Feticher
12. sep 2007 10:50, Lars Gorzelak PedersenBror Bo har - inspireret af swapmes bekendelse af sin støvle-fetich - oprettet en post, hvor man kan bekende sin personlige fetich (i ligesindedes lag). Hvad indtil flere allerede har gjort, læs indlægget her.
Den slags - og feticher kan være dybt individuelle, men det er alligevel næsten altid givet, at den er en slags - dvs. der er mindst én, der har samme besynderlige orientering som én selv - er meget mere almindeligt, end man i almindelighed tror - tror jeg - og jeg kan sagtens leve mig ind i Bos og swapmes fornemmelse af, at alt andet går i stå, fordi man får øje på en person med en bestemt beklædningsgenstand i trafikken. Eller at man, hvis bølgerne går højt, kommer til at stå af bussen et stop for tidligt, fordi - osv. De kan være generende, feticher altså, fordi de er så opmærksomhedskrævende - men på den anden side gør de jo et eller andet i og for sig inderligt ligegyldigt fænomen uendeligt fascinerende - og dermed hverdagen mere interessant. For dem, der har dem.
Og det - tror jeg som sagt - er ret mange. I "Star Trek"-dokumentaren "Trekkies 2" er der et segment, der omhandler en gruppe midaldrende kvinder, som ser "Star Trek" udelukkende pga. de stramtsiddende dragter, de mandlige skuespillere går rundt i. Jeg har det selv på samme måde med strømpebukser - men altså på kvinder. Og ikke nødvendigvis i "Star Trek". Blandt folk, jeg kender og har kendt, er der nogle, der tænder på armhuler, nakker, farvede damer, blondiner der kysser, støvler i kombination med nederdel - og sikkert meget andet, de ikke har indviet mig i. Jeg har læst mig til, at der også findes mennesker, som bliver seksuelt opstemte ved tanken om at blive berøvet - altså ikke ved selv at blive stjålet, men ved at få deres ejendele stjålet. Og her er et forum for folk med nyse-fetich.
