Blot en hurtig boganbefaling - nemlig af Peter Nielsen seneste digtsamling, "Arkader", som det nu efter besøg hos tre boghandlere er lykkedes mig at finde. Hos en boghandler, hvis lyriksektion bestod af to bøger.
Mere om bogen her.
Hep! Hjemvendt efter en miniferie i det vestjyske - tak til familien for nogle hyggelige dage. Her er mine forældres (største) skildpadde... 
... som spiser af hånden. Tørrede fisk. Og her er skildpadde-øen i deres havedam:
Og her er, hvor jeg i den sidste uges tid har siddet og læst "Leaves of Grass":
Er nu godt 240 sider inde, midt i "Drum-Taps"-segmentet.
Dagens projekt - og morgendagens - bliver at forsøge at få plads på reolerne til det alt det nye skrammel, jeg har fået samlet ind, mens jeg var væk. Et omfattende projekt, eftersom det indebærer en oprydning i alt mit gamle skrammel. Nye musiksager, i udpluk:
Led Zeppelin, "How The West Was Won".
Wagners "Tristan", dirigeret af Christian Thielemann. Komplet opera fra 2003, helt uridset, fundet til en tier på et kræmmermarked.
"Amazing Grace and Other Scottish Favorites". Sækkepibe. Spændende, om naboen blir vanvittig før mig.
Sidst læst: "Sommerpjank". Wodehouse.
Videre i Whitman. Har i dag læst "Children of Adam"-segmentet, som handler om prokreation, køn, sex, sex og mere sex. Whitman havde så afgjort ikke fået lov at sende på MUX1, hvis han havde været en tv-station: "I pour the stuff to start sons and daughters fit for these States / I press with slow rude muscle". Og så videre og så videre i dén saftige dur. Er nu i gang med "Calamus"-segmentet. 
Mere i den poetiske afdeling: Der er i denne verden en del bøger, jeg beklageligvis aldrig har læst (til ende), selvom jeg helt klart burde gøre det. Og også har lyst til at gøre det. En af dem er Walt Whitmans "Leaves of Grass", som formentlig er en af de vigtigste digtsamlinger ever. Rent historisk, altså. Og det skal der gøres noget ved. (Ikke at den er vigtig, men at jeg ikke har læst den.)
Er foreløbigt cirka 100 sider inde i Whitmans foretrukne version, "dødsseng"-udgaven, og er netop igennem "Song of Myself", et af bogens centrale langdigte. Det føles - synes jeg - lidt som om, jeg allerede har læst bogen, hvilket kun skal forstås som en kompliment til Whitman. Vi er - så at sige - stadigvæk midt i ham, i hans æstetiske projekt om ikke i hans humanistiske. Jeg er mest overrasket over det stærke mysticistiske præg i bogen. Nogle passager er som taget ud af "Corpus Hermeticum".
Jeg læser for tiden en lille bog af James Sutherland, vistnok skrevet i 1950, som bærer den forholdsvis usexede titel "A Preface to Eighteenth Century Poetry". Sutherland gør det, som akademikere som regel gør, nemlig at tage en karikeret påstand - 1700-talslyrikerne var livsforskrækkede snobber uden føling med tilværelsens irrationelle aspekter - og derefter påpege gennem eksempler og argumentation, at det reelle billede var mere nuanceret end som så.
Bevægelsen, den historiske som Sutherland opridser, går fra 1700-talslyrikkens fokus på det generelle, evige og fællesmenneskelige (idet man med menneskelig altså hentyder til det raffinerede, kultiverede, selvcensurerede menneske) til post-Wordsworth-lyrikkens tiltagende fokus på detaljen, på individet, på det afvigende og på det irrationelle.
Allerede på Sutherlands tidspunkt er bevægelsen delvist ført videre ud i føle-poesien, en slags mumlen-for-sig-selv som han kalder det, hvor vi vel et eller andet sted fortsat befinder os. Føle- eller bekendelsespoesien er - om end den naturligvis ikke er enerådende - stadigvæk et vilkår, og også udenfor poesien, overalt hvor folk har mobiltelefoner især.
Men på den anden side: den omklamrende FØLING giver også ny benzin til en distancens patos; det usagte, underbetonede, antydede osv. bliver autenticitetens område og ikke, som i dele af 1700-tallets litteratur, til det ORDINÆRE, slet og ret en omgangsform. Tænker jeg.
Sutherlands ærinde er for så vidt uskyldigt nok, for så vidt han egentlig blot ønsker at fremme forståelsen for det 18. århundredes lyrik på periodens egne præmisser. Det er alright og ikke automatisk en forbrydelse, siger han, at være konservativ, og selvfølgelig er det (ikke) det. Visse hårdt tilkæmpede værdier og ordninger, etc.
Men det er også i orden som kunstner ikke at være det - at turde eksperimentere og afsøge nye territorier. Som Brian Eno vistnok har sagt, eller noget lignende: at gå for langt ikke nødvendigvis for at blive der, men for at være bevidst om feltet. Bagefter kan man altid retirere og begrænse sig til de samme 7 toner.
Og jeg kan ikke, hvor villigt jeg end forsøger at sætte mig ind i synspunktet, for alvor mene, at den demokratiseringsproces af lyrikken - som jo består af lyrikkens absorption af det fulde menneskeliv, ikke kun det raffinerede eller censurerede, og dermed dens åbning mod alle potentielle emner - ikke er en god ting. En hensigtsmæssig ting, set ud fra et kunstnerisk synspunkt.
For selvom min poesi - den jeg fortrinsvis læser, og den jeg skriver - er post-Whitman, dvs. en poesi som potentielt kan indbefatte alt, er jeg stadigvæk i stand til at finde værdi og æstetisk nydelse i et køligt, distanceret og lynende velkalkuleret 1700-talsdigt. Og dét, udover selvfølgelig en afgrundsdyb forskel i talent, er forskellen på mig og de historiske, ahistoriske digtere, Sutherland skriver om - en forskel i åbenhed, en lyttevillighed. 
Jeg har netop - og det er egentlig baggrunden for min meget lange indledning - bestilt denne udgave af Purcells "The Fairy Queen" (1692), som jeg i disse dage lytter til på min mp3. Foranlediget ubevidst - givetvis - af min læsning af Sutherlands bog.
Min første gennemlytning var en flad fornemmelse, men da jeg fik fat i en libretto og kunne følge med, blev jeg - og tilgiv mig bekendelsesattituden - hurtigt anderledes bevæget. Især af disse vers fra semi-operaens II. akt, den første af de tre korte godnatsange, sunget af tre mytiske personager ("Mystery", "Secresie", "Sleep"), som afslutter akten.
I am come to lock all fast.
Love without me cannot last.
Love, like counsels of the wise,
must be hid from vulgar eyes.
'Tis holy, and we must conceal it.
They profane it, who reveal it.
Ny installation i Kulturhistorisk Museum Randers' middelalderudstilling - med speak af Peter Laugesen:
http://amtsavisen.dk/SECTION/webtv
Scroll ned til "Nyt liv i middelalderen".
Å ja - og så er jeg begyndt at læse digte igen. Charles Olson, "A Nation of Nothing But Poetry" (som for så vidt ikke er det mest indlysende sted at starte, eftersom bogen er en slags supplement med alternate takes & rarities til Olsons officielle samlede). Det er ellers mange måneder siden. Og mindst et år, siden jeg har skrevet noget. Digterisk.
Har modtaget følgende:
***
KNOPSKYDNING
Humanisme.dk har fået en ny lille knopskydning: DANARIGE.DK. Hensigten hermed er at fastholde natur- og landskabsindtryk fra en igangværende genopdagelsesrejse i Danmark, suppleret med klassisk dansk naturpoesi (og hvad der ellers måtte falde ind undervejs), samt at reservere en særlig hjemmeside hertil frem for et hjørne af Humanisme.dk. Kig forbi og link eventuelt til:
Mange hilsner
Rune Engelbreth Larsen
***
Tjek DANARIGE.DK.
