FORM på DR1
19. aug 2009 12:50, Lars Gorzelak PedersenIndslag om Kulturhistorisk Museum Randers' særudstilling om Richard Nissen, FORM, i aftenens udgave af "Hvad er det værd?" på DR1 kl. 19.30.
Indslag om Kulturhistorisk Museum Randers' særudstilling om Richard Nissen, FORM, i aftenens udgave af "Hvad er det værd?" på DR1 kl. 19.30.
En præsentationsvideo af CAVIs interaktive runsten, som kan ses på Kulturhistorisk Museum Randers.
I mandags startede jeg påny som projektansat hos Kulturhistorisk Museum Randers – og jeg er, som sådan, ikke helt og aldeles upartisk. Det er klart. Men alligevel: CAVIs nye, interaktive runesten er noget af det mest blærede, jeg kan erindre at have set på et museum. Tag ind og se den, hvis du får chancen.
Fin omtale af Kulturhistorisk Museums to kommende projekter - heriblandt mit - på TV2 Østjyllands hjemmeside (tak til Torben for tip). Jeg kan da tilføje, at skulle TV Midt/Vests Johanne Bagge - og det var altså Johanne Bagge - ønske at høre nærmere om projektet i form af et interview, vil forslaget ikke falde ganske på stengrund.
Trods en forglemmelse i går er det stadig alkoholisk uge på bloggen, og dagens indslag er AC/DC, "Have A Drink On Me":
Tillykke til Rune med den flotte modtagelse af "Oplysning og tolerance". Anmeldelser, omtaler, reaktioner m.v. kan findes via denne link-side, og bogen kan bestilles her.
I dag afhopper jeg fra mit jobsøgningskursus og holder tre ugers ferie - krydsogtværshæftet er allerede indkøbt. Årsagen (til afhopperiet) er, at jeg er blevet stillet endnu en projektansættelse på Kulturhistorisk Museum Randers i udsigt, med planmæssig start i begyndelsen af august.
Er i dag startet på mit første jobsøgningskursus og har bl.a. fået at vide, at det er bedst at afsende ansøgninger fra en email-adresse, der ikke indeholder uartige ord. Af hensyn til spamfiltre og blufærdighed. (Ikke at jeg har en sådan, forstås - jeg har bare fået det at vide.)
Dagens musiker er Lou Reed. 
Lou Reed har - det lader sig svært benægte - stået for nogle af rockhistoriens største albumflop. (Flops?) Jeg ved det, for jeg har en ven og studiekollega, der på et tidspunkt samlede på pladerne og tvangsindlagde mig til at lytte til dem.
Men han har også - Lou Reed, altså, og det er det mærkelige - stået for nogle af de indiskutabelt bedste. Man plejer i denne forbindelse gerne at fremhæve "Berlin" og "Transformer", som jeg imidlertid aldrig har haft noget forhold til. "Berlin" er god, men har den uheldige bivirkning at man får lyst til at snitte i sig selv af den. Mens "Transformer" efter min mening er ret hypet.
De uomgængelige Reed-plader hedder i min verden "Legendary Hearts" og "New York", til dels "Set the Twilight Reeling" - og, hvis man medtager kollaborationer, "Songs for Drella" med Reed & Cale. Og der er flere gode, selvfølgelig. Både "Drella" og "New York" er blandt de 10 plader, jeg ville tage med på en øde ø. Go get.
En hurtig update med spredt fægtning...
En stor tak til bror Bo, fra hvem jeg i dag modtog en fødselsdagspakke med Wagnerites-/Warcraft-tema. Indholdet var 2 styk badges med Wagnerites-motiv (officielt Warcraft-guild-badge), en hot blood elf rogue-plasticfigur samt Bernard Shaws "The Perfect Wagnerite", som jeg glæder mig meget til at læse. Dagen har i øvrigt været mindeværdig derved, at jeg har været til endnu en jobsamtale - denne gang på Afdeling S (psykiatrisk afdeling) på Risskov Universitetshospital - og endnu engang blev nummer to. Men jeg fik ros bagefter, og også på plussiden: de indlagde mig ikke. Vejret er fremragende, jeg går rundt og læser Wodehouse, og dagens plade er Souvenirs' sjette, "Rækkehuse på Mars". Som hermed anbefales:
Jeg hører en sugende kosmisk musik
strømme blidt fra en helsebutik
Men er der rækkehuse på Mars?
Der er da fedt nok her, bevares
Er der korsang og syning og gymnastik
eller kurser i selvkontrol og kybernetik?
Er der rækkehuse på Mars?
Jeg så Melodi Grand Prix i weekenden - for første gang i formentlig 15 år - og kan forstå, at det er blevet en hel del mere kompliceret end tidligere. Norges fnattede eventyrsang kan kun have vundet som følge af aftalt spil, thi Moldovas indslag var begavet med eftertrykkeligt mere pep, og Tyskland havde, bemærkede jeg, gæsteoptræden af selveste Dita Von Teese, som - as if you didn't know - jo altså ser sådan her ud:
Monoton norsk eventyrsang vs. ovenviste? You can draw your own conclusions.
Som Københavnersnuden gør opmærksom på i sin kommentar: Marilyn Chambers - kendt fra bl.a. "Behind the Green Door" og "Insatiable" - er død, kun 56 år gammel. Mere her. Og hvil i fred i den store Ivory Snow-himmel, Marilyn.
I lørdags holdt jeg post-fødselsdagsfest for drengene - på Bryggeriet og senerehen, på foranledning af dr. Baunvig, på Casino Bar. Tak til alle for en imponerende indsats. Og i dag har jeg været til jobsamtale på Statsbiblioteket. Jeg fik desværre ikke jobbet, men blev nummer to ud af 400 ansøgere. Og samtalen var rar.
Dagens musik er Van Morrison, "Astral Weeks - Live at the Hollywood Bowl", som jeg fik i fødselsdagsgave i lørdags. Sammen med bl.a. "Ånder" af Stefano Benni, manuskriptet til "Nightbreed" - og ikke mindst denne bog:
Maddox' mandigheds-alfabet. Yeah, baby.
Eftermiddagens projekt har været at udarbejde en publikationsliste - i forbindelse med en ansøgning, jeg er ved at skrive, og som således greb om sig. Jeg er nået frem til følgende, idet jeg for indeværende har udeladt mine selvudgivne digthæfter. Der mangler med garanti også læserbreve og diverse udgydelser i netaviser. Tilføjelser modtages med taknemmelighed - såfremt det er noget, der tåler dagens lys.
***
UDVALGTE PUBLIKATIONER
2008, ”Middelalderens mennesker: En publikumsundersøgelse”. In: Danske museer, nr. 6 (december).
2008, ”Middelalderens Mennesker: Formidlingsperspektiver fra interviewundersøgelsen”. In: MiD – Museumsformidlere i Danmark, nr. 19.
2008, ”Middelalderens mennesker: En publikumsundersøgelse”. Rapport. For Kulturhistorisk Museum Randers/Kulturarvsstyrelsen.
2007, ”Tæt på publikum – brugen af kvantitative og kvalitative publikumsundersøgelser på museer”. In: Mid – Museumsformidlere i Danmark, nr. 16.
2007, ”Lækker lækker lækker". Anmeldelse af Kira Eggers’ Den nøgne sandhed: En pinups erindringer. For Det Danske Pornografi-Selskabs hjemmeside.
2007, "Lumre liderbukke med folkelig succes - de danske sexkomedier". In: Filmmagasinet Mifune nr. 22.
2006, ”Ulve og lam: Under Jomfrukildens overflade”. In: 16:9 nr. 18.
2006, ”Et menneske lades ikke i ro – facetter af Johannes Sløks forfatterskab”. Bogudgivelse, Aarhus Universitetsforlag. Medredaktør og bidragsyder.
2006, ”Sløk var en tænker i verdensklasse”. Replik. In: Kristeligt Dagblad, 28. feb.
2005, ”Sådan er kapitalismen… tema og æstetik i Rainer Werner Fassbinders Den tredje generation”. In: 16:9 nr. 14.
2005, ”Galskaben i metoden: Om Dario Argentos Profondo rosso”. In: 16:9 nr. 12.
2005, "I anledning af Tingens genopstandelse og den almindeligt tiltagende idioti". Replik til Helmut Nyborg-interview. In: Idéhistories institutblad, Tingen.
2005, "Henry ud af landskabet igen. Efter Per Højholt". Nekrolog. In: Idéhistories institutblad, Tingen.
2004, ”La Sindrome di Stendhal”. Bidrag til hæftet Dario Argento. Edition Tiger (ISBN: 87-989294-3-7).
