Lars Gorzelak Pedersen

Min bror og søster har haft en mindre kontrovers, foranlediget af et indlæg min bror skrev om kreationisme, som han – min bror – betegnede som ”bollocks”. Kreationismen, altså. Jeg er ret overbevist om, at min søster ikke er kreationist – i al fald ikke i den betydning, min bror tilsigter – og at kontroversen således skyldtes forbitaleri snarere end dyb uenighed; men det skal da ikke forhindre mig i at træde vande (det er trolds alt mig, der fejrer Videnskabens Muntre År i år).

Kreationisme er – i nyere tid – først og fremmest en fællesbetegnelse for en række religiøse (ikke mindst kristne) bestræbelser på at opstille et alternativ til evolutionstanken, dvs. til den idé, at arter så at sige kan variere så meget (ikke indbyrdes, men hver for sig), at de sprænger rammerne for deres art, så der opstår en ny. Der findes forskellige typer af kreationister. Old school-filialen accepterer overhovedet ikke evolutionstanken, heller ikke indenfor rammerne af en given art (dvs. arterne er fuldstændig statiske, skabt ved mirakler, og ser ud i dag, som de altid har gjort), og gamle og nye kreationister har vidt forskellige opfattelser af eksempelvis universets og jordens alder.

Fælles for alle kreationister er, at de ønsker at forklare forhold i naturen med reference til bibelske udsagn (f.eks. om syndfloden), og at de har en tendens til at prioritere skriftsteder højt i deres forklaring af naturfænomener. Jeg er, som min bror og jf. i øvrigt den almindelige videnskabelige konsensus, af den opfattelse, at kreationisme er videnskabeligt uvederhæftig – herunder også dens seneste manifestation, intelligent design. Jeg er også af den opfattelse, at det er en god idé at gøre opmærksom på uvederhæftigheden jævnligt, eftersom kreationister som oftest ikke nøjes med at udveksle ideer efter fyraften i kreationismeklubben, men ynder strategisk og målrettet luftning af deres teorier også i undervisningssammenhænge.

At tro på, at Gud har skabt verden, er imidlertid ikke det samme som at være kreationist – og det var egentlig bare det, jeg lige ville elaborere på. Om man tror på Gud som verdens skaber - dvs. dens skaber i fysisk-materiel forstand - er naturligvis aldeles ens egen sag og fuldt ud legitimt. Folk er i deres gode ret til at tro på hvad som helst. Kreationismens problem er præcis, at den vil være mere end tro, nemlig videnskab, og derfor må argumentere rationelt.

Men hertil kommer, at man også meget vel kan tro på Gud som verdens skaber i en anden forstand - uden at være kreationist. Som min bror gjorde opmærksom på i et indlæg umiddelbart før kreationismeindlægget, findes der en udbredt form for individuel religiøsitet – lad os kalde den eksistentiel – hvor religiøse tanker, der videnskabeligt set er meningsløse, godt kan give mening. Det er i denne forstand, tror jeg, at f.eks. de fleste danskere i dag er religiøse, når de er det, nemlig i form af en personlig og individuel religiøsitet, hvor Gud og ens egen livshistorie er nært forbundne. 

Et bibelvers’ værdi står og falder under sådanne omstændigheder ikke nødvendigvis med, om det beskriver noget, der faktisk, historisk, har fundet sted. Hvor mange mener, i dagens protestantiske Danmark, at den jødisk-kristne skabelsesmyte skal forstås bogstaveligt? Næppe ret mange. Der er jo også hele to af slagsen – myter altså – hvilket unægtelig vanskeliggør en bogstavelig fortolkning.

Men: At ”Gud har skabt verden” betyder (eller kan betyde) noget andet, end at Gud har skabt verden – i den betydning, at han har fungeret som en slags galaktisk bygmester – nemlig, at Gud har grundlagt og vedbliver med at grundlægge den verden og de vilkår, hvori/-under mit personlige liv skal udfolde sig. Og denne religiøse forståelse er ikke uforenelig med eksempelvis naturvidenskabens teorier om evolution og naturlig selektion; det er den kun i det omfang, den vil forstås ikke som en religiøs sandhed, der vedrører individets forhold til verden, Gud og andre mennesker, men som en videnskabelig teori om verdens fysiske herkomst.   

Videnskabeligt er teorien om Gud som verdensskaber letnedskydelig. Men derfor kan troen på en skabergud udmærket have værdi som en religiøs sandhed - en tros-sandhed - der har endog meget stor eksistentiel betydning for mig som menneske. Og som ikke bliver mindre sand af at være en religiøs sandhed - men dog sand på en anden måde end en videnskabelig sandhed. Fordi – som Johannes Sløk gør opmærksom på i en bog, der har gjort betydeligt indtryk på mig – at det religiøse sprogs sandheder nemlig ikke er rationelle og heller ikke skal foregive at være det; de er intimt forbundet med den personlige eksistens og med individets – om man så må sige – private, eksistentielle horisont, erfaringer og livshistorie.

Som på den anden side ikke er mere privat, end at den selvsagt får betydning for individets måde at møde verden – socialt – på.

Jeg har brugt eftermiddagen på at se Mel Gibsons "Apocalypto", som har ligget i filmbunken i adskillige måneder. Modsat Gibsons Jesusfilm så jeg rent faktisk denne her færdig, selvom de to film bestemt ikke er uden lighedspunkter.

"Apocalypto" er - også - ét langt sadistisk optrin, og lidelsen vil nærmest ingen ende tage i forhold til de oplevelser, hovedpersonen Paw må gennemgå. Filmen er meget intens -- på samme måde som det ville være intenst og provokorende at overvære en hjælpeløs person få tæv af en større gruppe mennesker -- og den er særdeles blodig. Mayaerne fremstår, for "de ondes" vedkommende, mest af alt som orker fra Peter Jackons "Ringenes herre"-film, og det, der først og fremmest interesser Gibson, er deres bundløse sadistiske dekadence. Som i flere scener uvægerligt får én til at tænke på koncentrationslejre og nazistiske masseudryddelser.

Det er også - synes jeg - meget vanskeligt at gennemskue, hvorfor Gibson har ønsket at lave filmen. Af indledningscitatet og markedsføringen af filmen er det klart, at et af formålene har været at lave et portræt af en kulturs undergang. Men hvorfor går kulturen under, og hvad er overhovedet mayakulturen - udover menneskeofringer og "The Most Dangerous Game"-agtige jagtsessioner med menneskebytte? Er den periode i kulturen, vi hopper ind i med filmens handling, endeproduktet af en dekadent udvikling -- og hvad har i så fald forårsaget opløsningen? "Apocalypto" forekommer mig ikke at være særligt interesseret i at udforske undergangstemaet ud fra sådanne spørgsmål, men mere ud fra den grusomheds- og lidelsesfascination, der også prægede "Passion".

Det foresvæver mig, at de afsluttende billeder, hvor mayaen Paw ser - og i bogstaveligste forstand reddes af synet af - skibe med spanske missionærer i horisonten, spiller en vigtig rolle, men det er slet ikke indlysende, hvordan slutningen skal forstås. Som det fremgår hos wikipedia:

"The thematic meaning of the arrival of the Europeans is a subject of disagreement. Apocalypto critic Traci Arden wrote that the Spanish arrivals were Christian missionaries and that the film had a "blatantly colonial message that the Maya needed saving because they were rotten at the core." Others disagreed with Arden’s view that the Spanish were portrayed as saviors of the Maya, citing an equivocal or ominous depiction instead. They point out that the hero Jaguar Paw chose to avoid the new arrivals at the close of the film rather than joining them and that the Oracle Girl had prophesied about the coming of those who would "Scratch out the earth. Scratch you out. And end your world."

Om ikke andet blev jeg, efter at have set filmen, interesseret i at læse nærmere om mayakulturen og blev i den forbindelse små-befippet over at opdage, at jeg -- til trods for en del bøger af religionshistorisk tilsnit -- så godt som intet har stående om dem, udover en kort gennemgang af kulturens guder i Wordsworths "Dictionary of Mythology" og kapitlet om mellemamerikanske religioner før spaniernes komme i Eliades religionshistorie. Så hvis nogen kan anbefale en god begynderbog om emnet, er jeg dén, der er taknemmelig.

Først "Miss Tørklæde" og så - nonner. En italiensk præst, Antonio Rungi, afholder i september måned skønhedskonkurrence for nonner på sin hjemmeside. "Et smukt udseende er Guds gave og skal ikke gemmes væk", forklarer Rungi. (Resten af kroppen skal derimod.) Mere her. 

Pastor Fred Phelps fra Westboro Baptist Church - omtalt i Dawkins' "God Delusion" - lød simpelthen for uvirkelig til, at jeg kunne dy mig for at tjekke ham ud på nettet (og "tjekke ham ud" er i denne sammenhæng det HELT forkerte udtryk at bruge) - bare for lige at se, om han virkelig er virkelig. Men jo, den er - utroligvis - god nok.

Hjemmesidens url - www.godhatesfags.com - fortæller alt om Phelps' kæphest (igen måske ikke det mest heldige udtryk at bruge), og her er lidt ekstra guf fra præsentationsteksten:

"In 1991, WBC [Westboro Baptist Church] took her ministry to the streets, conducting over 34,000 peaceful demonstrations (to date) opposing the fag lifestyle of soul-damning, nation-destroying filth. In response, america bombed WBC. Now, God is america's enemy, dashing your soldiers to pieces. 4,079 dead. 29,314 wounded."

34.000 demonstrationer siden 1991!

Dawkins krediterer Phelps for at have proklameret følgende, da Martin Luther Kings enke døde: "God Hates Fags & Fag-Enablers! Ergo, God hates Coretta Scott King and is now tormenting her with fire and brimstone where the worm never dies and the fire is never quenched, and the smoke of her torment ascendeth up for ever and ever". En elegant hjemmeside-feature, som Dawkins også omtaler - nemlig en tæller, der viser, hvor mange dage en bestemt navngiven homoseksuel har brændt i helvede - synes dog nu at være fjernet fra hjemmesiden.

Memo til mig selv: husk - i dag kl. 19.05 på DR2 - at se programmet "Peter Lund Madsen på dannelsesrejse".

Gyldendals genudgivelse af Johannes Sløks to idéhistoriske metodeskrifter med forord af Paw "H.A." Hedegaard Amdisen. Udkom i går, 229 bobs på Gyldendals forlag.

Nå. Jeg har i det stille gået og puslet med en slags nytårsforsæt, som faktisk har været længe undervejs. Jeg erklærer hermed 2008 – dvs. mit personlige 2008, uanset hvad der ellers måtte ske i verden, og det vil sikkert være en hel del – for Den Muntre Videnskabs År.

Lidt baggrundsstof: 1) Jeg er – af uddannelse – idéhistoriker og har som sådan ingen anelse om, hvad universet er lavet af, og hvordan det fungerer. Blandt andet. 2) Næsten så længe jeg kan huske, har jeg næret en fascination for religion. Som barn: Nordisk mytologi. Hammere, dødsguder, mystiske jætter og regnbuer mellem himmel og jord. Nordisk mytologi er en fed actionfilm, og alle, der ikke har beskæftiget sig med emnet, har noget til gode.

Da jeg blev lidt mere voksen, men ikke meget, var det mysticisme. Via Platon – som for mig åbenbarede universets gåder – og (især) Plotin. Jeg fulgte mysticismens historie op gennem middelalderen via naturmystikken i renæssancen over hemmelige mysteriesamfund i 1800-tallets England og til den berømte passage om ”oceaniske” følelser i Freuds ”Kulturens byrde”.

