Those who stand to challenge evil are our only hope.
Only those who listen to the winds understand the debts our fallen heroes have paid to protect our people.
May a hero such as yourself live long to tell the tales of your adventures.
For only then will we remember just how much we have to be thankful for.
Our appreciation runs deep, Loremaster.
For the Horde!
Cairne Bloodhoof
***
I går aftes i Un'goro Crater blev min troldmand Midsomer kåret til "Loremaster", som er en meta-achievement, man opnår, når man løser et bestemt antal quests. Nærmere bestemt
550 quests i Eastern Kingdoms 685 i Kalimdor 595 i Outland herunder 90 i Hellfire Peninsula - 68 in Terokkar Forest - 86 in Blade's Edge Mountains - 54 in Zangarmarsh - 87 in Nagrand - 120 in Netherstorm 875 in Northrend herunder 150 in Borean Tundra - 100 in Zul'Drak - 105 in Howling Fjord - 100 in Storm Peaks - 130 in Dragonblight - 75 in Grizzly Hills - 75 in Sholazar Basin - 140 in Icecrown
... i alt 2.705 "quests" eller missioner. Min warlock blev født 3. december 2007, og det har således taget mig i alt 21 måneder at løse de 2.700 quests (ikke alle quests tæller med, så faktisk har jeg løst cirka 2.950 plus såkaldte "daily quests", for sidstnævntes vedkommende vistnok i omegnen af 800) - selvom jeg selvfølgelig ikke har arbejdet bevidst på at få achievementen hele tiden. Men de sidste 4 måneder har jeg stort set ikke lavet andet... i Warcraft-regi altså.
Loremaster-titlen er uden sammenligning den bedrift, jeg er mest stolt af i de næsten 2 år, jeg nu har spillet Warcraft - og formentlig den ene ting, jeg har præsteret, som jeg kan sige, at ikke voldsomt mange andre har præsteret. Questen, der indbragte mig titlen, var for øvrigt den i patch 3.2.0 tilkomne mount-quest "They Grow Up So Fast" -- så samtidig med "Loremaster of Kalimdor" og "The Loremaster"-achievements'ne fik jeg en tredje, "Ravasaur Mount".
During the past two weeks I have spent a total of 4 hours waiting in front of instances due to the "in-built game stability" mechanism that lets itself be known through the much-hated message "Additional instances cannot be launched, please try again later". I have been able to enter an instance in approx. 1 out of 20 cases, and only when attempting very early in the morning. In two cases I have waited respectively 1 and 1½ hours in front of a portal - and still did not gain access. Please, Blizzard, for the love of God do something about this. It's driving me nuts. Sincerely, Midsomer of Outland.
I går aftes var jeg med en trup af Wagneritterne på guildens første raid-ekskursion, som var en ubetinget succes og gik til Zul'Gurub, blodgudstilbedernes domæne i Stranglethorn Vale. Det er - i parentes bemærket - mit første raid efter halvandet år som WoW-dyrker. Hvorimod min bror, den pro, har udstået TO på væsentlig kortere tid.
Jeg lider for tiden - eller er begavet med - større bogglæde og læselyst end vanligt er, og det er godt det samme, for stakken af bøger hober sig op (til gengæld har jeg ikke købt film i flere uger). Senest erhvervede bog er "Northern Lights", første bind i Philip Pullmans "His Dark Materials"-serie, som jeg ikke har noget kendskab til overhovedet. Men jeg så for en uges tid siden filmatiseringen, "The Golden Compass", som er regelret fantasy men har lige præcis det, Potter-filmene mangler, nemlig personlighed (hvis man kan sige det om en film). Jeg havde bestilt bogen, før rulleteksterne var omme.
Her er Kate Bush's temasang, "Lyra", som meget godt illustrerer den forsigtige, mysticistiske hemmelighedsfuldhed, der præger filmen:
Og her er Dakota Blue Richards, som er supergod som Lyra:
Sidst læst:
Eric Tamm, "Brian Eno: His Music and the Vertical Color of Sound". Slavoj Žižek: "How to Read Lacan" (som anbefales enhver, der tror, at psykoanalysen er død) Wodehouse: "Den uforlignelige Jeeves"
En stor tak til bror Bo, fra hvem jeg i dag modtog en fødselsdagspakke med Wagnerites-/Warcraft-tema. Indholdet var 2 styk badges med Wagnerites-motiv (officielt Warcraft-guild-badge), en hot blood elf rogue-plasticfigur samt Bernard Shaws "The Perfect Wagnerite", som jeg glæder mig meget til at læse. Dagen har i øvrigt været mindeværdig derved, at jeg har været til endnu en jobsamtale - denne gang på Afdeling S (psykiatrisk afdeling) på Risskov Universitetshospital - og endnu engang blev nummer to. Men jeg fik ros bagefter, og også på plussiden: de indlagde mig ikke. Vejret er fremragende, jeg går rundt og læser Wodehouse, og dagens plade er Souvenirs' sjette, "Rækkehuse på Mars". Som hermed anbefales:
Jeg hører en sugende kosmisk musik strømme blidt fra en helsebutik Men er der rækkehuse på Mars? Der er da fedt nok her, bevares Er der korsang og syning og gymnastik eller kurser i selvkontrol og kybernetik? Er der rækkehuse på Mars?