2004, "Det overnaturlige". Anmeldelse af Erwin Neutzsky-Wulffs bog. In: Semikolon - tidsskrift for idéhistorie, semiotik og filosofi nr. 9.
2004, "Mississippi". Digt. In: Allegro - niogtres digte. Undergrundsforlaget Lyrica.
2004, "Koncentration i februar". Med Morten Riis og Bo Gorzelak Pedersen. Edition Tiger. ISBN 87-989294-2-9.
2003, div. filmanmeldelser for Microsoft, film.intertain.dk.
2003, div. kronikker for Aarhus Universitets universitetsavis, Information & Debat.
2002, "Mirakler - møder mellem himmel og jord". Anmeldelse af Niels Christian Hvidts bog. In: Tingen, oktober 2002.
2002, "Nietzsche: En biografi om hans tænkning". Anmeldelse af Rüdiger Safranskis Nietzsche-biografi. In: Tingen, februar 2002.
2002, Fire digte. In: Babel - tidsskrift för svensk och dansk litteratur #5, januar 2002.
2001-2009, div. filmanmeldelser for online-filmmagasinet www.uncut.dk.
2001, "Erotikken på dansk". Anmeldelse af Georges Batailles Erotikken. In: Tingen, oktober 2001.
2000, "For længe siden". Anmeldelse af Erwin Neutzsky-Wulffs nyoversættelse af 1. Mosebog. In: Tingen, december 2000.
2000, "Adornos begreb om kulturindustri". In: Tingen, marts 2000.
1999, "Something Wicked This Way Comes. Bemærkninger om ondskaben i hverdagen og om det onde som idéhistorisk tema". Replik. In: Tingen, oktober 1999.
1999, "SEXPOL og lyset fra Orgon. Om Wilhelm Reichs karakteranalytiske vegetoterapi". In: Tingen, marts 1999.
1998, "Kingos salmebog". Om forskellen på Kingos og Luthers kristendom. In: Tingen, december 1998.
UDVALGTE UNIVERSITETSAFHANDLINGER
Det guddommelige menneske: Om sammenhængen mellem identitet, skæbne og guddommelighed i Marcus Aurelius' Meditationer, Corpus Hermeticum og Det Gyldne Æsel af Apuleius. Speciale (idéhistorie).
Bergmans "Jomfrukilden". Film og tv-historie (film og tv).
Jes Bertelsen. Aktualiserende projekt (idéhistorie).
En redegørelse for gnostisk frelses- og opstandelseslære med udgangspunkt i Sandhedens Evangelium og Thomasevangeliet. Bachelorprojekt (idéhistorie).
"Gør rede for Freuds religionskritik med udgangspunkt i hans værker Totem und Tabu, Die Zukunft einer Illusion og Das Unbehagen in der Kultur, og konfrontér den med Sløks syn på religion og rationalitet ud fra Det religiøse sprog." Emneområde 1 (idéhistorie).
Om sammenhængen mellem etik og lykke hos Platon og de sene stoikere. Hovedværker før 16. århundrede (idéhistorie).
"Om kirkens babyloniske fangenskab". Augustins og Luthers kirkesyn (idéhistorie).
Det ene med det andet - om Plotins hypostaselære. Filosofihistorie 1 (idéhistorie).
***
Nå. Grace Jones-CD'en er så åbentbart blevet udskudt og udkommer først medio/ultimo november. Øv.
En lille rekapitulering af weekenden og frem til og med i dag, som måske ikke er den mest gribende, jeg har bragt her på bloggen (men i så fald er den i godt selskab):
I lørdags vågnede jeg op til lyden af voldsom susen for øregangen og frygtede, som man gør, det værste. Det viste sig - alt taget i betragtning heldigt nok - at være en højttaler, eller muligvis min forstærker, der har sat ud. Den havde stået tændt om natten - pga. det der med skovlydene. I ved nok.
Søndag var grå - og i dag har jeg været til jobsamtale hos Sundhedsplejen Syd. I Højbjerg.
Det er mandag formiddag, og for første gang i flere måneder sidder jeg ikke på dette tidspunkt og skriver om kvalitative og kvantitative undersøgelser, publikumsobservationer, læringsteori og formidlingsperspektiver. I stedet lytter jeg til Bryan Ferrys Bob Dylan-hyldest, "Dylanesque". Det skyldes ikke et forsinket ungdomsoprør (som jeg i øvrigt på en måde kan siges at have overstået, da jeg glemte at møde op til session... eller sådan ville man i al fald kunne sige, hvis det havde været med vilje), men at jeg - og øv, egentlig - havde min projektansættelses sidste arbejdsdag på museet i fredags. Og altså nu er en af de få, som der efterhånden ikke længere er så mange af, der er arbejdsløs. Tak til kollegaer for gaver og godt samarbejde og -vær gennem de sidste (sammenlagt) 2 års tid. Og jeg håber selvfølgelig på at vende tilbage igen, someday, somewhere:
Har netop opdateret CV'et.
Hep! Har gået rundt med en forestilling om, at min sidste arbejdsdag på museet var 5. september - men ved rent faktisk at læse, hvad der står i mit ansættelsesbrev, er det i dag gået op for mig, at jeg faktisk er ansat til 26. september. Tog til Århus efter arbejde og kom hjem med en Woody Guthrie-CD til 25 kroner. Som jeg nu vil lytte til, mens jeg cykler mig en tur.
Her er "Song to Woody", fra Bob Dylans debutplade.
Kaptajn Sulu skal giftes, 71 år gammel. Pavekontoret ønsker tillykke.
Og i dag færdiggjorde og sendte jeg arbejdsrapporten over min publikumsundersøgelse i "Middelalderens Mennesker" til Kulturarvsstyrelsen. Undersøgelsen har været i gang siden oktober sidste år, hvis man medregner alt fra de teoretiske forberedelser over det praktiske forløb og til afrapporteringen. Og det gør man. 244 sider fylder værket - i to bind - og om det kan man sige tre ting: a) jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal læse den, og b) det er mig bekendt den største kvalitative publikumsundersøgelse på et dansk museum EVER, og c) min plads i historiebøgerne er dermed sikret, og jeg kan trygt spendere resten af min tilværelse på tant og fjas.
En af de helt store fjasere var som bekendt Richard Wagner. Genlytter for tiden "Gudedæmringen", sidste del af Wagners operacyklus om Nibelungens ring. Her er den smukke finale (pas på: bare Rhindøtre).
Midsomer er nu - takket være en alt for ihærdig indsats gennem de sidste 3 dages tid - meget tæt på at være level 70. Hvilket - foreløbigt - er den højeste level, man kan opnå i World of Warcraft. Derefter handler det - indtil udvidelsen kommer - om forbedring af udstyr, om at spare op til et flyvedyr (tjek) og om at opnå ære, hvilket sker gennem pvp, spiller mod spiller. Tjek Midsomers vitale data her.
I opmærksomheden på at nå så vidt har jeg helt glemt at fortælle, at jeg i tirsdags fik besked om, at jeg har fået godkendt endnu en projektansættelse hos Kulturhistorisk Museum Randers. Projektet består i en udvidelse af den publikumsundersøgelse, jeg allerede har lavet, i form af noget artikelskrivning og perspektivering til internationale undersøgelser. Ansættelsen starter 1. maj, med første mødedag 5. maj, og jeg er - naturligvis - både glad og lettet.
Har her til morgen været til jobsamtale på Arbejdsmarkedscenter Syd i Viby. Det var en succesoplevelse, så jeg tillod mig efterfølgende at belønne mig selv med følgende musikindkøb:
Det er torsdag, og gårsdagens forårsvejr er væk. Dagens cd er Olesen-Olesen, "Solsort og forstærker". Fra titelnummeret:
Du siger du holder af ord
som "solsort" og "forstærker".
Jeg ved hvad du mener,
og det ved jeg, du mærker.
Jeg har tilbragt formiddagen med at være til vejlednings- og CV-godkendelses-møde hos A-kassen. Resultaterne af de skærpede regler er til at få øje på: ved tidligere møder af denne type, som jeg har været til, var der 30-40 stykker, i dag var der seks fremmødte. I øvrigt alle hunkøn, fraregnet mig. Jo mere absurde, beskæftigelsesministerens påfund bliver, jo mere forstående bliver A-kassemedarbejderne, har jeg indtryk af - og tak for det.
Uden sammenhæng med ret meget - ud over at hun ser sød ud, og at jeg netop har set "Blades of Glory": et billede af Jenna Fischer i frækt undertøj.
Og ude i landet: Ruth Evensen er blevet anmeldt til politiet på baggrund af et indslag i DRs "Søndagsmagasinet". I indslaget fortæller et tidligere medlem af Faderhuset, at Evensen forbød moren til en lille pige at gå til politiet med en anmeldelse mod faren for incest - med den begrundelse, at pigen var besat af en dæmon.
