Professor Helmuth Nyborg kritiseres for "grov forsømmelse, regnefejl, statistiske unøjagtigheder og manglende data". Hvilket giver mig lejlighed til at gentrykke endnu et gammelt essay - en replik til et Nyborg-interview, skrevet til Idéhistories institutblad, Tingen.
En replik i anledning af Tingens genopstandelse og den tiltagende idioti
For lang tid siden, tilbage i årene før, jeg påbegyndte mit speciale, sad jeg i redaktionen på idéhistories institutblad Tingen. Jeg var oven i købet af de tre redaktionelle tyranner, hvis kommando var jernlov i Tingen-regi (... hvilket sidstnævnte måske var medvirkende til, at der på et tidspunkt - ret hurtigt - ikke længere sad andre end os selv tilbage i redaktionen). For kortere, men stadigvæk lang tid siden var jeg med, dog ikke længere som redaktør men som Film og TV-sidefagsstuderende, da Tingen officielt blev aflivet i universitetsparken, søsat og flamberet (dvs. Tingen, ikke mig), og jeg blev stående til det sidste bl.a. af nostalgiske grunde, men også for at sikre mig, at bladet virkelig var gået over til de evige jagtmarker.
Alligevel er det med en vis tilfredshed, jeg konstaterer, at det nu er genopstået takket være en flok initiativrige idéhistorikeres ... initiativrighed. Og at det oven i købet bærer præg af en høj seriøsitetsstandard. Da jeg var med i redaktionen, var vi nød til at skrive ting som "revolution er historiens rasende inspiration" for at fylde siderne ud, og vi havde noget, vi skamløst studentikost kaldte for en "Afsluttende Uvidenskabelig Brevkasse", som der formentlig ikke var andre end redaktionsmedlemmerne, der læste (og dét kun fordi, vi var nød til at læse korrektur).
Uden at nævne navne vil jeg godt afsløre, at det var Paw Hedegaard Amdisen, der skrev den. Brevkassespørgsmålene var også formuleret af Paw, eftersom vi ingen breve modtog, og svarene på de selvopfundne spørgsmål lød som regel noget i den her retning:
"Da vi aldrig går ind i konkrete sager, så kan vi beklageligvis ikke kommentere den ligeledes konkrete reference i dit brev."
- eller hvad Paw nu lige kunne finde på at skrive de sidste minutter før deadline. Uden at fornærme Paw tror jeg det går an at sige, at meget af det, der stod i brevkassen, ikke blot var uvidenskabeligt men også rendyrket idioti. Det gælder også en stor del af de indlæg, som de to andre redaktionelle tyranner: Morten Riis og undertegnede, bidrog med.
Jeg kunne derfor ikke lade være med at føle mig en smule ramt, både personligt og på vegne af mine medredaktører, da jeg for nylig skimmede interviewet med Helmuth Nyborg i det seneste nummer af Tingen (#2, foråret 2004), hvori Nyborg (herefter HN) gør sig nogle overvejelser, der så vidt jeg kan se repræsenterer en alvorlig trussel mod det idiotiske folkefærd. Ikke bare den del af det, der færdes på universitet, men idioter sådan i al almindelighed.
Gry Jensen og Hans Henrik Hjermitslev, der har forestået interviewet, skriver heri (egentlig er det kun Gry, der skriver det, men hun tilslutter sig Henrik, der med andre ord må have sagt det først), at man godt "kan tage folk alvorligt, uden nødvendigvis at give dem ret". Det kan jeg kun være enig i, ligesom jeg i høj grad bifalder intentionen om "at gå til kilden" (s. 8) for at give HN muligheden for at redegøre for sine egne synspunkter.
Jeg vil i denne forbindelse derfor godt understrege, at det følgende ikke er et forsøg på at bidrage til den faglige og saglige debat, interviewet efterlyser. Jeg har ingen anelse om, hvad "eugenik", "fysikologi" og "relationisme" betyder i detaljeret forstand, og jeg har helt ærligt ikke lyst til at vide det heller. Jeg har en formodning om, at HN og jeg måske ikke engang taler samme sprog. "Flynn-effekt", "raffineret faktoranalysen", "prediktiv validitet" og "Herman Müller" på s. 15 er alle sammen udtryk, der simpelthen lyder som volapyk i undertegnedes øren, for slet ikke at tale om det mystiske "g", HN ved flere lejligheder hentyder til.