Jeg så Melodi Grand Prix i weekenden - for første gang i formentlig 15 år - og kan forstå, at det er blevet en hel del mere kompliceret end tidligere. Norges fnattede eventyrsang kan kun have vundet som følge af aftalt spil, thi Moldovas indslag var begavet med eftertrykkeligt mere pep, og Tyskland havde, bemærkede jeg, gæsteoptræden af selveste Dita Von Teese, som - as if you didn't know - jo altså ser sådan her ud:
Monoton norsk eventyrsang vs. ovenviste? You can draw your own conclusions.
Det har igen været Children's Week i Warcraft - en årligt forekommende uge, hvor man får mulighed for at få en forældreløs dreng/pige på slæb og vise Azeroths seværdigheder frem - og jeg var meget ked af i dag, igen, at måtte aflevere min træskoklædte blodelverpige i Shattraths børnehjem. Her er Salandria som hhv. artig og kæk:
Til bror Bo: mit gamle Leeroy Jenkins-indlæg. For at få achievementen - og altså Jenkins som efternavn - skal man foretage sig stort set det samme, som gruppen i videoen gør, dvs. dræbe en hulens masse "whelplings" på X antal sekunder. Men altså - ideelt - overleve det. Modsat Leeroy.
Det er Noblegarten-højtid i Azeroth. Jeg er ikke helt med på de tekniske detaljer, men det er i hvert fald noget med påskeæg, ridderlighed, kaninsex og chokolade. Edwige, min blodelver, tog i går samtlige Noblegarten-achievements og har nu ret til at kalde sig "Edwige the Noble". Og til at bære kaninører:
Der er Månefestival i Azeroth. Edwige, min blodelver, valfarter rundt og hilser respektfuldt på de mange Ældre, der under festivallen har taget ophold på Azeroths kontinenter, hvor de ikke bestiller andet end at hvile på laurbærrene og tage imod hilsner fra forbipasserende.
Man får - for at have udvist sin respekt - hver gang en mønt, en "Coin of Ancestry". Edwige har hilst på MANGE - hun har endda vovet sig ind i hjertet af Alliance-storbyen Darnassus for at sige hej til den Ældre der - og mangler faktisk kun en enkelt i Kalimdor. Alt sammen motiveret - af respekt? Yeah right. Edwige er ude efter belønningerne, som hun fiser lige hen og bytter mønterne for, så snart hun har tjent dem.
Dalaran, Northrends storby over dem alle, er udstyret med et overdådigt kloaksystem, der sågar har sin egen kro. I går aftes aflagde Edwige, min blodelver, for et øjeblik sine fine vaner, gav efter for nysgerrigheden og drak en eliksir, der lå og flød i underbyens kanaler - hvorefter hun blev forvandlet til en tuskarr, et af Northrends hvalros-mennesker. Her: Siddende på bjørneskindstæppet i The Filthy Animal, den jævne af Dalarans kroer. Midsomer, min warlock, har hjemme i The Legerdemain Lounge, VIP-kroen.
Dagens Clive Barker: "New Murders in the Rue Morgue".
Et par snapshots fra dagens eventyr i Storm Peaks. Edwige møder, tilsyneladende ganske tilfældigt, imens hun er i færd med at løse en anden quest, en mystisk gammel krage i en fangekælder, der nonchalant beder hende om at udføre et par små-quests i Brunnhilde Village:
Oldkvinden lystrer, som det fremgår, navnet Lok'lira the Crone; og man ved det ikke, første gang man udfører questene - og faktisk ved man det kun, hvis man nærlæser et diskret hint i en langt senere quest-tekst - men Lok'lira er ikke, hvad hun giver sig ud for at være. Hun er nemlig guden Loke i forklædning, og de par ærinder, man intetanende løber for hende, er begyndelsen på et af Loke nøje planlagt forløb, der har til formål at lokke Thor ud fra dennes eksil i Temple of Storms, til Terrace of the Makers, så Loke og hans hær så at sige kan overrumple broderen på udebane. Thor har nemlig forskanset sig øverst i tempeltårnet i sorg over Sifs død og over bruddet med hans forhenværende frænder, Hodirs isgiganter, som Thor, ligeledes ved Lokes list, er raget uklar med; og her, på tårnets tinde, er han for mægtig til, at Loke tør krydse klinger med ham.