Før jeg tog bussen hjem fra Randers i fredags nåede jeg lige forbi bibliotekets udsalgskasse og fik købt endnu en håndfuld digtsamlinger, som nu er røget i samme bunke som alle de bind af Borgens Verdenslyrik, jeg investerede i under bogudsalget: "Vandspejlet" og "Under mausolæet" af Henrik Nordbrandt, "Lys og mørke" af Sten Kaalø, "Azorno" af Inger Christensen - som ret beset ikke er en digtsamling men en roman - og vel nok dén dags kup: "Nielsen sort på hvidt", Hans-Jørgen Nielsens samlede. Samlet pris: 30 kr. Eller noget i den dur.
Jeg var et smut hos Arnold Busck i frokostpausen og kom for første gang i flere år ikke tomhændet ud fra et bogudsalg. Ren lyrik: Kurt Schwitters, "Anna Blomst og andre digte". Simon Grotrian, "Korstogets lille tabel". Henrik Nordbrandt, "Pjaltefisk". Shuntaro Tanikawa, "Besat af æbler og andre digte". Max Jacob, "Raflebægeret og andre digte". Olav H. Hauge, "Dråber i østenvind". Samlet pris: 129,95 eller noget i den dur. Borgens Verdenslyrik-bøgerne koster en 20'er stykket.
Efter en længere periode, hvor mine CD'er fik lov at stå på hylden - og hvorfor er det lige, at sådan nogle perioder indtræffer? Christian, jeg ved det er hændt for dig også - er jeg tilsyneladende ved at genfinde lysten til at høre musik. Eller mere præcist: Hele CD'er på anlægget. For mp3'er har jeg hørt hele tiden. Har langt om længe taget mig sammen til at købe Randy Newmans "Good Old Boys" og har - over de seneste dage - genhørt bl.a. "Excitable Boy" med Warren Zevon, "Subterranean Homesick Blues" med Bob Dylan, "Silver & Gold" med Neil Young, "Live in Concert" med BAZAAR og "Living My Life" med Grace Jones. Dagens CD er "DET" - af Pia Raug, som - selv i 2000'ernes borgerlige Danmark - fortsat er en smaddergod plade. Ikke mindst - naturligvis - pga. Inger Christensens tekst:
Hvad du gav mine tanker, er den rene
forvirring, balancen der er usikker/
sikker
Hvad du gav mig er alt det umulige
Min lidenskab: at gå videre.
Fisket fra Thures kommentar: "Tirsdag den 13. november" - altså dristigt nok på selve valgdagen - "slår CPH:DOX og Museet for Samtidskunst dørene på Litteraturhaus op for en hel aften helliget forfatteren, performeren og mediekunstneren Per Højholt". Læs mere om arrangementet "Højholt håndholdt" her.
Dagens musik er spacefictionen "Turbo", som Per Højholt lavede med Peter Kristiansen og Clemens Johansen i 1969. Baseret - selvfølgelig - på Højholts egen digtsamling af samme navn fra 1968. Lyt til "Turbo" og hør Højholts kommentarer til påfundet på denne DR-side. Og hvis du ikke for længst har gjort det: køb Exlibris-udgivelsen "Tilbage til Turbo", som indeholder både den originale "Turbo" og en remix-cd med nye fortolkninger.
Modtaget med posten i dag: Catharina Gripenbergs netop udkomne digtsamling, "Ta min hand, det vore underligt".
Et par formelle og personlige bemærkninger om Catharina - for ikke ret mange, tror jeg, kender hende herhjemme. Hun er finlandssvensk multikunstner, herunder digter og flittig digt-oplæser, født i Jakobsstad 1977 og har foreløbigt udgivet tre digtsamlinger - de to første i 1999 og 2002. Alle tre har fået fornem kritik. Jeg mødte Catharina, mens jeg boede på Trillegårdskollegiet og læste film og tv som sidefag på universitetet - hvor hun en dag, efter i en fredagsbar at have gjort uudsletteligt indtryk med mærkværdigheder, jeg var ganske uforberedt på - inviterede sig selv med på Trillegårdsbaren. Hun var - og er formentlig stadig - meget gavmild med sin tid, og jeg er taknemmelig over, at jeg var så heldig at rende ind i hende her i tilværelsen. Og hun er en glimrende digter. Tag og læs hende - også selvom bøgerne endnu ikke er oversat til dansk.
Uddrag af e-mail til Catharina - bragt her i håb om, at det - således synliggjort - vil virke mere forpligtende på migselv:
Til gengæld kan jeg sende dig de seneste eksemplarer af mit poetiske månedsblad "Til Gården & Til Gaden". Jeg har desværre ikke skrevet ret meget i lang tid, men jeg er i gang med et nyt digthæfte, som hedder "Superstreng". Det handler om, hvad der er sket i universet siden big bang og frem til nu, hvor jeg skriver dette - med særligt fokus på de sidste 29 år af nævnte periode. Jeg er for øjeblikket interesseret i "big bang"-teorier, så samlingen kommer - det er i al fald planen - til at have et lidt nøgternt, videnskabeligt præg. Men også et humoristisk. Jeg ved ikke, om ordet "streng" også findes i samme betydninger på svensk, men det betyder - ved siden af den videnskabelige betydning - bl.a. også hård, seriøs, alvorsfuld osv. Og det henviser - selvfølgelig - til sætningen som enhed. Desværre får jeg ikke skrevet så meget lige nu, da jeg har fået FULDTIDSARBEJDE (gisp!) på Kulturhistorisk Museum. Men det ændrer sig nok, når jeg læser din nye digtsamling. Det med den manglende skrift. Ikke det med fuldtidsarbejdet.
Ny digtsamling fra finlandssvendske Catharina Gripenberg: "Ta min hand, det vore underligt" -- med Gripenberg-gendigtninger af kendte Edith Södergran-digte. Ingen af Catharinas tre digtsamlinger -- som alle er blevet stærkt kritikerrost - er desværre oversat til dansk endnu, men nogen, som har sprogevnerne, burde sætte sig for at gøre det. Og bare lige for at demonstrere, at jeg ikke kun hænger ud med Miss Århus'er, men også med finkulturens elite: Catharina er hende her.
Yderst til højre, altså. Ved siden af - fra venstre - Morten Riis, undertegnede og Paw Amdisen.
Statens Kunstfonds Litteraturudvalg har i deres forårspræmieringer 2007 tildelt Peter Nielsen 75.000 kr. for digtsamlingen "I sommervinden": "Brede linjer, lang syntaks og flydende forvandlingsbilleder, som fortættes i konstellationer af foreløbig betydning [...] På mærkelig vis er man lettere om hjertet, når man har set hvordan digteren bærer sig ad." Læs mere her. Og stort tillykke til Peter Nielsen.
Siden den 28. juni, hvor jeg valgte foreløbigt at indstille mit månedlige 8-siders-hæfte "Til Gården & Til Gaden" - angivelig for, at jeg i stedet kunne arbejde på en egentlig digtsamling med titlen "Superstreng" - er det gået omtrent som forventet, idet jeg stort set ikke har foretaget mig noget som helst. Digtmæssigt, altså. Mine dage går med læsning, filmkigning (gårsdagens film: "Talladega Nights: The Ballad of Ricky Bobby"), skrivning af ansøgninger, computerspil osv. - noget af det givtigt, andet mindre. Givtigt. For eksempel er der jo Barnaby, hvor jeg nu har nået et afhængighedsstadie - og hører i hovedet seriens titelmelodi, med dens undertoner af spøgeri & mystik, på de særeste tidspunkter. Og så tror jeg, det var godt, at jeg kom omkring Jaan Kaplinski-digtsamlingen "Samme hav i os alle", som er oversat af Peter Nielsen, kan lånes på biblioteket og er meget anbefalelsesværdig. Den har tilsyneladende sat lidt skub i digtproduktionen, så jeg nu er oppe på 4 styks. Ganske vist ikke tjekkede (i nogle af ordets betydninger), men alligevel.