Det at jeg ikke ved, hvad der tales om, kan man så vælge at tage som et bevis på Nyborgs og andres tese om, at intelligensen er på vej nedad i de moderne industristater. Men altså, for nu lige at rekapitulere: hvis der verserer en eugenikdebat i Tingen, så har jeg ikke fulgt med i den, og jeg har ikke - efterfølgende - tænkt mig at følge med i den.
Hvad jeg derimod gerne vil, er at knytte nogle få, uakademiske kommentarer til nogle af de påstande og ideer, HN fremsætter i interviewet, påstande som jeg synes på den ene eller den anden måde virker problematiske.
HN plæderer i slutningen af interviewet for indføringen af en "demokratisk proces, hvor vi afstikker regler for hvem, der bør sætte hvilke børn i verden", og for anvendelsen af tvangsmæssige midler over for de individer, der er "totalt ligeglade med reglerne og næste generation" (s. 16). På spørgsmålet om der hermed hentydes til "tvangssterilisation af mennesker med alvorlige arvelige sygdomme", svarer Nyborg (implicit bekræftende), at vi i dag kan "gøre det meget mere elegant". Indoperationen af en lille ampul "gør folk ufrugtbare i fem år. Så kunne man indføre en regel om at, hvis de senere viste sig kvalificeret til at tage hånd om et barn, så tog man ampullen ud og de kan igen få børn" (s. 17).
Formålet med denne procedure skulle være at sikre den fortsatte eksistens af en intellektuel elite, som kan sørge for samfundets ve og vel og tage hånd om de svage, hvem Nyborg altså i denne sammenhæng sætter lig med de uintelligente. Situationen lige nu, hvor "der kommer alt for mange børn i den lave ende af skalaen" (s. 17), ser HN som tendentielt ildevarslende, idet han henviser til en 6-8 nobelpristagere (hvoraf han navngiver tre), der har en tilsvarende opfattelse (s. 15).
Et væsentligt spørgsmål er det rimeligvis i denne sammenhæng, hvad der overhovedet menes med intelligens, og, hvad der efter min mening er mindst lige så interessant, hvorfor intelligens er at foretrække frem for manglen på samme (eller hvorfor en bestemt form for intelligens evt. er bedre - og med henblik på hvad? - end andre former for intelligens). Det kan lyde som et banalt spørgsmål, men det er ikke desto mindre værd at tage med, før man giver sig i kast med at tvangssterilisere folk.
Det er først og fremmest tydeligt, at intelligens i HN univers - ud over hvad ordet nu dækker over i mere teknisk forstand - har meget at gøre med at klare sig godt i samfunds- og erhvervslivet. I al fald nærer HN tillid til, at hvis man er intelligent, så skal man nok klare sig godt rent erhvervsmæssigt; politikere "er begavede mennesker", hævder han, for "ellers var de ikke endt i de magtfulde positioner, hvor de er" (s. 16), hvad jeg umiddelbart har svært ved at se logikken i, da der vel rimeligvis kan være så mange andre faktorer end lige netop intelligens, der spiller ind, når politikere får jobs.
"I virkeligheden" - et udtryk, som HN ynder (jf. også s. 11) - foregår "der en slags darwinistisk selektion med hensyn til jobstatus: Kommer du ind i et nyt job, der overmatcher dig, bliver du afskediget. Hvis du kommer ind i et job, som ikke matcher din IQ, bliver du forfremmet" (s. 14). Denne påstand, måske særligt dens sidste halvdel, forekommer mig at være i blatant modstrid med erfaringen og som videnskabelig hypotese ikke at være meget værd. Mener Nyborg i al seriøsitet, at man automatisk får job efter, hvor intelligent man er - og at intelligens således skulle være den singulært mest afgørende faktor mht. fordelingen af arbejde i samfundet?
HN understreger gentagne gange i interviewet, at humanisme og eugenik er forbundne fænomener; han skelner imellem det, han kalder en "kortsigtet humanisme", og som han åbenbart mener kun lader sig forsvare ud fra moralske og religiøse argumenter, og så "den langsigtede humanisme", som er den humanisme, der tænker på samfundets trivsel på længere sigt i stedet for at tage udgangspunkt i den kortsigtede humanismes selvcentrerede "jeg synes" (s. 15). Den sidste, dvs. den langsigtede, hviler på videnskabeligt grundlag, på deskriptive behandlinger af empiriske kendsgerninger, mens den første er dogmatisk og uansvarlig.
Men hvad er det egentlig for et samfund - og hvilken trivsel - der tænkes på? Hvis de dumme er de fleste, og hvis der bliver stadigt flere af dem, indtil vi alle er endt som idioter, vil også samfundet og dets ideer om, hvad der er intelligent og uintelligent, rimeligvis forandre sig drastisk. Der har eksisteret samfund af dumme folk - dvs. folk der var dumme ud fra vores ideer om, hvad intelligens er for noget - uden at verden gik under af den grund.