Thor-/Loke-quest-linjen, der involverer flere af spillets fraktioner, og som også knytter subtilt an til tidligere quests i spillet, er, synes jeg, en af de mest gennemarbejdede, spændende og medrivende overhovedet i World of Warcraft. Herunder: Edwiges første møde med tordenguden, som forveksler hende med sin afdøde hustru, Sif.
Alle i blogland ønskes en fredfyldt og velbehagelig jul. Årets jule-motiv er Edwige, min blodelver, i dyrt indkøbt nissekostume (støvlerne, som ikke er vist, har hun dog selv kreeret):
Og Edwige i kompakt, men ikke mindre foxy form - efter at have været en tur i Dalarans til sæsonen opstillede "Winter Wondervolt"-transmogriffer, der forvandler folk til julegnomer:
Et par stills fra en af gårsdagens WoW-quests i Borean Tundra: Edwige i skarp forklædning som et af spillets fiskevæsner, en "murloc", på vej ind i fjendens hule. For en sikkerheds skyld viftende et hvidt flag. Bemærk også lynlåsen på bagsiden og hjerteunderbukserne.
Tre WoW-bedrifter: Det holdt hårdt til sidst - pc-højtalerne opgav ævret definitivt, min blæser lyder nu konsekvent som en mellemting imellem en rundsav og en arrig humlebi, og jeg fik underlige login-beskeder om, at mit selvfornyende abonnement var udløbet - men i går blev Midsomer, min troldkarl, level 80. Som altså er højeste level i "Wrath of the Lich King"-udvidelsespakken. Sidstnævnte udkom den 13. november, så det har taget mig cirka 2½ uge at avancere de 10 levels, hvilket ikke er i nærheden af at slå nogle rekorder - udover mine egne, altså. Og i al beskedenhed, ud fra mine forudsætninger, så er det egentlig ret godt gået. Indtil videre har jeg kun questet, dvs. ikke besøgt nogle instances, og jeg har soloet hele vejen. Her er den gamle fyr, strategisk placeret ved siden af en af smukke Dalarans fagre møer.
Undervejs startede jeg sammen med brormand en ny guild ved navn Wagnerites. Medlemstallet er beskedent, men vil forhåbentlig vokse stille men støt. Og til nuværende medlemmer: guild tabards are now available.
Edwige - min lvl 70 blodelver - er under alt dette blevet forsømt på det grusomste. Ladt tilbage alene i det nu stort set mennesketomme Shattrath. Men i går, som et plaster på såret, pungede Midsomer ud med 5000 guld, så hun ku få sin hurtige, flyvende mount:
World of Warcraft er lige nu fyldt med spillere, der har tilegnet sig efternavnet Jenkins. Her er den originale - og meget morsomme - Leeroy Jenkins-video. Wikipedia: "Leeroy Jenkins [...] is an Internet phenomenon named for a character created by player Ben Schultz in Blizzard Entertainment's popular MMORPG, World of Warcraft. [...] The Internet phenomenon started with the release of a video clip online to the World of Warcraft forums. [...] It features a group of players discussing a detailed battle strategy while one of their number, Leeroy, is away from his computer. Their plan is ruined when Leeroy returns and, ignorant of the strategy, immediately charges headlong into battle shouting his own name as a battle cry. His companions rush to stop him, and his subsequent actions ruin the meticulous plan and the encounter ends in failure for the group."
Som schwester Gitte gør opmærksom på i en kommentar, har De sorte Spejdere annonceret, at de lukker og slukker den 19. december -- efter 4 år på P3. Det er jeg, naturligvis, morderligt ked af at høre, for spejdernes er stort set det eneste radioprogram, jeg har lyttet til på fast basis -- og der er ikke mange dårlige dage, som de ikke har formået at gøre bare lidt bedre. Men tak for indsatsen og held og lykke til spejderne fremover.
