Blot et lille indlæg for lige at give udtryk for min dybe respekt for TV Midt/Vests Johanne Bagge. Den er baseret på et flygtigt indtryk - nemlig ½ nyhedsudsendelse - men sikke ½. Her er Johanne på Facebook.
Ny installation i Kulturhistorisk Museum Randers' middelalderudstilling - med speak af Peter Laugesen:
http://amtsavisen.dk/SECTION/webtv
Scroll ned til "Nyt liv i middelalderen".
Er i dag startet på mit første jobsøgningskursus og har bl.a. fået at vide, at det er bedst at afsende ansøgninger fra en email-adresse, der ikke indeholder uartige ord. Af hensyn til spamfiltre og blufærdighed. (Ikke at jeg har en sådan, forstås - jeg har bare fået det at vide.)
Dagens musiker er Lou Reed. 
Lou Reed har - det lader sig svært benægte - stået for nogle af rockhistoriens største albumflop. (Flops?) Jeg ved det, for jeg har en ven og studiekollega, der på et tidspunkt samlede på pladerne og tvangsindlagde mig til at lytte til dem.
Men han har også - Lou Reed, altså, og det er det mærkelige - stået for nogle af de indiskutabelt bedste. Man plejer i denne forbindelse gerne at fremhæve "Berlin" og "Transformer", som jeg imidlertid aldrig har haft noget forhold til. "Berlin" er god, men har den uheldige bivirkning at man får lyst til at snitte i sig selv af den. Mens "Transformer" efter min mening er ret hypet.
De uomgængelige Reed-plader hedder i min verden "Legendary Hearts" og "New York", til dels "Set the Twilight Reeling" - og, hvis man medtager kollaborationer, "Songs for Drella" med Reed & Cale. Og der er flere gode, selvfølgelig. Både "Drella" og "New York" er blandt de 10 plader, jeg ville tage med på en øde ø. Go get.
Dagens tema er: irritation. Jeg er ikke i almindelighed noget vredladent eller aggressivt menneske, derimod kan jeg sagtens fra tid til anden irritere mig over helt ligegyldige detaljer. Et par eksempler.
Ting nummer 1: Jeg lytter - bl.a. fordi jeg sjældent ser nyhederne - en hel del til debatprogrammer på internettet, herunder ikke mindst "P1 Debat". En af værterne har ved afslutningen af programmet en lille, fast vignet - i sig selv en irriterende ting at have - hvor han siger "Mit navn det er [navn], der siger tak for i dag". Hver eneste gang. Hvorfor "mit navn det er" og ikke bare "mit navn er"? I det hele taget: en langt bedre, om end måske mindre kæk, sætning ville have været "Mit navn er [navn], og jeg siger tak for i dag". Hvem kunne finde på at sige "Mit navn det er Lars, der slår græs?"
Ting nummer 2: For en måneds tid siden købte jeg - blot for lige at være lidt med - en plade ved navn "Made of Bricks by Kate Nash". Nedsat, vel at mærke. I mellemtiden har jeg lyttet til den tre-fire gange, og jeg har stadigvæk ikke fundet ud af, hvad jeg skal mene om den. På den ene side: Nashs leg med vokaler er anderledes, der er en energisk ungdommelighed over flere af numrene, og titlen er god. På den anden side kan jeg ikke rigtig relatere til indholdet. Nashs univers er fyldt med romantiske idealer og aggressioner - og fyldt med Nash. Jeg tænker, når jeg hører pladen, mest på, om hun dog ikke bare kunne begynde at studere fugle eller spille skak, blive astronaut eller foretage sig et eller andet, der ikke omhandler hendes egne frustrationer. Pladen starter med et kort optimistisk nummer, som repeterer sætningen "I like to play". Men der er - synes jeg - desværre for lidt "play" og for meget brok over resten af albummet.
Til slut, som modvægt, to helt u-irriterende ting. En af de få glæder ved at være arbejdsløs er at kunne lytte til Poul Friis og "P1 Formiddag". Tjek udsendelserne her, og tag og lyt til en af de seneste, hvor Hans Hauge er gæst og diskuterer moderne nationalisme.
Og: forleden så jeg "Teeth", en ny horror-komedie om en kristen teenagepige, der udvikler tænder. Dernede, altså. Og jeg lo.
Titanerne mødes: The Dubliners og The Pogues, "Irish Rover".
Fandt i går aftes mine gamle Dubliners-CD'er, som har samlet støv på hylden alt for længe, frem - og lader hermed weekenden stå i Dubliners' tegn. Her er min lille og ikke spor fornemme, men højt beskattede Dubliners-albumsamling:
"The Dubliners" [dobbelt-cd i "Double Gold"-serien]
"40 Years"
"Irish Rover"
"Greatest Hits Volume 1"
"Greatest Hits Volume 2"
"Live in Carré"
TP Musik og Film har for tiden tilbud på "Zappa Plays Zappa":
... som er sønnens (Dweezil) hyldest til faren (Frank), sammen med flere af Zappas gamle bandmusikere. Det er bestemt en god plade - og ikke mindst til 25 kroner - men måske også en anelse meningsløs for andre end de implicerede musikere. Bedste indslag er Zappa juniors version af "Zomby Woof".
Får til en forandring set flere film, end jeg indkøber. Titler fra de seneste dage: "Semi-Pro", "The Chair", "Tropic Thunder" og "Fantastic Voyage".
