Lars Gorzelak Pedersen

Jeg har ikke fået skrevet noget om udgivelsen af Leonard Cohens Londonkoncert på CD og DVD, som fandt sted i slutningen af marts/begyndelsen af april - og jeg har i det hele taget ikke skrevet meget på det seneste. Blogmæssigt.

Mht. Cohen kan jeg forsvare mig med, at jeg skrev et indlæg i anledning af Århuskoncerten, som jeg - ligesom eksstatsministeren - i det fulde fortsat kan henholde mig til. Og jeg opbrugte vist så rigeligt min Cohen-kvote i 2008.

Men altså, blot for lige at sætte på spidsen: Det er fjantende ligegyldigt, om man gik glip af koncerterne eller ej, eller hvad man i øvrigt fornøjer sig med at lytte til: "Live in London" er årtiets albumudgivelse, og der er ingen undskyldning. For ikke straks at fise ud - osv.



Og køb endelig DVD'en også. Her er Sharon Robinsons hjemmeside. Her er The Webb Sisters comes in twos. Og her er Javier Mas på myspace. Min egen favorit efter adskillige gennemlytninger: den hypersexede, lange version af "I Tried To Leave You", som afslutter pladen. Og som hovedsageligt består af halvsoloer - eller hvad det hedder, når det kun næsten er en solo - fra samtlige musikanter.

Sidst læst: Schopenhauer, "Kunsten altid at få ret. Tre små skrifter". Jeg ville egentlig have skrevet noget om Bob Dylan og lykke i den anledning, men det får vente.
 

Er gået i gang med at læse H.L. Menckens "In Defense of Women" (1918), som er et vittigt, polemisk indlæg i kønsrolledebatten i Menckens samtid - og, som jeg forstår ud fra de første 40 sider, et forsvar for den tese, at mænd fortrinsvis besidder praktisk intelligens - dvs. gør sig godt i samfundsanliggender, hvor det blot drejer sig om at løse "purely technical problems" og mestre så og så mange spilleregler - mens kvinder er i besiddelse af et anderledes fundamentalt skarpsyn, der gør dem i stand til at træffe afgørelser i livsvigtige anliggender.

"They see at a glance" - skriver Mencken et sted - "what most men could not see with searchlights and telescopes; they are at grips with the essentials of a problem before men have finished debating its mere externals. They are the supreme realists of the race. [...] Men, too, sometimes have brains. But that is a rare, rare man, I venture, who is as steadily intelligent, as constantly sound in judgement, as little put off by appearances, as the average woman of forty-eight". Mencken anser bl.a. det monogame ægteskab for at være en handel, der uvægerligt falder ud til kvindens fordel, og hvor "the great majority of women, in this clear-cut and endless conflict, make manifest their substantial superiority to the great majority of men" - idet institutionen efter Menckens mening ikke ville fortsætte, såfremt kvindens overtalingsevner (og dermed intellekt) ikke var mandens overlegne.

Flere af Menckens pointer er træffende og har sikkert også været cutting edge i 1918; det, andre har kaldt kvindelig intuition, kalder han intelligens, mens manden til gengæld hos Mencken er den romantiske, emotionelt flyvske. Visse steder virker det unægteligt som om, han lader sig forblænde af selvkonstruerede idealer, eksempelvis når han vikler sig ind i romantiseret hyldest til kvindernes "greater self-possession, their saner weighing of considerations, their higher power of resisting emotional suggestion". Jeg tror, på ét plan, at Mencken med sådanne formuleringer tager fuldstændigt fejl (selvom han godt nok hermed ufrivilligt selv kommer til at eksemplificere den maskuline flyvskhed, han hentyder til). Kvinder er ikke - i dag i al fald - mindre emotionelt påvirkelige end mænd, og de er ikke, som helhed, et stoisk slæng, der køligt afvejer rationelle alternativer mod hinanden, mens mænd leger børsmæglere eller andre samfundslege. På den anden side er jeg lidt fascineret af tesen om et særligt kvindeligt klarsyn eller en feminin "realisme" - nok, i al fald, til at jeg vil læse bogen færdig.

Gårsdagens cd var Leonard Cohens "Various Positions". Et must i enhver pladesamling.

Tilføjelse: Mens jeg genlæser indlægget, kommer jeg til at tænke på et dybsindigt citat af Lara Flynn Boyle fra "Men in Black II": "Silly little planet. Anyone could take over the place with the right set of mammary glands."

Min bror har lagt et essay fra arkiverne ud - læs "Ufine metoder" her.

Memo til mig selv: husk - i dag kl. 19.05 på DR2 - at se programmet "Peter Lund Madsen på dannelsesrejse".

Først en hurtig WoW-status-opdatering: Min udøde warlock er nu level 32 og har fået en ildkugleskydende tryllestav og et nyt stikvåben samt en magisk formular, der får modstanderen til at tale i tunger. Ikke dårligt. Jeg har questet en del i Hillsbrad Foothills, som imidlertid har den ulempe, at jeg lidt for hyppigt bliver slået ihjel af Alliance-spillere. En af dem var i går fræk nok til at ride ind foran "kameraet" og vinke til mig først. Derfor har jeg nu søgt tilflugt i det lidt mere fredsommelige Thousand Needles, hvor der mest er hyæner, flyveslanger og gravrøvere.

Men det skulle handle om noget andet: En af de ting, mit Warcraft-spilleri har ledt mig til at forsømme, er læsningen af en lille bog om Darwin, jeg lånte for cirka en måneds tid siden. Den er på 163 sider, jeg har som sagt haft den i en måned, og alligevel er jeg kun nået til side 50. Det skyldes ikke - på nogen måde - at bogen er dårlig, og lad mig tilføje, at de 50 sider har jeg læst ret hurtigt. Da jeg først kom i gang.

Den - bogen - er af Thomas Hylland Eriksen, fordansket fra norsk af Kamilla Jørgensen, og er både velskrevet og spændende. Læsningen af - eller om - Darwin indgår selvfølgelig i mit nytårsforsæt, som er at 2008 for mit vedkommende skal stå i den muntre videnskabs tegn, og Darwin forekom mig at være et godt sted at starte, hvis det ikke skulle handle om stjerner, galakser og Big Bang, som jeg ellers plejer at læse om, når jeg læser videnskabeligt.

Men Darwin er, eller var, også - fornemmer jeg - en spændende person. I det indre mere end i det ydre, måske. Han var hæmningsløs samler af alt muligt, førte pedantisk lister over det meste, var konfliktsky og havde ikke megen fidus til store, spekulative teorier, der binder sløjfe på alting. I al fald ikke uden empirisk basis. Efter at han selv havde fundet på én, altså en teori, ventede han i mange, mange år, før han offentliggjorde den - og han var lettet, da et værk med lignende ideer blev offentliggjort først, så det kunne fungere som stødpude. Som barn producerede jeg selv lister over alt muligt og var også bidt af en gal samler - noget, der til dels stadigvæk er tilfældet. Jeg er tiltrukket af tanken om at få ting hjem i hus, om end jeg ikke i så høj grad er begavet med den del af samlergenet, der byder mig at holde fast i tingene, når først jeg har fået dem. Jeg finder det på et følelsesmæssigt plan let at leve mig ind i tankegangen hos den Darwin, der beskrives i Eriksens biografi - en Darwin, der helst ville sidde og katalogisere rureksemplarer frem for at forholde sig til eksempelvis samtidens nye revolutionære tanker - ligesom jeg fandt det let at leve mig ind i Lovecrafts personlige univers. Og det er helt klart noget, der skal udforskes nærmere. Har bestilt dette eksemplar af "The Origin of Species":

Gyldendals genudgivelse af Johannes Sløks to idéhistoriske metodeskrifter med forord af Paw "H.A." Hedegaard Amdisen. Udkom i går, 229 bobs på Gyldendals forlag.

"Idéernes magt over vore tilværelser er kommet for at blive. Denne pointe formulerede Johannes Sløk i to tekster fra 1968. Derfor må vi acceptere, at der altid vil være en kamp på idéer mellem mennesker, og at det ikke ”objektivt” lader sig gøre at bestemme, hvilke idéer der er de rigtige, skriver dagens kronikør" - som er Paw Hedegaard Amdisen - i kroniken "Johannes Sløk og idéhistoriens aktualitet". Det gør han i anledning af, at Gyldendal ultimo januar genudgiver Sløks to metodeskrifter, "Fylde og tomhed" og "Hvad er idéhistorie?", samlet i ét bind under fællestitlen "Gud, menneske, kosmos". Paw har forfattet efterskriftet - og altså kroniken, som kan læses her.

Jeg har netop siddet og lyttet til et "Eksistens"-program - P1s radioserie om filosofi, idéhistorie og kulturelle strømninger - som handlede om "Klassiske tænkere - kult og kanon". Blandt teserne i programmet var, at en nostalgi- eller retrobølge i disse år breder sig mere og mere i kulturen, og som argument herfor påpeges for eksempel, at der er penge i at smække et ord som "classic" foran alting - hvad enten det er halstabletter, øl, trusseindlæg eller grimme, hullede plastictræsko i neonfarver. Jeg tror det er rigtigt, at der nok er en tendens til bagudskuen, og jeg tror det er rigtigt - som det vistnok blev påpeget af en af de medvirkende i programmet, om end måske ikke lige med dét ord - at den nok ikke mindst repræsenterer en slags forsvarsreaktion. Når nuet bliver for mangetydigt og problematisk, osv. 