I går aftes var jeg i Randers, til spisning med receptionisterne fra museet, som - i anledning af min forestående 30-årsdag - havde medbragt gaver. Bl.a. et sushi-sæt med tilhørende fad, jordbær, karameller og en blomst. Tak til alle for endnu en hyggelig aften.
Sidst læst: Olav H. Hauge, "Dråber i østenvind". Som - synes jeg - var en lidt tam sag? Samt "Where Do We Come From" af Carl Zimmer.
I går, fredag, var min - i al fald i denne ombæring - sidste arbejdsdag på Kulturhistorisk Museum, og jeg er således nu, igen, arbejdsløs akademiker. But on a higher level. Det blev en kort sidste uge - eftersom jeg lagde mig syg onsdag og torsdag med en art omgangssyge - men en god sidste dag, synes jeg. Jeg havde frabedt mig alt for meget opmærksomhed, men slap ikke for gaver. Her ses to flasker mjød, et kulturhistorisk relevant afskedskort samt borgmesterglas, smagfuldt præsenteret på komfur af typen keramisk kogeplade.
Det første, der presser sig på, er en masse praktisk, som alt sammen er blevet bevidst forsømt i de sidste uger med rapportskrivning. Og så vil jeg lige om lidt gøre noget, jeg alt for sjældent har haft tid og energi til, mens jeg har været på museet, nemlig cykle en tur.
Dagens cd er "Den store lysfest" af Voss/Torp, sunget af Nanna, Peter Belli og Steffen Brandt. "Den store lysfest" er en fin og lidt artsy popplade fra 1987 med tekst og musik af Voss/Torp, som senere blev - sammen med Sofie Bonde - til Souvenirs. Den anbefales, ikke mindst pga. det 11-minutter-lange slutnummer "Gøglernes liv", sunget af Peter Belli - som du garntrisser sjældent har hørt ham synge før. "En gøgler, en gøgler føler sig aldrig alene".
Uden sammenhæng med noget - udover, at jeg synes, at videoen er lidt sød (og så, at det selvfølgelig er et godt nummer): her er "Let There Be Rock" med AC/DC. Fra 1977-pladen af samme navn.
Tre ikke helt ubetydelige begivenheder i mit liv:
Jeg har fået min projektansættelse på museet, som egentlig skulle være ophørt på fredag, forlænget med to uger.
Viceværtens kombinerede svupper/soda-trick ser ud til - på trods af et umiddelbart skuffende resultat - at have fungeret over tid, så min håndvask nu synes helt og aldeles ustoppet for første gang i flere måneder.
Min Warcraft-warlock er blevet level 40 og har dermed fået sin første "mount" - en helhest med flammende hove - så jeg kan komme hurtigt omkring. Det skete kort efter, at jeg fik en ny minion, en slags dæmon-gris med antenner. Bemærk også min pointy, blå hat. 
En kort reminder: Kl. 11 i dag åbner særudstillingen "De dødes landsbyer" - om Randers og romerriget - på Kulturhistorisk Museum Randers, Kulturhuset. Kig ind, hvis du er i nærheden. Mere om udstillingen her.
Yderligere to tilføjelser til Brian Eno-cd-samlingen: "More Music for Films" og "Spinner", sidstnævnte med Jah Wobble.
Og i morgen kl. 11 - altså lørdag den 9. februar 2008 - er der udstillingsåbning på Kulturhistorisk Museum Randers. Læs om særudstillingen "De dødes landsbyer" her. Jeg tog et kig ind blandt de arbejdende folk på museet kort før fyraften, og den bliver drønflot, udstillingen. Så hvis du er i Randers i morgen ved 11-tiden...
Pavekontorets kultur-service informerer:
"Populær kærlighedsmusik af Marie Frank, ”speed-venne-dating”, debatteater af teaterskolen Kastali’a, oplæg om kærlighed og sex af sexolog Gitte Ahm Pedersen samt masser af sjov og hygge: Det er, hvad unge mellem 13 og 18 år kan opleve, hvis de møder op i Kulturhuset til arrangementet ”Kærlighed på tværs”, lørdag d. 12. januar fra kl. 14.00 til 16.30."
Mere om arrangementet samt detaljeret program her.
Det meste af arbejdsdagen er gået med et udvidet arbejdspladsvurderingspersonalemøde. Efterfølgende tog jeg Første Initiativ til Realiseringen af Mit Nytårsforsæt (se gårsdagens blog-post), idet jeg gik på biblioteket og lånte to videnskabeligt udseende bøger: Carl Zimmers "Where Did We Come From? An Intimate Guide to the Latest Discoveries in Human Origins" (2005) og Thomas Hylland Eriksens biografi "Charles Darwin" (1997).
I dag har jeg lært:
En hominid - eller i flertal: hominider - er en art, eller et eksemplar af en art, der (ifølge videnskaben om den slags) befinder sig på samme udviklingslinie som mennesket. Historisk, altså. En hominid er altså ikke nødvendigvis en forfader til mennesket, men kan også betegne et sideskud. Underforstået: fra den udviklingslinie, der senere blev til homo sapiens. (Men - altså - ikke via sideskuddene.)
Menneskehedens vugge er området omkring Rift Valley, en 6000 km lang sprækkedal, der løber gennem Østafrika. Det var herfra, vi gik ud, da vi gik. Kløfterne og forsænkningerne er skabt af tre kontinentalpladers bevægelse væk fra hinanden for 35 mio. år siden - i en såkaldt geologisk triple junction, mere om det her. Der er opdaget vigtige rester efter hominider - se ovenfor - i Rift Valley.
Den ældste hominid, man har fundet, hedder Sahelanthropus tchadensis og stammer muligvis fra den først udviklede art efter, at vores egen udviklingslinie forgrenede sig fra menneskeabernes. Arten var opretgående. Den - eller rettere: dens kranium - blev fundet i 2001 af Ahounta Djimdoumalbaye, en universitetsstuderende, i Djurab, Sahara.
Der har været tyst på bloggen i nogle dage, men her følger en kort orintering: jeg var i fredags - og det var hygsomt som altid - til julefrokost med receptionisterne på Jørgensens i Randers, som sædvanligt som eneste, eksklusivt inviterede hankønsvæsen i flokken. I dag holder jeg hjemmearbejdsdag med transkribering af interviews.
Lørdag og frem til søndag middag har jeg haft besøg af Anders, som medbragte en newzealandsk gyserkomedie, "Black Sheep" - den eneste gyser, jeg nogensinde har set, der inkluderer et var-får. Vi så også "Starcrash" - den med Caroline Munro - og var begge enige om, at det nok er universets bedste film. At jeg på et tidspunkt var faldet i søvn og vågnede op med et sæt midt under en af filmens fem minutter lange eksplosionssekvenser, var kun spil for galleriet. Tak til Anders for besøget.
Nævnte Anders samt Torben og Anita - kendt fra bloggen som T&A - har i lang tid øvet pression på mig for, at jeg skulle gå i gang med "World of Warcraft". Jeg har vægret mig ved det, for som enhver, der har prøvet at sidde som ikke-indivet blandt indviede, vil vide, er Warcraft-tilhængere helt ulidelige at være sammen med. "World of Warcraft" - eller WoW blandt disciplene - er tæt på at være et religiøst fænomen, og effekten, i al fald, er ikke til at skelne fra hjernevask.
Men Anders talte godt for sagen i weekenden, og efter en helt urimelig frustrerende installationsproces er jeg nu i gang med at spille. "Warcraft" indeholder 5 discs, og første gang jeg installerede, fik jeg en fejlbesked, der endte installationen - selvfølgelig først ved slutningen af disc 5. Jeg forsøgte igen, denne gang efter at have kopieret alt indholdet over på harddisken. To gange nåede jeg derefter frem til en knap, hvor jeg forhåbningsfuldt klikkede på en "Play"-knap, og hver gang gik installationsprogrammet - frem for at starte spillet - i gang med at downloade adskillige hundreder megabyte data. Computeren har stået tændt i nat og downloadet i alt 1½ gigabyte patches, der fører spillet up-to-date (for Warcraft er, som online-spil, under konstant udvikling). Jeg oprettede en konto på nettet, men opdagede, at passwordet - efter at jeg havde hentet datapakke nr. 2 - ikke længere virkede, hvorfor jeg måtte skifte til et nyt. Og så videre.
Men nu er jeg - som nævnt - online og i gang. Og det er - fornemmer jeg allerede nu - meget sjovt. Man færdes blandt karakterer, som er indbygget i spillet - hvoriblandt nogle vil slås og nogle vil tale - men det sjove består naturligvis ikke mindst i, at der løber andre "levende" spillere rundt omkring én, som også kan kommunikere med én via tale og gestik. En anden spiller knælede således for mig, efter at jeg havde nedkæmpet en zombie. Jeg er - af race - en "undead", altså en genganger, og min klasse er warlock, altså troldmand. Efter et par timers spil er jeg nu level 4, og jeg har lige lært at tilkalde en imp.