Hvilket alt sammen blot var en lang indledning til følgende: For nogen tid siden, i sommers 2007, blev jeg interesseret i Big Bang og forskellige videnskabelige teorier om universets tilblivelse. I den anledning læste jeg nogle bøger og påbegyndte en digtsamling, ”Superstreng”:

Det knager i rækværket, som ikke er der.
Det siger bum i noget rumtidsskum.
Det flyver fra noget gyvel.
Siger bang
i kaosslam

… som imidlertid forblev en blomst i frø. Årsagen – til den nye interesse – er nem at pinpointe, for jeg havde netop lyttet til Peter Lund Madsens seks inspirerende foredrag om menneskets fortid og fremtid. Jeg lyttede til dem på min mp3, frem og tilbage på arbejde – hvert foredrag fire gange. De kan stadig høres på DRs hjemmeside her: http://www.dr.dk/Podcast/Radio/Radioforedrag/20060727114909.htm

I juleferien så jeg så – i forkert rækkefølge – Brdr. Madsens to live-shows, ”Enden er nær” (som min far fik i fødselsdagsgave af min bror) og ”Mr. Nice Guy” (som jeg gav min far – og mig selv – i julegave). Sidstnævnte show er genset flere gange efterfølgende. Og hvis der var nogen tvivl før, er der det ikke længere: Jeg skal hurtigst muligt se at BLIVE KLOGERE på universet og vores lille, men vigtige historie deri.



For nyligt læste jeg også en lille bog af den amerikanske videnskabsmand Fred Hoyle, ”The Nature of the Universe”, oprindeligt udgivet i 1950’erne. Der er meget godt at sige om Hoyles evner som formidler:



Han skriver kortfattet og pædagogisk, så de fleste, selv jeg, kan være med. Han har først og fremmest en god evne til at inkorporere præcise ord i korte sætninger.

Men Hoyles tilgang til stoffet er også omtrent så poetisk som en bageopskrift, og man får ingen fornemmelse af, hvorfor man – som et almindeligt menneske, hvis knallert er flad – egentlig skal vide dette her.

Hvorfor – kunne man spørge – skal videnskaben være så tør? Hvorfor synges der ingen sange og skrives der ingen digte om videnskaben?

Det er der – står det mig klart efter ”Mr. Nice Guy” – absolut ingen grund til. At der ikke bliver gjort, altså. Det gør det ikke mindre poetisk, at "hjerneneuronernes hær" - og ikke hjertet - udgør den virkende agent bag følelseslivet en romantisk forårsaften.

For Brdr. Madsen er historien om den blinde natur og det tomme rum også historien om slimålens ensomhed og den langsomme udvikling af et af de mest komplekse adfærdsmønstre, universet har kendt til, nemlig de gode manerer. Hvormed der ikke tænkes på korrekt brug af kniv og bestik, men på situationsfornemmelse – evnen til at sætte sig ind i den andens sted. Finpudsningen – over hundredetusinder af år – af Mr. Nice Guy.

De to shows gjorde dybt indtryk på mig, ikke mindst sangene i ”Mr. Nice Guy”. Med tekst af Madsen-brødrene og musik, i al fald for de fleste sanges vedkommende, af Kim Larsen. Den eneste anden æstetiske fusion af videnskab og populærmusik, jeg kan mindes, er Lars Lilholts CD ”Gloria” – en fremragende plade. Men Lilholt er, let’s face it, ikke Trine Dyrholm, og slet ikke, som hun fremstår i Madsen-showet:







Jeg har – indtil nu – ingen holdning haft til Trine Dyrholm what so ever, men jeg faldt pladask for hende allerede under første nummer, ”Spejlet”. Man skal være lavet af sten for ikke at se, at hun stråler.

Det er, for nu at gøre en lang historie kort, det mest opbyggelige, jeg har overværet i lang tid. Og den direkte årsag til, at jeg i 2008 vil gøre mit bedste for at arbejde på min personlige Mr. Nice Guy. For min egen, for forgængernes og for efterfølgernes skyld. 

Se showet. You’ll feel good.



Tilføjelse: Tre af sangene fra showet kan downloades i deres fulde længde for 22,50 på denne TDC-side.

"Bibelen benægter ikke, at der findes en usynlig verden. Livet er nu engang mere, end hvad mennesket kan se med sine øjne. Men Bibelen siger klart, at der findes en ond usynlig verden, der hører Satan, Guds modstander til. Det er denne usynlige virkelighed, som man oplæres i gennem “Dungeons and Dragons”." Læs Mogens' indlæg om Dialogcentret og dets syn på rollespil (som angiveligt er blødet lidt op siden 1993, hvor ovenstående blev skrevet af Jesper Steen Andersen). Jeg er bange for, at jeg selv, med alt mit Warcraft-spilleri, har fået (jf. Allan Olsen) Satan ind i prime time i spandevis på det seneste.

Jeg hørte - i morges, i bussen - gårsdagens P1 Debat om mandlige præster i Viborg Stift, som ikke vil give hånd til kvindelige præster under gudstjenesten (men gerne i andre sammenhænge), fordi det symboliserer anerkendelse af, at kvinder gerne må være præster. Hvilket de omtalte mandlige præster opfatter som i modstrid med Paulus' ord om, at kvinder skal tie i offentlige forsamlinger så som menigheder. Hvilket der skal en brølendes god spindoktor til at argumentere for, at det ikke også er. Biskop Karsten Nis­sen har imidlertid nu truffet principiel beslutning om, "at kvinde­lige præster respekteres som præster i den danske folkekirke helt på lige fod med mandlige præster" - dvs. SKAL respekteres - og da han tilsyneladende ikke i samme ombæring tilbyder, at der indføres en slags symbolsk omfortolkning af det gudstjenestelige håndtryk, så alle kan være glade, er det altså et temmeligt klart end score: Ligestilling 1, Paulus 0. Hvad skal man mene om det? I programmet så jeg mig lettere sur på den mandlige præst, fordi han blev ved med at afslutte sine sætninger med at nævne det fulde navn på den tiltalte person. Hvilket ikke er høfligt - det er bare en måde at være nedladende på.

Jeg er nu cirka to tredjedele inde i Michael Baigents "The Jesus Papers" - hvis mest kontroversielle præmis nok er den (i bogen ret tidligt forekommende), at Jesus overlevede korsfæstelsen. Bogen har, som forventet, vist sig at være lidt af en thriller. Baigent er god til spændingsopbygning og kommer vidt omkring - bl.a. i forhold til jødiske mysteriesamfund i Ægypten.

Jeg mener for så vidt, at Baigents teser for nogles vedkommende kan være lige så gode - dvs. sandsynlige - som nogle af de teorier, man fra mere ortodoks side opererer med omkring Jesus som historisk person. Dog skal det medgives, at Baigent af og til synes at have svært ved at skelne imellem, om noget er sandt - i betydningen historisk sandt - og om noget er sandt i empirisk forstand. Han har meget svært ved at tale om mysterieindvielse og hellige steder, for eksempel, uden samtidigt at ville bekræfte, at ægypterne - med deres erfaringsbaserede tilgang til religion - havde fat i den lange ende.

Det styrker ikke Baigents argument, at han - udover at ville fastslå en forbindelse imellem Jesu' lære og mystiske strømninger i samtiden, som vel ikke er uplausibel, og hvor Baigent altså har en pointe - i samme hug vil plædere for, at det ER muligt at opnå mystiske erfaringer, og at han selv har besøgt steder, som er befordrende i den retning. Det er han naturligvis i sin gode ret til at mene, men som historiker får det ham til at fremstå en anelse syret.

Ikke desto mindre: bogen er spændende, og var man fan af "Helligt blod, hellig gral", bør man bestemt forsøge sig med "Jesus skrifterne" også.

Var i går - før jeg fik besøg af Anders - lige et smut på biblioteket, egentlig bare for at aflevere nogle cd'er og hente et par tidsskrifter, der var kommet hjem til mig. Men så opdagede jeg Michael Baigents "Jesus skrifterne" på hylden, og den var jeg - naturligvis - nødt til at have med hjem. Har læst 35 sider, og det lader til at være endnu et hit. "Jesus skrifterne" - som oprindeligt hedder "The Jesus Papers" - er skrevet, efter alt postyret omkring "The Da Vinci Code", af den ene tredjedel af trioen Lincoln, Baigent og Leigh, der i 1982 udgav "Holy Blood, Holy Grail" - og udvikler, hvilke opdagelser (og ikke mindst formodninger) forfatteren har gjort sig siden da.

Helt uanset, om man gir noget som helst for forfatterens teser: At læse en bog af Baigent - eller af Baigent og kompagni - er, når de er i form, som at læse en velstruktureret krimi. Man sidder på stolekanten, og man savner bogen, når man lægger den fra sig.

Gårsdagens P1 Debat handlede om gudstjenesten, der går forud for statsministerens åbningstale den første tirsdag i oktober -- ved åbningen af hvert folketingsår. Kamal Qureshi (SF) spørger, om det ikke er en sammenblanding af politik og religion -- af den slags, som statsministeren ynder at understrege, at man ikke bør foretage -- og Langballe svarer, at det skal han da overhovedet ikke komme og blande sig i. Qureshi gør opmærksom på, at han -- som folkevalgt politiker -- ikke blot har lov, men pligt til at blande sig i den slags ting, hvorefter Langballe mildner lidt og i stedet hævder, at den kirkelige handling er en markering af den lutherske religion, som førte til det sekulariserede samfund, vi har i dag. Men altså: helt uafhængigt af, om folketingsåret åbnes med en gudstjeneste eller ej -- og jeg er virkelig stort set ligeglad - så er en gudstjeneste, selvfølgelig, en religiøs handling -- og dermed udtryk for en sammenblanding af religionens og det politiske livs sfærer. Som ikke praktiseres i det daglige politiske liv -- men altså dog forekommer i højtidelige stunder. Der er mere hold i Langballes påstand om, at gudstjenesten skal markere, at vi her i landet har trosfrihed, men ikke troslighed. Hvilket blot er en anden måde at sige på, at den er udtryk for en sammenblanding af politik og religion. Hør debatten her.

Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville blande mig - for diskussioner kan også føres med for forskellige udgangspunkter - men så kom jeg til det alligevel. Men det bliver det eneste - til den side, fra min hånd. Ama'r. Læs evt. om baggrunden for diskussionen hos Paw, her.

Mit indlæg:

Hej Ajita. Jeg har fulgt lidt med i jeres debat på afstand og vil blot - i al fredelighed - påpege følgende: at en "ateist" er en person, der afviser, at der findes en gud, og at terroristerne bag 11. september-angrebene derfor ikke var ateister. At du synes, de var "ugudelige", fordi de havde andre religiøse synspunkter end dig, gør dem ikke til ateister. Ateisme betyder gudløshed - men når du taler om ateisme, mener du, at terroristernes handlinger var "syndige (ateistiske), fordi de var i modstrid med [din] Guds ønsker og anvisninger". Men det er definitionsmæssigt forkert at sætte lighedstegn - som du gør - mellem syndig og ateistisk. En ateist er ganske enkelt ifølge ordbogen og den gængse brug af begrebet én, der afviser eksistensen af guddommelige væsner.

