Smartlog v. II » Lars Gorzelak Pedersen » Uværdier
Opret egen blog | Næste blog »

Uværdier

18. aug 2009 18:19, Lars Gorzelak Pedersen

Nå. Var knap nok blevet færdig med at skrive nedenstående, før jeg opdagede, at det alt sammen nu er yesterday’s news. Udmeldinger trækkes tilbage hurtigere, end politikere hopper fra parti til parti. Og det er ellers hurtigt.

***

De Konservative har fået sommerkuller og er fremme, via Khader, med et forslag om et totalforbud mod brug af burka. Anledningen er formentlig, at der ikke rigtigt er kommet noget – herunder noget værdipolitisk – fra den nye statsminister siden indtrædelsen; og udmeldingen skal således nok ses i samme lys som Pia Kjærsgaards frustrerede udfald mod alt det i dansk kulturliv, der volder hende hovedpine: nemlig som et desperat forsøg på at lancere et eller andet udansk at være imod.

Det er ikke – selvom politikere ofte hævder det modsatte – værdierne og værdipolitikken, der sikrer sammenhængskraften i Danmark. Jeg har personligt ikke mange værdier til fælles med eksempelvis Charlotte Dyremose, som jeg i går hørte i et debatprogram om forkyndelse i folkeskolen. Jeg mener ikke, at religiøs indoktrinering af umyndige mennesker er værdifuld – helt uanset, hvilken religion indoktrineringen har rod i, og hvor mange års tradition, der er for at gøre det. Det er ikke pga. min bibellæsning, salmesang eller udenadslære af fadervor, at jeg i dag kan finde ud af at opføre mig ordentligt. Det er takket være mine forældre. 

Jeg er ikke, i kraft af mine divergerende værdier, en spor dårligere dansker end Dyremose – selvom det tilfældigvis er (bl.a.) hende, der dikterer værdi-dagsordenen – ligesom hun heller ikke er dårligere end mig. Det er ikke værdierne, men sproget, loven, geografien og selvfølgelig et væld af bevidste og ubevidste kulturelle input, jeg har tilfælles med Dyremose – og mine værdier kommer i øvrigt kun mig og Vorherre ved, ikke offentligheden.

Derimod er det værdierne, der sikrer sammenhængskraften i VKO – eller rettere den fortsatte formulering af ikke-værdier, anti-værdier, uværdier. Primært, indtil nu i al fald, courtesy of Dansk Folkeparti. Og det er trist, eftersom oppositionen i forvejen fungerer som én stor forbuds-genererende maskine, helt uden hjælp fra regeringen.

V har indtil videre skudt forslaget ned, og man kan kun håbe, at de holder fast heri. Det er, sådan set, rigeligt, at politikere vil bestemme vores private kost- og rygevaner; vil sygeliggøre overvægtige; at de vil belære os om rigtige og forkerte politiske holdninger via propagandavideoer forklædt som informationsvideoer umiddelbart før en folkeafstemning; at de vil definere ægte og uægte seksualitet for os – som en række pinlige sager, i hvilke medierne har været de pinligste aktører af alle, har vist; at de endvidere vil bestemme dansk og udansk kultur indenfor rammerne af dansk kultur – via elitære kanoner og det, der er værre; og at de i det hele taget opfører sig som om, deres geschæft ikke var politik men mentalhygiejne – formuleringen af én fælles livsstil, som rummer betydelig mere stil end liv.

Det er alt sammen, så helt og bestemt, rigeligt – uden, altså, at de også skal bestemme, hvilket tøj vi må have på.

Kommentarer

  1. anita
    18. aug 2009 20:01
    1

    jeg fik bare lyst til at sige "Hørt"....du har bare så meget ret..og jeg går heller ikke ind for mentalhygiejne....

Skriv en kommentar