Mere om Warcraft senere - men somebody kick me, hvis det bliver helt ulideligt at høre på.
Min interviewundersøgelse skulle være gået i gang i lørdags - hvor jeg tog på arbejde udelukkende for at tale med to søskendefrøkener, som ikke dukkede op alligevel - men blev i stedet udskudt til i går, hvor jeg foretog mine første to interviewsamtaler. I dag har jeg haft 4 af slagsen, og det er ikke meget tykt smurt på at sige, at jeg har talt nonstop fra jeg tog på arbejde og til jeg frik fri. Det er jeg - mildest talt - ikke vant til (specielt ikke, fordi interviewsnak ikke bare er snak, altså om vind og vejr, men forudsætter, at man er temmelig meget tilstede - mentalt) - og jeg har ikke i sinde at ytre et eneste ord mere i aften. Men rent bortset fra, at det er udmattende, er det sjovt at få lov til at tale med vildtfremmede mennesker under påskud af et eller andet fagligt. I dag interviewede jeg bl.a. en 5-årig dreng, der sluttede af med at sige "Tak for i dag, Lars".
Mit senest indkøbte filmprogram: "The Cat and the Canary", 1939-versionen med Bob Hope,
... og min sidst læste bog: et billigbogsoptryk af "Jødiske eventyr og legender", ved forhenværende overrabbiner, professor David Simonsen (1853-1932), som udsendte samlingen første gang i 1928. Jeg læste den, fordi jeg samler på folkeeventyr fra hele verden. Men jødiske eventyr - og her håber jeg ikke, jeg støder nogen - er, hvis jeg skal dømme ud fra samlingen, altså en noget tam omgang. For eksempel er der meget få trolde med i dem.
Se et hipt lille filmklip om museumsudstillingen Middelalderens Mennesker - som jeg pt. laver publikumsundersøgelse på i Kulturhistorisk Museums formidlingsafdeling - hvor museumsleder Jørgen Smidt-Jensen fortæller om nogle af tankerne bag udstillingen. Min chef Broder (det er ham med handskerne) og med-formidlings-kontorister Helle og Ole kan også ses i videoen, om end ganske flygtigt.
Kulturhistorisk Museum Randers har brug for hjælp til forestående publikumsundersøgelse. Læs mere på museets hjemmeside her.
I går fik min første fuldtids-månedsløns-udbetaling - ever. Og hvad har jeg gjort for at fejre det? Nul og niks. Faktisk har det været et par lidt små-trælse dag, synes jeg.
Det trælse har ikke mindst bestået i, at jeg nu for tredje dag i træk har fået ondt i lænden om eftermiddagen. Det er ganske besynderligt, men kommer næsten, som om det var programsat: ud på eftermiddagen får jeg lidt ondt i lænden, og derefter bevæger spændingerne sig ned via min højre - om jeg så må sige - balle og endelig til benet, så det gør ondt, når jeg støtter på det (på en bestemt måde). Det mærkes (i lænd-fasen) næsten ikke, når jeg står op, men sætter jeg mig ned - og det er jeg jo nødt til, da jeg jo har en 40 minutters bustur hjem - bliver det værre. Under den tre minutters gåtur hjem fra busstoppestedet ligner jeg, er jeg sikker på, Herr Flick of the Gestapo. Derefter bliver det hurtigt bedre igen.
Min første indskydelse var, at benet er besat. Jeg har imidlertid kløgtigt udfrittet nogle kollegaer i løbet af dagen, og de mener anderledes, nemlig, at det er iskiasnerven, den er gal med. Den kan åbenbart komme i klemme - hvad det så end betyder. Men jeg ved ikke, hvad der har forårsaget problemet - og at det konsekvent sætter ind kort før fyraftenstid lugter i min optik lidt af en ondskabsfuld forbandelse. Forslag til gode strækøvelser modtages med taknemmelighed. Fejler alt andet, vil jeg overveje at få et træben.
Nåja, der var forresten ét lyspunkt i løbet af dagen: Jeg opdagede "De Sorte Spejdere". Kanon program.
Et link til mig selv: http://amarclk.blogspot.com/ ... et blogforum for udveksling af erfaringer om museer og "audience research", som ser ud til at være meget cutting edge. Men - heldigvis - samtidigt nogenlunde forståelig. Og et godt eksempel på, hvorfor museer herhjemme hurtigst muligt bør se at få synliggjort sig på blogscenen.
I morges var græsset for første gang i år (hvor jeg har konstateret det) dækket af frost, og det var så afskyeligt koldt, at jeg måtte finde min vinterjakke frem. Dagen var - som i går - en lidt trist en. Et medlem af familien skal indlægges på Ålborg Sygehus på tirsdag, har jeg fået at vide her til aften. Og jeg var efter arbejde i dag på sygehuset i Randers med en museumskollega for at besøge receptionisten, som skal blive derude i nogen tid, hvilket hun ikke er helt tilfreds med. Men hun var dog ved tilstrækkeligt godt mod til at skulle se "Vild med dans" i aften. Hun hepper på Robert & Marianne.
Dagens sang er "Raglan Road", spillet af Van Morrison og The Chieftains. "Raglan Road" er bedst kendt i The Dubliners' udgave, men teksten, "On Raglan Road", er oprindeligt skrevet - som et digt - af den irske lyriker og James Joyce-entusiast Patrick Kavanagh i 1946. Melodien baserer sig på "The Dawning of The Day" (eller på gælisk: "Fáinne Geal an Lae"), en irsk sang komponeret af Thomas Connellan i 1600-tallet. En meget flot fortolkning af "Raglan Road" er inkluderet på Van Morrison / The Chiftains-kollaborations-cden "Irish Heartbeat", som man ikke bør tøve med at købe. Den smukke tekst begynder således:
On Raglan Road on an Autumn day
I saw her first and knew,
That her dark hair would weave a snare
That I might someday rue.
I saw the danger and I passed
Along the enchanted way.
And I said,"Let grief be a fallen leaf
At the dawning of the day."
Du kan downloade en lille mp3 med sangen her.
Vi er - som nogle måske har bemærket - godt i gang med skolernes efterårsferie, og der har følgelig været propfuldt med gæster på museet, heriblandt - først og fremmest - børn og deres bedsteforældre, som skulle ind og prøve middelalderaktiviteterne. Jeg har brugt det meste af ugen på at tage billeder, hjælpe med Halloween-PR og forsøge at shanghaje folk til min publikumsundersøgelse.
I dag var præget af uventet dramatik, og jeg har været trist til mode det meste af dagen. En af receptionisterne var blevet syg, og de andre receptionister ringede efter grundig overvejelse 112, hvorefter jeg tog imod Falck-folkene, og hun blev kørt på sygehuset.
Omtalte receptionist har i øvrigt tillagt sig den udmærkede vane at kalde mig "darling". Så her er - dedikeret til hende - "Sherry Darling" med Bruce Springsteen og The E-Street Band.
Projektansættelsen - for dem der kerer sig om detaljerne i mit arbejdsliv - kommer til at forløbe som en femmåneders ansættelse på fuld tid. Den blir dermed min første regulære fuldtidsansættelse ever - hvilket jeg i dag tog som mit cue til at gå ud og købe tre cd'er, bl.a. "Jimi Plays Monterey". Men dagens cd er - om jeg så må sige - gårsdagens: "Multo importante" af Allan Olsen. (Olsen, der spiller i Silkeborg i aften.)
Her er et kort klip med Olsen, der synger ("det var dig, de sku ha lyttet til, om nogen") "Poul Erik Krogen":
En lille arbejds-update: Jeg starter på torsdag. Med - ikke mindst - at genlæse, hvad jeg egentlig har skrevet i ansøgningen.
Dagens flotte bogforside: "Frygtens herre" af August Derleth og H.P. Lovecraft. Noveller i "Cthulhu-traditionen - angstens og de sorte kræfters mytologi".
Hep! Kulturarvsstyrelsen har nu offentliggjort listen over museer, der i år er blevet tildelt tilskud til projekter i de fire såkaldte formidlingspuljer - tjek her. Blandt de støttede projekter er "En undersøgelse af publikums oplevelse af en moderne kulturhistorisk udstilling" på Kulturhistorisk Museum (scroll ned til pulje 4) - og det var jo altså, as you may recall, den projektansøgning om publikumsundersøgelse af museets nye middelalderudstilling, jeg skrev i sommers. Så jeg starter som projektkoordinator om formentlig ikke så længe.