Jeg er for øvrigt helt enig med dig i, at blind tro - altså en tro, der i ens selvforståelse giver én ret til at tvinge resten af verden til at antage bestemte etiske normer - kan være meget farlig. Jeg kender Paw, så jeg ved også, at han er meget skeptisk over for en sådan tro. "Perfektionerede mennesker", der anser sig selv for at være "hævet over menneskelige fejl, når det kommer til deres videreformidling af Guds ord", forekommer mig imidlertid at være farligere, end mennesker, der åbent indrømmer deres egne fejl og dyrker en religion, der giver plads til sådanne menneskelige fejl. Prøv at forestille dig, hvis terroristerne et øjeblik havde slækket lidt på deres blinde tro og havde sagt til hinanden: "Hey, rolig nu drenge - måske tager vi fejl, der er trods alt milliarder af mennesker i verden, og de har forskellige religioner, og nogen af dem har slet ikke nogen religion, og det kunne jo - teoretisk - være, at vores egen ikke er den eneste rigtige ud af de trilliarder af holdninger til meningen med tilværelsen, som der findes". Er det ikke lige præcis den religiøse vished - som ikke vil høre tale om, at der kan være flere udmærkede måder at leve sit liv på - der er problemet?

Jeg kender ikke meget til den vediske religion, bortset fra at jeg har læst en del af de historiske kildeskrifter - men jeg har svært ved at se, hvorfor en ateist eller blot én, der ikke bekender sig til de vediske skrifter skulle acceptere, at nogle mennesker, som du skriver, "er specielt bemyndiget af Gud" til at fortælle den objektive sandhed, som alle derefter må forventes at følge. At de kan skrive en logisk konsekvent tekstsamling - og det tvivler jeg på, at vedaerne kan siges at være - gør dem ikke ufejlbarlige. Jeg kan også skrive en logisk konsekvent bog (men den bliver nok ikke nogen bestseller).

Jeg anerkender helt din ret til at nære en sådan tro - men der er tale om tro og ikke logik eller videnskab. For mig, der ikke anerkender at mennesker kan være ufejlbarlige fortolkere, er de vediske tekster historiske skrifter, skrevet af helt almindelige mennesker - ligesom bibelen og mosebøgerne. Det betyder ikke, at der ikke kan være dybsindige og eksistentielt fascinerende passager i dem, men det betyder, at de ikke er hævet over kritik og forskning. Vel at mærke: forskning, der ikke har religiøse grundprincipper som udgangspunkt.

Jeg vil undlade at blande mig mere i debatten, Ajita, da jeg tror, at vi - altså hhv. du og Paw og du og jeg - diskuterer ud fra forudsætninger, der er for forskellige til, at vi kan nå videre herfra. Jeg ville bare lige give et par begrebsmæssige uklarheder en kommentar med på vejen. Hyg dig. 

Paw har rodet sig ud i en tvivlsom diskussion om ateisme og ondskab på bloggen Ateismen udfordret. Det er svært - føler jeg trang til at indskyde - at se, hvorfor en ateistisk person skulle godtage Ajitas præmisser i de indledende argumenter -- og dermed naturligvis svært at se, hvorfor en ateistisk person skulle føle sig den mindste smule udfordret af en sådan leg med religiøse ordlegoklodser.

Jeg har modtaget en pressemeddelelse fra det nystiftede netværk Seksualpolitisk Forum, som jeg viderebringer nedenfor. Godt at se, at "SF" også kan stå for noget progressivt i seksualpolitisk henseende (& held og lykke til netværket, hvis initiativ jeg kun kan bifalde).  

***

SEKSUALPOLITISK FORUM
- et nyt netværk med en frisindet og saglig vinkel på den
seksualpolitiske debat.

Stifterne består bl.a. af sexologer, universitetsforskere, journalister
og forfattere.

Formålet med Seksualpolitisk Forum er at gå imod en voksende
nypuritanisme i Danmark ved brug af saglige argumenter baseret på lødig forskning og sund fornuft. Målet er en seksualpolitisk debat præget af frisind, åbenhed og tolerance, i stedet for den nuværende seksualdebat, som er domineret af mytedannelse og fordomsfuldhed.

Her er 6 typiske påstande:

- Unge ser 30 minutters porno om dagen.
- Der blev importeret mindst 40.000 fattige prostituerede, da der
skulle
afholdes VM i fodbold i Tyskland, sommeren 2006.
- Der er 4000 udenlandske sex-slaver i Danmark, da alle udenlandske
prostituerede er handlede, tvungne og voldtagne.
- Unge stiller i hobetal op til kosmetiske operationer, fordi de får
komplekser fra pornografien.
- Porno indebærer voldtægt og er nedværdigende for kvinder.
- Kun et lille fåtal af kvinder nyder analsex.

Ovenstående myter er gode eksempler på dårlig forskning.

De ovennævnte påstande, og mange flere som dem, er selvfølgelig
urigtige. Det siger almindelig god forskning og fornuft. Alligevel bliver myter som disse gentaget igen og igen, så langt de fleste mennesker ender med at tro på dem. Budskaberne kommer nemlig fra så respektable kilder som
forskere, politikere, sexologer, lektorer, læger, feminister og kristne
organisationer, der desværre lancerer deres værdi- og følelsesmæssige
holdninger som videnskabelige fakta. Samtidig dæmoniseres og udhænges
debattører, som erklærer sig uenige, hvilket bringer ytringsfriheden i
fare.

I Seksualpolitisk Forum mener vi, at en stigende nypuritanisme har
slået rod i samfundet, så seksuelt aktive og nysgerrige, voksne mennesker hænges ud som ofre, perverse eller krænkere. Midlerne er snerpet forargelse, sensationalistiske overdrivelser og uproportioneret bekymring for
ungdommens sundhed. Der laves lovforslag, kommunale kodekser og statsstøttede mediekampagner, som skal påvirke vores seksualkultur. Tendensen er, at vi i samfundet skal bevæge os væk fra frisindet, erotisk udforskning og istedet rette os ind under en ny, politisk korrekt, seksualforskrækket moral.

Især brændemærkes seksuelt aktive kvinder - ligesom mænds seksualitet
generelt mistænkeliggøres. Indtil nu har det primært været i stærkt
religiøse lande, at man fra officielt hold har prædiket seksuel
afholdenhed, men nu sker det også i Danmark. Aktuelt vil en række politikere gennem seksualundervisningen "holdningsbearbejde" ungdommen til afholdenhed eller en særlig seksualmoral. Herudover arbejdes der på politiske forslag om forbud mod købesex, omvendt bevisbyrde ved sex-anklager, voksencensur på internettet og meget mere.

Derfor har vi nu stiftet et nyt og alternativt debatforum -
Seksualpolitisk Forum - der fremover vil deltage i debatten om seksualpolitiske emner. Vi vil bekæmpe myter, forargelse og fordomme. Vi vil vi forsøge at trænge igennem med fakta. Vi vil arrangere events, foredrag og debatter. Vi vil sikre ytringsfriheden ved at modsætte os fordrejning af fakta og personforfølgelse/dæmonisering af de, som er uenige i tidens puritanske bølge. Vi vil arbejde for en bred, frisindet og mangfoldig seksualkultur og opdyrke tolerance, nydelse og indsigt!

Seksualpolitisk Forum er stiftet af:

Annette Westrup, Skolelærer
Christian Groes-Green, Kønsforsker
Cristina Alzaga, Management Konsulent
Erik Bork, Journalist og forfatter
Gritt Uldall-Jessen, Dramatiker
Henning Bech, Professor, dr. scient. soc.
Henrik List, Forfatter
Kenno Simonsen, Cand. psych., sexolog og forfatter
Maria Dixen, Kønsstudier, Københavns Universitet
Marie Heinskou, Ph.d.- stipendiat, Københavns Universitet
Mehmet Necef, Syddansk Universitet
Morten Brask, Cand. mag. og forfatter
Nanna W. Gotfredsen, Cand. jur. og gadejurist
Nina Søndergaard, BA i historie ved Københavns Universitet
Paul Lyngbye, Cand. mag. og cand. odont.
Sabina Elvstam-Johns, Indehaver af Lust, stud. sexolog og erotisk
performer
Steen Schapiro, Filminstruktør og forfatter
Sten Hegeler, Cand. psych. og privatpraktiserende psykolog
Vivi Hollænder, Sexolog og jordemoder

Find yderligere oplysninger på vores hjemmeside:
http://www.seksualpolitik.dk
Vi kan kontaktes på email kontakt@seksualpolitik.dk

***

Foreningen Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) har meldt Koranen til politiet under henvisning til, at store dele af bogen efter SIADs mening strider mod Grundloven. SIAD mener endvidere, at enhver moske, hvori der læses op af Koranens angiveligt grundlovsstridige passager, falder ind under Grundlovens bestemmelse om, at "foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom". Mere hos Politiken.

Hep! DR2 Tema om Judas Mysteriet - i aften kl. 20.30. Tjek også mine tidligere indlæg om Judasevangeliet:

Judasevangeliet, XI
Judasevangeliet, X
Judasevangeliet, IX
Judasevangeliet, VIII
Judasevangeliet, VII
Judasevangeliet, VI
Judasevangeliet, V
Judasevangeliet, IV
Judasevangeliet, III
Judasevangeliet, II
Judasevangeliet, I

Som pavekandidat havde jeg naturligvis håbet, at det blev mig, der opdagede Pauli grav først... men sådan skulle det altså ikke gå. Og jeg tror da godt, jeg i anledning af julen, og i den fælles glæde over opdagelsen af de formodede rester af denne afdøde religiøse fanatiker af en gentleman, kan sænke paraderne lidt og sige fair play til Vatikanet.

Skolebogen "Os og kristendom", som for nylig blev trukket tilbage af forlaget Malling Beck efter kritik af bogens sidestilling af islam og terrorisme samt omtale af muslimske lande som "de mest tilbagestående i verden", blev i dag diskuteret i P1s "Debatten" af religionslærer Heidi Friborg Christophersen og Martin Henriksen, uddannelsesordfører for Dansk Folkeparti. "Debatten"-udsendelserne svinger meget i kvalitet, synes jeg, og lider lidt under, at konflikter gerne trækkes for hårdt op (a la "Stjæler regeringen fra de fattigste eller har de fattigste aldrig haft det bedre end under den nuværende regering?"), så nuancerne går tabt. Det er desværre nok vilkåret for politisk diskussion i radio og på tv - eller også tror journalisterne bare, at det er vilkåret, og at det er det, folk vil ha - og det er sikkert også det, der gør, at der aldrig kommer noget som helst ud af den - diskussionen. Men "Debatten" er et aldeles udmærket program, hvis man, som jeg, er sløv i betrækket og derfor gerne skal ha noget behandlet lidt mere udførligt end de 5-10 linier, gratisaviserne ofrer på det. Jeg hører gerne programmet, mens jeg laver aftensmad, og morer mig lidt over, at personen, der redigerer udsendelserne som kan streames fra DRs website, typisk rammer lidt ved siden af i slutningen, så der kommer en bid for meget speak med. "Tak for kampen" eller "det gik sgu da meget godt" - og den slags.