Mit månedlige digthæfte "Til Gården & Til Gaden" - har jeg i dag bestemt - holder pause hen over sommeren, mens jeg arbejder på min næste samling af digte, som kommer til at hedde "Superstreng".
Det er midt på måneden og tid til endnu et nummer af min pdf-udgivelse "Til Gården & Til Gaden". Hæftet udkommer hver måned den 15., er på 8 sider og indeholder digte og andre tekster af undertegnede. Næste måned har bladet 1 års fødselsdag. Det kan allerede næsten tale.
Download "Til Gården & Til Gaden" 11.
Netop hjemvendt fra hyggelig weekend-visit hos Paw og Signe i Horsens, hvor jeg for første gang fik set familiens seneste tilføjelse, Esther, og Marius, som er blevet stor og en halv-habil bruger af det danske sprog. Jeg har på en eller anden måde fået bildt mig selv ind, at det er den 15. i dag (og således tid til nr. 11 af mit lyriske netmånedsblad "Til Gården & Til Gaden"), men det går nu op for mig, at der er et par dage til endnu - så jeg nøjes indtil videre med at lægge et billede af forsiden ud. Til gengæld er det Mors Dag.
Sidst læst:
"Digt på min fødselsdag" af Jørgen Gustava Brandt.
"The Beast in the Cave" af Lovecraft.
Nyt spændende blog-tiltag: 11 anmeldere har lanceret bloggen Metrord, som skal indeholde anmeldelse af tilsendte selvudgivelser, undergrundslitteratur o.l.
Det er den 15. - lidt endnu - og i den anledning kommer her et nyt nummer af min personlige digtrodekasse "Til Gården & Til Gaden".
Download "Til Gården & Til Gaden" hæfte 10 (pdf, 50 kb.)
Bo har pdf-publiceret nogle "Genfundne digte" - (gen)find dem her. Gårsdagens film var "Nyhavns glade gutter", som jeg (fandt jeg ud af) havde set før, men under titlen "Onkel Joakims hemmelighed" - men den stod meget svagt i min erindring. Så svagt, at jeg havde glemt, at det er Carl Ottosen, der har lavet den. Den er ellers i allerhøjeste grad præget af The Ottosen Touch, som er ganske letgenkendeligt. I dag har jeg set "Edward Scissorhands" - ikke en oplevelse, der har mærket mig for livet - og sat "Spidsen på kuglen" på anlægget.
Sidst læst:
"Persiske eventyr og historier" + "Rejse i eventyr" af Jes Asmussen, og P. Nielsens "I sommervinden" (som jeg, med vilje, har læst langsomt).
Langt og godt interview med digteren Peter Nielsen i dagens Politiken, i anledning af udgivelsen af "I sommervinden", PNs første samling siden "Livet foreslår" (2003), der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Læs "Digteren, der ikke ville være kendt" her. Læs også "Tankens åndedræt" (anmeldelse, Information).
Uden at jeg for alvor kan siges at have haft travlt har dagen i det stille været lidt frustrerende på en bureaukratisk, svagt Kafka-agtig (undskyld Bo) måde. I eftermiddags ville jeg ringe til det nye jobcenter og stille dem et ganske simpelt spørgsmål (i anledning af, at min løntilskudsansættelse udløber i morgen, og at jeg på mandag bliver genansat på museet i en "rigtig" deltidsstilling), men endte hurtigt i det rene omstillingscirkus. Sådan har det ærligt talt været - eller sådan har det forekommet mig at være - med det meste i løbet af dagen. Piv. Løsningen må være at plaffe nogle howlers ned i "Clive Barker's Undying".
Et stort lyspunkt var, at jeg fik fat i Peter Nielsens nye digtsamling "I sommervinden", som er udkommet i dag. Den glæder jeg mig meget til at læse. Det er ikke ofte, man har æren af at udkomme samme dag som PN - men altså. Download seneste pdf-nummer af mit lyriske månedsskrift via linket herunder.
Til Gården & Til Gaden #9 (48 kb)
Det et er den 15. og dermed tid til endnu et nummer af mit månedlige lyrikblad "Til Gården & Til Gaden" - download nr. 8 her. På vej hjem fra arbejde kørte jeg i øvrigt i bus med David, som er medforfatter til digtsamlingen "De ka' Randers i røven". Samlingen er udgivet af M.U.N.K. og kan lånes via bibliotek.dk.
Sidst læst: Engelbreth Larsen & Seidenfaden: "Karikaturkrisen". Lawrence Ferlinghetti: "The Secret Meaning of Things".
Lawrence Ferlinghetti-digtsamlingerne - læs her - er allerede kommet med posten, og jeg har lige læst de to første digte i "The Secret Meaning of Things": "Assassination Raga" (skrevet efter mordet på Kennedy) og "Bickford's Buddha", som er 9 siders indtryk på vej til en digtoplæsning (Bickford er navnet på cafeteriaet, hvor oplæsningen finder sted, og buddhaen er en hippie, digtets jegperson møder på vejen derhen). Den sidste var den bedste - eller mere præcist: den første var mere hellig-hellig og politisk a la Ginsberg. Apropos Ginsberg, et par linier fra "Bickford's Buddha":
The father says "stand up"
and he takes their picture
for eternity
(Photo of "Allen Ginsberg & Mother
NY World's Fair 1939"
flashes in memory's movie)
What could that mean
And what could be
the secret meaning of this day
& of what's been so blindly observed?
There's no such thing as an accident
the post-Freudians say
Og apropos digtoplæsninger: Linda læser op ved én i morgen, tirsdag, på Café Gemmestedet i Århus.
Sidst læst:
Eric Danielsen, "Flaubert: Desillusionens mester"
Kira Eggers: "Den nøgne sandhed. En pinups erindringer"
Netop vundet på eBay: 3 x Ferlinghetti: "A Coney Island of the Mind" (1958), "The Populist Manifestos" (1981) og "The Secret Meaning of Things" (1969). Samlet pris, inkl. forsendelse fra USA: 73 kr.
Dagens CD er "Coltrane's Sound" (som bl.a. indeholder "Central Park West", mit yndlingsnummer med John Coltrane. Hør nummeret her og se billeder af flyvende fugle imens).
Det er atter blevet den 15., og du ved, hvad det betyder: Månedens penge er forlængst brugt op, og vi kører med den samme regering på 873.330te år, men til gengæld udkommer der et splinternyt nr. af månedsbladet "Til Gården & Til Gaden" med skrammelpoesi af yours truly - og denne gang er det en næsten helt ubegribelig speciel begivenhed, fordi bladet har netpremiere.
Hent "Til Gården & Til Gaden" #7 i pdf-format (højreklik og vælg 'gem destination som')
... og på utallige opfordringer (ganske vist fra samme person) introduceres i samme åndedrag TIL GÅRDEN & TIL GADEN CLASSIC, der i denne ombæring byder på en genopfriskning af alle de gode minder, der knytter sig til nr. 3:
Hent "Til Gården & Til Gaden" #3 i pdf-format
James Tate: Reading at the Kelly Writers House, University of Pennsylvania, March 19, 1998. Tates digte er meget morsomme på en selvpunkterende måde, og de ville minde lidt om standup, hvis ikke de (heldigvis) var så fuldkommen blottede for ironi. Mere om Tate her.
Jeg har besluttet mig for (som fremsynede Capac vist for længe siden foreslog) at lægge fremtidige numre af mit månedlige digthæfte "Til Gården & Til Gaden" ud på nettet og droppe det gamle flyvebladsformat. Fra og med nr. 7 - som, hvis ellers jeg snart kommer i gang med at skrive det, udkommer om fem dage - vil hæfterne kunne downloades som pdf-filer via bloggen. (Tak til Rune, som henviste mig til et gratis pdf-skrivningsprogram, der funker aldeles glimrende.) Jeg ER - jo, det er jeg - lidt ked af at gå væk fra det fysiske format - ikke mindst fordi kontakten imellem skribent og læser bliver mindre personlig. Og andet snøft. Men alternativet var at indføre en slags halvårlig abonnementordning, hvor abonnenterne kunne betale for bladet i form af Snickers - og jeg ville gerne holde det gratis. Der er, endvidere, uomtvistelige fordele forbundet med pdf-formatet: Hæftet kan læses af langt flere end før. Og der er betydelig mindre bøvl (: færre stressforårsagende printerproblemer) med at producere det. Og bøvl er det værste, zen-typer som mig véd.