På den anden side tænkte jeg lidt under programmet - og tænker det stadigvæk - at der er grund til at mene, at omtalte kultur-trend måske i virkeligheden ikke er særligt moderne. I middelalderens, antikkens og hellenismens filosofi er det et helt almindeligt argumentationskneb at henvise til fortidige tænkere, som har sagt det samme som én selv - ud fra den (fordomsfulde) betragtning, at noget bliver mere rigtigt, fordi nogen har sagt det i meget lang tid. I religiøse og stærkt nationalistiske kredse er dén idé som bekendt stadigvæk meget udbredt.

Tanken er naturligvis helt parallel for marmelade og trusseindlæg: at nogen har købt varerne i lang tid betyder - skal "classic" indikere - at varerne har demonstreret deres holdbarhed og dermed kvalitet. Det, der i sådanne sammenhænge forbindes med klassisk, siger typisk mere om nutiden end om fortiden. Jeg tænkte over det for nylig, da jeg lånte en Christina Aguilera-cd med hjem fra biblioteket. Cd'en - som er vældig god - hedder "Back to Basics" og er lanceret, konceptalbumagtigt, både i cover-design og i sangtekster som en slags tilbagevenden til det, Aguilera i nummeret "Back in the Day" kalder "the originators and innovators". Folk - forstår vi - som Armstrong, Coltrane, Miles Davis, Billie Holiday, Ella Fitzgerald, Otis Redding. Sagen er blot den, at Louis Armstrong højst sandsynligt ville rødme ud over sine runde trompetkinder, hvis han lagde ører til Aguileras "Nasty Naughty Boy", og at "Back to Basics" fra start til slut faktisk lyder påfaldende moderne. Den "classic"-tradition, Aguilera ønsker at læne sig op ad, eksisterer, tror jeg, først og fremmest i hendes eget hoved. Men hun får en del ud af den - som en slags fetish-idé.

"Eksistens"-programmet "Klassiske tænkere - kult og kanon" kan høres via P1s oversigt over udsendelser i serien (scroll godt nedad på siden). Programmet kommer også (i en meget mystisk ekskurs) kortvarigt ind på den "pludseligt sexede" Johannes Sløk og nævner i den forbindelse den antologi af tekster om Sløk, som jeg og to idéhistoriekumpaner har redigeret. 
   

Jeg læser hos Paw, at vores Sløk-biografi "Et menneske lades ikke i ro" endte - lige akkurat - med at komme med på Aarhus Universitetsforlags Top 20-liste over deres bestsellers i 2006. Ikke dårligt! Så kan vi godt droppe nødløgnen om, at vi er mega i både Timbuktu og Øvre Volta. 

Sidst læst: Wittgensteins "Forelæsninger og samtaler", som består af noter foretaget af Ws diskussionsvenner i tiden mellem "Tractatus" og de "Filosofiske undersøgelser". Der findes rigtig mange gode bøger og forfattere, men ikke helt så mange, der ændrer ens måde at se på verden på. Wittgensteins hører klart til blandt de mest horisont-udvidende forfatterskaber, jeg har stiftet bekendtskab med. "Forelæsninger og samtaler" indeholder tekster om æstetik, religion, etik og Freuds drømmeteori - fælles for dem alle er, at de omhandler emnet på en helt anden måde, end man forventer. Religion beskriver W eksempelvis ikke ved at diskutere rimeligheden af bestemte religiøse påstande, men ved at citere forskellige religiøse måder at bruge sproget på. Store dele af bogen er tæt på at være uforståelige - Wittgenstein, den sene, er ikke svær at læse, men det kan ofte være vanskeligt at følge hans associtioner og indfald og vide, præcist hvor han vil hen med de eksempler, han anvender.

Men den gennemgående pointe, som er dyb, går ud på, at en sprogbrugs mening ikke kan udledes ved analyse udelukkende af det sagte, som ofte i sig selv spiller en forsvindende lille rolle, men kun ved at sætte det sagte i relation til den konkrete brugs- og handlingssammenhæng. "Guds Øje" er kun forståelig inden for rammerne af en bestemt sprogpraksis - det ville være at misforstå meningen, hvis man forestillede sig et øje med øjenbryn f.eks.

Meningen er derfor, på en måde, identisk med sprogbrugen - som når man træder ind i bussen og siger "to zoner". Ytringen er meningsløs betragtet isoleret; kun som en handling giver den mening i en bestemt kultur. Der påstås eller udsiges ikke noget, men udtrykket har ikke desto mindre en mening - den endnu senere Wittgenstein ville have sagt, at det indgår i et sprogspil, som vi forstår, fordi det rummer ligheder til andre sprogspil. 

Det lyder som en banal pointering, men det er det ikke. Det er en synsmåde, som åbner op for andre opfattelser af vores måde at kommunikere med hinanden på, og man kan selv prøve at tænke efter i dagligdagen, om ikke det passer. I dag sad jeg i toget over for en pige, der brugte udtrykket "godt, så" mindst 50 gange i løbet af en mobiltelefonsamtale. Havde jeg ikke tilfældigvis netop læst Wittgenstein, havde jeg sikkert fundet samtalen irriterende - i stedet var jeg optaget af, hvorfor hun sagde, som hun sagde.

Man kan sige, at mens den logiske positivisme ønskede at isolere meningsfuld sprogbrug fra meningsløs ditto, således at kun en lille gruppe af sproglige ytringer var meningsfulde, åbenbarer den sene Ws tilgang et helt undergrunds-netværk af fungerende, konkrete sprogpraksisser, der naturligvis både kan og skal betegnes som meningsbærende, fordi det nu engang er sådan, vi samtaler. Den tanke - at sproget henter sin mening fra sprogbrugen og derfor ikke har behov for at blive skåret til som et bonzaitræ for at legitimere sig som meningsfuldt - er af enorm betydning, tror jeg. I al fald forekommer Ws perspektiv mig at være det mest givtige. At tage udgangspunkt i den faktiske sprogbrug gør én bedre til at forstå andre - og gør én selv til en bedre bruger af sproget.   

Informations Forlag har netop udgivet Arthur Schopenhauers lille ungdomsskrift "Kunsten altid at få ret" i dansk oversættelse ved Hans Chr. Fink og mandelgaveformat. Skriftet er på 80 sider og består af 38 paragraffer eller retoriske kneb til den, der vil vinde en diskussion for enhver pris (også på bekostning af sagligheden), thi - som AS skriver - "det kommer jo ikke an på sandheden, men på sejren ..." 

Jeg har ikke selv læst Schopenhauers bog, men det vil jeg nok benytte chancen til at gøre. I dag var der i Nyhedsavisen en hel side om et af tidens politiske yndlingsudtryk: "Jeg er nødt til at sige". Bl.a. statsministeren bruger det i flæng - nemlig ved at erklære sin delvise sympati for et standpunkt efterfulgt af "men jeg er så også nødt til at sige" - men overgås dog af Venstres Jens Hald Madsen, der ifølge Nyhedsavisen brugte udtrykket 8 gange på 13 minutter i P1-programmet "Politisk debat" i søndags. Politiske mantraer i det hele taget - "det skal kunne betale sig at arbejde", "jeg kan i det hele henholde mig til, hvad jeg tidligere har sagt" osv. - er legio for tiden, og tendensen til argumentatorisk overfladiskhed og generalisering markant. Det gælder ikke mindst i forhold til debatter om pornografi og prostitution (hvor man ellers er subtil nok til at skelne imellem de to), idet eksempelvis antagelsen om en pornoficering af det offentlige rum igen og igen tages for givet uden mindste forsøg på angivelse af, hvor man kan forvente at få øje på den henne. 

Jeg tror, at "Kunsten altid at få ret" dens høje alder til trods peger på noget væsentligt i samtaledemokratiet, hvor retoriske kneb og albueteknik stortrives. 

Hvordan legitimerer man en hårdere kurs over for arbejdssøgende humanister? Ved med Jyllands-Posten som villigt talerør at skabe et billede af dem som samfundssnyltere, der vælter sig i "cafépenge" (jeg kan til statistikken oplyse, at jeg i dag har brugt hvad jeg vil tro svarer til henved en tredjedel af mit daglige rådighedsbeløb på at lytte til Told & Skats pausemusik og "alle vore medarbejdere er desværre optaget"-beskeder i telefonen - uden at opnå at blive betjent).

Hvordan tackler man en kritisk medieinstitution? Ved på live-tv i prime time løgnagtigt at beskylde en af institutionens frontfigurer for at have medvirket til at udforme Socialdemokratiets partiprogram; og derefter giver man den minister, der har lagt politisk pression på institutionen (og uheldigvis er blevet afsløret heri), en mild og konsekvensløs påtale for noget andet, nemlig at have refereret fortrolige oplysninger fra et ministermøde.