Dagens debat var desværre ikke blandt de skarpeste, jeg har hørt. Den kommer ret hurtigt til at handle om, hvorvidt danskerne - i lyset af karikaturkrisen - har et særligt ansvar til at omtale muslimerne pænt, hvilket naturligvis er vand på Martin Henriksens mølle. For nej - det har vi da ikke, og det er svært at være uenig med Henriksen, når han siger, at vi ikke må have berøringsangst over for islam eller være bange for at kritisere. I programmet slipper han af sted med vinklen - men den vigtigste problematik i forbindelse med "Os og kristendom" berøres for mig at se knapt nok i udsendelsen. For vi har rigignok ikke en pligt til at være høflige og ukritiske - men vi har, når der er tale om undervisningsmateriale, en pligt til at vurdere, om det, vi underviser ud fra, er nogenlunde objektivt og videnskabeligt. Kristendommen og islam skal skitseres på lige linie - som de flertydige og mangefacetterede fænomener, de er - og hér nytter det altså ikke noget, at Henriksen vurderer, at vi lever nu engang i et kristent land. Dels fordi han tager fejl - et samfund som det moderne danske kan ikke i nogen meningsfuld forstand udover den rent formelle, dvs. den på papiret, betegnes som kristent, og vi ved det, og vi har vidst det meget længe. Om OS OG KRISTENDOM gælder, som det hedder i "Javel, hr. statsminister":

Humphrey: The Queen is inseparable from the Church of England.
Hacker: And what about God? 
Humphrey: I think He's what's called an optional extra.

Skolebøger skal belyse vore kristne rødder, jovist - men upartisk og ikke med henblik på at få eleverne til at overtage disse værdier. Man må insistere på en nogenledes neutral fremstilling af islam såvel som kristendom og enhver anden religion. Ellers er der ikke tale om undervisning, men indoktrinering. Igen: Det er ikke et spørgsmål om, om forfatterne må skrive det, de har skrevet. Det må de gerne, og ingen har sagt, at de ikke må. Det er et spørgsmål om, hvorvidt folkeskolen bør undervise ud fra det. Jeg kan, da jeg ikke selv har læst bogen, dårligt vide, om mediernes gengivelse af dens islamfremstilling er fair eller fordrejet. Men det var det, "Debatten" burde have handlet om: bogens upartiskhed. Ikke om, hvorvidt Danmark har en forpligtelse til at udvise tolerance over for islam eller ej.

Politiken: "To nyreviderede udgaver af grundbogsserien 'Os og kristendom', som bruges i folkeskolens kristendomsundervisning, blev i går trukket tilbage af skolebogsforlaget Malling Beck." Mere her.

Politiken skriver i dag om lærebogen "Os og kristendom", som benyttes af mange folkeskoler i kristendomsundervisningen fra 3. til 9. klasse, og som er udgivet på forlaget Malling Beck og skrevet af sognepræsten Christian Meidahl og dennes kone, Henny Nørgaard. Islams overbevisning og historie har bogens forfattere ment at kunne behandle udtømmende under overskriften "Terrorisme", og mange spørger ifølge lærebogen "sig selv om ... hvorfor ... de muslimske [er] lande de mindst udviklede og mest tilbagestående i verden". Det svarer vel sådan cirka til at behandle kristendom opsummerende under overskriften "Hekseafbrændinger og korstog". Læs mere her.

TV2: "Muslimerne kritiseres for at blande politik og religion - imens bevarer vi selv en kirke, der økonomisk og politisk er flettet sammen med staten. Hykleri, mener venstrefløjen, og kritikken får nu opbakning fra unge politikere i Folketingets centrale partier, skriver 24 timer."

Det har været en særdeles stille lørdag. Anders har sendt en strøm af sms'er, mange af dem om hhv. Kate Beckinsale og det at rydde op, og dem har jeg svaret på, og derudover har jeg set to episoder af "The Comic Strip Presents": "Detectives on the Verge of a Nervous Breakdown" og "Space Virgins from Planet Sex". Detektivepisoden indeholdt parodier af en lang række tv-detektiver, en af dem en meget råbende, arrig, slipseklædt mand, som udseendemæssigt lignede Morse helt ned til bakkenbarterne, men som blev ved med at kalde sin overordnede for "Gov", hvilket som bekendt er et af Frosts kendetegn. Måske var han en blanding. "Space Virgins" handlede om sølvklædte kvinder, en af dem Jennifer Saunders med en imponerende kavalergang, der kom til jorden for at kidnappe mandlige forfattere, videnskabsmænd, atleter osv. med henblik på at lave børn med anlæg for talentfuldhed. Episoderne veksler meget kvalitetsmæssigt, men de er - som minimum - altid ret originale.

Derudover har jeg endelig fået taget mig sammen til at se første del af Richard Dawkins' meget veloplagte, religionskritiske tv-dokumentar "The Root of All Evil" - både del 1 og del 2 kan downloades fra denne side (scroll ned til midten). Den er tankevækkende, humoristisk og dybt bekymrende. Dawkins trækker store linier, og de religiøse fortalere, der medvirker i programmet, er alle mere eller mindre hjernevaskede fanatikere, som abonnerer på en specifik, organiseret religion. Han berører - i det mindste ikke i første del - ikke spørgsmålet om, hvorvidt der evt. findes andre former for religiøsitet - personlige frem for fællesskabsorienterede religioner - og han omtaler generelt videnskabsmænd som folk, der er åbne og automatisk kritiksøgende. Historisk - synes jeg - har vi faktisk mindst ét eksempel på intolerant videnskabelighed, nemlig den logiske positivisme, der via Carnap, Ayer osv. - før (den sene) Wittgenstein - gjorde et storstilet, fejlslagent forsøg på at stemple al ikke-videnskabelig sprogbrug som vrøvl. Men det bestyrker naturligvis kun Dawkins' pointe og vigtigheden af at understrege det videnskabelige ideal og fastholde skepsis over for forskellige former for "totalløsninger" på tilværelsen. Der er heller ingen tvivl om, at Dawkins for den organiserede religions vedkommende rammer lige i plet med sin kritik, og alene prædikantens befippede reaktion, da Dawkins er fræk nok til at sammenligne den religiøse koncert, han netop har overværet, med en af nazisternes symbolladede massekomsammener, er hele episoden værd. Se den endelig.

Dagens cd er Bruce Springsteen: "Born in the U.S.A.".

Jeg har en besynderlig fascination af alt, der har med dødehavsruller at gøre - og jeg læser alt om emnet, jeg kommer i nærheden af. Min samling af bøger om rullerne vokser hvert år lidt. Senest læst er Yigael Yadins "The Message of the Scrolls", som var udmærket, om end for lidt dristigt teoretiserende. I disse "Da Vinci-mysteriet"-tider med gnosticisme og renæssancemystik på film såvel som i bøger: Hvordan kan det være, at vi stadigvæk ikke har fået en dødehavsrulle-blockbuster? Materialet i "The Scroll of the War of the Sons of Light against the Sons of Darkness" f.eks. er da oplagt Hollywood-stof.

I dag, mens jeg læste handlingsreferaterne i Lars Ole Bondes "Rundt om Ringen - veje til Wagners verdensteater", kom jeg til at filosofere lidt over alt halløjet med det splintrede, sidenhen genskabte sværd i "Siegfried" - som man jo også kender i form af kongesværdet fra "Ringenes Herre".   

I Wagners opera er der en nøglescene, hvor hovedpersonen, altså Siegfried, står face-to-face med Wotan (Odin) i skikkelse af Vandringsmanden. Siegfried har et magisk sværd, kaldet Nothung, og med det lykkes det ham at smadre Odins spyd, som så at sige udgør alle tings grundpille. Spyddet er et fragment af Verdenstræet og bærer runer, som symboliserer alle de "aftaler", Wotan har måttet indgå med forskellige magter, for at etablere og sidenhen opretholde det ordnede univers. Det udtrykker hans magt, "traditionen" i bredeste forstand, men - altså - tillige alt det, der binder ham.

Nothung - Siegfrieds sværd - har været splintret i stumper og stykker præcis ligesom kongesværdet i "Ringenes Herre", og det er først, da det gensmedes af et menneske, der ikke kender til frygt (Siegfried), at det kan udrette noget mod Odins magt symboliseret ved spyddet. SVÆRDET, kan jeg huske fra mine beskedne Golden Dawn-studier, er i den ceremonielle magi et symbol på intellektet eller den analytiske evne; "directed against any demon it attacks his complexity", skriver Crowley om sværdet som magisk objekt. "Only the simple can withstand the sword" - hvorfor sværdet, i rituel sammenhæng, altid peger nedad. "If the Sword is raised towards the Crown, it is no longer really a sword. The Crown cannot be divided."

Spændende og illuminerende i forhold til Ringen som et bud på verdenshistorien - bevidsthedens historie - er i det hele taget, hvad Crowley har at sige om sværd (citaterne stammer fra forfatterens magiske manual "Book 4"):

The Sword has been the great weapon of the last century. Every idea has been attacked by thinkers, and none has withstood attack. Hence civilization crumbles.

No settled principles remain. [...] All conscious willed action is impeded; the march of events is now nothing but inertia.

I morgen: Ragnarok.

Rune har skrevet et stykke i anledning af Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsens "portræt" af ham i fredags. Jeg er for længst holdt op med at holde Weekendavisen og har således desværre ikke læst den pågældende artikel... men at dømme ud fra Runes citater lyder det sørme som et underlødigt makværk i særklasse. Runes svar-artikel kan læses her.

Tilføjet:

P1-INTERVIEW OM RENÆSSANCEN OG HUMANISMENS RØDDER, KL. 22

Estrid Anker Olsen interviewer Rune Engelbreth Larsen om bogen Renæssancen og humanismens rødder i P1-programmet Læst og påtalt tirsdag den 29.8., kl. 22.00 (genudsendelse fra 26.8.).

Halløj! Spændende blog-indlæg, som jeg først lige har opdaget nu, på Lindas solskinsblog - om satanisme og humanisme og "Faklen" og (alle tre i) medierne... i anledning af et større portræt af Rune Engelbreth Larsen, som Weekendavisen for nylig bragte. Læs det endelig. Blog-indlægget, altså.

Sidst læst: Johan Herman Wessel, "Samlede digte" og "Kierlighed uden Strømper".

Ifølge Kristeligt Dagblad danner "En bred forsamling fra Indre Mission, Luthersk Mission og andre på den kirkelige højrefløj ... nu et nyt netværk for at modvirke det, højrefløjen kalder 'folkekirkens tiltagende forplumring af sand kristendom'". Evangelisk Luthersk Netværk - som grupperingen hedder - vil (i modsætning til forplumret kristendom) forkynde "klassisk bibelsk kristendom". Mere hos DR.

Judasevangeliet udkommer i dansk oversættelse i morgen, onsdag den 28. juni. "Det er Paul John Frandsen, lektor i koptisk sprog ved Københavns Universi­tet, der står bag oversættelsen, som præsenteres i tidsskriftet Papyrus fra Dansk Ægyptologisk Selskab." Mere her.

En anmeldelse af Nevill Drurys bog "Magi - fra shamanisme til tekno-magi", oprindeligt trykt i Tingen - institutblad for Idéhistorie.

***

Magi - fra shamanisme til tekno-magi

Okkultisme er prime time-stof for tiden. I fjernsynet er programmer om overnaturlige emner næsten lige så populære som have- og indretningsprogrammer. Det er ikke første gang, at der opstår noget, der ligner en folkelig interesse for det overnaturlige. I Middelalderen gik det naturligvis ikke an, hvorfor fagets udøvere gik under jorden, men i renæssancen var der et forsøg på at gøre okkultismen respektabel.

Tidens intelligenser syslede i skjul, sidenhen mere åbenlyst med magiske kunstarter, og dén hobby var betydningsfuld, for den blev senere til den klassiske naturvidenskab. Renæssancemagikerne var pragmatikere, og de tog udgangspunkt i den videnskabelige grundidé: hvis man gør én ting, sker noget andet, for årsag og virkning er lovmæssigt forbundne. Så kom rationalismen, og pragmatikken druknede i systembygning.

