Arms.
Dr. John: In the Right Place.
Dubliners, The: 40 years.
Dubliners, The: Greatest Hits 1.
Dubliners, The: Greatest Hits 2.
Dubliners, The: Irish Rover.
Dubliners, The: Live in Carré, Amsterdam.
Dubliners, The: The Dubliners. 2CD-sæt.
Dvorák: Symphony No. 9 "From the New World" / Zoltán Kodály: Háry János-Suite. Klaus Tennstedt. EMI.
Dylan, Bob: Blonde on Blonde.
Dylan, Bob: Blood on the Tracks.
Dylan, Bob: Bob Dylan.
Dylan, Bob: Bob Dylan at Budokan. 2CD-sæt.
Dylan, Bob: Desire.
Dylan, Bob: Dylan & the Dead.
Dylan, Bob: Hard Rain.
Dylan, Bob: Highway 61 Revisited.
Dylan, Bob: Infidels.
Dylan, Bob: Love and Theft (plus bonus-single).
Dylan, Bob: MTV Unplugged.
Dylan, Bob: Nashville Skyline.
Dylan, Bob: New Morning.
Dylan, Bob: Oh Mercy.
Dylan, Bob: Pat Garrett & Billy the Kid.
Dylan, Bob: Planet Waves.
Dylan, Bob: Real Live.
Dylan, Bob: Saved.
Dylan, Bob: Shot of Love.
Dylan, Bob: Slow Train Coming.
Dylan, Bob: Street Legal.
Dylan, Bob: Subterranean Homesick Blues.
Dylan, Bob: The Freewheelin' Bob Dylan.
Dylan, Bob: The Times They Are A-Changin'.
Dylan, Bob: Time Out of Mind.
Dylan, Bob / The Band: The Basement Tapes. 2CD-sæt.
Ekdahl, Lisa: Lisa Ekdahl.
Elisabeth: Elisabeth.
Elliott, Missy: Supa Dupa Fly.
Eno, Brian: Ambient 1. Music for Airports.
Eno, Brian: Apollo. Atmospheres & soundtracks.
Eno, Brian/Peter Schwalm: Drawn from Life.
Ensemble NEW & Randers Byorkester: Crosswinds. Classico.
Erasure: Erasure.
Faithfull, Marianne: Blazing Away.
Faithfull, Marianne: Broken English.
Faithfull, Marianne: Dangerous Aquaintances.
Ferry, Bryan: As Time Goes By.
Fitzgerald, Ella: Ella Fitzgerald.
Fun Lovin' Criminals: Come Find Yourself.
Gabriel, Peter: III.
Gabriel, Peter: IV.
Gabriel, Peter: Passion. Soundtrack.
Gabriel, Peter: Secret World Live. 2CD-sæt.
Gabriel, Peter: So.
Gabriel, Peter: Up.
Gabriel, Peter: Us.
Garbarek, Anja: Anja Garbarek.
Garbarek, Jan / The Hilliard Ensemble: Officium. ECM.
Ghostbusters II. Soundtrack.
Glass, Philip: Kundun.
Glass, Philip: Songs from Liquid Days.
Gnags: Plads til begejstring.
Goblins, The: Profondo Rosso. Soundtrack.
Gordon, Dexter: The Jazz Masters.
Great Event, The: The Great Event.
Great Opera Divas: Mirella Freni. 2CD-sæt.
Grip, Erik: De levendes land.
Grip, Erik: Himmelstrejfer.
Grip, Erik: Kabel & Columbus.
Grip, Erik: Kat på en varm trappesten.
Grip, Erik: Natten til mandag.
Grip, Erik: Nerven i min sang.
Harris, Emmylou: Spy Boy.
Harris, Emmylou: Wrecking Ball.
Hausgaard, Niels: Han tog realen med.
Hausgaard, Niels: I fornuftens land.
Hausgaard, Niels: Kunst.
Hausgaard, Niels: Når alt kommer til alt.
Hausgaard, Niels: Som jeg altid plejer at sige.
Hendrix, Jimi: Are You Experienced?
Hendrix, Jimi: Band of Gypsys.
Hendrix, Jimi: Electric Ladyland.
Hendrix, Jimi: Purple Haze in Woodstock.
Henley, Don: The End of the Innoncence.
Hiatt, John: Crossing Muddy Waters.
Holiday, Billy: The Jazz Masters.
Hug, Lars / Søren Ulrik Thomsen: City Slang.
Hva' snakker du om?: "Den ka' byttes vol. 01".
Højholt, Per m.fl.: Turbo / Tilbage til Turbo. 2CD-sæt.
Iggy Pop: Brick by Brick.
Jarrett, Keith: My Song.
Jarrett, Keith: The Köln Concert. ECM.
Jennings, Nelson, Cash & Kristofferson: Highwayman.
Jennings, Waylon / Willie Nelson: Outlaw Reunion.
Jennings, Waylon / Willie Nelson: Waylon & Willie.
Jethro Tull: Broadsword and the Beast.
Joel, Billy: Piano Man.
Jones, Grace: Living My Life.
Jones, Rickie Lee: Pirates.
Jones, Rickie Lee: Rickie Lee Jones.
Judas Priest: Screaming for Vengeance.
Jørgensen, C.V.: I det muntre hjørne.
Jørgensen, C.V.: Indian Summer.
Jørgensen, C.V.: Live lovlig live.
Jørgensen, C.V.: Så live som muligt. 2CD-sæt.
Jørgensen, C.V. Tidens tern.
k.d. lang: all you can eat
King, B.B. / Eric Clapton: Riding with the King.
Knopfler, Mark: Sailing to Philadelphia.
Knopfler, Mark: The Ragpicker's Dream.