Var i går til mit andet jobmøde indenfor samme uge - denne gang et gruppemøde hos a-kassen. Det kan godt være, at den politiske tendens pt. går i retning af at gøre livet surt for jobsøgere, men konsulenterne (eller sagsbehandlerne, eller hvad sådan nogle hedder) er - synes jeg - ret cool. I al fald dem, jeg har stiftet bekendtskab med i sidste uge. Og i anledning af jobtemaet kommer her Dolly Parton og nogle uhyggelige pantomimedyr med "9 to 5":
Har i formiddags været til min første samtale på det nye Jobcenter -- som ligger samme sted som det gamle og ligner det til forveksling. Den venlige person, jeg var til samtale hos, var en nydelig dame fra Polen, som sagde "ka du nu ha det rigtig godt", da mødet var ovre. Og som havde en juristuddannelse (fra Polen). Og var interesseret i mit mellemnavn, Gorzelak (som er polsk). Jeg spurgte hende, om det betyder "hjemmebrænder", og hun sagde, at det er afledt af et ord, som betyder det. Hjemmebrænder. Bagefter var jeg i Fona, hvor jeg mødte arkæologi-Jan fra museet. Ved operasektionen. Da jeg frittede ham lidt, viste det sig, at han er stor Wagner-fan, og han fik julelys i øjnene, da jeg nævnte Knappertsbusch-indspilningen af "Parsifal". De er alle steder i det skjulte, wagnerianerne. Fandt i øvrigt - til en tyver - Otto Klemperers 1957-indspilning af "Große Fuge", som Beethoven skrev, mens han var ganske døv. Der er også et par jingles på CD'en - af de mindre kendte komponister Mozart og Händel.
Har i dag været et smut i Randers, herunder på Kulturhistorisk Museum for at sætte min afløser, Tove, ind i forskellige skoletjeneste-procedurer. Jeg skal derud igen i starten af september for at snakke om mobiltelefoni, og måske blir der - derudover - også nogle mindre planlægningsprojekter, jeg kan stå for i september. Rart lige at se stedet og folkene igen.
Husk for øvrigt, at det er i september, Kulturhistorisk Museums nye, store særudstilling om KÆRLIGHEDENS KULTURHISTORIE åbner (bemærk "Læs mere"-linket på siden).
Jeg har tilbragt myriader af frokostpauser hos hhv. Læsehesten, Blockbuster, Arnold Busck og Stereo Studio i Randers. Så dem måtte jeg naturligvis også lige gense. Kom hjem med "Eksorcisten: Begyndelsen", to PS1-spil: "Danger Girl" (her er snyd, til når du sidder fast, Lars) og "The Lost World: Jurassic Park" - samt digtsamlingen "64" af Peter Laugesen. På tilbud hos Bog & Idé. Og en fødselsdagsgave til Paw.
Sidst læst:
"The Quest of Iranon" af Lovecraft. Duane W. Rimel: "The Tree on the Hill" (Lovecraft-revision). Og - fordi jeg har nuancer - "Direktøren kommer ikke mere i dag" af Willy Breinholst.
I dag er min sidste ansættelsesdag på museet - og i går var, altså, min sidste egentlige arbejdsdag. Foreløbigt i al fald. Det var en forholdsvis mærkelig - og vemodig - oplevelse. Men heldigvis også en god dag. Jeg fik gaver - en stor kasse med tyl (til overs fra vores julefrokost, hvor jeg var havnet i styregruppen), karameller, små kaffeposer, trøjer og slikkepinde - og en hel flok receptionister troppede op i dagens anledning for at drikke afskedsøl efter fyraften. Hvorfor jeg først kom med bussen hjem kl. 22 om aftenen. Stor tak til Jannie, Angelika, Jette, Annie, Inge og Lene - jeg kommer til at savne jer. I dag stod jeg op klokken 12. Og musik har, af en eller anden grund, hele dagen lydt dobbelt så godt, som det plejer.
Har i dag fået forlænget min ansættelse på museet (som ellers udløb om en uge) med endnu en måned, i hvilken periode jeg bl.a. skal arbejde med projektansøgninger, skoletjeneste, mobiltelefoni og Historiens Dag (som er på lørdag om en uge). Efter fyraften gik jeg i Læsehesten og købte tre 10 kroners-spil: "Blackstone Chronicles", "Unreal" og "Star Wars Jedi Knight: Dark Forces II". Samt Klaus Kjøllers bog "Aktiv seer - eller hvordan jeg lærte at elske politikerne", som jeg læste halvdelen af på vej hjem i bussen.
Det gode vejr, lyset om morgenen, Nielsens "I sommervinden" m.m. påvirker humøret, og forleden bed en arbejdskollega mærke i, at Inspector Morse var trukket i kortærmet skjorte. I dag er samme kollega gået på barsel og vender først tilbage om et års tid - hvor jeg ingen anelse har om, hvorvidt jeg stadig befinder mig på museet. Folk, man går op og ned af på arbejdet hver dag påvirker, har jeg fundet ud af, én meget, og jeg har, siden jeg som knægt hentede bladene på vejen ind i huset af frygt for, at de skulle blæse væk med vinden - vinden, som jeg stadigvæk skriver en frygtelig masse om i mine digte - været absolut elendig til farveller. Jeg holder mig, som folk der kender mig vil vide, meget for mig selv og kunne ikke drømme om at løfte telefonen bare for at sige hej. (Men har på den anden side brug for folk, der ku det... finde på at gøre det, altså.) Alligevel har jeg svært ved at forsone mig med, at mennesker - hvad de jo uvægerligt gør, fordi livet skal leves osv. - pludselig forsvinder ud af mit liv, og jeg føler mig, på en anmassende måde, aldeles meget fattigere hver gang, det sker. Når jeg ser tilbage på Tolkien-interessen, lanceringen af Palantiren osv. kan jeg også se, at det er det (hos Tolkien), jeg tematisk har fokuseret på: forsoning med det foreløbige, med at tingene varer noget tid, og så er de ovre. Men det er de selvfølgelig, på en måde, alligevel ikke - fordi de gudskelov også påvirker én.
De sidste gange, jeg har været i midtbyen med henblik på at bruge penge, er jeg kommet tomhændet hjem. I går besluttede jeg mig for at gøre noget ved sagen. Jeg har ikke noget imod at være nærig, men det skal være migselv, der kontrollerer nærigheden. Jeg købte - og jeg håber man vil værdsætte bredden - Bizets "Carmen", "Göttedämmerung" på tredobbelt DVD (nedsat til 100 kr.) og "9 to 5 and Odd Jobs" af Dolly Parton. En stribe af Partons gamle studieplader er dukket op påny i musikbutikkerne. Parton er en fremragende sanger, og så er pladerne helt vildt flotte.
Nogle billeder fra Kulturhistorisk Museums middelalderaktiviteter på Kulturhusdagen den 10. marts.



("Himmel"-sektionen fra den nye middelalderudstilling. Lige herunder kan man kigge ned i et hul og se ildskæret fra helvede.)

(Et af dagens største publikumshits... kampopvisning ved ridderne fra Laurentiusgildet.)
Hjemvendt fra weekendbesøg i Struer til min første (gen)ansættelsesdag på Kulturhistorisk Museum, som startede - bøvlet - med busstrejke. Som sædvanlig var jeg uinformeret, men en venlig sjæl fortalte mig ved busstoppestedet, at de blå busser strejkede (holdt fagligt møde), og efter lidt granskning steg jeg på en bus i modsat retning, mod midtbyen for at tage toget til Randers. Undervejs fortalte busdamen, at det faglige møde nu var overstået, og at de blå busser kørte igen. Hvorefter jeg kørte tilbage til udgangspunktet og videre derfra, 45 minutter forsinket. Den gode nyhed er, at jeg så vidt jeg kan se har fået et tilstrækkeligt stort ugentligt antal arbejdstimer til, at jeg slipper for aktivering ved siden af deltidsansættelsen.
Sidst læst: "The Shadow over Innsmouth", "The Music of Erich Zann", "In the Vault" og "Cool Air" af Lovecraft. Samt "Heritage of Horror", essay af Robert Bloch.
Det bedste ved at gøre rent - som jeg har gjort i dag - er, at når først man har fået kroppen beskæftiget, er hodet fri til at koncentrere sig om den musik, man evt. hører imens. Det sker ikke tit, men mange af mine bedste musikoplevelser er knyttet til rengøring - eller opvask eller lignende mekanik. I dag har jeg indtil videre hørt "Slow Dazzle" af John Cale, "Gæst" af Allan Olsen og "Gloria" af Lars Lilholt. Jeg har sagt det ofte før, men gentager gerne, at sidstnævnte er noget helt, helt exceptionelt i dansk populærmusik, og en oplagt syng-med-plade. Til, f.eks., rengøringslejligheder.