Da den for alvor kommer igen, okkultismen, er den blevet folkelig - og genkendelig (set fra vores synspunkt). Det sker i en periode, hvor fornuften ophøjes til gud - vor gud logos, som Freud skriver i "En illusions fremtid". Den Freud, der var blåøjet barn af positivismen, og som ifølge Jungs (ganske vist uvederhæftige) selvbiografi ønskede at rejse psykoanalysen som et bolværk imod tidens sorte slamflod af okkultisme. 

Kort før Freud er okkultismen blevet mainstream - en trend ved dameselskaberne, en irrationalitet i kulturen - og mindst lige så vigtigt er det, at den har skiftet udseende. Den handler ikke længere overvejende om magiske korrespondenser imellem metaller, planter, legemsdele, farver osv., den handler nu først og fremmest om menneskets indre liv og om individets vej mod åndelig perfektion. Den handler kort sagt om den spirituelle og eksistentielle genopdagelse af den sjæl, positivismen og oplysningen - forgæves - havde søgt at reducere til rationalitet.

Det er i det 19. og 20. århundrede, Teosofiens, Antroposofiens og Scientologys opblomstringsperiode, at pop-okkultismen for alvor vinder udbredelse som en udvækst på fornuftsdyrkelsen, og det er i denne udvikling, at vi skal finde rødderne til vor egen interesse for det overnaturlige.

Fordi interessen for det overnaturlige stadigvæk er udbredt, er der behov for at beskæftige sig seriøst med det, herunder med dets historie og idéhistorie. I lyset af manglen på saglig litteratur om emnet bør antropologen Nevill Drurys "Magic and Witchcraft - From Shamanism to the Technopagans", som nu foreligger i dansk oversættelse ved Rasmus Hastrup og Finn Ovesen under titlen "Magi - fra shamanisme til tekno-magi", hilses velkommen. Bogen er udkommet på Nyt Nordisk Forlag i en flot hardback-udgave med velvalgte illustrationer, og den behandler, som titlen antyder, okkulte traditioner begyndende med shamanismen og sluttende med et moderne (og for undertegnede ukendt) fænomen, som Drury har valgt at kalde for "tekno-" eller "cyberspace-magi". Undervejs når forfatteren endvidere omkring rosenkreuzerbevægelsen, hekseprocesserne, satanismen, gnosticismen, "sexmagien", frimurertraditionen og den moderne okkultismes sorte får, Aleister Crowley - for nu blot at nævne en håndfuld af emnerne.

Bogen er ikke udpræget akademisk, men den er på den anden side heller ikke specielt populær i det. Dens mål er at belyse magiens historiske former, og det betydelige tidsrum (fra "neolitiske tider", s. 10, til nutiden) gør, at der ikke bliver plads til dybdeborende analyser. Hvert tema vies typisk ca. 20 sider, hvorfor der naturligt nok er en del begreber, der får lov at stå uforklarede hen, ligesom der i flere af afsnittene foregår en hel del name-dropping i kraft af den beskedne plads, der er tildelt de enkelte temaer.

De mere teoretiske afsnit, hvor Drury skal redegøre for komplicerede okkulte begreber så som de ti "sephiroth", der konstituerer Livets Træ-strukturen i jødisk kabbala, fremstår som bogens svageste. En hvilken som helst to-siders gennemgang af, hvad Livets Træ er for noget, er, fristes man til at sige, på forhånd dømt til at ende som volapyk, og jeg tvivler på, at læseren vil forlade afsnittet begyndende på s. 135 om de Mytologiske niveauer på Livets Træ meget klogere.

Mere spændende er de af bogens kapitler, hvor Drury kaster sig ud i historiske gennemgange, eksempelvis i kapitlerne om alkymi / astrologi og om hekseforfølgelserne, hvoraf jeg især læste sidstnævnte med stor interesse. Sjovest er helt klart "Aleister Crowley: Udyret 666" på s. 144-161, om end jeg personligt kunne have en hel del at sige om Drurys lettere frelste bemærkning på s. 161 om, at Crowley "i bund og grund betragtede kvinder som sexobjekter". Det gjorde Crowley måske nok - men vel at mærke på et tidspunkt, hvor Flaubert og Brontë og andre af tidens store forfattere i deres romaner lod kvindfolk gå til som fluer af indestængt seksualitet. Crowleys kvindesyn er bestemt ingen entydig sag - og alene af den grund er Drurys påstand forkert. Entydigt. Længe før Michel Foucault forstod Crowley, at den, der bestemmer over menneskets seksualitet, også bestemmer over mennesket - og at kvindefrigørelse, såfremt den skal være virkelig frigørelse, derfor også må indebære seksuel frigørelse.

Der er andre påstande i "Magi - fra shamanisme til tekno-magi", som man kan være uenig i, og som måske også kan virke uheldigt på læsere, der ikke har forudsætningerne for at bedømme deres indhold. Et forholdsvis uskadeligt eksempel fra s. 84:

"Ficino [dvs. renæssancefilosoffen og -okkultisten Marsilio Ficino, lgp] så ingen uoverensstemmelser i at blande neoplatonisme med ortodoks katolsk teologi, for Hermes [Hermes Trismegistos, den hedenske, halvguddommelige profet-filosof, som op igennem hellenismen og middelalderen mentes at være ophav til hermesskrifterne] var allerede blevet godkendt af kristne skikkelser som Skt. Augustin og den kristne digter fra det 5. århundrede, Lactantius".

Sætningens første halvdel kan vanskeligt debatteres, mens den anden er potentielt vildledende. I al fald er det noget af en tilsnigelse at kalde Augustins omtale af Hermes for en "godkendelse" (hvor Lactantius derimod, ganske rigtigt, er mere uforbeholdent positiv). Han, Augustin, studser godt nok ærefrygtigt over, at hedningen Hermes siger mange "ting om den ene, sande Gud [...], som er helt sande" - men han lægger på den anden side heller ikke skjul på, at han som kristen må fordømme den hermetiske filosofi som et udtryk for dæmondyrkelse, specielt afsnittene i skriftet "Asclepius", som omhandler såkaldt teurgisk (gudebetvingende) praksis.

Det er ikke Drurys ærinde at gå ind i den slags detaljediskussioner, og de ville sandsynligvis også bare virke forstyrrende i forhold til den historiske gennemgang. Blot rummer trækningen af de store linier nødvendigvis en risiko for forsimpling.

Omvendt er der passager, hvor Drury samler trådene uden at gøre videre vold på kilderne, og hvor han giver læseren et overblik over fællestrækkene i det brogede materiale, bogen behandler. Sådanne passager er ydermere vigtige, idet de giver nogle tiltrængte åndehuller midt i den overvældende mængde information, man ellers introduceres for under læsningen. En fin opsummering forekommer det mig f.eks., at man får gennem de første linier af afsnittet om Højere magi på s. 124.

Den spirituelle genfødsel, skriver Drury her, har karakter af "... et bestandigt tema i vestlig esoterisk tradition ... Vi har set, hvordan det mystiske univers er blevet fortolket af skiftevis gnostikerne, nyplatonisterne og hermetikerne som emissionistisk - på hinanden følgende niveauer af væren, hver især udsendt af en guddommelig og transcendent kilde ... Disse elementer synes alle at være centrale for den ideligt omskiftelige, men ikke desto mindre grundlæggende gnostiske tanke, som er vokset ind i det 20. århundredes magiske bevidsthed - i vores tid udmøntet som en individuel overskridelse af vores personlighed for at inkarnere guden og gudinden. Højere magi eller gnosis handler i bund og grund om at legemliggøre guddom - om at blive guder og gudinder på vejen til transcendens".

Med pointeringen af ideen om selvopgivelsen, personlighedens overskridelse, som en afgørende konstituent i den magiske tradition er Drury utvivlsomt inde på en af magiens kongstanker, ligesom han gør ret i at påpege den højere eller ceremonielle magis fundamentale idéfællesskab med gnosticismen.

Transcendenstemaet går igen i den kortfattede to-the-point-beskrivelse af tarotkortet "Narren" på s. 115. "Narren er et symbol på "han som intet ved"". Her "kommer magikeren tæt på ikke-eksistensens slør - intetheden - ... og om denne dimension kan der ikke formuleres noget forståeligt eller være nogen beskrivelser. På kortet er Narren lige ved at styrte ned i formløshedens afgrund - og omfavner ... det endeløse lys, den uendelige og hellige transcendens".

Afslutningsvist må det pointeres, at der er mange steder, hvor man synes, det knirker rent sprogligt - uden at det er til at sige, hvorvidt det skyldes originalens eller oversættelsens ordlyd - eksempelvis på s. 44, hvor man læser, at "Et karakteristisk tema i mysteriekultene handlede om død og genfødsel". Genfødselstemaet var rigtignok et fællestema mysteriereligionerne imellem, både i deres græske og deres hellenistiske form. Men derudover må man jo sige, at det altså hedder én kult, flere kulter (ikke kulte), og at et tema - strengt taget - ikke kan handle om noget som helst. Et tema kan være noget - interessant for eksempel - men ikke handle om noget ... hvis man skal helt ned i pernittengrynene.

Sådan er der en del småting, der heldigvis ikke virker alt for forstyrrende i forhold til forståelsen. Bogen kan alt i alt opfattes som en letlæselig introduktion og et rimeligt oplæg til yderligere studier. Den anbefales til læsere, der er interesseret i emnets historie, og som ikke i forvejen er alt for velbevandrede i de behandlede tematikker. 

Magi - fra shamanisme til tekno-magi. Nyt Nordisk Forlag. 299 kroner / 240 sider, indbundet med illustrationer.

En anmeldelse af "For længe siden", Erwin Neutzsky-Wulffs nyoversættelse af 1. Mosebog, oprindelig trykt i julenummeret år 2000 af Tingen - institutblad for Idéhistorie.

For længe siden

Udgivelsen af Neutzsky-Wulffs længe ventede oversættelse af GT's bedst kendte bog har ikke udløst det ramaskrig, som man måske kunne have forventet. På nettet leder man forgæves - en hurtig dogpile-søgning på +"neutzsky-wulff" +"for længe siden" fører stort set ikke til noget som helst, lige med undtagelse af en kort reklameomtale fra Borgen - dén, nemlig, som også kan læse på bogens bagside.

Men kan man ikke gå andre steder hen, kan man jo altid gå til kilderne selv, og kilderne vil i dette tilfælde sige www.enw.dk - Erwin Neutzsky-Wulffs officielle hjemmeside, der for en stor dels vedkommende bruges til at skælde ud på Faklen og til at holde fans informeret om forfatterens planer om fremtidige udgivelser - next up: kolosromanen "RUM". Og ganske rigtigt: i en lille notits med titlen "For ikke så længe siden" bemærker forfatteren, at han havde forventet "en rasende reaktion fra folkekirkepræsterne" - en reaktion der imidlertid aldrig kom.

For, siger ENW, "godt nok kalder Berlingskes og Politikens teologer mig i deres anmeldelser for satanist, folkeforfører, galning, sekteriker og paranoiker, men de understreger samtidig, at de ikke på nogen måde føler sig provokerede". Bibliotekerne tager andre tillægsord i brug i deres udtalelse om bogen og kalder den ikke blot "provokerende", men tillige "intelligent og vittig". Dermed ikke være sagt at de fem første udelukker de tre sidste.