Knopfler, Mark: The Trawlerman's Song EP.
Kodály, Zoltán: Chamber Works. Kontra/Ullner/Øland. 2CD-sæt.
Krebs, Poul: Kosmorama.
Krebs, Poul: Små sensationer.
Krebs, Poul: Striber af lys.
Langgaard, Rued: A Portrait in Chamber Music. Classico.
Langgaard, Rued: Insektarium & other piano works. Classico.
Lanois, Daniel: For the Beauty of Wynona.
Lara Croft Tomb Raider. Soundtrack.
Laugesen, Peter / Mindspray: Howl On!
Led Zeppelin: I.
Led Zeppelin: Physical Graffiti. 2CD-sæt.
Lilholt, Lars: Gi' det blå tilbage. 2CD-sæt.
Lilholt, Lars: Gloria.
Lilholt, Lars: Jens Langkniv.
Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring, The. Soundtrack.
Lord of the Rings: The Return of the King, The. Soundtrack.
Love Letters Vol. 3 - 20 Sentimental Evergreens.
MacGowan, Shane: The Snake.
Madsen, Johnny: Bounty Blue.
Madsen, Johnny: Checkpoint Charlie.
Madsen, Johnny: Chinatown / Septiktanker.
Madsen, Johnny: De tørre er de best...
Madsen, Johnny: Den Blinde Lotterisælger...
Madsen, Johnny: Halgal halbal. 2CD-sæt.
Madsen, Johnny: Madsen på den anden side.
Madsen, Johnny: Nattegn.
Madsen, Johnny: Regnmanden. + DVD.
Madsen, Johnny: Room service.
Madsen, Johnny: Ses vi i Slesvig.
Madsen, Johnny: The Blues.
Madsen, Johnny: Udenfor sæsonen.
Mantler, Michael: Songs and One Symphony. ECM.
Marillion: B'Sides Themselves.
Marillion: Clutching at Straws.
Marillion: Fugazi.
Marillion: Misplaced Childhood.
Marillion: Real to Reel.
Marillion: Script for a Jester's Tear.
Massive Attack: Mezzanine.
MC Einar: Mc Einar og såd'n noget!
MC Lyte: Badder Than B Fore - the Remix Album.
Meat Loaf: Bat Out of Hell.
Meat Loaf: Bat Out of Hell II: Back into Hell.
Meat Loaf: Couldn't Have Said It Better.
Mellencamp, John: Human Wheels.
Mendelssohn / Brahms: Violinkonzerte. von Karajan. Deutsche Grammofone.
Messiaen: Catalogue d'oiseaux/Petites esquisses d'oisseaux. 2CD-sæt, Naxos.
Messiaen: Piano Music Vol. 4. Naxos.
Messiaen: Vingt regards sur l'enfant Jésus. 2CD-sæt, Naxos.
Mikkelborg/Knudsen/N.H.Ø.P.: Heart to Heart.
Mingus, Charlie: Mingus Dynasty.
Minogue, Kylie: Body Language.
Minogue, Kylie: Fever.
Miserere. Westminster Abbey Choir, Abbey Consort, Martin Neary. Sony Classical.
Mitchell, Joni: Blue.
Mitchell, Joni: Hits.
Moira: Irish Favourites.
Monk, Thelonius: Straight, No Chaser.
Monk, Thelonius: Thelonios Monk. 4CD-sæt.
Monroe, Marilyn: My Heart Belongs to Daddy.
Monty Python at the Movies. 3CD-sæt.
Morrison, Van: A Period of Transition.
Morrison, Van: A Sense of Wonder.
Morrison, Van: Astral Weeks.
Morrison, Van: Back on Top.
Morrison, Van: Beautiful Vision.
Morrison, Van: Common One.
Morrison, Van: Days Like This.
Morrison, Van: Down the Road.
Morrison, Van: Enlightenment.
Morrison, Van: Hard Nose the Highway.
Morrison, Van: His Band and the Street Choir.
Morrison, Van: Live at the Grand Opera House - Belfast.
Morrison, Van: Moondance.
Morrison, Van: Poetic Champions Compose.
Morrison, Van: T.B. Sheets.
Morrison, Van: Tupelo Honey.
Morrison, Van: Veedon Fleece.
Morrison, Van / The Chieftains: Irish Heartbeat.
Mozart: Chamber Music for Strings. Grumiaux Ensemble/Grumiaux Trio. Philips.
Music for the Iliad. 2CD-sæt, Dacapo.
Music from the Films of Hal Hartley.
Møller, Stig: I vennernes tegn. 2CD-sæt. Signeret.
Nelson, Willie: Across the Borderline.
Nelson, Willie: Red-Headed Stranger.
Nelson, Willie: Teatro.
Nelson, Willie: The Great Divide.
Nyman, Michael: Film Music 1980-2001. 2CD-sæt.
Nyman, Michael: The Piano Concert/Where the Bee Dances. Naxos.
Nyvang, Michael: Movements for a Monument to the Loneliness of Out World. Kaltoft. Marco Polo.
O'Connor, Sinéad: She Who Dwells... 2CD-sæt.
O'Connor, Sinéad: The Lion and the Cobra.
OHM - the Early Gurus of Electronic Music 1948-1980. 3CD-sæt.
Oldfield, Mike: Ommadawn.
Olesen-Olesen: Dagens gerning.
Olesen-Olesen: Indenlands udenbys.
Olsen, Allan: En gros. 2CD-sæt.