Hvordan bortforklarer man uoverensstemmelsen imellem regeringens hævdelse af ytringsfriheden under karikaturkrisen og dens opfattelse af, at alle medier helst skal nøjes med kun at formidle regeringens eget synspunkt? Det behøver man forbløffende nok slet ikke, for medierne har tilsyneladende glemt alt om regeringens holdning under karikaturkrisen.

En kritisk film omhandlende danske soldaters mulige udlevering af fanger til tortur afvises ved at omdøbe den til "Frank Aaen-filmen", og Aaens egen troværdighed sættes ud af spil med slet skjulte, udokumenterede henvisninger til hans påståede fortid som "forhørsleder" (http://politiken.dk/indland/article262254.ece). Amnestys udmeldinger er besides the point, for diskussionen er i mellemtiden ad underfundige veje blevet til et spørgsmål om, hvorvidt man kan tillade sig at drage de danske soldaters loyalitet og hæderlighed i tvivl.

Og hvis en række forfattere går sammen om at kritisere tonen i indvandrerdebatten, er det fuldt tilstrækkeligt at gøre opmærksom på, at én af dem er bosat i Spanien og derfor ikke kan have en værdifuld opfattelse af, hvad der foregår i Danmark. International kritik bremses på samme måde kontant under henvisning til, at andre lande "ikke skal bestemme", hvordan vi gør her i Danmark. Og så videre, og så videre.

Som Jens Øvre skriver i sin anmeldelse af Schopenhauers bog: "Schopenhauers 38 retoriske kunstgreb identificeres let som logiske fejlslutninger og uredelige argumenter som ad hominem, fordrejninger, forenklinger og generaliseringer. Det er formidlingsetikkens tabuer, men" - også - "hverdagens og mediernes kommunikative realiteter". Og dem har vi, tror jeg, i høj grad brug for at blive klogere på. 

En reminder om, at der i dag er Charles Darwin-arrangement i Aarhus Universitets Teologiske Auditorium bygn. 1441, kl. 14-17 - i anledning af, at en række af Darwins væsentlige skrifter er blevet gjort gratis tilgængelige i dansk oversættelse på nettet; universitetets Darwin-side med links til oversættelserne findes her. Og Politiken har en omtale af projektet her.

Hvis jeg for et øjeblik må træde ud af paverollen: min bror efterlyser mere Freud, og den efterlysning vil jeg meget gerne tilslutte mig. Tiden er helt klart inde til en Freud-renæssance. Da jeg gik på universitetet, var det in at lade være med at læse Freud, og det var den generelle opfattelse, at Freud er passé. Også - og måske mest - blandt dem, der ikke havde læst ham. Jeg kan huske, at jeg engang snakkede med en psykologistuderende til en fest, som aldrig havde indoptaget en linie af Freud. Jeg har, ligesom min bror, på fornemmelsen, at modviljen mod Freud ikke hænger sammen med, at vi har overstået ham, men at vi stadig har svært ved at acceptere hans ideer. Fordi han fortsat er provokerende, og især fordi han rammer enhver. Min bror anbefaler "Kulturens byrde", som nok er Freuds hovedværk. To Freud-bøger, der udover dén også betød meget for mig rent personligt, er "Hinsides lystprincippet" og "En illusions fremtid". Den sidste, Freuds religionskritik, er nærmest en pamflet, men den hiver gulvtæppet væk under én. Og den kan købes netop nu - i engelsk oversættelse - på Accord-markedet i Århus, Skt. Knuds Torv. "The Future of an Illusion". Morgendagens pris: 8 kr. i indbundet hardback.

Hvilket let og elegant leder mig over til en opremsning af dagens Accord-tal: Berlioz, "La Damnation de Faust" CD1 (jeg havde CD2 i forvejen). David Flusser, "The Spiritual History of the Dead Sea Sect". "Mestersangerne i Nürnberg - opera i tre akter af Richard Wagner" oversat af Adolph Hertz, udg. af Det Schuboteske Forlag i 1907. Og engelsk komik på VHS: "Comic Strip Classics: Five Go Mad in Dorset/Five Go Mad on Mescalin" samt "The Crazy World of Benny Hill".  

Jeg har tidligere forsøgt mig med Villy Sørensens oversættelse af nogle af Wagners tekster, og jeg mener også, jeg læste dem færdigt, men det holdt hårdt. Wagner skrev knudret og pompøst, det forstår jeg, men Sørensen - tror jeg - skriver til gengæld kedeligt. I Magee-bogen - se dette blog-indlæg - stødte jeg imidlertid på et længere Wagner-citat, som lyder meget spændende. Ved nogen, hvor det stammer fra?

Only what is at one within itself is intelligible to feeling. What lacks internal unity, what fails to articulate itself in actual and clear form, baffles feeling and drives it over into thought - that is to say to the imposition of order - while feeling itself is suspended. The artist who addresses himself to feeling must therefore, if he is to persuade it to his ends, be already so at one with himself that he can dispense with the help of his logical apparatus and use instead, but in full consciousness, the infallible receptive powers of unconscious, pure human emotion... A man who is still not at one in his own mind about what is really important to him - whose feelings are not as yet focussed on an object that will make their expression definite, indeed essential, but who, confronted with an external world of feeble, fortuitous, alien phenomena, is internally divided - such a man is incapable of this sort of expression of emotion.

Magee angiver desværre ikke, hvor han har citatet fra. Anyone?

Rune har skrevet et stykke i anledning af Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsens "portræt" af ham i fredags. Jeg er for længst holdt op med at holde Weekendavisen og har således desværre ikke læst den pågældende artikel... men at dømme ud fra Runes citater lyder det sørme som et underlødigt makværk i særklasse. Runes svar-artikel kan læses her.

Tilføjet:

P1-INTERVIEW OM RENÆSSANCEN OG HUMANISMENS RØDDER, KL. 22

Estrid Anker Olsen interviewer Rune Engelbreth Larsen om bogen Renæssancen og humanismens rødder i P1-programmet Læst og påtalt tirsdag den 29.8., kl. 22.00 (genudsendelse fra 26.8.).

Halløj! Spændende blog-indlæg, som jeg først lige har opdaget nu, på Lindas solskinsblog - om satanisme og humanisme og "Faklen" og (alle tre i) medierne... i anledning af et større portræt af Rune Engelbreth Larsen, som Weekendavisen for nylig bragte. Læs det endelig. Blog-indlægget, altså.

Sidst læst: Johan Herman Wessel, "Samlede digte" og "Kierlighed uden Strømper".

I dag, den 24. august, udkommer så endelig Rune Engelbreth Larsens nye moppedreng af en bog om "Renæssancen og humanismens rødder". 380 sider, indbundet og illustreret, fra Aarhus Universitetsforlag, som skriver: "I renæssancen krydser opdagelsesrejsende oceaner og kontinenter, bogtrykkerkunsten skaber en kommunikationsrevolution, naturen romantiseres og mytologiseres, mennesket bliver universets centrum - og ud af denne kulturelle smeltedigel opstår rødderne til den verdens- og menneskeanskuelse, som senere får navnet humanisme." Læs mere om bogen og få forordet som smagsprøve på Runes egen hjemmeside.

Tilføjelse: Følg med i anmeldelser af og reaktioner på bogen her.

Paw, som er så akademisk, at han kan finde på at skrive "cum grano salis", spørger (Carsten) til muligheden for, at tidsskriftet Philosophia "brygger en antologi sammen om pornografi og etik/moralfilosofi". Jeg vil allerede gerne nu melde mig på banen som potentiel bidragsyder til en sådan eventuel udgivelse - idet jeg forestiller mig, at titlen på mit indlæg bør lyde noget i retning af "En limslikkers bekendelser - hvordan pornografien trak mig ned i sølet og ud på den anden side", og med undertitel lånt af Elvis Costello: "Now you know what it's like inside a pornographer's trousers".

Sidst læst:
William S. Burroughs, "Ghost of Chance".

Professor Helmuth Nyborg kritiseres for "grov forsømmelse, regnefejl, statistiske unøjagtigheder og manglende data". Hvilket giver mig lejlighed til at gentrykke endnu et gammelt essay - en replik til et Nyborg-interview, skrevet til Idéhistories institutblad, Tingen.

En replik i anledning af Tingens genopstandelse og den tiltagende idioti

For lang tid siden, tilbage i årene før, jeg påbegyndte mit speciale, sad jeg i redaktionen på idéhistories institutblad Tingen. Jeg var oven i købet af de tre redaktionelle tyranner, hvis kommando var jernlov i Tingen-regi (... hvilket sidstnævnte måske var medvirkende til, at der på et tidspunkt - ret hurtigt - ikke længere sad andre end os selv tilbage i redaktionen). For kortere, men stadigvæk lang tid siden var jeg med, dog ikke længere som redaktør men som Film og TV-sidefagsstuderende, da Tingen officielt blev aflivet i universitetsparken, søsat og flamberet (dvs. Tingen, ikke mig), og jeg blev stående til det sidste bl.a. af nostalgiske grunde, men også for at sikre mig, at bladet virkelig var gået over til de evige jagtmarker.