Bogens ca. 200 sider falder i to lige store halvdele: først forfatterens egen kommentar, der spænder over alt lige fra personlige, filosofisk-religiøse betragtninger ("mennesket er det religiøse dyr", s. 20), spredte bemærkninger om hensigten med det foreliggende værk (at præsentere en oversættelse "på dansk og uden teologisk bias", s. 17), enkelte afstikkere til affæren med Faklen og sidst - men mest fascinerende - en religions- og kulturhistorisk gennemgang af de enkelte kapitler i Første Mosebog. Som for øvrigt i Neutzsky-Wulffs oversættelse har fået sin jødiske titel tilbage: "Bere'shith", dvs. "i gamle dage", "for længe siden" eller "i begyndelsen" (s. 30).

Og det er langtfra den eneste iøjnefaldende ændring: i syndefaldsberetningen leder man forgæves efter Adam og Eva!

"Adham" betyder som bekendt "menneske", så det første menneske kommer naturligvis til at hedde Menneske - hverken mere eller mindre - mens Eva skal kaldes "issa, kvinde, for af isj, manden, er hun taget". Så lyder det også mere som noget, der har med religion at gøre - og lidt mindre som naboerne inde ved siden af.

I det hele taget er det Neutzsky-Wulff om at gøre at få understreget forskellene mellem datidens hebræere - et uciviliseret, kvindefjendsk bøllefolk af "polyteister, tyve, mordere, slavehandlere og racister" (s. 33) - og vores egen demokratiserede, "bedste-af-alle" verdener. Pointen er - selvfølgelig - ikke, at vi er bedre stillet eller har ret til at stå med næsen i sky - "deres dom over os ville være lige så knusende som vores over dem" (s. 33) - men derimod, at en virkelig forståelse af de ting, der går for sig i "Bere'shith"s beretninger, opnår vi kun, hvis vi i vores læsning er indforstået med den principielle forskel på den verden af guder, kæmper og orakler, hvori de udspiller sig, og så vores egen, hvor den slags "overtro" ikke hører hjemme.

Det vil føre for vidt her at gennemgå de talrige steder, hvor Neutzsky-Wulff i forhold til '31-oversættelsen har foretaget ændringer i et forsøg på at komme originaltekstens mening nærmere. Men som eksempel kunne man pege på, at Første Mosebogs første linie - "I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden" - i den nye oversættelse er erstattet af "For længe siden dannede guderne himmelen og jorden".

Allerede i forbindelse med første vers langer Neutzsky-Wulff altså ud efter centrale punkter i den traditionelle bibelforståelse, nemlig antagelserne om at skabelsen er en "creatio ex nihilo" ("re'shith" henviser ifølge ENW ikke til nogen absolut begyndelse, jvf. s. 40 - tanken om en sådan "må have været fremmed for Første Mosebogs forfattere". Verden skabes m.a.o. ikke ud af ingenting - den "tildannes") og om, at GTs gudenavne og guddommelige tilnavne (i dette tilfælde "elohim") uden videre kan oversættes som om de henviser til én og samme guddom. I GT, og naturligvis også i Første Mosebog, er guden på samme tid både én og mange (ENW påpeger eksempelvis s. 41, at det er fejlagtigt og vildledende, når man i de tilfælde hvor "det guddommelige epitet cebha'oth" står i forbindelse med Jave oversætter det til "Hærskarernes herre" - Jave er ikke hærskarens herre, men derimod hærskaren selv! På samme tid én og mange, ligesom kongen - i og med at han er ét med folket - er både én og mange). Hebræerne var oprindeligt polyteister, og deres guder indgik i livlige konkurrencer med andre folkeslags (lige så reelle) guder.

I det hele taget er der ikke meget "metafysisk" over den Jave, der optræder i Neutzsky-Wulffs oversættelse - han er simpelthen the real thing og figurerer som en - ganske vist overordentlig magtfuld - fysisk, levende realitet på linie med alle andre levende realiteter (og liv, belærer forfatteren os, betyder i datidens menneskers bevidsthed ikke nødvendigvis "organisk liv", men er et mere omfattende begreb, som går forud for eksistens: for at noget skal kunne eksistere må der først være liv). Han købslår med menneskene med henblik på at opnå magt (og nærer frygt, når menneskene viser sig at høste fordelene ved handelen), han mumler, bruger orakler som talerør, myrder for et godt ord, går grassat og hærger vildt når fremmede vover sig i nærheden af hans kvinder - og han går spadsereture i Edens Have.

Hvorvidt Neutzsky-Wulffs oversættelse (også) på sine steder er tendentiøs eller "kreativ", har jeg ikke de fornødne sprogkundskaber til at kunne udtale mig om, men den er spændende og uundværlig læsning for enhver, der nærer ønske om at beskæftige sig seriøst med emnet. Kommentaren i sig selv er pengene værd.

Det århusianske alumneblad Augustus bringer i juniudgaven (nr. 2) et tosiders indlæg om Judasvengaliet under titlen "Judas er helten". Artiklen indeholder et kort interview med den norske gnosticismeforsker Einar Thomassen, professor på Bergen Universitet og adjungeret professor på Aarhus Universitet. "Judasevangeliet", udtaler Thomassen bl.a., "spoler os tilbage til en periode i kristendommens tilblivelsesperiode, hvor man endnu ikke har bestemt, hvilken retning kristendommen skulle tage". Artiklen lider i begyndelsen lidt af den "nothing to see here"-indfaldsvinkel, der har præget megen medieomtale af det nyudgivede evangelium, idet den starter med at slå fast, at evangeliet ikke lever op til dramatikken og fortrinsvis er spændende for fagnørder. Men den introducerer derpå fint til evangeliets indhold og til det, som naturligvis først og fremmest gør Jusasevangeliet spændende (og som berettiger medieopmærksomheden): nemlig at det repræsenterer en anden kristendomsforståelse fra en tid, hvor kristen dogmatik var in the making. Hvad kan almindelige mennesker - dvs. ikke-fagnørder - så bruge evangeliet til, nu, hvor de så grundigt er blevet gjort opmærksomme på det? Ja, det kan, som Thomassen siger, "hjælpe os til at forstå" - og den forståelse mangler vi - "at den etablerede kristne kirke i dag er et resultat af nogle valg - og af en magtkamp".

Endnu et essay fra fænomenet formerly known as min hjemmeside, denne gang om musikeren Leonard Cohen.

Hvorfor Cohen gik (ind og) ud af klosteret igen

På www.amazon.com læste jeg engang en såkaldt "editorial review" af én af Leonard Cohens plader, hvori anmelderen hævdede, at Cohen aldrig havde indspillet en sang, som ikke ville være blevet bedre af, at en anden (end Cohen) havde sunget den. Jeg har i lang tid ikke kunnet finde ud af at skrive om Cohen, måske fordi hans musik forekommer mig at være for tæt på og rager i alt for mange afgørende og alle lige væsentlige retninger til, at man næsten orker. At ta' fat på emnet.

Men hvis jeg ikke kan finde ud af at skrive, hvad jeg selv synes er så fantastisk ved Cohen - og det synes jeg jo vitterlig han er, og at han i stigende grad er blevet med årene - så kan jeg måske i stedet finde ud af at forholde mig til, hvad andre har sagt. Det vil jeg prøve, og jeg vil gerne tage udgangspunkt i ovennævnte anmelders påstand. For den er nemlig forkert.

Og dét kan man selvfølgelig slet ikke sige - at en smagsopfattelse er forkert. Sådan en er man fuldt ud berettiget til at ha', uanset hvor langt ude den eventuelt måtte forekomme andre at være, og der findes ikke forkert og rigtigt i dén sammenhæng. Jeg har altid ment, at Meat Loafs "Bat Out of Hell" var en romantisk og i bedste forstand maskulin plade - noget, som majoriteten af mine venner ikke misser en chance for at belære mig om faktisk og i virkeligheden er uholdbart. Det må de om, for det er dem, der - derved - går glip af noget. 

Nu er der jo det med anmelderens citat (som jeg altså kun har citeret efter hukommelsen), at det ikke er formuleret som en positiv påstand, men en kontrafaktisk. Men jeg vil gerne prøve at omformulere påstanden til det, jeg tror, anmelderen mente, da han skrev sin anmeldelse, nemlig at en smuk stemme - dvs. en ren og i klassisk forstand pæn stemme - altid er bedre end en hæs og hærget stemme. Måske mener han også, at et orkester ville have været at foretrække frem for Cohens i reglen ret spartanske arrangementer. 

Der er også folk, der mener, at Dylan ikke kan synge. Det ved jeg ingenting om, for jeg er ikke musikalsk begavet. Jeg er også ligeglad. Bevares, jeg kan godt i korte øjeblikke blive imponeret over, at nogen kan spille eller synge noget, som er umådeligt vanskeligt. Men en del drønflot musik rager mig en høstblomst. 

I forhold til Cohen - præcis i forhold til Cohen - går det virkelig ikke an at skifte den ru stemme ud med en nypoleret. Det er jo ikke fordi, at man ikke fra forskellig side har forsøgt. Som eksempel kan man pege på Cohens vel nok bedst kendte sang, sjovt nok fra et af hans knap så kendte albums, nemlig "Hallellujah" fra "Various Positions".

Den er der lavet mange cover-versioner af: Jeff Buckley, k.d. lang, Steffen Brandt og Rufus Wainwright har lavet hver deres version, og der er helt sikkert mange andre. De er alle sammen, i forhold til Cohens original, meget hellige og frelste. På en afgørende måde - og det er altså min påstand, og grunden til, at jeg synes, den omdiskuterede anmelder er alvorligt galt på den - rammer de derved helt forbi tonen i Cohens nummer og dét ikke blot æstetisk, men også tematisk. De to ting er hos Cohen det samme, som de altid er det i stor kunst.

"Hallellujah" kommer som sagt fra albummet "Various Positions". Den titel er dobbelttydig, og ikke nok med det: den er sjofel og kødelig og måske nok hellig og spirituel, men ikke på samme måde som eksempelvis Buckleys æteriske fortolkning er det. Nummeret, Cohens, er smurt ind i en noget tvivlsom ekko-effekt. Og teksten er ærlig talt stedvist nedfældet med tungen lige i munden, sådan virker den i al fald, skønt Cohen vistnok har taget flere år om at skrive den. 

Et af versene, der nemt kunne stå som overskrift for musikerens samlede produktion, lyder: "Love is not a victory march, it's a cold and it's a broken hallellujah". Kodeordet er "broken" - man skal knækkes, og der skal (som det hedder andetsteds hos sangeren) laves sprækker i facaden, før kærligheden og lyset kan sive ind. Det er når man ligger ned, man bedst kan se himlen over én.

Temaet er konsekvent tilstede i Cohens output, lige fra de allerførste plader til de seneste, f.eks. i "Ten New Songs", hvor det efter min mening finder sin mest poetiske formulering: "Took my diamond to the pawn shop, but that don't make it junk".

That don't make it junk.

Hvis ikke diamanten var midlertidigt pantsat, var der jo ikke noget at forsone sig med - det vidste allerede gnostikerne (og deres mentor, Platon), at det var i det brændingspunkt, at poesien, længslen og skønhedserfaringerne opstod. Store dele af Cohens musik er umiskendeligt gnostiskklingende hvad angår valget af billedsprog. "All your children here/in their rags of light".

Det perfekte er derimod uimodtageligt for nåde, det allerede frelste har ikke frelse behov og aner overhovedet ikke, hvad frelse er for en størrelse. Dét er pointen med den sang, med Cohens sange i det hele taget, og derfor skal de ikke synges à la Sinatra i stjerneskæret, for duggede ruder af sangere, der allerede er faret til himmels. Man skal ha benene solidt plantet på jorden og tungen lige i munden. Og så er det, man synger sin gebrokne sang - med sin egen, hæse stemme, hr. anmelder, og bliver ved med det fordi man ikke kan la vær'.