Olsen, Allan: Gajo.
Olsen, Allan: Gæst.
Olsen, Allan: Jern.
Olsen, Allan: Norlan.
Olsen, Allan: Onomatopoetikon.
Olsen, Allan: Pindsvin i pigsko.
Olsen, Allan: Rygter fra randområderne. 2CD-sæt.
Olsen, Allan: Sange for rygere.
Olsen, Allan: Solo Live - Vol. 1. 2CD-sæt.
Orb, The: Cydonia.
Orbison, Roy: The Very Best of.
Orff: Carmina Burana / Catulli Carmina. 2CD-sæt, Eugen Jochum, Deutsche Grammofon.
Osborne, Joan: Relish.
Parton, Dolly: Everything's Beautiful.
Parton, Dolly: Heartsongs.
Parton, Dolly: Straight Talk. Soundtrack.
Parton, Dolly: Største hits.
Parton, Dolly: Why Why Why.
Parton, Dolly / Donna Fargo / Billie Jo Spears: Country Girls.
Pastorius, Jaco: Word of Mouth.
Pedersen, Bo Gorzelak: Nothing.
Pedersen, Bo Gorzelak: Stjernerne over Ulfborg (MP3).
Pedersen, Gunner Møller: Et lydår. 6CD-sæt, Dacapo.
Pink: Try This.
Pink Floyd: The Wall. 2CD-sæt.
Pogues, The: If I Should Fall from Grace with God.
Portishead: Dummy.
Possible Music. From the Films (etc.) of Hal Hartley.
Prince: Batman. Soundtrack.
Prince: Lovesexy.
Puccini: Puccini-Gala. Decca.
Puccini: Madame Butterfly. Serafin, 2CD-sæt, Decca.
Pärt, Arvo: Berliner Messe. Noel Edison / Jurgen Petrenko / Elora Festival Singers, Elora Festival Orchestra. Naxos.
Pärt, Arvo: De Profundis. Christopher Bowers-Broadbent, Daniel Kennedy, et al. / Theatre of Voices. Harmonia Mundi.
Pärt, Arvo: Fratres / Festina lente / Summa / Cantus in Memory of Benjamin Britten. Tamás Benedek. Naxos.
Pärt, Arvo: Orchestral Works (Tabula Rasa / Collage über BACH / Symphony No. 3). Naxos.
Pärt, Arvo: Passio. Tonus Peregrinus, Antony Pitts. Naxos.
R.E.M.: Green.
R.E.M.: Monster.
R.E.M.: New Adventures in Hi-fi.
Raug, Pia: Det.
Raug, Pia: Forår i menneskenes land.
Raug, Pia: Iskrystaller / Side 2 fra LP'en Saga.
Ravel, Maurice: Daphnis et Chloé / Alborada del gracioso / Boléro. Claudio Abbado. Deutsche Grammofon.
Rea, Chris: Auberge.
Reed, Lou: Legendary Hearts.
Reed, Lou: Lou Reed Live in Concert.
Reed, Lou: New York.
Reed, Lou: Set the Twilight Reeling.
Reed, Lou / John Cale: Songs for Drella.
Reilly, Maggie: Echoes.
Renaissance in Music, The. Værker af Dufay, Solage, Perugia, Des Prez m.fl. Sony Classical.
Rise, Indra: The Return, Three Coloured Stories, String Quartet, Out of the Darkness, Pictures of childhood. Dacapo.
Rolling Stones, The: Bridges to Babylon.
Rolling Stones, The: Undercover.
Rolling Stones, The: Voodoo Lounge.
Rollins, Sonny: First Moves.
Rosing-Schow, Niels: Archipel des solitudes. Dacapo.
Rossini: Il Signor Bruschino. Naxos.
Runrig: Amazing Things.
Runrig: The Big Wheel.
Russian Chant for Vespers. Novospassky Monastery Choir. Naxos.
Ryg, Jørgen: Største succeser.
Salomonsen, Sanne: In a New York Minute.
Schubert: Messen Nr. 2, 3, 5, 6. 3CD-sæt.
Schubert: String Quartet in C. Ward Clarke, EMI.
Schubert: Symphonie Nr. 8 „Unvollendete" / Mendelssohn: Symphonie Nr. 4 „Italienische". von Karajan, Deutsche Grammofon.
Schubert: Winterreise. Trekel / Eisenlohr, Naxos.
Schubert: Winterreise, Op. 89. Prey / Bianconi, Denon (japansk import).
Schumann, Robert: Szenen aus Goethes Faust, Parts I & II. Benjamin Britten. Decca.
Schumann, Robert: Szenen aus Goethes Faust, Part III. Benjamin Britten. Decca.
Schönning, Klaus: Arctic Light.
Scream 2. Soundtrack.
Shankar, Ravi: Pandit Ravi Shankar.
Shostakovich: String Quartets - Complete. Rubio Quartet. 5CD-sæt.
Sibelius: Violin Concerto in D Minor, Op. 47 / Svendsen: Romance, Op. 26 / Halvorsen: Danses Norvégiennes & Air Norvégien, Op. 7 / Sinding: Légende. Naxos.
Simon, Paul: Graceland.
Simon, Paul: The Rhythm of the Saints.
Simon & Garfunkel: The Concert in Central Park.
Sinatra, Frank: Academy Award Winners.
Skousen & Ingemann: Herfra hvor vi står.
Sleepless in Seattle. Soundtrack.
Smith, Jimmy: Jimmy Smith's Finest Hour.
Sorten Muld: Mark II.