Jeg gik glip af "Barnaby" i går, fordi jeg bildte mig ind, at det startede kl. 22. Hvor råjjent. På tirsdag skal jeg interviewes af Mette Uhrts kusine. Jeg troede først, at det var med fokus på pavesagen, men så viser det sig, at det er noget med humanisters arbejdssituation.
Kulturhusdagen i går var velbesøgt med ca. 1500 besøgende. Jeg fik taget omkring 100 billeder.
Endnu en hektisk arbejdsuge nærmer sig sin afslutning. I sidste uge var det forberedelser til udstillingsåbning, og i denne uge gælder det kulturhusdagen, som er i morgen, lørdag den 10. marts. Download morgendagens program via Kulturhistorisk Museums hjemmeside. Jeg er kommet på tryk - med en artikel i "Museumsformidlere i Danmark"s nyhedsbrev nr. 16 - og er listet som medfotograf i museets nye skoletjenestekatalog. Ikke værst.
Når jeg kommer hjem - i hverdagen - sidder jeg mestendels i min stol og ser film, senest en helt ligegyldig 80er-sag "Phantom of the Mall: Eric's Revenge", Tom Savinis "Night of the Living Dead"-remake og - klart the best of the bunch - velfærdssamfundsatiren "Vi er allesammen tossede". Preben Mahrt var king of overacting længe før Jim Carrey.
Åbningen af middelalderudstillingen var en succes. Der blev serveret middelaldermad, en musikergruppe spillede middelaldermusik, lyd- og videoinstallationerne virkede, og jeg fik hilst på bl.a. receptionisterne Jette, Inge og Hanne, der desværre alle er stoppet på museet i den forgangne uge. I går, dagen før udstillingsåbningen, var som forventet hektisk, og jeg var først hjemme kl. halv ti om aftenen efter en 12 timers arbejdsdag med primært grafikeropgaver. Så jeg var lidt flad i dag. Efter åbningen var jeg i Skanderborg og fik sagt hej til Bo og Ane, hvorefter jeg fik et lift til Struer af mine forældre. Hvor jeg sidder nu. Og venter på måneformørkelsen.
"Inspector Morse"-udsalg på play.com.
Skejby er som så meget andet af landet (ser jeg via smartlogs seneste blogposteringer) fuldstændig dækket af sne. I morges vadede jeg med stort besvær - gennem de højeste snedriver, jeg nogensinde har set - ned til busstoppestedet og gav mig til at vente i en 20-25 minutters tid, hvorpå en venlig sjæl holdt ind til siden og fortalte mig, at busserne slet ikke kører i dag. Så jeg ringede og sagde, at jeg tog en hjemmearbejdsdag (hvad sekretæren fortalte mig, at de fleste andre på museet også gør).
Skejby i denne stund, set fra min fordør (bemærk snedrivens højde i forhold til bilen):

Og fra altanen:
Det er 1. december, jeg har ikke fået anskaffet mig en julekalender, og jeg får heller ikke set 1. afsnit af tv-julekalenderen i aften, selvom den egentlig lyder lovende - den der "i rummet". Jeg har nemlig den ære, vistnok som eneste hankønsvæsen, at skulle spise UDE i Randers sammen med museets receptionister. Hvilket minder mig om: Senere i dag indvies den nye Østervold-plads i Randers. Så hvis du er i nærheden, så smut forbi Kulturhistorisk Museum og tjek ud det mageløse diasshow med gamle fotografier fra Frederiksplads og Østervold, som yours truly har sammensat.
En pressemeddelelse:
***
Den gamle jul - før gaverne og træet kom til
D. 25. november åbner dette års juleudstilling på Kulturhistorisk Museum Randers. Og i år er den gamle jul i fokus. Den gamle jul uden juletræ og gaver, som vi kender dem i dag, men forventningen og forberedelserne var ikke mindre dengang. Bøndernes jul i 1700-tallet blev fejret med en blanding af gamle traditioner, from kristendom, overtro og lystigt samvær.
Julen begyndte officielt juleaften, når kirkeklokkerne kimede julen ind. Da var tiden inde til at holde fri og lade julefreden sænke sig over folk og dyr. Julen varede i 12 dage indtil "Helligtrekongers" dag d. 6. januar.
Særudstillingen beretter om nissen, der var et respekteret væsen, man både agtede højt og frygtede på gårdene. Om Santa Lucia, der led martyrdøden ganske ung. Om julesalmerne, vi stadig synger i dag. Om de gamle og utugtige julelege, som ikke var vellidte af kirken pga. legenes seksuelle undertoner. Om overtroen, der knyttede sig særlig til gårdenes dyr, der fik mæle julenat, og det er også fortællingerne om maden og drikkene; øllet, blodpølserne, grøden og julekagerne på op til 12 kilo.
I anledning af julen, der er lige på trapperne, er museumsnisserne også rykket ind på museet med alle deres ting. De driller os, de roder, og de laver uorden på tingene. Børn, deres voksne og andre juleglade sjæle opfordres til at hjælpe os med at finde dem.
Særudstillingen er på museet fra d. 25. november til d. 30. december 2006, tirsdag til søndag fra 11-17.
Med venlig hilsen
Kulturhistorisk Museum Randers
***
En pressemeddelelse.
***
REMBRANDT/IKKE REMBRANDT
Foredrag på Kulturhistorisk Museum Randers 31. oktober kl. 19.30.
Hvordan kan Statens Museum for Kunst fastslå, om et Rembrandt-maleri er udfærdiget af mesteren selv? Det spørgsmål kan du få svar på, når Kulturhistorisk Museum Randers inviterer til foredrag om en af kunsthistoriens betydeligste malertalenter, Rembrandt Harmenszoon van Rijn, tirsdag den 31. oktober kl. 19.30. Foredragsholderen er mag. art, ph.d. Lene Bøgh Rønberg, der tidligere på året deltog i kurateringen af udstillingen "Rembrandt? - Mesteren og hans værksted".
I år er det 400 år siden, at Rembrandt blev født. Det fejrede Statens Museum for Kunst tidligere på året med den hidtil største udstilling i Danmark om mestermaleren fra Leidens livsværk, der blev repræsenteret med i alt 100 værker. Forud for udstillingen "Rembrandt? - Mesteren og hans værksted" udfoldede sig et vaskeægte stykke kunsthistorisk detektivarbejde. Sammen med et internationalt panel af Rembrandt-eksperter underkastede Statens Museum for Kunst de af museets malerier, som hidtil har været tilskrevet den nederlandske kunstmaler, en omhyggelig undersøgelse, der strakte sig over tre år. Målet var at vurdere, hvor mange af malerierne, der er udført af Rembrandt selv, og hvor mange, der må tilskrives elever fra kunstnerens værksted.
Forskningsprojektet "Rembrandt / ikke Rembrandt" endte med at identificere to oliemalerier, der hidtil havde gemt sig i museets arkiver, som ægte Rembrandt-værker. Det er bl.a. disse to gentilskrevne "Rembrandt'er", foredragsholderen Lene Bøgh Rønberg vil sætte fokus på, når hun med udgangspunkt i sine egne erfaringer fra kurateringen af Rembrandt-udstillingen præsenterer tilhørerne på Kulturhistorisk Museum for de forskellige facetter af det spændende arbejde med at skelne de autentiske Rembrandt-malerier fra de Rembrandt-inspirerede ditto. Et arbejde, der både involverer kunsthistoriske sammenligninger og tekniske studier af maleriets træ og lærred samt røntgenundersøgelser af malingens lag.
Inden sin død i 1669 nåede Rembrandt at producere i omegnen af 600 malerier samt flere tusinde tegninger og raderinger, hvoraf 48 kan ses i kunstsamlerhjemmet De Buhlske Stuer på Kulturhistorisk Museum. Ikke mindst Rembrandts forkærlighed for bibelske motiver er rigt repræsenteret blandt raderingerne, der bl.a. tæller tryk i høj kvalitet af hovedværker som "De tre kors", "Kristus prædiker" og "Mordokajs triumf".
Foredraget finder sted på Kulturhistorisk Museum, Stemannsgade 2, Randers, og er arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet.
Tidspunkt: Tirsdag den 31. oktober kl. 19.30.
Entré: 25 kr.
Yderligere oplysninger om museet kan findes på www.khm.dk.
Vh. Kulturhistorisk Museum.
***
Det ser ud til, at efteråret endelig har indfundet sig. Jeg har haft en produktiv arbejdsuge, hvor jeg fik foretaget en del interviews blandt museumsgæsterne - af hvilke der pga. efterårsferie har været usædvanligt mange. I morgen aften får jeg besøg af bornholmer-Morten, en politisk celebrity.