Alligevel er det med en vis tilfredshed, jeg konstaterer, at det nu er genopstået takket være en flok initiativrige idéhistorikeres ... initiativrighed. Og at det oven i købet bærer præg af en høj seriøsitetsstandard. Da jeg var med i redaktionen, var vi nød til at skrive ting som "revolution er historiens rasende inspiration" for at fylde siderne ud, og vi havde noget, vi skamløst studentikost kaldte for en "Afsluttende Uvidenskabelig Brevkasse", som der formentlig ikke var andre end redaktionsmedlemmerne, der læste (og dét kun fordi, vi var nød til at læse korrektur).

Uden at nævne navne vil jeg godt afsløre, at det var Paw Hedegaard Amdisen, der skrev den. Brevkassespørgsmålene var også formuleret af Paw, eftersom vi ingen breve modtog, og svarene på de selvopfundne spørgsmål lød som regel noget i den her retning:

"Da vi aldrig går ind i konkrete sager, så kan vi beklageligvis ikke kommentere den ligeledes konkrete reference i dit brev."

- eller hvad Paw nu lige kunne finde på at skrive de sidste minutter før deadline. Uden at fornærme Paw tror jeg det går an at sige, at meget af det, der stod i brevkassen, ikke blot var uvidenskabeligt men også rendyrket idioti. Det gælder også en stor del af de indlæg, som de to andre redaktionelle tyranner: Morten Riis og undertegnede, bidrog med.

Jeg kunne derfor ikke lade være med at føle mig en smule ramt, både personligt og på vegne af mine medredaktører, da jeg for nylig skimmede interviewet med Helmuth Nyborg i det seneste nummer af Tingen (#2, foråret 2004), hvori Nyborg (herefter HN) gør sig nogle overvejelser, der så vidt jeg kan se repræsenterer en alvorlig trussel mod det idiotiske folkefærd. Ikke bare den del af det, der færdes på universitet, men idioter sådan i al almindelighed.

Gry Jensen og Hans Henrik Hjermitslev, der har forestået interviewet, skriver heri (egentlig er det kun Gry, der skriver det, men hun tilslutter sig Henrik, der med andre ord må have sagt det først), at man godt "kan tage folk alvorligt, uden nødvendigvis at give dem ret". Det kan jeg kun være enig i, ligesom jeg i høj grad bifalder intentionen om "at gå til kilden" (s. 8) for at give HN muligheden for at redegøre for sine egne synspunkter.

Jeg vil i denne forbindelse derfor godt understrege, at det følgende ikke er et forsøg på at bidrage til den faglige og saglige debat, interviewet efterlyser. Jeg har ingen anelse om, hvad "eugenik", "fysikologi" og "relationisme" betyder i detaljeret forstand, og jeg har helt ærligt ikke lyst til at vide det heller. Jeg har en formodning om, at HN og jeg måske ikke engang taler samme sprog. "Flynn-effekt", "raffineret faktoranalysen", "prediktiv validitet" og "Herman Müller" på s. 15 er alle sammen udtryk, der simpelthen lyder som volapyk i undertegnedes øren, for slet ikke at tale om det mystiske "g", HN ved flere lejligheder hentyder til.

Det at jeg ikke ved, hvad der tales om, kan man så vælge at tage som et bevis på Nyborgs og andres tese om, at intelligensen er på vej nedad i de moderne industristater. Men altså, for nu lige at rekapitulere: hvis der verserer en eugenikdebat i Tingen, så har jeg ikke fulgt med i den, og jeg har ikke - efterfølgende - tænkt mig at følge med i den.

Hvad jeg derimod gerne vil, er at knytte nogle få, uakademiske kommentarer til nogle af de påstande og ideer, HN fremsætter i interviewet, påstande som jeg synes på den ene eller den anden måde virker problematiske.

HN plæderer i slutningen af interviewet for indføringen af en "demokratisk proces, hvor vi afstikker regler for hvem, der bør sætte hvilke børn i verden", og for anvendelsen af tvangsmæssige midler over for de individer, der er "totalt ligeglade med reglerne og næste generation" (s. 16). På spørgsmålet om der hermed hentydes til "tvangssterilisation af mennesker med alvorlige arvelige sygdomme", svarer Nyborg (implicit bekræftende), at vi i dag kan "gøre det meget mere elegant". Indoperationen af en lille ampul "gør folk ufrugtbare i fem år. Så kunne man indføre en regel om at, hvis de senere viste sig kvalificeret til at tage hånd om et barn, så tog man ampullen ud og de kan igen få børn" (s. 17).

Formålet med denne procedure skulle være at sikre den fortsatte eksistens af en intellektuel elite, som kan sørge for samfundets ve og vel og tage hånd om de svage, hvem Nyborg altså i denne sammenhæng sætter lig med de uintelligente. Situationen lige nu, hvor "der kommer alt for mange børn i den lave ende af skalaen" (s. 17), ser HN som tendentielt ildevarslende, idet han henviser til en 6-8 nobelpristagere (hvoraf han navngiver tre), der har en tilsvarende opfattelse (s. 15). 

Et væsentligt spørgsmål er det rimeligvis i denne sammenhæng, hvad der overhovedet menes med intelligens, og, hvad der efter min mening er mindst lige så interessant, hvorfor intelligens er at foretrække frem for manglen på samme (eller hvorfor en bestemt form for intelligens evt. er bedre - og med henblik på hvad? - end andre former for intelligens).  Det kan lyde som et banalt spørgsmål, men det er ikke desto mindre værd at tage med, før man giver sig i kast med at tvangssterilisere folk.

Det er først og fremmest tydeligt, at intelligens i HN univers - ud over hvad ordet nu dækker over i mere teknisk forstand - har meget at gøre med at klare sig godt i samfunds- og erhvervslivet. I al fald nærer HN tillid til, at hvis man er intelligent, så skal man nok klare sig godt rent erhvervsmæssigt; politikere "er begavede mennesker", hævder han, for "ellers var de ikke endt i de magtfulde positioner, hvor de er" (s. 16), hvad jeg umiddelbart har svært ved at se logikken i, da der vel rimeligvis kan være så mange andre faktorer end lige netop intelligens, der spiller ind, når politikere får jobs.

"I virkeligheden" - et udtryk, som HN ynder (jf. også s. 11) - foregår "der en slags darwinistisk selektion med hensyn til jobstatus: Kommer du ind i et nyt job, der overmatcher dig, bliver du afskediget. Hvis du kommer ind i et job, som ikke matcher din IQ, bliver du forfremmet" (s. 14). Denne påstand, måske særligt dens sidste halvdel, forekommer mig at være i blatant modstrid med erfaringen og som videnskabelig hypotese ikke at være meget værd. Mener Nyborg i al seriøsitet, at man automatisk får job efter, hvor intelligent man er - og at intelligens således skulle være den singulært mest afgørende faktor mht. fordelingen af arbejde i samfundet? 

HN understreger gentagne gange i interviewet, at humanisme og eugenik er forbundne fænomener; han skelner imellem det, han kalder en "kortsigtet humanisme", og som han åbenbart mener kun lader sig forsvare ud fra moralske og religiøse argumenter, og så "den langsigtede humanisme", som er den humanisme, der tænker på samfundets trivsel på længere sigt i stedet for at tage udgangspunkt i den kortsigtede humanismes selvcentrerede "jeg synes" (s. 15). Den sidste, dvs. den langsigtede, hviler på videnskabeligt grundlag, på deskriptive behandlinger af empiriske kendsgerninger, mens den første er dogmatisk og uansvarlig.

Men hvad er det egentlig for et samfund - og hvilken trivsel - der tænkes på? Hvis de dumme er de fleste, og hvis der bliver stadigt flere af dem, indtil vi alle er endt som idioter, vil også samfundet og dets ideer om, hvad der er intelligent og uintelligent, rimeligvis forandre sig drastisk. Der har eksisteret samfund af dumme folk - dvs. folk der var dumme ud fra vores ideer om, hvad intelligens er for noget - uden at verden gik under af den grund.

Et sted i interviewet omtaler HN i åbenlyst nedladende vendinger "pædagogernes urystelige optimisme", når de tror, at den form for intelligens, der gør nogle børn dygtige til at klatre i træer, kan være lige så god som den type intelligens, der gør børn dygtige til matematik. Igen henviser han til den erhvervsmæssige side af sagen, dvs. at intelligensens fordel består i dens evne til at supplere folk med gode (vellønnede, prestigefyldte) jobs: "Problemet er, at hvis man går ned til et stort ingeniør-firma og gerne vil have ansættelse, og de siger, "vi bygger jo broer, kan du matematik?" "Nej, men jeg kan klatre i træer", så afsløres bedraget" (s. 12).