Linda har skrevet en omtale af mit seneste månedlige digthæfte, "Til Gården & Til Gaden VI" - hvilket får mig til at tænke på, at jeg da helt har glemt at omtale det selv. Til historikerne og de generelt bagvendte: Hæftet udkom 15. december, er på 8 sider og kan bestilles ved at lægge en kommentar inkl. mail-adresse til dette blogindlæg. Nummer syv udkommer 15. januar. Husk i øvrigt at rekvirere "Den gennemsigtige tid", Bos og Lindas fine hæfte med brevdigte.
Den snakkesalige dame af anden etnisk herkomst end dansk, som jeg nogle morgener har den ære at vente på bussen sammen med, lynede i dag min jakke helt op til hagen, da jeg beklagede mig over, at jeg havde glemt mit halstørklæde på arbejde i går. Med andre ord: Sig nærmer vinteren, det blir cirka fra nu af lysere i det, og i den anledning (og i den anden anledning, at jeg i dag fandt et brugt eksemplar af en cd, jeg længe har eftersøgt, Erik Grips "Frank Jægers viser") - et smugt vinterdigt:
Liden sol i disse uger.
Februar har gjort os mindre.
Sne som tynger. Is som knuger.
Vi kan ingenting forhindre.
Vi kan heller ikke bede
om at måtte blive større.
Stær og mus og vinterhvede
må på vore vegne spørre.
Men måske april vil hente
vore hjertebål tilbage.
Sammen vil vi tålsomt vente,
liden sol i disse dage.
Bror Bo har venligst sendt mig et eksemplar af hans og Linda Nørgaards nye, lyriske samskrift "Den gennemsigtige tid" - som består af en række brev-digte fra august-december 2006. Tusind tak. Mere om projektet her.
Sidst læst: Peter Laugesen: "Landskab". Og sidst set: "Underworld Evolution". Bedre end etteren - god åbningsscene, vinter og varulve i middelalderen.
"Der er æg i mit skæg" - program med og om den nyligt afdøde danske digter Jørgen Gustava Brandt - i dag kl. 19-19.20 på DR2. Og på samme kanal kl. 21.15: Mød 6 danske bloggere i "Jeg - en blogger".
Den danske digter Jørgen Gustava Brandt er død, 77 år gammel. Mere her.
Novemberudgaven af mit lyriske månedsblad, "Til Gården & Til Gaden", udkommer den 15. - i overmorgen - og sendes ud til abonnenterne i morgen. Jeg håber alle vil værdsætte den julede forside.
Formentlig vil jeg inden alt for længe - medmindre jeg vinder i Lotto (som jeg ikke spiller, så chances are against it) - introducere en halvårs-abonnement-ordning, i erkendelsen af, at jeg er fattig, printerpatroner er dyre, jeg bruger temmelig lang tid på udprintning og hæftning og forsendelse (for slet ikke at tale om at skrive skidtet), og julen står for døren. Jeg forestiller mig, at et halvt år - dvs. 6 numre - kan koste en 50'er (inkl. porto). Tilbuddet vil dog naturligvis først træde i kraft, når de tilsendte frimærker er brugt.
Er ca. 150 sider inde i "UGH" og genlæser "Trashpilot" imens - og har, ganske uncalled for, påbegyndt en optimistisk Dante-læsning ved siden af, begyndende med "Nyt liv". Mest interessant har i "UGH" indtil videre været kapitlet af Christian Dorph om fraværet af kærlighedserklæringer og sjofelheder i Laugesens digtning - et fravær, der bliver klart, hvis man f.eks. sammenligner med Højholts forfatterskab, som er fuldt af dem. Sjofelheder. Laugesens kærlighedserklæringer er der, men de har kant, jvf. f.eks. stykke to på "Howl On!"-cd'en: "Havet skummet stenene lydene formerne farverne. Elskede, du ved ikke hvor let jeg kan føle mig indeni overalt. Hvordan det kan flyve. Jeg har brug for mørket. Du er mit lys." Men hvorfor, kunne man sige, skulle kærligheden også vægtes højere end bumsen på bænken, lyden af Monk i natten eller revolutionens (kontoristers) skæbne. Kærligheden er en del af historien - ikke det hele. "Jeg forsøger at finde en måde at skrive historien på. Det lykkes kun som en fortsat strøm. Den kan ikke splintres i højdepunkter. Den kan ikke samples i største hits. Den kan ikke sorteres i det der er poesi og det der ikke er poesi. Hvis der er poesi er den alting. Der er kun eet værk."
I dag var, af en mandag at være, en så udmærket oplevelse, som ganske uventet blev afsluttet med øl - i selskab med Gry - i studenterbaren. To kolde fra kassen.
Af ren og skær nysgerrighed: kan nogen fortælle mig, om der nogensinde fremkom noget nyt i sagen om krysantemumbomben, som ødelagde en somalisk forenings lokaler på Eckersbergsgade 27 i Århus natten til søndag den 1. oktober? Jeg synes efterhånden, det er længe siden, jeg har læst noget om det.
"Til Gården & Til Gaden" #5 bliver en slags fritrullende meditation over to linier hos den romerske digter Catul. Hvis jeg nogensinde bliver færdig med teksten. I dag skrev jeg en 10-15 linier i notesblokken på pc'en, kopierede dem og var dumdristig nok til at lukke dokumentet uden at gemme, før jeg satte linierne ind i et andet dokument. Blot for at opdage, at jeg ikke havde fået dem kopieret alligevel.
Har lånt bogen "UGH!" om Peter Laugesen på biblioteket, redigeret af Lars Bukdahl. Det er vistnok bog nr. 2 (!) på dansk om Laugesen - som altså, kunne man indskyde, generelt anses for at tilhøre den absolutte elite af landets digtere, og som har været aktiv siden slut-60erne. Hvad laver vi egentlig i det her land?
Linda har skrevet et indlæg i anledning af "Til Gården & Til Gaden 4", som hun denne gang finder "indeholder lidt rigeligt helligånd". Jeg lover højtideligt, at helligånden ikke blir nævnt med et ord i næste nummer (men jeg har jo også et paveembede, eller er på vej til at få et, at passe).
Et spørgsmål til de kyndige udi engelsk tv-komik. Jeg har forsøgt og forsøgt og ledt og ledt, og nu er det lidt blevet til en stædigheds-ting. I episoden "Oxford" af komedieserien "The Comic Strip Presents" med Dawn French, Jennifer Saunders, Adrian Edmondson, Nigel Planer og Robbie Coltrane m.fl. er der et 80er-tidstypisk musikstykke, som afbryder handlingen med jævne mellemrum og bl.a. ligger hen over rulleteksterne. I rulleteksterne er titelsangen krediteret til The Pretenders, hvilket ikke er helt utænkeligt - men det lyder en anelse (intentionelt?) amatøragtigt og kunne for så vidt godt være noget, "Comic Strip"-folkene selv har skruet sammen. Der er ingen sang, kun kvindelig speak - og kvinden siger ting som "I wanna learn", "higher thoughts", "everything I know nothing about" og "I wanna know what an equation is". Sidder der nogen Pretenders-fans derude, der evt. kan informere mig om nummerets titel?