Souvenirs: Sommerfugl.
Souvenirs: Souvenirs.
Souvenirs: Ude på landet.
Souvenirs: Villa Danmark.
Springsteen, Bruce: Born in the U.S.A.
Springsteen, Bruce: Born to Run.
Springsteen, Bruce: Bruce Springsteen and the E Street Band Live 1975-85. 3CD-sæt.
Springsteen, Bruce: Chimes of Freedom EP.
Springsteen, Bruce: Darkness on the Edge of Town.
Springsteen, Bruce: Devils & Dust. CD+DVD.
Springsteen, Bruce: Greetings from Asbury Park, N.J.
Springsteen, Bruce: Human Touch.
Springsteen, Bruce: In Concert. MTV Plugged.
Springsteen, Bruce: Lucky Town.
Springsteen, Bruce: Nebraska.
Springsteen, Bruce: The Ghost of Tom Joad.
Springsteen, Bruce: The Rising.
Springsteen, Bruce: The River. 2CD-sæt.
Springsteen, Bruce: Tunnel of Love.
Starparade - Stars Singing Original Hits. 3CD-sæt.
Starsky & Hutch. Soundtrack.
State and Main. Soundtrack.
Steppeulvene: Hip.
Stockhausen, Karlheinz: Tierkreis, Obberlippentanz. Stephens / Pasveer / M. Stockhausen. Acanta.
Strauss, Richard: Four Last Songs / 12 Orchestral Songs. Szell / Schwarzkopf. EMI.
Supertramp: Brother Where You Bound.
Supertramp: The Autobiography of Supertramp.
Sydow, Hans: Dada3+.
Tavener, John: Song for Athene, Svyati and other choral works. Naxos.
Taylor, James: October Road.
Telemann: Recorder Suite in A Minor / Viola Concert / Tafelmusik. Naxos.
The, The: Mind Bomb.
The, The: NakedSelf.
Tikaram, Tanita: Lovers in the City.
Tikaram, Tanita: The Sweet Keeper.
Tricky: Pre-Millennium Tension.
Twain, Shania: Come on Over.
Twain, Shania: Up! 2CD-sæt.
Verdi: Auszüge aus Otello, Rigoletto, Aida, Nabucco, Don Carlo. 3CD-sæt.
Verdi: Falstaff. Lorenzo Molajoli 1932. 2CD-sæt, Naxos Historical.
Verdi: I Masnadieri Atto I-II. Bonynge. Decca.
Verdi: I Masnadieri Atto III-IV. Bonynge. Decca.
Verdi: Macbeth/Otello (komplette). Victor de Sabata 1952/Fritz Busch 1948. 4CD-sæt.
Voices of Angels. Værker af Bach, Allegri, Byrd, von Bingen m.fl. 3CD-sæt, Naxos.
Vollenweider, Andreas: Down to the Moon.
Vollenweider, Andreas: White Winds (Seeker's Journey).
Voss / Torp: Den store lysfest.
Vreeswijk, Cornelis: Bellman, Taube och lite galet
Vreeswijk, Cornelis: Linnéas fina visor
Vreeswijk, Cornelis: Spring mot Ulla - spring!
Wagner, Richard: Das Rheingold. Opernquerschnitt. Rudolph Kempe.
Wagner, Richard: Die Meistersinger von Nürnberg. Arturo Toscanini 1937, 4CD-sæt.
Wagner, Richard: Parsifal. Knappertsbusch. Bayreuth Festival, 1951. 4 CD-sæt, Naxos.
Waits, Tom: Blue Valentine.
Waits, Tom: Closing Time.
Waits, Tom: Heartattack and Vine.
Waits, Tom: Mule Variations.
Waits, Tom: Nighthawks at the Diner.
Waits, Tom: Small Change.
Waits, Tom: The Heart of Saturday Night.
Warnes, Jennifer: Famous Blue Raincoat.
Waters, Muddy: Master of the Blues.
Waters, Roger: Amused to Death.
Waters, Roger: Radio K.A.O.S.
Waters, Roger: The Pros and Cons of Hitchhiking.
Whittaker, Roger: The Very Best of. 2CD-sæt.
Who, The: Tommy.
Young, Neil: After the Gold Rush.
Young, Neil: Are You Passionate?
Young, Neil: Greendale. CD+DVD.
Young, Neil: Harvest.
Young, Neil: Harvest Moon.
Young, Neil: On the Beach.
Young, Neil: Prairie Wind.
Young, Neil: Ragged Glory.
Young, Neil: Re-ac-tor.
Young, Neil: Rust Never Sleeps.
Young, Neil: Silver & Gold.
Young, Neil: Sleeps with Angels.
Young, Neil: This Note's for You.
Young, Neil: Tonight's the Night.
Young, Neil: Weld. 2CD-sæt.
Young, Neil: Year of the Horse. 2CD-sæt.
Young, Paul: From Time to Time - the Single Collection.
Zappa, Frank: Over-Nite Sensation.
Zappa, Frank: Roxy & Elsewhere.
Zappa, Frank: Strictly Commercial.
Zevon, Warren: Bad Luck Streak in Dancing School.
Zevon, Warren: Excitable Boy.
Zevon, Warren: Sentimental Hygiene.
Zevon, Warren: The Wind.
Zevon, Warren: Transverse City.
Zevon, Warren: Warren Zevon.
ZZ Top: Greatest Hits.
Ørkenens Sønner: Ørkenens Sønner.
Åkerström, Cajsa Stina: Cajsa Stina Åkerström.