Hvilket bedrag, da? Det bedrag, pædagogerne ifølge Nyborg præsterer, når de tror, at matematisk begavede børn og børn, der kan klatre i træer, er ligestillede. Det er et "illussionsnummer", mener HN, fordi "[s]ådan er verden ikke" (s. 12) - endnu en henvisning til de faktiske, virkelige forhold, som Nyborg i kraft af sin holdningsløshed (s. 16) og deskriptive frem for normative indstilling mener at kunne udtale sig upartisk om. 

Men sådan er verden jo på en måde lige netop. Børn fødes - trods alt - ikke med henblik på at få ingeniørjobs eller blive politikere. Naturen sætter sine forskelle helt uden tanke på jobmuligheder, og det er vel derfor først i og med deres indtrædelse i en bestemt samfundsstruktur, at børnene evt. kan gå hen og blive uligeværdige.

Anvendelsen af udtryk som "bedrag" og "illusionsnummer" er derfor, efter mit bedste skøn, retorisk. Det er aldeles ikke indlysende, at den ene form for intelligens er mere efterstræbelsesværdig end den anden; som sagt har der eksisteret samfund, hvor det at kunne klatre i træer var af betydelig større værdi end at kunne den store tabel udenad, og at løse intelligenstester er under alle omstændigheder ikke noget, der gavner et samfunds produktivitet synderligt. Naturen, derimod, producerer løs i ét væk, danner sig sine mangfoldigheder, og for dén er alle ligeværdige - eller ligegyldige, om man vil, for naturen er dum, som Per Højholt siger, og den er aldeles ligeglad med, hvilke forestillinger vi gør os om, hvad der er intelligent, og hvad der ikke er.

Nogle intelligensformer kan derimod være mindre hensigtsmæssige end andre set med samfundets - nb! ikke med hele samfundets, men set med samfundets magtapparats - øjne. Men dette er selvsagt ikke i sig selv nogen grund til at forebygge fødslen af individer, der kan siges at være inferiøre i forhold til en eller anden intelligensstandard, som nogle kloge hoveder har udfærdiget.

Tværtimod, hvis de uintelligente er de fleste, og da de jo er uintelligente fra naturens hånd, er de vel i deres demokratiske ret til at lave samfundet om, så det egner sig bedre til deres behov.

At der opstår en overvægt af uintelligente mennesker i et givent samfund vil ifølge HN ultimativt få katastrofale konsekvenser for samfundet. Hvori består katastrofen? ... at "samfundets kvalitet forringes og ultimativt at civilisationen går under. Punktum." (s. 16).

Det ville rigtignok være trist - det sidste i højere grad end det første. Personligt kan jeg bedre lide ideen om en nedgang i BNP end ideen om tvangssterilisation, men det ville selvfølgelig være mindre godt, hvis det betød hele menneskehedens endeligt, at vi undlod at tvinge folk til at være intelligente.

Og så alligevel - hvis det vitterligt er samtlige industrilande, der er hastigt på vej mod idiotiske tilstande, er der jo ikke længere konkurrenceelementet de enkelte lande at tage hensyn til; ét idiotisk land behøvede med andre ord ikke frygte, at et andet land var mindre idiotisk og derfor ville udnytte det.

Jeg tvivler på, at nogen sådan drastisk udvikling nogensinde vil finde sted, men skulle det hænde alligevel, vil jeg gerne allerede nu minde om Tom Lehrers trøstende ord fra mesterværket "An Evening Wasted with Tom Lehrer":

"We will all go together when we go, 
what a comforting fact that is to know.
Universal bereavement, an inspiring achievement,
yes we will all go together when we go."

Ny (aktuel) bogudgivelse med fokus på det historiske forhold mellem videnskab og religion: "Videnskab og religion i historisk perspektiv. Naturens fortolkere" af Anders Munk Jensen og Casper Andersen, udgivet af Århusforlaget Systime. "I 'Videnskab og Religion i historisk perspektiv' præsenteres et tværfagligt perspektiv på den langvarige diskussion af forholdet mellem videnskab og religion. En diskussion, hvor bølgerne ofte har gået højt, og som fortsætter ufortrødent i dag" Bogen omhandler bl.a. Galileiaffæren og det kopernikanske verdensbillede, Naturteologi og designargument, Darwins evolutionsteori, Den videnskabelige kreationisme m.m.

Og så er jeg jo forresten begyndt at læse Ernst Cassirer, "Om kulturvidenskabernes logik". Det er mere spændende, end det lyder - også selvom Cassirer er det, der blandt filosofihistorikere kaldes en nykantianer. Jeg ville bare ønske, han ku finde ud af at lave nyt afsnit engang imellem.  

Lord Percy: After literally an hour's ceaseless searching, I have succeeded in creating gold, pure gold.
Blackadder: Are you sure?
Lord Percy: Yes, my lord. Behold.
Blackadder: Percy... it's green.

Har brugt aftenen på at læse korrektur på en venindes universitetsopgave om alkymi - et spændende (og, har jeg mistanke om, svært) emne, som jeg er ked af, at jeg aldrig selv fik lejlighed til (: fandt på) at skrive om, da jeg læste idéhistorie. Det svære består som bekendt i, at mange alkymistiske tekster er skrevet for allerede indviede/indforståede: "Here," som John Dee skriver, "the vulgar eye will see nothing but Obscurity and will despair considerably." Jeg har igennem årene læst en del om emnet, om end aldrig med nogen form for systematik, og vil straks fortsætte (usystematisk) med E.J. Holmyards "Alchemy", som nu har samlet støv på reolen i et par år.

Her er et link til John Dees "Monas hieroglyphica" (The Hieroglyphic Monad) og munken Roger Bacons "Tract on the Tincture and Oil of Antimony" fra 1200-tallet (som måske slet ikke er skrevet af Roger Bacon). May all attain. 

En bogreklame: "Kosmopolitik", essays af filosoffen David Held, udkommer til maj på Aarhus Universitetsforlag - oversat af min medidéhistoriker, ven og hardcore enhedsliste-propagandør Morten Riis. Den kan forudbestilles her. Og apropos Enhedslisten: Jeg får jo langtfra set folketingsdebat i samme rå doser, som jeg plejede, nu, hvor jeg er på museum hver dag til ud på eftermiddagen. Men jeg fanger gerne en time, imens jeg laver mad eller vasker op eller laver min ugentlige Århus Onsdag-sudoku (som nu kun tager mig imellem 10-25 min.). I dag var det - som sædvanligt, havde jeg nær sagt - noget med, at regeringen har fundet på en ny måde at gelejde penge væk fra de fattigste og over til virksomhederne. Og jeg kan da godt se, at det ikke er noget, man griner eller for den sags skyld bare laver en tø-hø af. Men alligevel: Hvorfor er det lige, at Line Barfoed altid ser så indædt og fortørnet ud? Jeg har aldrig set den kvinde smile - og jeg nægter at tro på, at hun ikke gør det engang imellem. Måske ved de talrige lejligheder, hvor kameraet hviler tungt på vores skatteminister, idet han prøver at formulere en sammenhængende sætning. 

Min filosofi-interesse, synes jeg at kunne fornemme, er i fremgang for tiden, jf. mit Wittgenstein-indkøb i sidste uge. Det er ellers ikke meget, jeg har læst af den slags på det seneste - og jeg læser det vel egentlig heller ikke så meget ud fra filosofiske ambitioner som ud fra en fascination af, at det rent faktisk kan lade sig gøre at skrive - og blive ved med at skrive - på den måde. Højholt siger, at kunst laves på kunst, og det samme gør sig, tror jeg, gældende for filosofiens vedkommende. Filosofiske vanskeligheder er sproglige vanskeligheder (Wittgenstein). Min egen tilgang til filosofi, for så vidt jeg har sådan en (I am a doctor, you know), er vistnok pragmatisk: Jeg tror ikke rigtigt på noget, hvis ikke det virker.

For tiden, and don't ask me why, har jeg kastet mig over Leibniz' brevkorrespondence med en vis kritiker ved navn Arnauld, som Leibniz først tror, nærer fordomme imod ham. Senere går det op for ham, at Arnauld er oprigtigt bekymret over en doktrin i Leibniz' filosofi, som kan læses som om, at den indskrænker Guds almagt. Leibniz gør sig derpå store anstrengelser for at demonstrere, naturligvis så kryptisk som overhovedet muligt, at doktrinen på ingen måde er i modstrid med tanken om Guds uindskrænkede frihed. De er rørende enige, og den ene mere from end den anden, men de væver alligevel løs i et underfundigt mix af hardcore rationalisme og religiøs skråsikkerhed. Diskussionen handler især om Adam - den individuelle, konkrete Adam og alle de blot mulige Adammer, som Guds visdom har skelnet imellem og udvalgt hensigtsmæssigt iblandt, idet alle Adams senere nødvendige og tilfældige relationer (som naturligvis ikke er "senere" i det evighedsøjeblik, Gud forestiller sig dem) er indeholdt i det oprindelige begreb om Adam.