... og stille som en vandpyt. Weekenden er gået - for hurtigt - med arbejde, søvn, læsning, tøjvask, støvsugning og gennempløjning af jobannoncer, samt udprintning og forsendelse af "Til Gården & Til Gaden# #4. Der, synes jeg i al beskedenhed, er endt som det bedste nr. hidtil (hvilket ikke nødvendigvis siger så meget). Der er bl.a. et længere, Olson-inspireret digt og ét, der stammer helt tilbage fra 98, fra en aldrig trykt fejltagelse af en samling med titlen "40 ark til Amerika". Nu siver en brøkdel af fejlen altså over i gården & gaden. Nummeret skulle gerne nå ud til folk i morgen, og de bedes værdsætte det ekstra denne gang, eftersom udprintningen i går på MIN PRINTER SOM GIK AMOK i en rus af kreativt fejlmageri meget nær fik bugt med min livsvilje.
Dagens CD: Johnny Madsen, "Room Service":
Oprørt som et hav
og stille som en vandpyt.
Her er ensomt
og natten den er lang
men der bli'r nok
en by her engang
med træer
og store boulevarder
og en dronning
og en satans masse garder.
Sidst læst:
"Ny bibeloversættelse - på videnskabeligt grundlag. Annoteret prøveoversættelse. Da Gud begyndte kap. 1-12. Jeshajahu kap. 1-12".
Lewis Carroll: "The Hunting of the Snark".
Vol. 4 udkommer i dag:
Læs mere her.
Af Matthew Arnold, "A Summer Night" (1852):
Is there no life, but these alone?
Madman or slave, must man be one?
Plainness and clearness without shadow of stain!
Clearness divine!
Ye heavens, whose pure dark regions have no sign
Of languor, though so calm, and, though so great,
Are yet untroubled and unpassionate;
Who, though so noble, share in the world's toil,
And, though so task'd, keep free from dust and soil!
I will not say that your mild deeps retain
A tinge, it may be, of their silent pain
Who have long'd deeply once, and long'd in vain -
But I will rather say that you remain
A world above man's head, to let him see
How boundless might his soul's horizons be,
How vast, yet of what clear transparency!
How it were good to abide there, and breathe free;
How fair a lot to fill
Is left to each man still!
"Til Gården & Til Gaden" #4 udkommer 15. oktober og sendes ud til de trofaste få den 14. Hæftet indeholder flg. digte:
Ambition.
Der, på en tue, yderområdet.
Skib.
I de ueksakte svars område.
I Heiligengeistgang.
Farvel.
Interesseret i at høre nærmere? Læg en kommentar med din mail-adresse.
Dagen fylder alt for meget. Hermed første indlæg i en ny række af hyldester til natten.
Af Frank Jægers "Om mit herskab":
Maanen er mit gode herskab.
Tøm engang et glas for maanen.
Jeg kan sige "Jeg og maanen".
Vi har femtentusind venner.
Jeg har to og maanen resten.
[...]
Syng for gode, gamle maane.
Dæmper vindens hvin og tysser
paa de praleglade ugler,
naar mit herskab viser tegn paa
søvnighed og nikker. Er der
straks med fine dyner, bomulds-
skyer imod nattekulden.
Holder selv min kæft og sover.
Hvem har mon et bedre herskab?
Udkommer i dag, fredag den 15. september:
Indeholder flg. digte:
Lidt mere.
Tweed.
Nerver på og af.
Syrener.
Freddie.
Hul i hodet.
"Til Gården & Til Gaden 4" udkommer 15. oktober.
Digte af min finlandssvenske veninde, Catharina Gripenberg, oversat til engelsk af David McDuff. Læs dem her.
15. september udkommer:
Indeholder flg. tekster (formentlig):
Syrener
Freddie
Spind
Hul i hovedet
Lidt mere
... eller lidt mindre, afhængigt af hvordan det kommer til at passe med sidetallet.
Sendes ud til abonnenter den 14. Hæftet er på otte sider og gratis, forsendelse koster kr. 4,75 pr. nummer. Lige under en snickers. Hvis du vil modtage et eksemplar, bedes du lægge en kommentar (husk mail) til denne postering, så vender jeg tilbage til dig hurtigst muligt. Eksemplarer af nr. 1 og 2 kan stadig bestilles.
I forlængelse af min brors prisværdige Ole Sarvig-projekt: Jeg ejer selv, så vidt jeg husker, fire bøger af Sarvig: "Jeghuset", "Menneske til menneske. En digtkreds", "Stenrosen" (roman) og "Glimt. Smaa Essays" fra 1956. "Menneske til menneske" er en kompilation bestående af digtsamlingerne "Grønne digte", "Mangfoldighed: Et prosdadigt", "Jeghuset", "Legende", "Menneske" og "Min kærlighed"... så egentlig har jeg pænt meget Sarvig stående. Det ville imidlertid nok være en tilsnigelse at sige, at jeg har dyrket Sarvigs forfatterskab, men han har altid interesseret mig, og især "Grønne digte" gjorde stort indtryk på mig, da jeg læste samlingen i 2001. Det var lidt ligesom at stikke armen ned i en pose muldjord. Jeg skrev endda et par Sarvig-inspirerede naturdigte, som kom med i mit digthæfte "Kiss Kiss Bang Bang".
Solrig septemberfredag, og Dansk Paveparti, har jeg bestemt, går under jorden for en kort bemærkning - der er, trods alt, også andet i verden end verdensherredømmet - mens jeg overvejer et nyt blognavn.
"Til Gården & Til Gaden" #3 udkommer 15. september.
Sidst set: "White Noise". Jeg er - går det efterhånden op for mig - ret sårbar over for 'electronic voice phenomena'-gysere. Neutzsky-Wulffs "Døden" fik mig til at ligge vågen hele natten.
Sidst læst: Peter Laugesen, "64".
Min bror har lagt en række af sine gamle digthæfter ud på sin blog i pdf-format - tjek her, og læs dem, eller snyd dig selv, så det driver. For mit eget vedkommende har jeg foreløbigt produceret fire styks tekster til næste edition af mit månedsblad "Til Gården & Til Gaden". Sidste to tilkomne hedder hhv. "Spind" og "Letzte Lieder". I går var jeg ved stranden - og i skoven - og så noget, der et eller andet sted godt kunne have været en ræv. Det havde cirka fire ben.
Sidst læst: "Det nye højre i Danmark" af Rune Engelbreth Larsen.
De to første tekster til "Til Gården & Til Gaden" #3, "Syrener" og "Freddie", blev skrevet i går aftes før sengetid, og de får stort set lov til at stå, som de er, tror jeg. Bror Bo har sendt mig sit seneste digthæfte, "Farao" - mange tak - jeg er gået i gang med at læse Runes bog om "Det nye højre i Danmark", og så skal jeg for øvrigt på arbejde både i dag og i morgen.
Og det vigtigste: Jeg overvejer at få mig en rød tophue som den, Bill Murray har i "The Life Aquatic". 
Sidst læst:
Margaret Atwood: "The Journals of Susanna Moodie".
Christian Baunvig var, sidste gang jeg besøgte ham (den 5. august), så venlig at overrække mig en gratis avis, før han midt om natten sendte mig ud på en helvedestur gennem ukortlagt stiterræn et sted i Århus Nord i bælgmørke, formentlig i et forsøg på at eliminere mig once and for all, så han selv ku nuppe pavemagten. (Efter en del flakken tilfældigt omkring nåede jeg til sidst ud på Vejlby Centervej og tog den derfra - så den gik altså ikke, Chrisser!)
Avisen - Politiken 5. august - har jeg først fået skimmet igennem i dag, og det ville være løgn at sige, at det var nogen stor oplevelse. Den var cirka på højde med gårsdagens (fravær af) kick, da jeg bladrede igennem mit første eksemplar af gratisavisen 24 timer. Mest interessant hos Politiken - fordi den efter min mening er så himmelråbende urimelig - er en lille artikel af cand.theol. Sørine Gotfredsen på tredje sektions side 3 om Jørgen Leth, hvor Gotfredsen under overskriften "Fange på livstid" kritiserer Leth for hans æstetiske livssyn og hans mangel på vilje - eller talent - til at tage "den etiske fordring" op. Gotfredsen tager eksplicit afstand fra hetzen mod Leth efter "Det uperfekte menneske" og kalder den et "hysterisk feministisk korstog", men hvad hun beklager, er ikke forargelsen som sådan, men derimod, at forargelsen bredte sig af de forkerte grunde.