Hvis ikke man forstår den dialektik - imellem ydmyghed/ophøjethed, fortabelse/frelse, isolation/kærlighed, humor/alvor - og hvordan den ene vokser ud af den anden, indtil forskellen ophæves, så tror jeg ikke, man forstår Cohen.

Mens den frygtede 06.06.06 herhjemme udspillede sig uden diverse sataniske skrækscenarier (det farligste var, som Satanisk Forums frøken Lap tørt bemærkede, nok i virkeligheden mediernes oppisken af fænomenet), var Helvede løs i lillebyen Hell, Michigan, der i dagens anledning havde fordoblet sit sædvanlige befolkningstal på 70. "Mange af de besøgende stod i kø for at købe en t-shirt mærket med '666', og andre nød en is fra Screams Ice Cream," skriver TV2.

Nu ved jeg ikke, om Hell, Michigan er i Sydfrankrig, men det er i hvert fald i et eller andet ubegribeligt voodoo-land, hvilket får mig til at tænke på følgende citat af Nostradamus, som jeg for første gang læste for tyve sekunder siden:

At a latitude of forty-eight degrees
At the end of Cancer (July 22) there is a very great drought.
Fish in the sea, river and lake boiled hectic,
Bearn and Biggore (Southwestern France) in distress from fire in the sky.
And people will eat Screams Ice Cream.

Enough said!

Så oprandt djævledagen, 06.06.06. Som Tom Waits synger (mellem linierne), skal man huske at ære sine djævle, ellers skrider englene også - så jeg tror, jeg vil markere dagen med et gensyn af Hammer-gyseren "The Devil Rides Out" i aften. Skurken er modelleret efter Aleister Crowley, "the Great Beast". Hvad er din 060606-film? (Inspiration her: imdb.coms liste over film, der relaterer til nøgleordet "antichrist".)

Ny (aktuel) bogudgivelse med fokus på det historiske forhold mellem videnskab og religion: "Videnskab og religion i historisk perspektiv. Naturens fortolkere" af Anders Munk Jensen og Casper Andersen, udgivet af Århusforlaget Systime. "I 'Videnskab og Religion i historisk perspektiv' præsenteres et tværfagligt perspektiv på den langvarige diskussion af forholdet mellem videnskab og religion. En diskussion, hvor bølgerne ofte har gået højt, og som fortsætter ufortrødent i dag" Bogen omhandler bl.a. Galileiaffæren og det kopernikanske verdensbillede, Naturteologi og designargument, Darwins evolutionsteori, Den videnskabelige kreationisme m.m.

På tirsdag er det den 06.06.06 - en dato, "hvor satanister kan tænkes at gøre opmærksom på sig selv" ifølge Øystein Dahle, afdelingschef i de norske kirkers interesseorganisation. TV2: "Han har sendt en e-mail til kirker og menighedsråd for at gøre opmærksom på øget risiko for forsøg på at brænde kirker af på denne dato. Men de danske kirker kan tage det helt roligt, forsikrer bestyrelsesmedlem i Satanisk Forum, Amina Lap. 'Vi kunne ikke drømme om at begå hærværk mod kirker hverken på tirsdag eller på noget som helst andet tidspunkt,' siger Amina Lap."

Jeg vil personligt for en sikkerheds skyld overveje at rundsende en bulle. Og derudover vil jeg gerne lige pointere, at jeg engang har stået lige ved siden af Amina Lap i kantinen i Studenternes Hus.

Lord Percy: After literally an hour's ceaseless searching, I have succeeded in creating gold, pure gold.
Blackadder: Are you sure?
Lord Percy: Yes, my lord. Behold.
Blackadder: Percy... it's green.

Har brugt aftenen på at læse korrektur på en venindes universitetsopgave om alkymi - et spændende (og, har jeg mistanke om, svært) emne, som jeg er ked af, at jeg aldrig selv fik lejlighed til (: fandt på) at skrive om, da jeg læste idéhistorie. Det svære består som bekendt i, at mange alkymistiske tekster er skrevet for allerede indviede/indforståede: "Here," som John Dee skriver, "the vulgar eye will see nothing but Obscurity and will despair considerably." Jeg har igennem årene læst en del om emnet, om end aldrig med nogen form for systematik, og vil straks fortsætte (usystematisk) med E.J. Holmyards "Alchemy", som nu har samlet støv på reolen i et par år.

Her er et link til John Dees "Monas hieroglyphica" (The Hieroglyphic Monad) og munken Roger Bacons "Tract on the Tincture and Oil of Antimony" fra 1200-tallet (som måske slet ikke er skrevet af Roger Bacon). May all attain. 

Mette har været en tur i Øst for Paradis og skal - og jeg havde jo helt glemt, at Århus faktisk har to skæve biografer - sørme i Slagtehal 3 på torsdag (ok, sidstnævnte er vist snarere en filmklub end en "rigtig" biograf, men anyways. Alternative film viser de da i al fald).

Anmelderne morer sig måske nok - men andre synes overhovedet ikke, det er sjovt. Muttahida Majlis-e-Amal opfordrer ifølge Politiken til massedemonstrationer mod filmatiseringen af "Da Vinci mysteriet" i Pakistan på fredag. Liaquat Baloch fra MMA udtaler: "Denne film har såret både kristne og muslimer over hele verden, og vi vil fortsætte med at protestere, indtil filmen er trukket tilbage [...] dette er endnu et blasfemisk forsøg fra de, der vil sekularisere verden under påskud af kunst og underholdning uden hensyn til religiøse følelser [...] Vi regner denne film som en fortsættelse af karikaturerne, der sårer verdens muslimer".

Hvoraf man da i al fald kan konkludere, at hr. Baloch enten ikke har læst bogen/set filmen, eller også ikke ved, hvad sekularisering betyder. "Da Vinci mysteriet" tager i allerhøjeste grad hensyn til religiøse følelser, det er - og tough break, fristes man til at sige - blot religiøse følelser af en anden art, end MMA bryder sig om.

Det kan godt være, MMA ser "Da Vinci mysteriet" som Muhammedsagen nr. II. Men enhver, der har blot det mindste kendskab til bogen, ved naturligvis, at der langtfra er tale om noget forsøg på at såre eller nedgøre nogen bestemt religiøs gruppe, det være sig muslimer eller katolikker eller nogen andre. Jeg går ud fra, det samme gælder filmen, som jeg imidlertid endnu ikke har set.

Omvendt er MMAs opfordring udtryk for en næsten uforståelig intolerance, der simpelthen ikke tillader andre opfattelser af Jesu virke end den officielle - end ikke i hypotetisk, litterær form. "Da Vinci mysteriet" er naturligvis ikke en bevidst provokation i samme forstand som karikaturtegningerne - den baserer sig på teorier, som slet ikke er nye, og hvoraf flere har adskillige århundreder på bagen. Hvis nogen virkelig, virkelig kan finde på at føle sig krænket over, at man hævder, at Jesus formentlig var gift, dyrkede sex osv. - så må de for verdensfredens skyld lære at tælle til ti og forgive and forget.

Og vel også for deres egen. Skyld, altså. Det kan da ikke være sjovt at skulle gå rundt og være dybt såret around the clock? Then again: Den tanke - at tilværelsen skulle være sjov - kvalificerer vel sikkert også som endnu et forsøg på at "sekularisere verden under påskud af kunst og underholdning".

Jeg havde helt overset, at Rune også har lagt et stykke om Judasevangeliet ud i sin logbog (scroll ned til den 10. april). Rune skrev bl.a. følgende: "Den teologiske problematik [...] er [...] ikke ny - for hvad man tilsyneladende glemmer (både dem, der gerne vil gøre Judasevangeliet til et kirke-undergravende da-vinci-mysterium, og dem, som slår syv kors for sig i frygt for, at Judas var a good guy), er, at Judasevangeliet tilsyneladende har fat i en kernepointe: Judas er mere end almindeligt afgørende for Kristus-myten - så meget at Jesus i en vis forstand er afhængig af Judas."

"Joining us on the line is Elaine Pagels, professor of religion at Princeton University and an expert on the Gnostic Gospels, the so-called heretical writings that weren't included in the Bible." Lyt til Elaine Pagels om Judasevangeliet via denne side. Programmet indeholder også en Samuel Beckett-omtale i anledning af forfatterens 100 års dag.

Helt ved siden af Judas: I dag viste sig at være en kanon postdag. Jeg modtog både mit dvd-eksemplar af den italienske kriminalfilm "Death Walks at Midnight" og Kate Bush-cden "Never for Ever", begge købt via qxl.dk, som efterhånden er noget nær det eneste sted, jeg handler film og musik - bortset fra Blockbusters rodekurv.

I går formiddags var jeg med familien til Y's Mens loppemarkedet, hvor jeg købte Joseph Brodskys "Udvalgte digte" og et lille opslagsværk af Kristian Kristiansen, "Overtroens ABC". Ihukommende, at jeg netop har smidt tre propfulde sække af slagsen ud, købte jeg for en gangs skyld ingen videobånd. Her følger et par håndplukkede citater fra ABC'en:

Charm: amulet der sidder som et af flere vedhæng på et armbånd. Ordet har samme oprindelse som "charmerende", dvs. fortryllende, henrivende.

Natravn: i gamle dage mente man, at natravnen sugede mælk af geder og køer (heraf også betegnelsen "gedemalker"). Natravnen blev anset for at være sjælen af et menneske, der havde solgt sig selv til Djævelen.

Filipenser: har man filipenser i ansigtet, kan man blive dem kvit ved at væde tommel- og pegefingeren på sin højre hånd og knibe filipenserne over kors med dem, mens man siger: "I hundens bag!" Ved disse ord skal man ligesom kaste det bagud og gribe sig selv i bagen.

Pebermø: hvis en ung pige er meget ivrig efter at samle på æsker og kasser, vil hun blive pebermø. 

ARTHUR: Hail Messiah!
BRIAN: I'm not the Messiah!
ARTHUR: I say You are, Lord, and I should know. I've followed a few.

Til diskussionen omkring bibelen og det historiske (jf. mine indlæg om Judasevangeliet): Politiken: "En ny, stor undersøgelse fortæller, at 69 procent tror på, at Jesus var en virkelig, historisk person. Derimod kniber det mere med troen på Jesu guddommelighed. Lige under halvdelen af danskerne tror, at Jesus er Guds søn, mens kun 36 procent mener, at Jesus påskemorgen stod op fra de døde. Derimod ser tallene helt anderledes ud, hvis man spørger befolkningen om deres syn på Jesus som en virkelig, historisk person. Det tror 69 procent på, at han var." 

Jeg fandt følgende DR-tekst om Judasevangeliet via Niels' Selvspin-blog: "Judas-evangelium rokker ikke ved Nye Testamente". I teksten kan man bl.a. læse: "... ifølge indholdet er der ingen tvivl om, at forfatteren var en stærk tilhænger af den religiøse retning gnosticismen, som i modsætning til andre kristne mente, at mennesket kan finde det hellige inde i sig selv ved at forsage den fysiske verden".

Paulus: "Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig" (Gal. 2,20)

"Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er." (1. Joh. 3,2)

"Stolt vil jeg være, selv om det ikke nytter, og nu kommer jeg til syner og åbenbaringer fra Herren. Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det - blev rykket bort til den tredje himmel. Og jeg ved om dette menneske - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det - at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale. Dette menneske vil jeg være stolt af, men jeg vil ikke være stolt af mig selv, undtagen af min magtesløshed." (2. Kor. 12, 1-5)

2. Pet. 1, 4-11: "Through these he has given us his very great and precious promises, so that through them you may participate in the divine nature and escape the corruption in the world caused by evil desires."

