Jeg fandt ikke en Hitchcock-boks - faktisk har jeg ikke rigtigt ledt efter den endnu - men købte i stedet et eksemplar til 39,95 af "Rear Window" i Læsehesten i Randers. Det er vel under alle omstændigheder en af dem, man bør have stående, hvis man interesserer sig bare en smule seriøst for film. Jeg har rodet samlingen igennem og fundet frem til, at jeg har følgende Hitchcock-film liggende:
På DVD:
"Blackmail" (1929)
"Rebecca" (1940)
"Foreign Correspondent" (1940)
"Saboteur" (1942)
"Spellbound" (1945)
"Notorious" (1946)
"Stage Fright" (1950)
"Rear Window" (1954)
"Psycho" (1960)
"Marnie" (1964)
"Topaz" (1969)
På VHS:
"Shadow of a Doubt" (1943)
"Rope" (1948)
"To Catch a Thief" (1955)
Udvalgte episoder af "Alfred Hitchcock Presents" (1955)
Det er ikke så mange - i betragtning af, hvor mange der findes. Jeg er dog stensikker på, at der skjuler sig flere i den sæk, som er propfuld af VHS-bånd, og som af pladshensyn er blevet forvist til mit udeskur. Sådan set var jeg på udkig efter to dokumentarfilm, som jeg kan huske, at jeg har liggende et sted - men jeg fandt dem altså ikke i første omgang.
De danske "Signature Collection"-DVDer har udmærkede "making of"-programmer af 30-60 min.s varighed, så dem vil jeg sikkert investere i nogle flere af.
(Gen)set indtil videre:
MARNIE (1964). Robin Wood siger på ekstramaterialet, at hvis man ikke kan li "Marnie", kan man ikke li Hitchcock - og formentlig kan man slet ikke li film. Jeg ved ikke helt, om det er rigtigt, for det forekommer mig at være en rimelig indvending imod filmen, at uanset hvor godt den er lavet og hvor hitchcocksk den er, så er den også en anelse kedelig. Men tematisk er den et nøgleværk - og jeg må erkende, at den gjorde et voldsomt indtryk på mig for nylig. Jeg er ret sikker på, at det, der fascinerer mig ved den, er det, som også Wood har hæftet sig ved: dens moral. Som først og fremmest får kød og blod igennem Sean Connerys tvetydige figur Mark, der bedre end nogen anden Hitchcock-karakter - og opløftende, i lyset af "Psycho"s pessimisme - formår at navigere blandt dæmonerne. Ikke fordi han er uskyldig, men fordi han er i familie med dem. "Marnie" handler om sexforskrækkelse. Samtiden forstod den ikke, og endnu færre ville forstå den i dag. Ikke fordi den er blevet mindre, men derimod mere relevant.
SABOTEUR (1942). "Saboteur" havde jeg ikke set før. H er selv ganske hård ved den i Truffauts interviewbog, han mener ikke, Priscilla Lane var den rette som heltinden, og han er heller ikke tilfreds med helten og skurken, som spilles af hhv. Robert Cummings og Otto Kruger. Den eneste, jeg selv har reservationer over for, er komedieskuespilleren Cummings, der - som Hitchcock pointerer - har et komisk ansigt. (I betydningen: et ansigt til komik.) Det er en glimrende, hurtigt pacet spændingsfilm, der fortsætter i samme patriotiske spor som "Foreign Correspondent". Jeg kunne især godt lide den (lovligt) litterære scene med den gamle blinde mand, som temmeligt absurd vælger at beskytte og hjælpe Cummings, selvom han ved, sidstnævnte er på flugt fra politiet, og titelbilledet med den sorte røg, der invaderer kamerabilledet fra højre og breder sig som... ja, som sorthed nu bredte sig i begyndelsen af 40erne.
BLACKMAIL (1929). Halvt stumfilm, halvt talefilm - en ung kvinde kommer ved et uheld til at begå mord med en brødkniv, hendes kæreste, som er ved politiet, finder ud af det og sættes selv på sagen, og ind på scenen træder en pengeafpresser. Filmen er hovedsageligt interessant på grund af Hitchcocks leg med forskellige subjektive effekter - han lader heltindens sindstilstand invadere både billede og lyd, så vi får direkte adgang til hendes tanker, og opnår dermed en anden form for realisme end den, han ville få ved at filme scenerne på dokumentarisk vis. Jeg har engang skrevet i en artikel, at Hitchcocks kamera generelt er nøgternt registrerende, men det står klart for mig, at det er en værre gang vås. Allerede her, i 1929, dyrker han en form for "psykisk realisme", som i høj grad også er tilstede i "Marnie", jf. de drømmeagtige kulisser i denne film.