Parkskolen i Struer - hvor jeg færdedes til og med 9. klasse - er i dag i Kristeligt Dagblads søgelys, og ikke på den gode måde. Læs "Skolebørn må ikke låne Muhammed-bog" - og mere på min brors blog.

En lille bogreklame: På fredag udkommer på Gyldendals forlag opfølgeren til den anmelderroste (og stadig aktuelle) "Louise Frevert-sagen" af Rune Engelbreth Larsen. "Karikaturkrisen: En undersøgelse af baggrund og ansvar" er skrevet af Rune og Thøger Seidenfaden og ser fra indholdsoversigten ud til at være en minutiøs gennemgang af sagens kronologi - à la "Louise Frevert-sagen". Jeg ser frem til at læse bogen og tager hatten af for Runes evne til at få noget fra hånden.

Jeg er nød til at skrive det her i bloggen, for ellers virker det ikke: Det er tid til endnu et midlertidigt stop for filmindkøbene, indtil jeg får set nogle af alle de film, jeg har erhvervet mig, og som jeg mangler at få set (der er andre - i parentes bemærket - som mangler at foretage sig langt væsentligere ting). Jeg har 22 "X-Files"-episoder liggende og en halv Universal monster-boks, for nu at nævne et par fra arkiverne.

På bogfronten er jeg gået videre til "The Hobbit", som jeg læser på engelsk og indtil videre er vældig begejstret for.