Leth - og umiddelbart skulle man ud fra ordlyden tro, at det var den samme forargelse, Gotfredsen tilslutter sig, som de hysteriske feminister - er "det amoralske og selvcentrerede individ i fremskreden form", der "i jagten på egen selvforglemmelse gennem mad, vin, musik, kunst, sport og kvinder ikke kan bære tanken om, at et menneske af og til må lægge bånd på egne tilbøjeligheder". Leths digte (i den nye samling, "Det gør ikke noget") både "frastøder og vækker til medlidenhed" og giver et billede af en mand, som "om og om igen må søge adspredelse og selvbekræftelse", men "som gang på gang har måttet sande, at ekstasen heller ikke denne gang kunne udfylde tomrummet indeni". Gotfredsen citerer Leths digt "Brand": "Jeg er ikke klog. Jeg ved ingenting. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få fat" - Leth er, forklarer Gotfredsen, ikke særlig "analytisk klog" og magter ikke "for alvor at analysere sine egne observationer", hvorfor hans digte ofte ender som det, artiklens forfatter kalder "udvendige iagttagelser", hvad det så end skal betyde. Jørgen Leths forfatterskab er en fortsat pointering af, at betydningen findes, men han kan ikke komme bagom den, og det - siger Gotfredsen - gør ham tragisk, og værre endnu, det gør ham til "et direkte farligt forbillede udi dette at leve".
Jeg er klar over, at baggrunden for Gotfredsens indlæg først og fremmest er moralsk indignation, og som sådan nytter det nok ikke meget at diskutere. Gotfredsens pointe er, hvad enten hun selv skriver det eller ej, religiøs, og den er fuld af antagelser mellem og i linierne, så som, eksempelvis, at det er digterens opgave at være analytisk klog og analysere sine observationer. Digterens opgave kunne måske også tænkes nærmest at være det modsatte: at modarbejde vores hang til pr. automatik at analysere alt i hoved og røv og i dén bestræbelse komme tættere på en sandfærdig beskrivelse af virkeligheden - det, Gotfredsen ringeagtende kalder "udvendige iagttagelser" - som den erfares, og ikke som vi mener, den bør være. Den kunne også tænkes at være noget helt tredje - nemlig at producere løgn. Bæredygtig løgn.
Gotfredsen's got religion - og fred være med det. Men Leth skriver nu engang fra et andet sted, hvor den slags pjank er brudt sammen, og hvor den manglende evne til at få fat - og idéhistorisk er det vel den, vi har tumlet med siden renæssancen - præcis er det, der igen tillader, at man kan være bekendt at interessere sig for virkeligheden. Og gå entusiastisk ind i den - og acceptere, at sådan er reglerne nu engang i et tennisspil, et cykelløb osv., og tage spillet alvorligt, så længe det varer.
Leth er æstetiker - men man skal være døv eller frelst for ikke også at kunne fornemme, at hans poesi overalt er båret af en gennemtrængende ydmyghed. Dén ydmyghed kommer præcis af Leths kommen-til-kort, og den er, i mine øjne, ikke spor farlig. Den udgør forskellen på at interessere sig for et konkret og nærværende stykke natur - og en idealforestilling om natur. Kunsten er, at kunne se det smukke i en solnedgang uden at forsvinde bort i solnedgangens idé, og det kan Leth. Fra "Hælder alting ud":
Hvad så hest?
En god hest
En flink hest
Det er godt
Det er godt
Så går vi igen.
Det er ambitionen i retning af at ville gøre det konkrete banalt, insisteringen på moralsk, vejledende kunst, der - som jeg ser det - står som "et direkte farligt forbillede udi dette at leve". Leths tilgang til verden er barnlig - jf. hestedigtet - og ligesom barnet er den båret af nysgerrighed og forundring, og obs! på det mirakuløse ved, at tingene er, som de er. Sådan skriver man ikke nødvendigvis fordi, man ikke er særligt klog. Sådan skriver man fordi, man har opdaget, at analysen er endeløs.
For sent opdagede jeg i dag, at jeg i går postede mit 666. blog-indlæg... det burde, naturligvis, have været af væsentligt mere diabolsk tilsnit. Og nu er det for sent at gøre noget ved det... for sent til livets ende.
Linda - tak! - har skrevet en fin lille omtale af nummer to af mit lyrikmånedsblad "Til Gården & Til Gaden". Læs omtalen her.
En lille reminder, to whom it may concern: Nummer to af mit personlige månedsblad, "Til Gården & Til Gaden", er just nu på trapperne og udkommer den 15. august, som er på tirsdag. Utallige læsere - minimum tre styk - har allerede gjort det eneste fornuftige og abonneret på bladet, og dertil kommer familiemedlemmer. Nu tilspørger jeg dig - har du råd til at lade denne wåns in a lajftajm opportunity gå din næse forbi? Vi lever i en turbulent tid og bla bla bla, og i sådanne vanskelige stunder blir det hele let lidt dosk. Her får du, for et fladt frimærkes pris, muligheden for at osv. Læs mere her.
Første prøveeksemplar - og jeg tror ikke, der kommer nogle ændringer - af mit månedsblad vol. 2 er printet og clipset i dag. Bladet udkommer 15. august. Mere her.
Update til Carsten: Jeg smider nr. 1 i din postkasse i løbet af de næste par dage - beklager forsinkelsen.
Hæfter til de første mail-bestillinger er blevet trykt i dag og vil blive sendt ud i morgen, mandag.
Mit nye månedsblads-digt-projekt, "Til Gården & Til Gaden - Hæfte I", foreligger nu i fysisk form. Læs mere her.
Jeg har besluttet mig for at lancere månedsbladet - og det får titlen "Til Gården & Til Gaden", som "getting jiggly with it" bror Bo udtænkte tilbage i 2004. Min sommerferie starter på fredag (den 14.), og selvom sommerferien naturligvis burde være en periode med sjov, alkohol, musik og filosofi til den lyse morgen i venners lag, er min erfaring, at den tværtimod ofte byder på en lummer cocktail af isolation og kedsomhed - så jeg får sikkert masser af tid til at lave hæftet dér. Planen er, at det skal udkomme midt på måneden. Måske kan jeg nå at lave det i weekenden - materialet er sådan set klart. Første nummer kommer til at indeholde noget så eksotisk som et Hitchcock-digt. Stay tuned.
I dag - mens jeg læste i indledningen til Johan Herman Wessels samlede digte - kom jeg på den idé at lave et lille månedsblad med digte og tekster om vind og vejr.
Jeg har længe været meget fascineret af okkultist-filosoffen Aleister Crowleys bladprojekt "The Equinox", som i begyndelsen af 1900-tallet udkom halvårligt med artikler om alt, hvad Crowley selv fandt interessant - mange af dem skrevet under pseudonym (for ligesom at få det mere til at ligne en bølge).
Wessel publicerede også et sådant blad kaldet "Votre Serviteur Otiosis"; hvert nummer var på 8 sider, og der udkom i alt 54 numre mellem marts 1784 og juli 1785. Det ville for mig (og, tror jeg, for Wessel, for Wessel var doven) være ret vigtigt, at bladet forblev uambitiøst af omfang - så 8 sider lyder meget besnærende. Et skrammelblad - sku det være - med alt mit rod i. To bøjede A4-sider. Wessel udgav det på ugebasis, mens det for mit vedkommende nok er mere realistisk på månedsbasis.
Jeg har hidtil publiceret mine tekster i form af A5-hæfter af varierende omfang - typisk mellem 20 og 40 sider. Problemet er, at det trækker ud for længe med dem, og at de får lov at ligge nogle gange i år, før jeg tager mig sammen til at runde dem af - således også mit seneste hæfte "Såede stifter", som pt. foreligger både i en forældet pc-version og en noget anderledes håndskriftudgave. Jeg tror, at jeg mangler en form - og otte sider pr. måned lyder umiddelbart tiltrækkende. Så måske vil jeg køre videre med blad-ideen.