Et sted i interviewet omtaler HN i åbenlyst nedladende vendinger "pædagogernes urystelige optimisme", når de tror, at den form for intelligens, der gør nogle børn dygtige til at klatre i træer, kan være lige så god som den type intelligens, der gør børn dygtige til matematik. Igen henviser han til den erhvervsmæssige side af sagen, dvs. at intelligensens fordel består i dens evne til at supplere folk med gode (vellønnede, prestigefyldte) jobs: "Problemet er, at hvis man går ned til et stort ingeniør-firma og gerne vil have ansættelse, og de siger, "vi bygger jo broer, kan du matematik?" "Nej, men jeg kan klatre i træer", så afsløres bedraget" (s. 12).
Hvilket bedrag, da? Det bedrag, pædagogerne ifølge Nyborg præsterer, når de tror, at matematisk begavede børn og børn, der kan klatre i træer, er ligestillede. Det er et "illussionsnummer", mener HN, fordi "[s]ådan er verden ikke" (s. 12) - endnu en henvisning til de faktiske, virkelige forhold, som Nyborg i kraft af sin holdningsløshed (s. 16) og deskriptive frem for normative indstilling mener at kunne udtale sig upartisk om.
Men sådan er verden jo på en måde lige netop. Børn fødes - trods alt - ikke med henblik på at få ingeniørjobs eller blive politikere. Naturen sætter sine forskelle helt uden tanke på jobmuligheder, og det er vel derfor først i og med deres indtrædelse i en bestemt samfundsstruktur, at børnene evt. kan gå hen og blive uligeværdige.
Anvendelsen af udtryk som "bedrag" og "illusionsnummer" er derfor, efter mit bedste skøn, retorisk. Det er aldeles ikke indlysende, at den ene form for intelligens er mere efterstræbelsesværdig end den anden; som sagt har der eksisteret samfund, hvor det at kunne klatre i træer var af betydelig større værdi end at kunne den store tabel udenad, og at løse intelligenstester er under alle omstændigheder ikke noget, der gavner et samfunds produktivitet synderligt. Naturen, derimod, producerer løs i ét væk, danner sig sine mangfoldigheder, og for dén er alle ligeværdige - eller ligegyldige, om man vil, for naturen er dum, som Per Højholt siger, og den er aldeles ligeglad med, hvilke forestillinger vi gør os om, hvad der er intelligent, og hvad der ikke er.
Nogle intelligensformer kan derimod være mindre hensigtsmæssige end andre set med samfundets - nb! ikke med hele samfundets, men set med samfundets magtapparats - øjne. Men dette er selvsagt ikke i sig selv nogen grund til at forebygge fødslen af individer, der kan siges at være inferiøre i forhold til en eller anden intelligensstandard, som nogle kloge hoveder har udfærdiget.
Tværtimod, hvis de uintelligente er de fleste, og da de jo er uintelligente fra naturens hånd, er de vel i deres demokratiske ret til at lave samfundet om, så det egner sig bedre til deres behov.
At der opstår en overvægt af uintelligente mennesker i et givent samfund vil ifølge HN ultimativt få katastrofale konsekvenser for samfundet. Hvori består katastrofen? ... at "samfundets kvalitet forringes og ultimativt at civilisationen går under. Punktum." (s. 16).
Det ville rigtignok være trist - det sidste i højere grad end det første. Personligt kan jeg bedre lide ideen om en nedgang i BNP end ideen om tvangssterilisation, men det ville selvfølgelig være mindre godt, hvis det betød hele menneskehedens endeligt, at vi undlod at tvinge folk til at være intelligente.
Og så alligevel - hvis det vitterligt er samtlige industrilande, der er hastigt på vej mod idiotiske tilstande, er der jo ikke længere konkurrenceelementet de enkelte lande at tage hensyn til; ét idiotisk land behøvede med andre ord ikke frygte, at et andet land var mindre idiotisk og derfor ville udnytte det.
Jeg tvivler på, at nogen sådan drastisk udvikling nogensinde vil finde sted, men skulle det hænde alligevel, vil jeg gerne allerede nu minde om Tom Lehrers trøstende ord fra mesterværket "An Evening Wasted with Tom Lehrer":
"We will all go together when we go,
what a comforting fact that is to know.
Universal bereavement, an inspiring achievement,
yes we will all go together when we go."