Det er i dag WotLK-dag 1. Skidtet er installeret, strategibogen er i hus, jeg er nr. 590 i køen til Outland-serveren, og når jeg er kommet online - om en 20 minutters tid - vil jeg foretage min første rejse til Northrend. I middags lavede jeg - af nysgerrighed - en Death Knight, som er den nye figur, der er kommet til med udvidelsen. Death Knights starter som level 55 i et område lige øst for Eastern Plaguelands. Min hedder Prefect.
Det er i dag den 12. november, hvilket betyder, at der er mindre end ét døgn til lanceringen af WoLK eller "Wrath of the Lich King", "World of Warcraft"s anden udvidelsespakke. Der, som bekendt, udvider universet med vinterområdet Northrend, beregnet for spillere fra lvl 70 og opefter (men principielt besøg-bart for mindre spillere også). Flere butikker har valgt at holde midnatsåbent i anledning af spillets lancering, og det er vist meningen, at jeg skal med T&A til Storcenter Nord, hvor der efter sigende endda vil husere en trold.
Startområdet i Northrend, Howling Fjord, er forbundet med kendt territorium via en zeppeliner fra Undercity. Se en montage af billeder fra fjorden herunder. Og vi ses derude.
Og en lille tanke - ovenpå alt det møje og besvær, det koster. At få den slags dimser, altså. Warcraft, når man er blevet level 70 (og for manges vedkommende også før), handler først og fremmest om at forbedre sit udstyr, hvilket er en noget nær endeløs proces. Og der vil altid være nogle, som har uendeligt meget bedre udstyr end én selv - fordi de gider. Og så videre. Det er dem, der kalder alle os andre "noobs" og "retards" og det, der er værre, i krigszonerne. Hvilket de er i deres gode ret til. De har - trods alt - brugt 4-5 år af deres liv på at nå det udstyrs-niveau, de har.
Måden, man får udstyr på, er ved at deltage i grupper i instances - også kaldet dungeons - hvilket hidtil ikke rigtigt har sagt mig særligt meget. Eller ved PVP - player vs. player. I krigszonerne. Som er sjovt. Nogle gange.
Men - og det var sådan set bare det - det er ikke dét, spillet handler om. For mig, altså. PVP er sjovt, men også ret, synes jeg, u-eventyrligt. Også selvom der i den nye patch er kommet alle mulige sjove kamp-"achievements", som man kan stræbe efter at opnå.
Warcraft, når spillet er bedst, er meget eventyrligt -- og det eventyrlige hænger sammen med landskaberne, med musikken (landskaber og steder har hvert deres tema) og med det at løse quests. Igen, for mig altså. Selvfølgelig. De bedste timer, jeg har haft med spillet, var de første måneder, hvor jeg løb rundt med min natelver-druide i Teldrassil og Darkshore, komplet, som det hedder, noob. Newbie. For mine Horde-figurer er det især Ashenvale og Winterspring, der gjorde indtryk.
Ashenvale er som regel tyndt befolket, fordi mange af en eller anden grund ikke bryder sig om området -- men jeg synes, det er helt kolonormt smukt, og vender jævnligt tilbage dertil - for opbyggelighedens skyld. I nat, for eksempel.
Edwige hhv. på vej mod Splintertree Post, ved broen over floden Falfarren - og på Splintertree Kro, lettere uhøfligt stirrende på en ko. Bemærk de kulørte lamper.
Jeg har anmeldt "Love Object", "Modelmordene", "Caligula og Messalina", "Eventyrtimen: Græske myter" og "Tortured" for film-sitet uncut.dk. I dag har jeg været til A-kassemøde, i morgen skal jeg spise lam hos Dr. Baunvig, og Edwige har fået ny frisure - med sideskilning - hos frisøren i Area 52, Netherstorm. Bemærk også de diskrete skulderpuder, som også er nye.
Med den nye Warcraft-patch er der, som man måske har opdaget, kommet barbersaloner i de forskellige storbyer, og Midsomer har benyttet lejligheden til at få en smart Pippi Langstrømpe-frisure. Som han, naturligvis, overfor sine venner vil kalde vikingeagtig. Dagens musik er Tue Wests tredje, "Vi er nået hertil", som jeg købte i går efter arbejdsformidlingsmøde. Har hørt den 4-5 gange og synes umiddelbart ikke, den er helt på højde med de to første. Men vi - jeg - får se. Her er det smukkeste bordtennisspil nogensinde.
