Sidst læst: Wittgensteins "Forelæsninger og samtaler", som består af noter foretaget af Ws diskussionsvenner i tiden mellem "Tractatus" og de "Filosofiske undersøgelser". Der findes rigtig mange gode bøger og forfattere, men ikke helt så mange, der ændrer ens måde at se på verden på. Wittgensteins hører klart til blandt de mest horisont-udvidende forfatterskaber, jeg har stiftet bekendtskab med. "Forelæsninger og samtaler" indeholder tekster om æstetik, religion, etik og Freuds drømmeteori - fælles for dem alle er, at de omhandler emnet på en helt anden måde, end man forventer. Religion beskriver W eksempelvis ikke ved at diskutere rimeligheden af bestemte religiøse påstande, men ved at citere forskellige religiøse måder at bruge sproget på. Store dele af bogen er tæt på at være uforståelige - Wittgenstein, den sene, er ikke svær at læse, men det kan ofte være vanskeligt at følge hans associtioner og indfald og vide, præcist hvor han vil hen med de eksempler, han anvender.
Men den gennemgående pointe, som er dyb, går ud på, at en sprogbrugs mening ikke kan udledes ved analyse udelukkende af det sagte, som ofte i sig selv spiller en forsvindende lille rolle, men kun ved at sætte det sagte i relation til den konkrete brugs- og handlingssammenhæng. "Guds Øje" er kun forståelig inden for rammerne af en bestemt sprogpraksis - det ville være at misforstå meningen, hvis man forestillede sig et øje med øjenbryn f.eks.
Meningen er derfor, på en måde, identisk med sprogbrugen - som når man træder ind i bussen og siger "to zoner". Ytringen er meningsløs betragtet isoleret; kun som en handling giver den mening i en bestemt kultur. Der påstås eller udsiges ikke noget, men udtrykket har ikke desto mindre en mening - den endnu senere Wittgenstein ville have sagt, at det indgår i et sprogspil, som vi forstår, fordi det rummer ligheder til andre sprogspil.
Det lyder som en banal pointering, men det er det ikke. Det er en synsmåde, som åbner op for andre opfattelser af vores måde at kommunikere med hinanden på, og man kan selv prøve at tænke efter i dagligdagen, om ikke det passer. I dag sad jeg i toget over for en pige, der brugte udtrykket "godt, så" mindst 50 gange i løbet af en mobiltelefonsamtale. Havde jeg ikke tilfældigvis netop læst Wittgenstein, havde jeg sikkert fundet samtalen irriterende - i stedet var jeg optaget af, hvorfor hun sagde, som hun sagde.
Man kan sige, at mens den logiske positivisme ønskede at isolere meningsfuld sprogbrug fra meningsløs ditto, således at kun en lille gruppe af sproglige ytringer var meningsfulde, åbenbarer den sene Ws tilgang et helt undergrunds-netværk af fungerende, konkrete sprogpraksisser, der naturligvis både kan og skal betegnes som meningsbærende, fordi det nu engang er sådan, vi samtaler. Den tanke - at sproget henter sin mening fra sprogbrugen og derfor ikke har behov for at blive skåret til som et bonzaitræ for at legitimere sig som meningsfuldt - er af enorm betydning, tror jeg. I al fald forekommer Ws perspektiv mig at være det mest givtige. At tage udgangspunkt i den faktiske sprogbrug gør én bedre til at forstå andre - og gør én selv til en bedre bruger af sproget.