Niels Christiansen har skrevet et indlæg om Judasevangeliet i sin blog. Jeg er helt enig med Niels, når han i dækningen af evangeliets offentliggørelse sporer en "medieintention" om "at søge efter beviser" og at være "afslørende og optræde kritiske overfor dem der forsøger at skjule information". Samtidigt - er det mit indtryk - har medierne generelt været hurtige til at berolige bekymrede læsere med "nothing to see here"-agtige udsagn fra religionshistorikere om, at Judasevangeliets offentliggørelse, til trods for opmærksomheden, på sigt ikke vil komme til at betyde en pind. 

Det vil den sikkert heller ikke. Som Niels skriver, har man kendt til gnostiske evangelier længe, og der er ingen grund til at tro, at indholdet af Judasevangeliet skulle være mere kontroversielt end f.eks. Thomasevangeliet eller Maria Magdalene-evangeliet. Når der overhovedet er det, man med et tilpas vagt (og blandt idéhistorikere hyppigt anvendt) ord kalder klangbund for, at Judasevangeliet kan blive en "nyhed", så må det imidlertid være fordi, bibelen som historisk skrift har for stor street credibility også blandt ikke-troende. 

Den kristne evangelielitteratur er i sin helhed udtryk for en rummelig religion med plads til mange forskellige nuancer og opfattelser. Bibelen - som indeholder et udvalg heraf - er et politisk statement. Resultatet af dette statement var, at visse kristne - der NB! anså sig selv for rettroende kristne - blev udelukket fra kirken, og at mangfoldighed blev afløst af ensretning. At det i dag kan overraske os og blive en "nyhed", at de anderledestænkende kristne overhovedet har eksisteret, siger noget om, hvor godt propagandaen lykkedes. Den bedste fremstilling af udskillelsesprocessen, der førte til den katolske kirkes etablering og udstødelsen af "kætterne", heriblandt gnostikerne, er vel stadigvæk Elaine Pagels' fremragende bog "Tabernes evangelier".

Også Jyllands-Posten har minsandten bragt et længere indlæg om Judasevangeliet - af Klaus Justsen, som tydeligvis har været ude og lave en tand mere research end Politikens skribent. I indlægget hedder det bl.a.: "Der er ingen tvivl om, at det 26 sider lange dokument, som National Geographic Society har restaureret og oversat, er autentisk. Derimod er det usikkert, om dokumentet siger noget historisk korrekt om Jesus og Judas." Justsen fortsætter: "Det fremhæves, at teksten antageligt er produceret af et gnostisk samfund kendt som Cainites. Det er sket i det andet århudrede eller senere, mens Det ny Testamente er skrevet allerede i det første århundrede. På den baggrund understreges det, at det nye evangelium ikke siger noget historisk korrekt om Judas. Det fremstiller derimod Judas som en trofast discipel, der gik Jesus ærinde, da han forrådte ham." Man kan vel ikke sige, at Judas ifølge Johannesevangeliet ligefrem teamworker med Jesus, men i al fald er det jo også ifølge denne tekst ganske tydeligt forudbestemt, at Judas skal forråde sin læremester - og Jesus og Judas er de eneste, der har kendskab til forræderiets mysterium, eller hvad man nu skal kalde det, jf. kap. 13, v. 21-29, hvor disciplene fejlfortolker Jesus' hint til Judas som en befaling om at handle lidt ind:

"Da Jesus havde sagt det, kom han i oprør og vidnede: 'Sandelig, sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.' Disciplene så på hinanden, usikre på, hvem han talte om. En af hans disciple, den som Jesus elskede, sad til bords lige ved siden af Jesus. Ham gav Simon Peter tegn til at spørge Jesus, hvem det var, han talte om. Da det nu var ham, der sad nærmest ved Jesus, spurgte han: 'Hvem er det, Herre?' Jesus svarede: 'Det er ham, jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.' Så dyppede han brødet, tog det og gav det til Judas, Simon Iskariots søn. Og da Judas havde fået brødet, fór Satan i ham. Jesus sagde til ham: 'Hvad du gør, gør det snart.' Ingen af dem, der sad til bords, forstod, hvorfor han sagde det til ham. Men da Judas stod for pengekassen, mente nogle, at Jesus havde sagt til ham: 'Køb, hvad vi har brug for til festen,' eller at han skulle give noget til de fattige. Da han havde fået brødet, gik han straks ud. Det var nat."

Til det der med den historiske korrekthed. Jeg blev forundret, da jeg for nylig læste om et seriøst videnskabeligt forsøg på at forklare, hvordan Jesus havde formået at gå på vandet - udført af en forsker, som tidligere havde udkastet en teori om, hvordan Moses skilte vandene. Den slags kan da være underholdende nok, som hypoteser betragtet, men at bedrive forskning af den slags forudsætter jo implicit, at det overhovedet er korrekt, at Jesus gik på vandet - thi hvorfor ellers forklare det? - og at Moses kommanderede et hav til så at sige at knække midt over. Videnskabeligt set er begge påstande vel ret usandsynlige. Hvorfor skulle man - nb! som videnskabsmand - overhovedet ulejlige sig med dem?

Nye Testamentes egen historiske korrekthed er - er det måske værd at gøre opmærksom på midt i diskussionen af Judasevangeliet - i sig selv på ingen måde givet, og det er ingen ny erkendelse, at evangelierne tegner højst forskellige og for enkeltes vedkommende kronologisk uforenelige portrætter af Jesu' liv. Den historiske korrekthed kan betvivles, hvad Judasevangeliet angår - og i høj grad, for gnostikerne var et fantasifuldt slæng - men det kan den så sandelig også for evangelisternes vedkommende. Det er slet ikke sikkert, at sådan noget som historisk korrekthed har interesseret dem det mindste.

Politiken omtaler i dagens lettere forvirrede leder fundet og den forestående udgivelse af det gnostiske Judasevangelium. Læs her.

Judas - ingen nidding. TV2 har en notits om oversættelsen af det genfundne koptiske håndskrift, "Judasevangeliet". Læs her.

Det ser ud til, at National Geographic vil have en oversættelse af Judasevangeliet klar til udgivelse i slutningen af april (cirka samtidig med verdenspremieren på filmatiseringen af "The Da Vinci Code", the clever devils). Vatikanet har allerede meldt ud, at skriftet ikke vil få nogen indflydelse på katolsk teologi (... og hvorfor, kunne man tilføje, skulle det også det), og James "Nag Hammadi" Robertson har udtalt, at Judasevangeliet formentlig kun vil være af akademisk interesse (hvilken udtalelse, påpeger National Geographic, skal ses i lyset af, at Robertson selv i en årrække forgæves forsøgte at få fingre i manuskriptet). Judasevangeliet er formentlig udsprunget i det religiøse miljø, kirkefaderen Irenæus omtaler i sit store værk mod kætterne: "As early as the year 178, Saint Irenaeus of Lyons, a heresy watchdog of the early church, targeted [a 2nd-century sect of Gnostics] for declaring that 'Judas the traitor . . . alone, knowing the truth as no others did, accomplished the mystery of the betrayal'", skriver Washington Post. Mon ikke man kan gætte på, at der opstår en del hype omkring det nyfundne evangelium? Men på en måde har Robertson jo sådant set ret, selvom han muligvis er tvær og bitter inderst inde (og selvom det er vanskeligt at sige, når materialet ikke er udgivet endnu). For "alternative" evangelier er jo ikke noget ukendt fænomen - og der kendes evangelier fra århundrederne efter vor tidsregnings begyndelse, som påstår dristigere ting, end at Judas var en flink fyr.  

Fantastisk fredagsnyhed for de gnostisk interesserede: ".... sikkert er det, at videnskabsfolk mener at have fundet en kopi på det gamle egyptiske sprog koptisk af det såkaldte Judasevangelium, og at det rummer et længe tiltrængt skulderklap til en af verdenshistoriens mest fordømte personer, Judas Iskariot."

Kristeligt Dagblad har i dag bragt en anmeldelse af antologibogen "Et menneske lades ikke i ro - facetter af Johannes Sløks forfatterskab", som jeg har været med til at redigere, og som udkom i fredags på Aarhus Universitetsforlag. Anmeldelsen er overvejende positiv og omtaler bl.a. bogen som "gennemseriøs" og præget af "alsidig indsigt", hvilket vi selvfølgelig er pavestolte over. Tak for det! Anmeldelsen byder også på enkelte kritikpunkter, dog mest i forhold til Sløk selv - og dem har jeg naturligvis ikke kunnet dy mig for at knytte et par kommentarer til. Jeg har derfor i dag indsendt et svar-indlæg til avisen. I fald de ikke finder plads til at bringe indlægget, poster jeg det her på bloggen - i mellemtiden kan du læse Dagbladets anmeldelse her: "Et spørgsmål om temperament".

"... for de hårdkogte er der ingen vej uden om 'Det overnaturlige', som altså er stimulerende læsning, hvis man kan leve med forfatterens krukkede sprog, de alenlange citater på alle mulige fremmedsprog og fra alle mulige kilder - og den til tider temmelig arrogante Besserwissen, der lægges for dagen. Uspændende er det imidlertid på intet tidspunkt. Dette moderne magiske manifest fra en kompromisløs mystiker."

Erwin Neutzsky-Wulffs grimoire, "Det overnaturlige", er pt. en af Politikens "Ti gode". Læs Henrik Palles omtale af bogen her.

Lige en reminder om fredagens Sløk-reception/-seminar:

Fredag den 17. februar 2006 udkommer bogen "Et menneske lades ikke i ro - facetter af Johannes Sløks forfatterskab" (Aarhus Universitetsforlag).

For at fejre denne udgivelse og for at hylde Johannes Sløk afholder Afdeling for Idéhistorie (Aarhus Universitet) samme dag et mindre seminar. Seminaret vil være åbent for alle interesserede og finder sted i Nobelparken (bygning 1455, lokale 127, kl. 13-16).

På seminaret vil tre unge idéhistorikere give deres bud på den aktuelle relevans af Sløks forfatterskab. Efterfølgende vil ballet blive åbnet for fri diskussion.

Endelig vil Afdeling for Idéhistorie og Aarhus Universitetsforlag være værter for en reception, hvor man vil kunne se og købe den nye bog.

What's good for you is good for me
Says Tweedle-dee Dum to Tweedle-dee Dee.
(Bob Dylan)

"Hvis man føler sig truet af, at andre tror på noget andet end een selv, så kan det vel kun være udtryk for, at man ikke føler sig særlig stærk i sin egen tro." Min søsters tanker på vej til Netto.

"Et endnu stærkere argument for, at præster gerne må tage stilling ... er det dog, efter min mening, at præster også er mennesker - med følelser, holdninger og samvittighed som alle andre. Vi kommer vel også i kirken og til præstens gudstjeneste for at konfrontere os med sådanne mennesker. Ikke kun for at få teksten udlagt. Hvis dette var tilfældet, kunne man jo i princippet nøjes med en automat, der var kodet med henholdsvis en missionsk, en grundtvigiansk (og så fremdeles ...) fortolkning af dagens tekst." Fint indlæg af Paw Hedegaard Amdisen om præsteinitiativet i Jyllands-Posten den 30. januar. Læs resten af indlægget her.