En gåde (mest til dem, der ikke har læst bogen):

This thing all things devours:
Birds, beasts, trees, flowers;
Gnaws iron, bites steel;
Grinds hard stones to meal;
Slays king, ruins town,
And beats high mountain down.

- Hvad er det?

Varmefolkene havde været forbi i går, imens jeg var på arbejde, og smed en seddel i min postkasse om, at de ville komme igen på fredag for at foretage den årlige aflæsning af målerne. Jeg skal til bryllup i (nærheden af) Vinderup i weekenden og tager af sted til Struer igen igen i morgen, hvorfor jeg i morges kl. 8 ringede til dem for at aftale et nyt tidspunkt i næste uge - og fik at vide, at det var meget nemmere, hvis de alligevel kom forbi fredag og smed en ny seddel i min postkasse. Hvorefter jeg så kunne ringe ind, hvis det nye tidspunkt heller ikke duede. Ja ja - bureaukratisk morgenstart. Og er min ven Paw mon gået helt i hi - derhenne i Horsens?

Politiken: "Den katolske kirke udfører et massivt lobbyarbejde, også i EU, men få danske politikere er opmærksomme på det. Det siger cand.theol. Lene Sjørup, som forsker i teologi og udvikling. Hun har for Udenrigsministeriet lavet en kortlægning af konservative kristne kræfters indflydelse især i EU-medlemslandene." Mere her.

Så kom den endelig, mit "X-Files"-dvd-bokssæt, som jeg havde bestilt fra www.play.com. Ventetiden har været barsk - men (også) det hele værd. Her til aften genså jeg pilotafsnittet, og jeg er allerede hooked igen; glæder mig som en lille dreng til at gense de resterende 23. Hvor er det dog en enestående og begavet serie! 

Med min gamle hjemmeside døde også min "sidst læst"-boks, så jeg viderefører traditionen her.

Netop læst:
Alf Ahlberg, "Filosofiens historie".
Thomas Tranströmer, "Minderne ser mig".
Kurt Vonnegut, "Perler for svin".

Hvor mange gode Antikrist-film er der egentlig lavet? Det forekommer mig umiddelbart ikke at være særligt mange. Capac har i kommentaren til mit forrige indlæg nævnt "The Exorcist" og "Rosemary's Baby", og genrens tredje klassiker er vel stadigvæk "The Omen" fra 1976 (min egen favorit af de tre). For et års tid siden så jeg Alex de Iglesias "El Día de la Bestia" (1995), som var ok.

Så oprandt djævledagen, 06.06.06. Som Tom Waits synger (mellem linierne), skal man huske at ære sine djævle, ellers skrider englene også - så jeg tror, jeg vil markere dagen med et gensyn af Hammer-gyseren "The Devil Rides Out" i aften. Skurken er modelleret efter Aleister Crowley, "the Great Beast". Hvad er din 060606-film? (Inspiration her: imdb.coms liste over film, der relaterer til nøgleordet "antichrist".)