Så mangler jeg bare en titel. Indtil videre bruger jeg den forliste digtsamlings titel som arbejdstitel - dvs. "Såede stifter" og måske en undertitel til hvert nummer. Men har du en bedre idé, er du velkommen til at sige til.
Jeg fandt linket på Mettes blog - og for første gang er jeg en lille smule ked af, jeg ikke var med på Roskilde... i al fald lige til den koncert. Læs Politikens glimrende anmeldelse af Jørgen Leths oplæsning.
Mine egne erfaringer med den amerikanske digter James Tate begrænser sig til, at jeg har læst hans prisbelønnede digtsamling "Worshipful Company of Fletchers". Jeg har i de seneste dage lyttet ganske intensivt til indspilninger af digtoplæsninger - af Kenneth Koch, Charles Olson, Hugh MacDiarmid (som jeg tror, Paw ville sætte pris på) og Ezra Pound, der læser digte via en svag, monoton og sært hypnotiserende mumlen. Jeg fik også, i går, fornøjelsen af at lytte til Tate recitere en række af sine digte. Jeg har stor respekt for alle de nævnte digtere og læser dem med både interesse og fascination, og alligevel synes jeg, at Olson og Tate - som oplæsere betragtet, og på hver deres måde - er særligt fremragende. Olson først og fremmest på grund af sine uforudsigelige intonationer. Tate, fordi han er gudbenådet morsom - forvirringen (og ydmygheden, som er dens forlængelse) i hans digte går usædvanligt godt i spænd med Tates stemme, som giver indtryk af en lidt sølle, selvmedlidende person, som på samme tid er træt af problemerne og mystificeret af/mildt interesseret i dem. Humoren har et skær af tristhed over sig, den er på en måde standup-agtig, men selvironisk, i modsætning til traditionel standup, som kun er ironisk. Min favorit er Tates oplæsning af digtet "A Knock on the Door":
They ask me if I've ever thought
about the end of the world,
and I say, "Come in, come in,
let me give you some lunch, for God's sake."
After a few bites it's the afterlife
they want to talk about. "Ouch," I say,
"did you see that grape leaf skeletonizer?"
Then they're talking about redemption
and the chosen few sitting right by His side.
"Doing what?" I ask. "Just sitting?"
I am surrounded by burned up zombies.
"Let's have some lemon chiffon pie
I bought yesterday at the 3 Dog Bakery."
But they want to talk about my soul.
I'm getting drowsy and see butterflies
everywhere. "Would you gentlemen
like to take a nap, I know I would."
They stand and back away from me,
out the door, walking toward my neighbors,
a black cloud over their heads
and they see nothing without end.
Hvis jeg havde 199 kroner, ville jeg på stedet investere dem i Peter Laugesens seneste digtsamling "64", som har fået sin titel bl.a. efter antallet af heksegrammer i "I Ching". Det tog tid, før jeg forstod, hvorfor Laugesen ikke bare er god, men en af de allerstørste digtere, vi har - min egen indgang til poesien var via Højholt, og det var mystikken, humoren, blandingen af intellektualisme og folkelighed og selvfølgelig sprog-ekvilibrismen hos sidstnævnte, der fangede mig. Laugesens digte er langt mere hverdagslige, mindre "poetiske" i traditionel forstand - nogle gange fylder de kun et par linier. Hans output er enormt, for mens Højholt havde teksterne liggende i skuffen nogle gange i år, før han satte det sidste punktum, er det for Laugesen produktionen, der er det afgørende. Det er ikke lige godt alt sammen, men når det er godt, er det en overvældende reminder om, hvad sprog, også dagligdagens, er i stand til. Anmeldelser af "64" med smagsprøver kan læses her: Litlive, Litteraturnu, Sentura.
Endnu en sag fra fil-rodekassen til min første, glemte hjemmeside - et gammelt digt (der i en redigeret form vistnok overlevede ind i min første digtsamling, "Akvarieåret", fra 1999).
Jeg læser digte af den romerske poet Catullus (f. 84 f.v.t.) - oversat af James Michie. De er sjove og grove og handler, hvilket er mærkeligst for én, der er vant til moderne lyrik, næsten altid om hverdagsting. Her er et sødt stykke fra det tolvte digt:
"Asinius, you've en ugly way of using
Your left hand when we're deep in wine and jests:
You pinch the napkins of unwary guests.
Do you think it's smart? You're wrong, you imbecile.
It's infinitely cheap and unamusing."
I tekst nr. 13 har Catul inviteret sin ven Fabullus til festmiddag - forudsat, at Fabullus selv medbringer mad, vin, en køn pige, vid og latter. "These are the terms of my fine dinner". Jo tak! "My side of the bargain", fortsætter poeten,
"... will be to provide
The most delicious of all presents
Imaginabile, love's pure essence -
The ointment which was my girl's gift
From Venus and the Loves. Once sniffed,
You'll beg the gods to metamorphose
Fabullus into one huge nose!"
De er skøre, de romere. Flere digte af Catullus - på dansk, engelsk og latin - her.
Jyllands-Posten i dag: "Sommerens Roskilde Festival får besøg af to af nutidens største danske forfatternavne, når filmmanden og digteren Jørgen Leth og forfatteren Morten Ramsland deltager i Spoken Word på Dyrskuepladsen." Leths næste digtsamling, "Det gør ikke noget", er klar til maj og indeholder bl.a. digtet "Hvad er forbudt her".
Bror Bo har løst citatroblemet: Linien i "Sidste bus fra Woodstock" stammer fra et digt af Thomas Hardy, "Thought of Ph---a at News of Her Death":
Not a line of her writing have I,
Not a thread of her hair,
No mark of her late time as dame in her dwelling, whereby
I may picture her there;
And in vain do I urge my unsight
To conceive my lost prize
At her close, whom I knew when her dreams were upbrimming with light,
And with laughter her eyes.
Resten af digtet kan læses her.
"Bliss was it in that dawn to be alive"-sætningen stammer fra starten på "The French Revolution", et digt af Wordsworth fra 1805, der slutter således:
Now was it that both found, the meek and lofty
Did both find, helpers to their heart's desire,
And stuff at hand, plastic as they could wish;
Were called upon to exercise their skill,
Not in Utopia, subterranean fields,
Or some secreted island, Heaven knows where!
But in the very world, which is the world
Of all of us,--the place where in the end
We find our happiness, or not at all!
Men jeg er stadig lost mht. det andet citat - "ikke en linie..." osv.
Jeg læser for tiden Colin Dexter-krimi i bussen om morgenen, på vej til arbejde. "Sidste bus til Woodstock" (selvom mit stoppested faktisk er nærmere noget, der underfundigt nok hedder Dytmærsken... "Første bus til Dytmærsken"). Og så står der gudhjælpme på side 130:
"Et kvarter i otte var han blevet barberet, vasket og klædt på, og han følte sig frisk og fuld af selvtillid. Han skyllede resterne af sin sene kop pulverkakao ud..."
Og på næste side: "Han følte, at han havde genvundet sit sædvanlige, ukuelige humør..."
Pulverkakao? Ukuelige humør? Altså, den Morse, jeg kender - tv-Morsen - er meget sjældent super-optimist, og den ene gang, han er det - i afsnittet "Twilight of the Gods" - bliver han straks og behørigt tværet ud af skæbnens fede finger og hans love interest plaffet ned ved en fejl, så han ender med at sidde og gruble over forholdet mellem liv og kunst, og om han har taget parti for den forkerte af dem. Og han drikker da i hvert fald ikke pulverkakao eller ryger cigaretter, hvad bogens version (til gengæld) gør. Men ok - det er jo også debutbogen fra '75, så måske er karakteren ikke faldet helt på plads endnu.
