Bloggen har nu i gennemsnit 700 hits om dagen og nærmer sig hastigt indlæg nr. 1000. Jeg ved ikke hvor mange unikke besøgende, de 700 hits dækker over, men det må under alle omstændigheder være pænt mange flere, end min gamle hjemmeside havde. Det er, frekvensmæssigt, gået en lille smule ned med bloggeriet gennem de sidste 3-4 måneder, om end jeg nok tror, at jeg så småt er ved at være på ret køl igen.
Samtidig vil jeg endnu engang beklage over for bloglæsere, der måtte være mindre interesseret i den slags, at en efterhånden ret stor andel af blogindlæggene er viet politiske emner. Det begyndte ret præcist med Louise Frevert-skandalen, som efter min mening var meget alvorlig og tydeliggjorde nogle tendenser, som man var nød til at forholde sig til. Dvs.: I højere grad end medierne gjorde, hvad de til gengæld så måtte gøre efterfølgende, under karikaturkrisen. Jeg var og er stadig ret optaget af både Frevert-sagen og den langt mere komplekse karikaturkrise, men er, som mine venner vil vide, faktisk slet ikke nogen videre "politisk" person. Mit hadefag i gymnasiet var samfundsfag - bortset fra idræt, men hvem kan li' dét - og jeg betragter det som en personlig triumf, at jeg gennem det sidste halvandet års tid omsider er blevet i stand til at huske en håndfuld ministernavne.
Samtidigt forbløffer det mig unægteligt, som fornuftbegavet person, hvor let en regering kan banalisere den torturproblematik, en film som "Den hemmelige krig" rejser. Det centrale i den sag må vel være at finde ud af selve det, om torturen har fundet sted - som eksempelvis Amnesty International påpeger - så vi kan træffe foranstaltninger, der forhindrer noget lignende for fremtiden. Og ikke det i den forbindelse fuldstændig irrelevante spørgsmål, om man dermed - o upatriotiske tanke! - udtrykker mistillid til de danske soldater.
Statsministerens holdning og argumentation i folketingsdebatten har stort set kunnet reduceres til den konsekvente titulering af dokumentaren som "Frank Aaen-filmen". Teknikken mindede mig om den, som jeg og to filmkompagnoner benyttede, da vi nogle år tilbage lavede en velment filmparodi på detektiv-/dokumentarprogrammet "Rapporten". Emnet, der skulle undersøges, var Aarhus Universitets hemmelige tilknytning til DDR, Jehovas Vidner m.m., og centralt i denne sammenhæng var et mystisk, aflåst lokale i kælderetagen, på hvis dørskilt stod: DDR-arkivet. Vor reporter, Jens Olaf Skærsild (mener jeg, han hed), bankede på døren, og en storsmilende dame, som vi havde aftalt scenen med i forvejen, lod os vide, at det var helt umuligt, at vi kunne få lov at kigge indenfor. Hvorefter vi gennem resten af filmen diskret refererede til lokalet som "STASI-arkivet".
Så altså: jeg beklager den megen politik. Det er, oprigtigt talt, ikke med vilje. Men jeg synes, det er nødvendigt, for, som det hedder hos nyhedsbloggen Denmark Online: "... at fremhæve og fastholde væsentlige emner i informationsstrømmen". Også længere, end store nyhedsmediers interesse måske strækker sig, og ikke mindst for min egen skyld - så jeg bedre kan huske, hvem der sagde hvad i hvilken situation, næste gang jeg skal sætte mit kryds.
Men det er godt at vide, at der er hjælp at hente, hvis hukommelsen glipper.