Ny (aktuel) bogudgivelse med fokus på det historiske forhold mellem videnskab og religion: "Videnskab og religion i historisk perspektiv. Naturens fortolkere" af Anders Munk Jensen og Casper Andersen, udgivet af Århusforlaget Systime. "I 'Videnskab og Religion i historisk perspektiv' præsenteres et tværfagligt perspektiv på den langvarige diskussion af forholdet mellem videnskab og religion. En diskussion, hvor bølgerne ofte har gået højt, og som fortsætter ufortrødent i dag" Bogen omhandler bl.a. Galileiaffæren og det kopernikanske verdensbillede, Naturteologi og designargument, Darwins evolutionsteori, Den videnskabelige kreationisme m.m.

Og så er jeg jo forresten begyndt at læse Ernst Cassirer, "Om kulturvidenskabernes logik". Det er mere spændende, end det lyder - også selvom Cassirer er det, der blandt filosofihistorikere kaldes en nykantianer. Jeg ville bare ønske, han ku finde ud af at lave nyt afsnit engang imellem.  

At der er lidt stille på bloggen i disse dage skyldes på ingen måde noget så eksotisk, som at jeg er inde i en tænksom periode, men derimod, at jeg er på weekendbesøg hos mine forældre i Struer.

I dag var sidstnævnte, min søster og jeg ved Møllesøen på Klosterheden, som siden 1999 har været et bæverhabitat - Danmarks eneste, in fact (så vidt jeg ved). Vi fik desværre ikke set nogen bævere, men jeg kom relativt tæt på at opfylde min drøm om at få set en ræv i naturen, idet vi kom forbi noget, som der i familien var almindelig konsensus om repræsenterede et rævehul, og idet vi kørte forbi en død ræv på hjemvejen, hvilken jeg som den eneste naturligvis undgik at bemærke.

I går var vi til bagagerumsmarked i Viborg. Her købte jeg en labert udseende, fedtet leje-vhs med titlen "Hårdkogte kvinder" - der viste sig at være tale om schlock-meister Ted V. Mikels kultklassiker "Ten Violent Women" - samt en bunke cd'er fra en mand i poncho, der solgte gnaverdyr.

De (cd'erne) peger - indser jeg, når jeg lige skimmer dem - tydeligvis på fraværet af rød tråd i min musiksmag:

Klaus Schønning: "Arctic Light" (jeg havde engang en kammerat, som var vild med Schønnings musik... jeg kan egentlig også godt lide den selv, men jeg har lidt svært ved at kapere de mange skift - det lægger ambient-agtigt ud, og lige pludselig kommer der et eller andet mærkværdigt calypso-indslag). Joni Mitchell: "Hits" (har aldrig forstået billedet på forsiden, som viser Mitchell liggende på jorden foran en bil... men i går gik pråsen op). En dobbelt-cd med Roger Whittaker, "The Very Best of". Portishead: "Dummy". Bamse: "Rockcreme" (jeg ser, at min bror også just har anskaffet sig en Bamse-cd).

Og én fra min barndom: "Batman"-soundtracket af Prince. Jeg er ganske bevidst om, at cd'en er, hvad man med et venligt ord kunne kalde for mangelfuld, selv efter Prince-standarder - men på den anden side havde jeg et fanatisk forhold til den i min Batman-periode i årene 89-90, lige efter filmen. Jeg kan stadigvæk "Batdance" udenad.

Det største kup gjorde jeg dog nok ved Y's Mens-markedet i lørdags, hvor jeg købte en hel stak billige, gamle Beatles-LP'er og -singler, bl.a. "Magical Mystery Tour"-albummet, som på LP - ser jeg nu - er udstyret med en flot bog, der ikke findes i cd-udgivelsen. Nu overvejer jeg lidt, om det er værd at anskaffe sig en brugt pladespiller bare for at kunne høre pladerne - og om jeg ikke er blevet for gammel til at høre Beatles (det er jeg). De eneste LPer, jeg i forvejen har, er med hhv. Per Højholt og Dolly Parton.

Mens en ny måling fra det norske analyseinstitut Sentio indikerer, at regeringens flertal er væk med 89 mandater til oppositionen og 86 til VKO, har Greens Analyseinstitut lavet en undersøgelse, der antyder en mindre dramatisk udvikling. Skønt Venstre har sin dårligste opbakning i et år, og til trods for beskeden tilbagegang for Dansk Folkeparti, er der ifølge analyseinstituttet stadigvæk borgerligt flertal. Læs mere i Jyllands-Posten.