Til gengæld synes jeg, sørgmodigheden i kapitel 18, hvor Morse går til halbal med en alt for ung sygeplejerske, rammer stemningen i serien helt pænt (ja, det er jo ret beset omvendt) - han mediterer til sidst over en digtlinie:
"Ikke en linie fra hendes hånd har jeg, ikke et enkelt af hendes hår"
... som jeg godt kunne tænke mig at vide, hvor stammer fra. Jeg har prøvet alle mulige snedige internetsøgninger og konsulteret "The Complete Inspector Morse", men uden resultat. Tidligere i bogen har Morse tænkt på en linie af Wordsworth: "Bliss was it in that dawn to be alive". Hvis det kan hjælpe. (Og Morses yndlingsdigter hedder A.E. Housman.)
Jeg er lidt spændt på, hvad mit seneste digthæfte, "Såede stifter", ender med at ligne. Jeg er nu begyndt at klippe digtene i stykker og lime dem sammen med håndskrifttilføjelser hist og pist.
Forsøgte mig her til morgen med "Okay", men det var heller ikke nogen succes. Jeg håber sandelig ikke, dét er noget realistisk portræt af, hvordan folk faktisk opfører sig over for hinanden out there. Ellers sidder jeg igen på min museumspind - og gad vide, om jeg er den eneste, der er her? Har ikke mødt et øje endnu.
I går aftes tog jeg fat på sidste gennemarbejdning af "Såede stifter", digthæftet, der åbenbart aldrig vil færdiggøres. Det er lang tid siden, jeg sidst har haft fingre i det, men det var ikke så slemt, som jeg umiddelbart troede. Jeg går efter et primititvt udtryk - på alle niveauer.
Ny digtsalmebog fra Simon Grotrian: "Jordens salt og verdens lys". Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken: "Grotrian er ikke Milton, ej heller Kingo, eller sågar Halfdan; men jeg synes, han her med umådelig kraft og vid og strenghed og mildhed kommer lige netop dén betrængte religion til hjælp, jeg ellers helst så forsvinde hen, hvor peberet gror, her i denne verden, hvor religionen viser sig som intolerance, had, uforstand, fanatisme, idiotisk voldelighed..." Resten af "Simon Grotrian går kristologisk amok" kan læses her.
Og nu vi er ved bognyhederne: I dag udkommer Birthe Rønn Hornbechs debatbog "Tale er guld" på Gyldendals forlag (øhh... bogen figurerer ikke engang på forlagets egen hjemmeside!). Bogen indeholder bl.a. en kritik af dobbeltmoralen hos de politikere, der på én gang gør sig til fortalere for ytringsfriheden og samtidig ønsker øget overvågning og risikable antiterror-beføjelser til politiet - og af de seksualforskrækkede nyfeminister, som jeg i morges havde fornøjelsen af at høre en veloplagt Hornbech gå i rette med i en udsendelse på P1. Hornbech refererede eksplicit til Leth-sagen og sammenlignede Leths "feminist"-modstandere med de gamle indremissionske damer, der førhen fandtes i større antal. Jeg ku meget nemt finde på at læse den bog.
"Nah ist
und schwer zu fassen der Gott".
Jeg har netop læst Friedrich Hölderlins digt "Der Rhein" og "Patmos"-hymnen, som begge gjorde ret stort indtryk på mig. Kari Løvaas, som kom "baklengs til Hölderlin gjennom Paul Celan", skriver følgende om Hölderlins digtning i sit interessante essay "Oversættelsens umulighed, digtningens mulighed": "Dikteren er den utsatte formidleren mellom ytterpoler: guder og mennesker, øst og vest, gresk gullalder og europeisk nåtid. [...] [Aris Fioretos, som har gendigtet Hölderlins "Sange"] vektlegger i et vakkert etterord uværets betydning i Hölderlins diktning. Han siterer Benjamin, som sier "att på de områden som vi har att göra med finns det endast kunskap blixtlikt. Texten är den länge efteråt mullrande åskan." Teksten står i forsinkelsens tegn; den er tordenens rummmel/mummel som følger etter innsiktens lynnedslag i bevisstheten."
Eller - som en hjemlig digter formulerer det - det er et LYNMUSEUM. En struktur, hvor man hvert øjeblik risikerer at støde (sig) på og absorbere energi, hvis man færdes i den. Jeg ku godt blive hooked. På det her Hölderlin. Hvis bare, jeg ku holde ud at læse det.
Jeg læser - eller forsøger at læse - "Brød og vin", Thorkild Bjørnvigs udvalg af Hölderlin-digte. Men jeg synes, det er svært. Det er ikke så meget indholdet - som godt nok også er avanceret - men mere sådan helt bogstaveligt, jeg mener, det er vanskeligt at læse. Fordi Hölderlin laver, lavede, sætninger, der, ligesom denne her, fungerer, typisk, via en masse små pauser og indskud, så digtet har det med at forgrene sig - og man ved ikke rigtigt, mens man læser, hvordan smådelene forholder sig til hinanden. Sådan her f.eks. (fra "Afskeden"):
Andre fejl har det tænkt, tillagt mig, verdens begreb,
anden tjenestes åg øver det, anden ret,
vanen lister umærkbart
sjælen, dag efter dag, fra os.
Ja, jeg vidste det før. Siden det rodfaste, hin
uting frygten har skilt guder og mennesker ad,
soner blod den alene,
må de elskendes hjerte forgå.
Lars igen. Jeg har imidlertid fundet ud af, at det er betydeligt nemmere at finde rundt i, hvis man læser det højt. Så det gør jeg så. Så nu tror min nabo sikkert, det rabler for mig.
fra "Return of the King":
Home is behind ,the world ahead
And there are many paths to tread
Through shadow
To the edge of night
Until the stars are all alight
Mist and shadow
Cloud and shade
Hope shall fail
All shall fade.
Dansk Folkeparti ønsker ifølge TV2-Nyhederne en strammere statsborgertest, som lægger op til en kvalitativ vurdering i stedet for en multiple choice-test, og indfødsretsordfører Søren Krarup foreslår som alternativ en mundtlig prøve eller en skriftlig i form af en stil. Grunden - siger Krarup - er denne: "Man skal have en klar fornemmelse af, hvad dansk kultur er. Man skal have læst nogle danske digterværker, og man skal have sans for det, der ligger i dansk tradition." Det indlysende svære ved en sådan test, hvor man ikke blot skal sætte en række krydser, er vel - forekommer det mig - at vi i så fald selv skal til at vurdere, hvad danskhed er, og hvor den kommer til syne i litteraturen. Er det HELE den danske digtertradition, Krarup tænker på, eller er det mon kun en særligt udvalgt del af den - som ifølge hans optik er specielt egnet til at udtrykke danskheden? Er det Oehlenschlägers hulde, rosenkindede yndlinge og nationalistiske stridsmænd:
"De Danske lang Tid deres egne vare;
Da fulgte fremmed Flok paa fremmed Skare,
Til Griks, til Christophers, Christians Sale
Kom Tydskerne, som førte fremmed Tale.
Og Ydun sov, og Ingen agted Sproget,
Indtil man giorde det tilsidst for broget,
Da vaagned Selvbevidsthed, voxte Modet;
Men lange Søvn — den kosted Broderblodet."
Eller er det Højholts sprog-poesi:
"Teglværksbanen, Hemingway
på disse kanter, undlader sig
kort, præcist mod
brakvandsbrøndens punktum:
dybt rungende dafnievand.
Der udgår snart et stort brev
herfra, fra det inderste af fjorden.
Et myldr af vinger på bunden."
En danskhedstest bør - også for så vidt den skal tage udgangspunkt i digterværker og den lyriske tradition - naturligvis ikke foregøgle, at danskhed er noget entydigt og uforanderligt, men bør afspejle den faktiske pluralitet, dvs. det forhold, at dansk digtning rummer lige så mange traditioner, cirka, som der har fandtes og findes danske digtere. I hvilket fald vi stadig står med spørgsmålet: hvad er det danske ved digtene?