Sidst læst: C.S. Lewis, "Screwtape Proposes a Toast and other pieces", som jeg læste meget hurtigt, vistnok fordi den irriterede mig. Lewis var en mærkelig starut. Bogens titel-essay kan læses her. Værket er en slags mindre kendt sequel til den mere populære "The Screwtape Letters", som man kan læse om her.
Dagens CD er Marianne Faithfull, "Dangerous Acquaintances": It's funny how romance fails us / giving way to love.
I går var jeg sædvanen tro til bogudsalg på Risskov Bibliotek. Jeg nøjedes med at købe deres eksemplar af Bob Dylan-digtsamlingen "Tarantula". Det var også fredag den 13. - og dermed tid til endnu et gyserarrangement hos T&A. Vi nåede at se "Land of the Dead", ét afsnit af "Dr. Terrible's House of Horrible" og halvdelen af "Gremlins 2", før T - som for nylig har fået fordoblet sin ugentlige arbejdstid - måtte trække sig tilbage, og jeg, der jo skulle op i dag og være vært ved elektrikerarrangementet på museet, gjorde det samme. "Land of the Dead" var i al stilfærdighed og uden at gøre voldsomt indtryk en udmærket actionfilm, og den overbeviste mig mest af alt om, at jeg måske bør gøre alvor ud af en Asia Argento-samling... se Asia her (advarsel: let nøgenhed).
I dag har jeg arbejdet fra 11-16. Jeg kom 40 minutter for tidligt og udfyldte ventetiden med at gå på biblioteket og købe to CD'er: "Caravan" med Kronos-Kvartetten og "John Corigliano's Phantasmagoria" opført af Emanuel Ax, Yo-Yo Ma og James Tocco. Efter arbejde spiste jeg et nærende måltid af shawarma og After Eight-is, tog med bussen, kom hjem, lagde mig til at sove i min seng, vågnede tre timer senere og skrev dette her.
Inden jeg faldt hen, nåede jeg dog at læse William Butler Yeats' "Drømmerier over Barneår og Ungdom" (1923) færdig - en bog, jeg har været helt urimeligt lang tid om at færdiggøre, i betragtning af hvor god den er. Bogens sidste, bevægende afsnit lyder, i Valdemar Rørdams oversættelse fra 1924:
"Nu har jeg levet nogle Måneder i min egen Ungdom og Barndom, ikke således at jeg altid har skrevet, men Fortiden har været i mine Tanker næsten daglig; og dette Tilbageblik har gjort mig sørgmodig og urolig. Ikke fordi jeg har udført altfor få af mine Planer, thi jeg er ikke ærgerrig. Men når jeg tænker på alle de Bøger, jeg har læst, og alle de vise Ord, jeg har hørt, og på alle de Ængstelser, Forældre og Bedsteforældre har udstået for min Skyld, og på de Forhåbninger jeg har næret, synes alt Liv, vejet i mit Livs Vægtskål, en Forberedelse til noget, som aldrig sker."
Efterårsferien på Kulturhistorisk Museum kommer til at stå i vikingernes tegn, og i den forbindelse kan man bl.a. a) komme ind og møde en viking og b) deltage i Den Store Vikingequiz, som jeg har gennemført i dag for at sikre mig, at jeg kender de rigtige svar på spørgsmålene. Quizzen starter i morgen, lørdag, hvor der også er elektriker-show med gættekonkurrence ved elever fra Randers Tekniske Skole (i forlængelse af vores særudstilling om elektricitetens historie i Danmark). Dagens største begivenhed er vel nok, at Anne fra museet har kreeret et badge til mig, som jeg kan have på, når jeg går rundt og er behjælpelig med diverse i udstillingerne. Jeg indskærpede over for hende, at det skulle udstråle AUTORITET, så hun har valgt at skrive "Hemmelighedernes vogter" med runeskrift under motivet. Det er nok et af de sejeste badges overhovedet... indenfor viking. Læs mere om efterårsferieaktiviteterne på museet her.
En pressemeddelelse:
***
DA DANSKE HJEM BLEV ELEKTRISKE
Foredrag 3.10.2006 kl. 19.30 på Kulturhistorisk Museum Randers, ved museumsinspektør Jytte Thorndal, Elmuseet.
Tirsdag den 3. oktober kl. 19.30 er der på Kulturhistorisk Museum mulighed for at høre museumsinspektør Jytte Thorndal fra Elmuseet holde foredrag om et spændende stykke Danmarkshistorie: Elektrificeringen af de danske hjem og de mange store såvel som umærkelige forandringer, introduktionen og udbredelsen af de elektriske apparater medførte op gennem det tyvende århundrede.
For blot 100 år siden så Danmark meget anderledes ud. Dengang blev de fleste hjem oplyst ved hjælp af petroleumslamper, maden blev lavet på brænde- eller gaskomfur, og alle funktioner og opgaver i huset skulle løses med håndkraft. Da den elektriske strømforsyning blev slået til i Randers den 2. september 1906, var det således begyndelsen til et elektrisk eventyr, som fortsætter den dag i dag. Med anvendelsen af elektrisk strøm som kraftkilde blev vejen banet for teknologisk nytænkning og grundlæggende forandringer, ingen tidligere havde forestillet sig mulige.
Forandringerne fandt ikke mindst sted inden for hjemmets fire vægge. Historien om den moderne husførelse er først og fremmest historien om mangfoldigheden af elektriske vidundermaskiner, som de danske hjem og de danske familier gradvist tog til sig i løbet af sidste halvdel af 1900-tallet. Køleskabe, frysere, vaskemaskiner og støvsugere fik i løbet af få årtier status af nærmest selvfølgelige hjælpemidler i husholdningsarbejdet, og de medførte væsentlige ændringer for husmoderens arbejde i hjemmet. Skiftet fra den traditionelle til den moderne husførelse skete dog samtidig som en geografisk og socialt meget ujævn proces. Teknologiens indførelse viste sig nemlig ikke kun at være afhængig af de tekniske installationers tilstedeværelse, såsom indlagt vand og el, men i høj grad også af kulturelle værdier som traditioner, netværk og social status.
Foredragsholderen Jytte Thorndal er medforfatter til bogen "Da danske hjem blev elektriske", der bl.a. bygger på en lang række interviews med landbokvinder og bykvinder. Bogen og kvindernes skildringer tegner et levende billede af Danmarks nyere kulturhistorie set i lyset af teknologiens indførelse i hjemmene.
Foredraget finder sted på Kulturhistorisk Museum, Stemannsgade 2, Randers.
Tidspunkt: Tirsdag den 3. oktober kl. 19.30.
Entré: 25 kr.
Yderligere oplysninger om museet kan findes på www.khm.dk.
Først og fremmest: stort tillykke fra alle på pavekontoret til Mette, hvis fødselsdag det er i dag. Husk at klikke ind og lykønske hende.
Dernæst: Min PR-chef i pavesager (også Mette), som - berettiget eller uberettiget, det kan man diskutere i laaaaaaaaaaaaaang tid - på det seneste har ytret en vis utilfredshed med min indsats for sagen, bedes bemærke, at jeg er nævnt i dagens eksemplar af museets ugeblad, lige nedenunder et billede af Dario Campeotto og med ordlyden "Lars stiller op som demokratisk pave snarest?". Et lille hint, der sikkert ikke vil falde på stengrund blandt mine museale kollegaer. Notitsen er godt nok placeret under overskriften "Den smudsige bagside"... so there.
Og til Pia - som i dag, af ren og skær medynk over mine primitive madindkøb og usle sociale status, medbragte hjemmelavet ketchup til mig og sågar købte nogle fancy pastadimser, der ikke engang vil være i bøtte med mine egne billige skruer, vil jeg bare sige, at det smagte rent ud himmelsk. Hidtil har jeg altid regnet Basilikum for en af kirkefædrene. Tusind tak.
En lille karriererelateret sidebemærkning: Efter halvanden uges tid i dagpenge-limbo-land, mens diverse papirarbejde faldt på plads, har jeg nu fået forlænget min ansættelse på museet med seks måneder. Jeg starter igen på mandag.
Og så kan jeg forstå på diverse blogs, at smartlog skifter system den 25. september. Jeg ved ikke, hvad smartlogs skifte til Xtrablog får af umiddelbart synlige konsekvenser, men hvis der ser mærkeligt ud herinde den 25., er her altså forklaringen.