Her følger en smagsprøve på Leibniz' særlige, hovedpinegenererende stil:

"... for at gøre mig bedre forstået, vil jeg tilføje, at der efter min mening var en uendelighed af mulige måder at skabe verden på [...] og at enhver af disse mulige verdener var afhængig af bestemte hovedplaner eller mål, som Gud havde sat sig, og som alene kunne virkeliggøres i denne verden, d.v.s. oprindelige frie beslutninger, der blev overvejet af Gud sub ratione possibilitatis (under mulighedens synsvinkel). Disse beslutninger danner de almene ordningslove for de mulige universer, som de gælder for, og hvis begreb de bestemmer, såvel som begreberne for alle de individuelle substanser, som kan komme ind i det samme univers. Alt forløber derfor efter en bestemt orden lige til miraklerne, omend disse står i modsætning til visse underordnede maximer eller naturlove. Således kunne alle menneskelige begivenheder ikke være hændt på nogen anden måde end den, de faktisk er hændt på, når valget af Adam en gang var gjort". (Oversættelse ved Mogens Pahuus.)

Det er hård kost ved 8-tiden om morgenen, men jeg er indtil videre interesseret nok til at fortsætte. Ikke fordi det rager mig en høstblomst - alt det der med de mulige Adammer og Guds alviden (som, for så vidt man medgiver, at vi ikke selv er alvidende, nødvendigvis altid må forblive et religiøst postulat), det er ren, uerotisk spekulation uden betydning for nogen som helst på denne jord, and I couldn't care less. Det pisser ned, og min knallert er flad, som Allan Olsen synger. Men fordi jeg er - hvis jeg på en eller anden måde alligevel skal undskylde mig - fascineret af modsætningsfuldheden i, at en mand, der er i stand til at præstere de mest subtile begrebsdistinktioner og foretage rækkevis af knivskarpe logiske slutninger, samtidig uden videre tager for givet, at mirakler finder sted, at Adam var det første menneske på jorden, og at der findes en gud, som har formået at omfatte summen af samtlige relationer og udviklingskæder i universet og føre hele svineriet ud i livet i skabelsesøjeblikket. Og hvorfor? Because the Bible says so!

Det kan jo alt sammen være fuldstændig ligemeget - det, der tæller, er erfaringen, og at vi sørger for, at sproget følger med den. Så er der straks mere simplicitet - og erfaring - i Jens August Schades "Helvede opløser sig", som jeg læser on the side. Den handler om sne, sjap, nattehimle og kvindeben og bryster:

"Hør, hvor sødt det knirker mellem stjerner". 

Det forrige nummer af universitetsavisen Campus indeholdt (sørme) en fin og detaljeret omtale af vores bog "Et menneske lades ikke i ro - facetter af Johannes Sløks forfatterskab", skrevet af Helge Hollesen. Artiklen findes på s. 8 i bladets nr. 4, som kan downloades i pdf-format på denne side.

Den indeholder for øvrigt en lille kommentar i anledning af Hans Hauges tanker om Sløks fællesskabslængsel, hvor Ole Morsing på to-en-halv linies smal spalteplads får præciseret det, enhver dedikeret Sløk-læser ikke kan være i tvivl om, men som debatten om Sløk efter bogens udgivelse desværre ikke har haft øje for - nemlig at "Sløk er ironisk. Han har en tragikomisk holdning til en absurd verden. Men sådan er den blevet, og han ønsker den ikke anderledes" (min kursivering). 

Jeg kunne - i parentes bemærket - vanskeligt være mere uenig i førnævnte Hauges (selv ironiske, men ikke selv-ironiske) påstand i artiklen om, at "Sløks ironiske og skeptiske stil kan jo slet ikke bruges i dag, hvor vi skal tale pænt og være ordentlige". Tværtimod forekommer Sløks formuleringsmåde mig at være et fantastisk eksempel på, at man sagtens kan være skarp og provokerende uden at ty til mudderkastning.

... Og nu jeg er i gang: her er kronikken om Sløk og Højholt (indsendt op til "Et menneske lades ikke i ro"s udgivelse), som Kristeligt Dagblad ikke fandt plads til at bringe. Men nuvel, de skal jo også have plads til "saglige" sager som denne her.

Per og Johannes
Kronik af Lars Gorzelak Pedersen

Med Johannes Sløk og senest Per Højholt har Danmark mistet to af landets største filosofiske begavelser. Det er i sig selv trist nok; men det bliver værre endnu, for Sløk og Højholt var mere end blot begavede mennesker, af hvilke der trods alt findes en del: de var noget så sjældent som folkelige intellektuelle. Og den slags hænger aldrig på træerne. Sløk så sammenhænge - og hvis han ikke så dem, så evnede han at lave dem selv - imellem filosofiske problemstillinger og forhold, der var "almindelige" mennesker vedkommende, så som eksempelvis det danske skattesystem. Som Sløk opfattede som absurd - og derfor værd at bevare.
 
Hvad mere er: Sløk var i sproglig henseende pædagogisk anlagt og formåede at fremsætte disse abstrakte sammenhænge på måder, der var forståelige også for filosofisk uskolede tilhørere. Og han var provokerende nok til at holde offentlighedens opmærksomhed fanget, som når han eksempelvis i et interview med Jørgen Thorgaard påstod, at Indre Mission og marxisme i grunden er ét og det samme. En af den slags urimeligheder, som kun Sløk kunne slippe af sted med at levere.
 
Som enhver, der har stødt panden mod Per Højholts poetik "Intethedens grimasser", vil vide, kunne Højholt være teoretiserende grænsende til det urimelige. Højholt var klog som ingen andre. Men Højholts ansigter var mange, for han var også manden, der troppede op og gav foredrag i forsamlingshusene, og i offentlighedens øjne var han selvfølgelig - først og fremmest - ophavsmand til Gitte og hendes monologer. Der netop demonstrerede Højholts kunstteorier i konkret show-praksis. Humor - vidste Højholt - er en effektiv måde at få erfaringer ind i kroppen på, bagom fordommene. Folk forstår nemlig meget mere, end de forstår, og når latteren indtræffer, er pointen allerede fanget ad bagvejen - og så er det for sent at fortryde. Ingen kunne skifte så let imellem alvor og humor som Højholt.
 
For både Højholt og Sløk var netop eftertankens vækkelse - nedbrydningen af fordomme og elvfølgeligheder - af allerstørste betydning. Og det er karakteristisk, at de begge koncentrerede sig mere om videns-sabotage end om videns-akkumulation: undtagelsen, forskellen og detaljen havde i højere grad deres opmærksomhed end reglen. For dem begge måtte en sådan nedbrydning uundgåeligt implicere en konfrontation med intetheden og absurditeten som et menneskeligt vilkår. Det er først i tomhedserfaringens skær, at vi formår at se os selv som sammensatte kulturvæsner, der er tvunget til at forholde os til sproget, erfaringerne og tænkningen, hvis ikke de skal styre os.
 
Gittes fascinationskraft skyldes ikke mindst, at hun fungerer som publikums spejl, fordi hun i monologerne forvilder sig ud i de kulturelle værdiers grænseland og således peger på, at sproget trives med mange andre regler end netop de logiske. Og jo også på det på én gang uhyggelige og befriende i, at uden om reglerne, og uden om grænserne, er der kun ingenting. Eller rettere: dér, og ingen andre steder, er naturen, som altså i Højholts optik ikke forlenes med romantiske undertoner. "Jeg kan godt lide naturen, men jeg kan ikke lide dem, der elsker den"... sådan opsummerer digteren sit usentimentale natursyn i Lars Johanssons fremragende interviewbog "Udsatte egne - det er mig".
 
Med et solidt højholtsk udtryk hedder det, at naturen er dum; det er derfor, man kan forsvinde ind i den, dvs. opleve, at ens tankeaktivitet hører op og sanserne tager over, når man færdes i den. Men det kan man selvsagt kun gøre momentant, som en slags ferie i afstresnings-øjemed; i dagligdagen er og bliver vi derimod henvist til at være kulturvæsner, underlagt sproget, der ensretter og etablerer systemer, og hvis indbyggede forskelle vi derfor bestandigt må insistere på. Vi må færdes i systemernes periferi - i det, som Højholt i interviewbogen kalder for de "udsatte egne", hvor kulturens og naturens overlapninger befinder sig.
 
Absurditeten knytter sig hos Sløks til det forhold, at mennesket er principielt uvidende. Uvidenheden skal ikke forstås som stupiditet, dvs. som selvforskyldt dumhed. Den principielle uvidenhed er snarere udtryk for, at mennesket - dets kulturelle og intellektuelle bestræbelser til trods - tilsyneladende aldrig når frem til en fuldstændig forståelse af tilværelsen. Enhver tid tror måske at være i besiddelse af løsningerne på de etiske og erkendelsesteoretiske problemer, den menneskelige eksistens uvægerligt rejser, men idéhistorien afslører, at det forholder sig anderledes. Mennesket bærer en oprindelig uvidenhed med sig gennem historien - en uvidenhed, som er blevet anmassende og åbenbar i det moderne. Det moderne menneskes projekt er ifølge Sløk at leve et meningsfuldt liv inden for rammerne af denne bevidsthed om, at al mening - i eksistentiel forstand - i sidste instans er menneske- og kulturværk. Et projekt, som altså ifølge Sløk er grundlæggende absurd.
 