Jeg kan se, at Henrik har kastet sig over Wodehouse-(gen)læsningen, og overvejer i den forbindelse, om jeg skulle få læst nogle af de Wodehouse-romaner, jeg ikke har haft fornøjelsen af endnu. De er væsentligt mere underholdende end den lille intetsigende pamflet fra 1780 af G.E. Lessing, "Menneskeslægtens opdragelse", jeg er i gang med pt. Af en eller anden årsag er Wodehouse i mit hoved intimt forbundet med sommer - og i år antager ordet sommerferie en helt ny mening for mig. Hvis du ikke kender Wodehouse - det er ham med Jeeves & Woster-bøgerne - bør du bestemt give ham en chance. Mange af hans bøger kan findes i antikvariater til små penge.

Så kom solen - og andre sommertegn: "En ny meningsmåling kommer som et chok for regeringen samtidig med, at Folketinget går på sommerferie. Regeringen har mistet sit flertal, viser målingen, som er lavet af det norske meningsmålinsinstut Sentio, der nu laver meningsmålinger for allle de tre nordiske lande. Socialdemokraterne har genvundet så meget tabt terræn, at Helle Thorning-Schmidt & Co. nu er oppe på samme niveau som valgresultatet. Samtidig går både de Radikale og SF klart frem og det betyder, at Socialemokraterne, de Radikale, SF og Enhedslisten tilsammen kan mønstre 89 mandater. Derimod kan regeringen, Venstre og de Konservative sammen med Dansk Folkeparti kun mønstre 86 mandater." Læs resten af B.T.s artikel.

På tirsdag er det den 06.06.06 - en dato, "hvor satanister kan tænkes at gøre opmærksom på sig selv" ifølge Øystein Dahle, afdelingschef i de norske kirkers interesseorganisation. TV2: "Han har sendt en e-mail til kirker og menighedsråd for at gøre opmærksom på øget risiko for forsøg på at brænde kirker af på denne dato. Men de danske kirker kan tage det helt roligt, forsikrer bestyrelsesmedlem i Satanisk Forum, Amina Lap. 'Vi kunne ikke drømme om at begå hærværk mod kirker hverken på tirsdag eller på noget som helst andet tidspunkt,' siger Amina Lap."

Jeg vil personligt for en sikkerheds skyld overveje at rundsende en bulle. Og derudover vil jeg gerne lige pointere, at jeg engang har stået lige ved siden af Amina Lap i kantinen i Studenternes Hus.

"Det var statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) selv, som fattede pennen og satte navnene på gæstelisten til sin omstridte middag for den borgerlige presse på Marienborg. [...] 'Det er fuldstændig mit valg, og det skal jeg ikke stå til regnskab for. Jeg har selv stået for udvælgelsen', sagde Anders Fogh Rasmussen på et åbent samråd i Folketingets politisk-økonomiske udvalg. Oppositionen kritiserer [...] Anders Fogh Rasmussen for at sammenblande stats- og partiapparatet" - mere om det her.

Bo - du har sikkert allerede opdaget det, men for en sikkerheds skyld vil jeg lige gøre opmærksom på, at der er et stort interview med Divya Das Andersen i den seneste udgave af Søndagsavisen (27.-28. maj).

Capac rundede også bogudsalget... og Mette Urth - der er fortrolig med New Yorks nyeste branding-teknikker - har sendt mig et slogan til min kampagne som den første demokratisk valgte gudsrepræsentant:

"Giv dig selv en gave
Stem på Gorzelak som pave!"

En del bedre end mit eget forslag: "Hvem ellers som pave?" 

Mht. sagen om den forsvundne hjemmeside: Det forholder sig åbenbart således, at problemet skyldes manglende betaling (men vi har ikke modtaget nogen papirer!), og muligvis tror vi nok, at trotskijsvenner.dk - et ambitiøst projekt, som omfatter fire personer, men som vi desværre aldrig fik gjort noget ved - hermed simpelthen bør afgå ved døden (desværre trækker den så også palantiren.dk, mit Tolkien-site, med sig). Nu skal jeg så bare overveje, om jeg skal ha mig et nyt sted, eller om jeg klarer mig med bloggen.