Forleden var jeg på besøg hos min gode ven "for uhip til at blogge"-Torben. Det var vist egentlig meningen, vi skulle have set en ny gyser ved navn "The Dark", men i stedet fik vi rodet os ud i en diskussion - en god én - som bare ikke ville stoppe igen, og pludselig var klokken 6 om morgenen, og det var lyst udenfor. Det lå jo så selvfølgelig sådan, at jeg sku på arbejde klokken 11 den efterfølgende dag, så jeg fik ikke sovet mere end et par timer den "nat". Og her er, hvad jeg skal frem til: Jeg har de sidste par dage og for at minimere søvnunderskuddet snuppet eftermiddags-/tidligaftenslure (eller "morfædre", som det hedder blandt mine receptionistkollegaer), når jeg kom hjem fra arbejde, og - da det er stort set den eneste post, jeg modtager - i den forbindelse gerne lukket mine øjne under læsningen af de nye gratisaviser Dato og 24 timer. Som jeg ikke synes er nær så dårlige, som de har ry for. Det vil sige: Jeg springer 80% af indholdet over, for man kan nu engang ikke interessere sig for alt (og selvfølgelig er noget af det dårlig journalistik), men det gør jeg også med andre aviser. Andre begivenheder: jeg har interviewet en congoleser. Og i aften sku jeg gerne ha afrundet en artikel om Bergmans film "Jomfrukilden". Jeg mangler sådan cirka 10-15 linier, og det siger noget om min arbejdsmoral, at jeg har siddet og taget tilløb til det det meste af aftenen. (Hvis min chef læser dette her: Min arbejdsmoral har imponeret kontinenter.)
De to første tekster til "Til Gården & Til Gaden" #3, "Syrener" og "Freddie", blev skrevet i går aftes før sengetid, og de får stort set lov til at stå, som de er, tror jeg. Bror Bo har sendt mig sit seneste digthæfte, "Farao" - mange tak - jeg er gået i gang med at læse Runes bog om "Det nye højre i Danmark", og så skal jeg for øvrigt på arbejde både i dag og i morgen.
Og det vigtigste: Jeg overvejer at få mig en rød tophue som den, Bill Murray har i "The Life Aquatic". 
Sidst læst:
Margaret Atwood: "The Journals of Susanna Moodie".
Kulturhistorisk Museums og Håndværksmuseets Kejsergaardens program for andet halvår 2006 er nu tilgængeligt og kan downloades i pdf-format på Kulturhistorisk Museums hjemmeside.
Se en lille 4-minutters-film med billeder fra Kulturhistorisk Museum i Randers (hvor jeg arbejder) på denne side. Filmen loader automatisk, når du klikker dig ind på siden. Jeg har selv kun set den uden lyd. Men det er noget med Margueriteruten, forstår jeg.
Skoletjenestens katalog for 2006/2007 er netop udkommet. Læs om Kulturhistorisk Museums tilbud til skoler og andre undervisningsinstitutioner. Kataloget kan downloades i pdf-format fra museets hjemmeside. (Du skal bruge det gratis program Adobe Acrobat Reader til at læse pdf-filer. Det kan downloades fra denne side.)
I går - næsten 4 måneder efter, at jeg begyndte på arbejdet - gik det op for mig, at jeg er berettiget til at få et blåt, såkaldt amtsmuseumskort, som gør, at jeg kan foretage mig alt i universet uden at skulle betale for det. Ikke værst. Ned-siden (?) er, at Pia er taget på ferie. Hvor er her dog pludselig tomt og meningsløst!
Sidst læst:
J.R.R. Tolkien: "The Hobbit." (Det kan da godt være, det er en børnebog - men den fylder 300 sider, og 77% af dem består af landskabsbeskrivelser. "Sydvest for den og den slugt og 200 meter fra korsvejen ved den og den brusende flod, som lokale legender siger, at de gamle brugte til at fragte ærter i tønder" osv. osv. i én uendelighed...)
Så er der kun ni kvarter til D-dag! Jeg kan lige nå at se "Valkyrien", tredje akt.
Efter at have læst denne (naturligvis fiktive) arbejds-anekdote om "Lars G" kan jeg kun sige, at fyren har min dybeste sympati! Til Pia, hvis du gerne vil lave links: Når du er under "Post indlæg trin 1/2" - altså der, hvor man er, når man er ved at skrive et indlæg - markerer du den tekst, du vil lave klikbar (et herligt ord, som jeg lærte på webdesignkursus ... det var også der, jeg lærte, at "scrolle" udtales "skrålle"), og trykker derefter på det lille ikon med en kæde på. Så kommer der et "Insert/edit link"-vindue frem. I feltet "Link URL" skriver du adressen på den side, du vil linke til. I næste felt kan du vælge, om du vil have siden til at åbne i det samme eller i et nyt vindue, når folk klikker på linket.
På min pc - og jeg ved ikke, om det er sådan hos andre også - kan man desværre ikke se de to næste knapper, "Insert" og "cancel", fordi "Insert/edit link"-vinduet simpelthen er for lille. Men tryk på tabulator-tasten et par gange, så dukker knapperne op. Vælg "Insert".
"Watching the painter painting
And all the time, the light is changing
And he keeps painting.
That bit there,
it was an accident
But he's so pleased.
It's the best mistake, he could make
And it's my favourite piece,
It's just great."
I dag var der udstillingsåbning. Jeg arbejdede, bare så I ved det, til midnat i går aftes - og har haft tæt på ingen tankeaktivitet hele dagen. Så jeg vil nøjes med at takke de fem fantastiske receptionister, med hvem jeg i aften var ude at drikke Guinness i stor stil - i Randers.
It's just great. Og lige om lidt dratter jeg om.
Ny kulturhistorisk særudstilling på Kulturhistorisk Museum i Randers om elektricitetens og de elektriske apparaters historie i Danmark.
Åbningsreception i dag, fredag den 19. maj 2006, kl. 13. Alle er velkomne.
Not even close! Jeg forudser, at jeg nok ikke kommer til at tilbringe meget tid på hjemmefronten i de næste to ("år", skød museets sekretær i dag ind her) dage, hvor vi har travlt med diverse udstillingsarbejde - pt. er jeg tilbage på malerpinden, men i går eftermiddags og i formiddags har jeg befundet mig i en Peter Greenaway-film, mens jeg har indtastet, printet, udskåret, finjusteret og påklistret numrene til alle vores udstillingsgenstande. Det mest prøvende er dog alle de morsomme kommentarer, folk kan finde på at komme med, mens man står der og hakker små rektangler med tal på. "Nå, du laver nok numre" - osv.
... spartlede jeg skruer på et kæmpestort telegraftårn. Jeg var meget spændt på, om jeg overlevede, dér, på stigens øverste trin. I dag grunder jeg det. Tårnet.
Hvis nogen derude skulle sidde og undre sig over, hvad jeg har brugt timerne fra kl. 9-13 på: Jeg har malet en hulens masse podier blå. Og derefter har jeg malet dem igen. Imens: Kurt Borregaard, forhenværende medlem af Dansk Folkeparti (nu kristendemokrat), vil gifte sig med en 25-årig tamilsk kvinde, hvis det kan forbedre hendes chancer for at få opholdstilladelse. "Jeg var en af Dansk Folkepartis frontløbere i 1996. På det tidspunkt var der brug for opstramninger på indvandrerområdet. Men det er blevet til for meget i dag." Udtaler Borregaard ifølge Politiken.
Ikke nok med at min medreceptionist lokker mig til at købe nips fra museumsbutikken, Kulturhusets kantine er også ude på at ruinere mig! Se lige deres reklamemail med dagens retter for den kommende uge:
MANDAG: Fyldte pandekager m. spinat og skinke
TIRSDAG: Farserede ovnbagte peberfrugter
ONSDAG: Lasagne m. salat
TORSDAG Laksetærte m. salat
FREDAG: Fyldt kalkunbryst m. flødekartofler
Hvordan kan det lige være, at det aldrig er lykkedes for mig at få mig en normal vennekreds? Her er Anders' sådan cirka eneste kommentar til den filmanmeldelse, jeg forleden bad ham om at læse korrektur på:
"Dette komma debateres heftigt i skyernes rige - arranger evt. en rundbordsdiskussion med en fløderæv for nærmere info."
I dag modtog jeg for øvrigt mine ansættelsespapirer, hæ hæ. Og det er også dagen, hvor jeg har gået en uge og én dag uden at købe en eneste film eller cd, fraregnet de køb, jeg havde gjort på qxl forinden og således modtaget i løbet af ugen. The Grand Scheme går ud på, at jeg vil fortsætte, til jeg når i al fald to uger - bare for at vise, at jeg da nemt kan. Og for at få set nogle af alle de film, jeg har stående, og som jeg ikke har fået set endnu pga. ukontrolleret ophobning.
Ja hallo! Jeg har lige siddet og slikket på 70 konvolutter, hvorefter jeg fandt ud af, de var selvklæbende.