Så kom jeg igennem L. Sprague De Camps Lovecraft-biografi. Det er første gang i temmelig lang tid, at jeg har læst en bog på 480 sider, og det er første gang overhovedet, at jeg har læst noget detaljeret om MANDEN Lovecraft. Lovecrafts liv var - tror jeg godt, man kan tillade sig at sige - i bund og grund ret tragisk. Han tilbragte sin ungdom uden at have ret meget kontakt til andre jævnaldrende, (over)beskyttet af en mor, der havde fostret den tvangstanke, at hendes søn var for grim til at færdes blandt andre mennesker. Han var overfølsom over for kulde, nervøst anlagt og led af mystiske anfald. Da moderen døde, overtog Ls to tanter tjansen.
Bortset fra et par år i New York, mens Lovecraft var gift, boede han hele sit liv i hjembyen Providence og plejede en gentleman-fantasi, der bl.a. indebar, at enhver form for arbejde, der blev udført med det formål at tjene penge, var uhørt. Lovecraft opnåede aldrig at ernære sig ved fast arbejde og havde, viser De Camp, en katastrofal mangel på økonomisk sans. I stedet for at sælge sine historier, når han fik tilbudt penge for dem, tilbød han dem ofte vederlagsfrit til sine venner, som så kunne trykke dem i forskellige amatørpublikationer. De Camp citerer en af Lovecrafts ansøgninger, som i virkeligheden er en punkt-for-punkt begrundelse for, hvorfor han ikke er velegnet til den pågældende stilling. Sin måske bedste historie, "The Case of Charles Dexter Ward", lod Lovecraft ligge i flere år efter færdiggørelse, fordi maskinskrivning var ham inderligt imod og han derfor ikke orkede at renskrive den håndskrevne original.
I disse år med isolation - men især i perioden i New York, hvor L aldrig kom til at føle sig hjemme - er Lovecrafts breve fulde af xenofobiske udfald mod jøder, italienere, negere, asiater og andre immigrantgrupper, han opfatter som inferiøre. Den svagelige, overbeskyttede, belæste men meget lidt livserfarne unge mand, som aldrig kommer udenfor en dør og møder noget marginalt anderledes menneske, sidder derhjemme og skriver spalte på spalte om "den ariske races" overlegenhed. Afstanden fra forfatteren til den stolte krigertype, han hylder på skrift, er til at tage at føle på.
Det ville have været let - som jeg har set andre gøre det - på baggrund af disse udgydelser, som er legio og hårdt formuleret i Lovecrafts tidlige breve, at lukke øjnene for forfatterens andre sider - uagtet at Lovecrafts xenofobi reduceredes betydeligt i hans senere år, hvor han fik lejlighed til at rejse meget og stifte bekendtskab med nogle af de inferiøre kulturer, han tidligere havde skrevet om. "What the hell did Greene see in this guy?" spørger Annalee i sin blog - i en artikel om Sonia Greene, Lovecrafts hustru gennem to år.
Det er ikke svært at se, at Lovecrafts xenofobi var uløseligt forbundet med hans isolerede opvækst, og at hans samfundsidealer var en slags forsvarsreaktioner - måder, at investere værdi i tilværelsen på og få den til at give mening. På skrift forsvarede han idealerne, men slækkede på dem, når de skulle realiseres - så godt som alle, der har mødt Lovecraft, beskriver ham som et sympatisk og venligt væsen, og xenofobiske udfald synes ikke i særlig grad at have ligget til ham, sådan som de gjorde til brev-personen Lovecraft. Jødernes underlegenhed var i en årrække Lovecrafts yndlingsemne, men ikke desto mindre giftede han sig med én. Så meget for idealerne.
Efter at have læst De Camps bog finder jeg det ikke særligt mærkeligt, at en energisk, foretagsom og udadvendt kvinde som Sonia Greene kunne forelske sig i en indesluttet tænker som Lovecraft. Lovecraft var fuld af modsætninger og havde som de fleste andre både sympatiske og mindre sympatiske sider. De Camps præstation er, at han antyder sammenhængen imellem dem: kærligheden til barndomsbyen Providence, angsten for alt fremmed og for forandring, ønsket om at leve i en svunden og mindre dekadent tidsalder, Lovecrafts næsten totale mangel på interesse for alt seksuelt, hans store sukkerforbrug, hans sparsommelighed, utidssvarende gentleman-adfærd, royalisme, rastløshed, tilbagevende livslede og (i de senere år) voldsomme selvkritik, osv. osv.
Samtidigt fornemmer man, at De Camp også er drevet af irritation. Han vender igen og igen tilbage til Lovecrafts håbløse økonomiske dispositioner og det faktum, at han aldrig tog et rigtigt arbejde, men i stedet faldt tilbage på bekvemme gentleman-tanker, ifølge hvilke det var utænkeligt at arbejde for penge og ikke af lyst eller kunstnerisk inspiration.