Der var naturligvis også forskelle på Sløks og Højholts interesseområder. Den mest iøjnefaldende var nok, at Sløk gennem hele sin levetid var dybt fascineret af spørgsmålet om religionens rolle i kulturen, mens Højholt ofte erklærede sin manglende personlige interesse for religiøse emner. Digteren fulgte i det store og hele sin fars råd om at være ligeglad med den slags, idet han i stedet koncentrerede sig om det foreliggende og dets kombinationer. Anderledes med Sløk. Meget tidligt i forfatterskabet satte Sløk det moderne menneskes absurditetserfaring i forbindelse med den kristne forkyndelse; en sammenligning, som ledte ham ind på sporet af mytens kulturbærende funktion og på den specielle, mytehistoriske rolle, kristendommen indtager, fordi den som den første religion lader sin mytehændelse finde sted på et historisk givet tidspunkt.
 
En anden forskel er mindst lige så iøjnefaldende. Mens Højholts død ikke gik upåagtet hen og bl.a. gav anledning til en temaaften på DR2, så var der i det store og hele stille efter Sløks bortgang i 2001. Der var selvfølgelig mindre indslag på tv, men ikke noget der lignede et værdigt farvel til en skikkelse, der trods alt havde betydet meget for den danske kulturdebat siden 1960erne. Idéhistorikeren Hans Jørgen Thomsen udsendte bogen "Johannes Sløk", som var en subtil tribut til idéhistories grundlægger og til en tænker, som Thomsen følte, at han selv skyldte en del, og Jan Lindhardt udgav sin af omfang meget beskedne Sløk-monografi "Johannes Sløk - modernismens teolog" i 2002. Ingen af bøgerne har karakter af detaljerede indføringer i Sløks mangesidede forfatterskab - og faktisk findes en sådan indføring endnu ikke.
 
Dette forbløffende forhold - forbløffende i betragtning af, at Sløk var en af landets største, om ikke den største, filosof siden Søren Kierkegaard - rådes der den 17. februar i nogen grad bod på med udgivelsen af antologibogen "Et menneske lades ikke i ro - facetter af Johannes Sløks forfatterskab". Bogen udgives af Aarhus Universitetsforlag og består af en serie artikler skrevet af forfattere, unge såvel som mere garvede, med tilknytning til Aarhus Universitet. Artiklerne belyser Sløks yndlingstemaer og forfatterskabets mange aspekter, herunder Shakespeare-læsningerne i 1970erne, opgøret med Løgstrup og skabelsesteologien, Sløks originale renæssancesyn og den sprogfilosofiske interesse, der prægede filosoffens modne værker. Sløk får desuden selv ordet i et interview, som hidtil kun har været trykt i idéhistories institutblad.
 
Bogen prætenderer på ingen måde at være en fuldstændig indføring i de mange emner, der optog Sløk, men forhåbentlig kan den medvirke til påpege Johannes Sløks fortsatte relevans som filosof, teolog og kulturkritiker - og anspore til yderligere studier af et både spektakulært og originalt forfatterskab, der hidtil har været hyldet i alt for megen tavshed.

Bror Bo gør mig opmærksom på, at Kristeligt Dagblad har lagt mit indlæg om Johannes Sløk ud på deres website (de har glemt at informere mig om det). Indlægget, som er en kommentar til Asger Brandts anmeldelse af vores bog "Et menneske lades ikke i ro - facetter af Johannes Sløks forfatterskab", kan læses her - hvis man er udstyret med et login. Af hensyn til interesserede, der ikke har sådan ét, bringer jeg her det uredigerede indlæg.

Indlægget er skrevet og indsendt den 22. februar.

Originalen Sløk
En kommentar til Asger Brandts anmeldelse af "Et menneske lades ikke i ro - facetter af Johannes Sløks forfatterskab"

Af Lars Gorzelak Pedersen (bidragsyder og medredaktør)

Kristeligt Dagblad bragte den 22. februar Asger Brandts anmeldelse af antologibogen "Et menneske lades ikke i ro - facetter af Johannes Sløks forfatterskab", som jeg har været med til at redigere. Anmeldelsen var overvejende positiv og omtalte bl.a. bogen som "gennemseriøs" og præget af "alsidig indsigt", hvilket jeg og de øvrige redaktører hermed takker for.

Den bød dog også på et par kritikpunkter, som jeg gerne vil knytte et
par kommentarer til.

Brandt fremhæver, at bogen savner den respektløshed, som Sløk selv praktiserede, og at bidragene forholder sig for ukritiske til Sløks tænkning. Det første, at bogen ikke er respektløs, medgiver jeg gerne - og man kan således sammen med Brandt mene, at pga. bogens saglige, akademiske tone er der et betydeligt aspekt af Sløks manér, hans provokationer, som ikke skinner igennem. Det skal jeg være den første til at beklage.

Bogen prætenderer imidlertid heller ikke at være i samme liga som Sløks
skrifter endsige at "kopiere" Sløks stil. Der er, som der står i indledningen, tale om en indføring i Sløk, og det er nu engang ikke kotume, at sådanne akademiske indføringer udtaler sig respektløst om deres genstandsområde. Selvom Sløk tillod sig at gøre det (men han var jo også filosof).

Det andet punkt, at bidragene skulle forholde sig ukritiske til Sløk (idet Brandt fremhæver Hans Hauges kritiske indlæg om Sløks Shakespeare-læsninger som undtagelsen), forholder jeg mig mere uforstående overfor. Indlæggene er forsøg på at gengive Sløks tænkning så loyalt som muligt og at tænke videre, med afsæt i Sløk, gennem perspektivering til øvrige filosoffer.

Men ingen af indlæggene er ukritiske - hvis man altså med "ukritisk" skal forstå en ligefrem overtagelse af og plæderen for Sløks teorier.

Jeg tror - og jeg kan jo tage fejl - at indvendingerne må ses i lyset af, at Brandt måske ikke selv føler sig på linie med Sløk. Jeg tror endda, jeg vil vove et gæt på, at anmelderen i højere grad sympatiserer med Sløks mangeårige filosofiske kollega og senere modstander, K.E. Løgstrup.

I al fald er anmeldelsen først og fremmest kritisk over for Sløk selv, og kun i anden omgang overfor "Et menneske lades ikke i ro". Brandt skriver, at Sløks forfatterskab er "stort", men "flagrende". Sløk har skrevet "gode", men også "mindre gode" bøger, og "man kan", hedder det videre, "vel med god ret betvivle, om Sløk var en original forfatter". 

Det er synspunkter, som ikke er nye, og som alle var med til at forme vores, redaktørernes, vurdering af, at det var nødvendigt med et akademisk fokus på Sløks filosofiske indsats.

Sløk har skrevet mindre gode bøger - javist, formentlig da. Han har jo skrevet en lang række bestillingsarbejder for eksempel - men til gengæld tæller forfatterskabet jo altså over 50 titler. Der er nok - også gode - at vælge imellem. Forfatterskabet er flagrende - men hvilket stort og betydningsfuldt forfatterskab er ikke det?

Det problematiske er det andet, nemlig forestillingen om, at Sløk ikke skulle være en original forfatter. Eller filosof, for den sags skyld.

Brandt uddyber ikke, hvorfor man "med god ret" kan sætte spørgsmålstegn ved Sløks originalitet, og det kan naturligvis også være vanskeligt at nå omkring komplekse filosofiske problemstillinger i en avisartikel.

Men alligevel. Hvis man ser bort fra alle monografierne, metodebøgerne, de idéhistoriske indføringer, kulturkritikkerne og avisklummerne, står der en gruppe bøger tilbage, der tilsammen klart illustrerer den røde tråd i Sløks forfatterskab.

Det drejer sig især om "Jesu forkyndelse og det absurde teater", "Herre, giv mig mere vantro!" og de fire sammenhængende værker "Teologiens elendighed", "Det religiøse sprog", "Den kristne forkyndelse" og "Da Gud fortalte en historie", som for ikke så længe siden blev udgivet samlet i mammutbogen "Guds fortælling - menneskets historie".

I disse bøger - efter min opfattelse noget af det mest tankevækkende, dansk filosofi har præsteret siden Kierkegaard - fremlægger Sløk sit projekt: en filosofisk syntese, der med udgangspunkt i et stort anlagt opgør med den rationelle teologi indarbejder ideer og teorier fra stort set alle dominerende filosofiske strømninger: hermeneutikken, fænomenologien, sprogfilosofien, eksistentialismen, den narrative teologi, den sammenlignende religionsvidenskab osv. osv.

Det sker med sproglig opfindsomhed, pædagogisk indlevelsesevne og en filosofisk klarhed, som få forfattere har gjort ham efter. Overblikket er enormt, og Sløk trækker konstant lange historiske linier, hvor man ikke forventer at finde dem - fra mytens rolle i primitive kulturer til moderne, absurd teater. Der er på ingen måde tale om, at Sløk blot refererer de forskellige idétraditioner. Tværtimod plukker han ud på må og få og bruger ideer, som det passer ham - i overensstemmelse med sin egen dagsorden.