De Camp er også synligt irriteret over, at Lovecraft havde en livslang tendens til at påbegynde projekter, han aldrig færdiggjorde - og som han droppede i det øjeblik, det gik op for ham, at projektet indebar systematisk arbejde. Et eksempel, De Camp i særlig grad synes at hidse sig op over, er, at Lovecraft aldrig påtog sig at lære at skrive på maskine med mere end to fingre. Et mere alvorligt eksempel er, at Lovecraft udskød et lægebesøg igennem to år til trods for, at han i sine notater gennem hele denne periode beklagede sig over at være hæmmet af visse symptomer, der i 1937 - hvor det var for sent at operere - viste sig at dække over dødelig kræft.
Om Lovecraft virkelig var blevet en bedre forfatter, dersom han havde haft en stor omgangskreds, et almindeligt seksualliv og og et fast arbejde, lader sig naturligvis vanskeligt besvare (selvom De Camp ikke synes at være i tvivl) - men under alle omstændigheder tror jeg, det er til biografiens fordel, at den er skrevet af en forfatter, der så åbenlyst ikke deler Lovecrafts anskuelse af gentleman-geniets ret til at dalre omkring i lediggang på livsbasis. Og som i langt højere grad end Lovecraft har forståelse for, at forskellige former for litteratur tilfredsstiller forskellige former for behov. Når det gælder personen Lovecraft, har De Camp masser at sige - mens han til gengæld ikke bruger nær så meget plads på Lovecrafts historier.
Det sidste er nok biografiens svage punkt. Det fremgår ikke rigtigt, skønt De Camp i sidste kapitel udtrykkeligt placerer Lovecraft i samme liga som Poe og endda lidt over, hvad det er, der gør Lovecrafts fortællinger særegne eller værd at beskæftige sig med. For mange af historiernes vedkommende er De Camps gennemgang ordknap og rummer blot en handlingsbeskrivelse, en kort vurdering som "competent" eller "undistinguished" samt en præcision af antallet af ord i de omtalte noveller.
I et enkelt tilfælde (jeg husker ikke hvilken novelle, det drejer sig om) nøjes De Camp med at anføre en ironisk bemærkning omkring de sensitive Lovecraft-hovedpersoners tendens til at besvime i tide og utide (som - tror jeg - irriterer De Camp af samme grund, som Lovecrafts egen manglende evne til at agere rationelt og fokuseret i forhold til konkrete problemer gør det). Men hvorfor skulle en hovedperson i en novelle ikke kunne være irrationel og have en uhelteagtig tendens til at blackoute på kritiske tidspunkter? Tintin bliver som bekendt også altid slået ned bagfra.
"Of all Lovecraft's stories, those comprising Herbert West - Re-Animator are perhaps the most forgettable", hedder det på side 171. Sætningen, der ikke følges op af nogen forklaring, minder om en af de ubrugelige halvandenlinies "anmeldelser" i "Halliwell's Film Guide". Samme fornemmelse som at stikke tungen ud af vinduet. Det er ikke spor indlysende, hvori det "forgettable" består, eller hvad der i øvrigt ligger til grund for De Camps dom. De Camp hæfter sig i andre sammenhænge (med god grund) ved tendensen til overforbrug af tillægsord især i Lovecrafts tidlige noveller, hvor forfatterens valg af tillægsord desuden ofte er anstrengt, fordi de fortæller læseren, hvordan han/hun skal føle, fremfor at hensætte denne i en bestemt sindstilstand. Med andre ord: i stedet for at beskrive noget horribelt, skriver den unge, sprogligt uerfarne Lovecraft simpelthen i stedet: "horrible". Forskellen på de to fremgangsmåder svarer til forskellen på at føle eksempelvis glæde og at få at vide, at man skal føle glæde.
Denne observation forekommer mig at være indlysende rigtig - Lovecraft havde i mange år vitterligt et problem med, at han så at sige smurte for tykt på. Men denne tendens er netop meget nedtonet i "Herbert West", måske fordi Lovecraft ikke følte sig særligt inspireret til at skrive dette bestillingsarbejde - så hvorfor De Camp opfatter denne underholdende seriefortælling som lavpunktet i Ls produktion, står hen i det uvisse.
Mange af Lovecrafts historier rummer selvbiografiske passager og ideer, der giver bedre mening for én, der er bekendt med Lovecrafts egen livsfilosofi og de biografiske detaljer i hans liv. Og som sådan kan De Camps biografi - fordi den er vellykket som personportræt - tjene som en guide også til novellerne og romanerne. Den er velskrevet og medrivende, drevet af lige dele sympati og irritation, og jo længere, jeg kom ind i den, jo sværere havde jeg ved at lægge den fra mig. Et eller andet sted, tror jeg, er den konciperet som en løftet pegefinger - en slags "don't try this at home"-advarsel. Den yder med sine ofte noget kortfattede værkgennemgange ikke altid Lovecrafts historier den opmærksomhed, de fortjener. De Camp har ønsket at komme bagom personen Lovecraft, og emnets modsætningsfuldhed taget i betragtning forstår man godt biografistens trang til at psykoanalysere og fortolke. Blot betyder dispositionen, at Lovecrafts fiktive univers ikke rigtigt kommer til sin ret, og at temaerne i Ls litterære produktion - herunder det kosmiske aspekt af Lovecrafts horror - typisk kun behandles i det omfang, de er relevante ud fra en biografisk synsvinkel.