Man kan altid debattere, hvorvidt Sløk tog fejl, men hans originalitet er i mine øjne svær at komme udenom. Jeg giver Brandt ret i, at Sløks og Løgstrups "sammenstød" repræsenterer, hvad man kunne kalde en klassiker" i dansk åndsliv. Men jeg er til gengæld ikke enig i Brandts afslutning på anmeldelsen, hvori det hedder: "Er der ikke andre grunde til at fortsætte med at læse Sløk, så er der altså - i det mindste så længe Løgstrup læses flittigt - grund til at læse Sløk som en radikal kritiker af Løgstrups forudsætninger."

Der er i høj grad andre grunde til at læse Sløk end dem, der er dikteret af Løgstrups interesser. Sløk var på sine egne præmisser en tænker i verdensklasse - og forhåbentlig vil kommende danske idéhistorikere og filosoffer gøre en indsats i retning af at kaste lys over værdien af hans forfatterskab... selvom det er nok så flagrende.

Kristeligt Dagblad har i dag bragt en anmeldelse af antologibogen "Et menneske lades ikke i ro - facetter af Johannes Sløks forfatterskab", som jeg har været med til at redigere, og som udkom i fredags på Aarhus Universitetsforlag. Anmeldelsen er overvejende positiv og omtaler bl.a. bogen som "gennemseriøs" og præget af "alsidig indsigt", hvilket vi selvfølgelig er pavestolte over. Tak for det! Anmeldelsen byder også på enkelte kritikpunkter, dog mest i forhold til Sløk selv - og dem har jeg naturligvis ikke kunnet dy mig for at knytte et par kommentarer til. Jeg har derfor i dag indsendt et svar-indlæg til avisen. I fald de ikke finder plads til at bringe indlægget, poster jeg det her på bloggen - i mellemtiden kan du læse Dagbladets anmeldelse her: "Et spørgsmål om temperament".

Rune har lavet en fin omtale af Johannes Sløk og af vores nye Sløk-bog, "Et menneske lades ikke i ro". Han, Rune, skriver bl.a. følgende: "Johannes Sløk er i mine øjne en af de vigtigste, danske tænkere i det 20. århundrede, og jeg tror, at denne position vil blive mere 'kanonisk' med tiden." Resten af omtalen kan læses her. Paw er for nylig blevet interviewet af universitetsavisen Campus, som inden længe bringer et indlæg om bogen.

Berlingske Tidende:

"Med Johannes Sløks død i 2001 mistede Danmark en af sine helt store og folkeligt anerkendte intellektuelle. Både i livet og døden stod ironikeren og relativisten Sløk i skyggen af en anden stor teolog og filosof: K.E. Løgstrup. Men Sløk fortjener en renæssance."

Læs "Og Gud fortalte en historie om Sløk" - af Paw Hedegaard Amdisen.

Fyens Stiftstidende har en lille omtale af Sløk-bogen her.

Bogen er UDE og har allerede fået et par fine omtaler. Jeg var i Kristeligt Dagblad i tirsdags (14. februar) med interviewet "Sløks mange facetter", en fin halvsides-ting, og idéhistoriker Mikkel var i går så venlig at supplere mig med en flot anmeldelse fra Politiken, som nu, ser jeg, også kan læses online her. Og har et fantastisk billede af Sløk. "En af det 20. århundredes store danske forskerbegavelser og provokatører, Johannes Sløk, der døde i 2001, er så småt ved at få en værdig receptionshistorie. Indtil nu er der blevet udgivet lidt småting - artikler, nekrologer og et par monografier af den lette slags. Intet spektakulært. Men nu sker der tilsyneladende noget".

Seminaret i går var en succes med gode foredrag, et propfyldt lokale og diskussionslystne deltagere, og receptionen gik også godt. Seminardiskussionen efter foredragene kom til at handle meget om idéhistorisk metode og hvorfor Schanz mener, Sløk tager fejl - og efter min mening for lidt om Sløk selv. Sløk har betydet meget for ikke bare mine faglige orienteringer, men vistnok også rent personlighedsmæssigt - og derfor ærgrede det mig lidt, at hans fortræffeligheder ikke rigtigt skinnede igennem. Men seminarer har det med at ende i detaljediskussioner, hvor alle forudsætter, at alle andre er velbevandrede i emnet... hvilket i dette tilfælde ikke mindst var problematisk i forhold til, at der var mødt en del op uden akademisk baggrund. Men der var gode og givtige diskussioner efterfølgende, til receptionen og i baren.

Paws far, som holdt en fin tale under receptionen, rettede en (venlig, for Paws far er noget af det mest cool, jeg kender) APPEL til akademikere om at udtrykke sig forståeligt, så almindelige mennesker kan nyde godt af den viden, vi har. Eller den viden, vi ved, at andre ikke har. Den, synes jeg, var velanbragt og berettiget. 

Sidste chance:

For alle interesserede afholder Afdeling for Idéhistorie (Aarhus Universitet) i dag et mindre Johannes Sløk-seminar. Seminaret vil være åbent for alle interesserede og finder sted i Nobelparken (bygning 1455, lokale 127, kl. 13-16). Bagefter er der en reception, hvor der vil være mulighed for at se og købe den nye Sløk-bog "Et menneske lades ikke i ro - facetter af Johannes Sløks forfatterskab".

Lige en reminder om fredagens Sløk-reception/-seminar:

Fredag den 17. februar 2006 udkommer bogen "Et menneske lades ikke i ro - facetter af Johannes Sløks forfatterskab" (Aarhus Universitetsforlag).

For at fejre denne udgivelse og for at hylde Johannes Sløk afholder Afdeling for Idéhistorie (Aarhus Universitet) samme dag et mindre seminar. Seminaret vil være åbent for alle interesserede og finder sted i Nobelparken (bygning 1455, lokale 127, kl. 13-16).

På seminaret vil tre unge idéhistorikere give deres bud på den aktuelle relevans af Sløks forfatterskab. Efterfølgende vil ballet blive åbnet for fri diskussion.

Endelig vil Afdeling for Idéhistorie og Aarhus Universitetsforlag være værter for en reception, hvor man vil kunne se og købe den nye bog.

Anders Munk har venligt doneret mig et eksemplar af sit just færdiggjorte speciale, som - forstår jeg - handler om teorier fremsat af hhv. John William Draper og Andrew Dickson White vedr. forholdet mellem religion og videnskab i slutningen af det 19. århundrede. Begge d'herrer er - eller var, for de er døde for længe siden - tilhængere af den såkaldte konflikttese og tager (tog) parti for videnskaben. Specialets titel er (thi det er affattet på engelsk): "The Mythology of Conflict - Re-assessing the Conflict Thesis of John William Draper and Andrew Dickson White". Anders er desuden medforfatter på bogen "Videnskab og religion i historisk perspektiv", som udkommer på Systimes forlag i løbet af 2006. "Bogen ser på en række konkrete eksempler på mødet mellem videnskab og religion fra den moderne videnskabs opkomst i 1500-tallet frem til i dag". Og den kan forudbestilles her. 

Den allerførste afhandling, jeg skrev som idéhistorie-studerende, handlede om den hellenistiske filosof Plotin, født i Ægypten år 204. Plotinus udformede et vældigt filosofisk system, som måske slet ikke var et system, og kernen i teorikomplekset er, at virkeligheden kan inddeles i hierarkisk ordnede værensformer karakteriseret (set fra oprindelsespunktet, kaldet Det Ene) ved tiltagende mangfoldighed og aftagende fylde. Jo længere væk, noget er fra emanationspunktet, jo mindre "virkeligt" er det. Materien er, som i stort set al hellenistisk tænkning, den ringeste værensform eller "hypostase". Mennesket er et midtervæsen, der så at sige har et ben i hver lejr: den åndelige/immaterielle og den fysiske væren.

Ka det nu ikke altsammen være lige meget? Jo, det kan det måske nok, hvis man opfatter det som en videnskabelig teori om, hvordan universet er opbygget. Men stadigvæk: som en poetisk vision, og as theories go, hører Plotins filosofi altså afgjort til blandt de smukkeste. Specielt anti-begrebet om "Det Ene", som vel egentlig - og her er det mig og ikke Plotin, der taler - bare er en anden måde at sige, at sproget, og dermed filosofien, har sine grænser, og at det er erfaringen, ikke teorien, der i sidste ende er det afgørende. En dag ku jeg godt tænke mig at iværksætte et eller andet Plotin-relateret projekt, skønt jeg for indeværende ikke rigtig ved, hvad det skulle gå ud på.

Interesserede kan læse videre om Plotinus her eller hoppe direkte videre til hans filosofiske efterladenskaber, "Enneaderne", som kan læses online her (på engelsk). Plotin, skal det siges, giver kun mening, hvis man har læst Platon. Men det har man selvfølgelig.