En lille WoW-OBS: Midsomer, min troldkarl, bliver mægtigere og mægtigere; han har fået nyt våben - Merciless Gladiator's War Staff - og nyt, superhurtigt flyvedyr, Swift Red Windrider, og forleden blev han, vistnok for første gang nogensinde, beskyldt for at være "stuck-up". Edwige, min blodelver, som bestemt ER stuck-up, har for nyligt rundet lvl 68. Hun blev født ultimo april, så det har taget hende cirka 5½ måneder - dvs. faktisk længere, end det tog Midsomer, som gjorde det på 4. Men - tror jeg - kortere målt i faktiske timer. Hun når, om jeg så må sige, at peake inden udvidelsen, "Wrath of the Lich King". I handelen, hvis nogen endnu ikke skulle have hørt det, den 13. november. Læs mere om de nye features her. Og her er en trailer:
December sidste år posterede jeg en lille liste over pro- og contra-punkter i forhold til "World of Warcraft" - og skrev i den forbindelse, som et positivt træk ved spillet, at "”Quest”-begrebet – og samarbejdsprincipperne for løsning af quests – er opbyggelige overført på dagligdagen".
Tre professorer i hhv.- kommunikation, ledelse og innovation fra Standford University, MITs Sloan School of Management og North Carolina State University har nu udført et forsøg med online-spil, heriblandt WoW, hvor de konkluderer, at "Tre ud af fire deltagere oplevede, at de blev bedre til at træffe hurtige beslutninger, agere risikovilligt, lære kollektivt af fejltagelser, anerkende den gode indsats og dele magten med andre" - vel at mærke efter, at de havde logget af spillet - "især når det handler om at håndtere samarbejde, hvor man ikke har en formel autoritet overfor andre", skriver DR.
Pavekontoret ønsker stort tillykke til Carlos Sastre, der, medmindre noget går meget galt, bliver velfortjent vinder af Tour de France 2008 - jf. dagens spændende enkeltstart.
Dagens to damer er Else Marie Pade, hvis funky "Syv cirkler" (1958) jeg lytter til lige nu, og Edwige, min blodelver:
Der er 1½ time tilbage af den uge, hvor jeg - påvirket af den eksistentielle patos, der indfandt sig i kølvandet på Cohen-koncerten - havde besluttet mig for at undlade al Warcraft-aktivitet og fokusere på tilværelsen, som den så ud, før jeg opdagede WoW. Det er derfor et godt tidspunkt at evaluere på ugen, der gik. Hvordan er den gået? Svaret er, at den er gået godt, og at jeg faktisk på intet tidspunkt har været i nærheden af at opleve noget, der lignede abstinenser. Jeg har - specielt naturligvis her i weekenden - været overrasket over, hvor meget tid jeg havde til rådighed, men har ikke haft svært ved at fylde den ud. Jeg er sågar begyndt at digte lidt igen, selvom outputtet (sørme) ikke var for godt. Konklusionerne, som kan udledes af eksperimentet, være altså tvende: 1) Jeg er ikke afhængig, og 2) der er andre ting i livet end Warcraft, hvoriblandt nogle potentielt vedrører mig. Og jeg vil nok - i tiden fremover - bruge flere dage på at pleje dem, end jeg har gjort i det sidste halve års tid.
Aftenens Barnaby-afsnit: "Days of Misrule". Og mine to sidst læste bøger:
Kurt Vonnegut: "Deadeye Dick". Ole Lindboe: "Frække kvinder".
Så har jeg 1 (kort) arbejdsdag tilbage, før jeg går i ferie-mode. Gad vide, tænker jeg, hvordan Midsomer, Edwige, Endeavour, Dolph og Olson har det? Og Gnavpot? Og Lille Tim? Det får jeg tidligst at vide på mandag, for Warcraft-fri uge fortsætter - nu på tredjedagen, uden abstinenser - og i rækken af Cohen-genlytninger er jeg nået til "Songs of Love and Hate" (1971), dén med "Joan of Arc" og "Famous Blue Raincoat". En dyster sag, men med åndehuller. Som man siger.
I denne uge er det Children's Week i World of Warcraft. Lower City i storbyen Shattrath, Terokkar Forrest, er, som de der har været der vil vide, tætpakket med hjem- og forældreløse børn, der er havnet dér pga. en eller anden tragisk hændelse, som jeg ikke har sat mig ind i. I denne uge kan man i Lower Citys børnehjem tage en "quest", der giver én en forældreløs dreng/-pige på slæb. Kvæsten går - i al sin simpelhed - ud på at tage barnet med hen og se de legendariske steder, det altid har drømt om at se - en opgave man naturligvis ikke kan sige nej til, selv ikke som bidsk udseende dødninge-troldkarl. Her viser jeg en træskoklædt blodelverpige den mørke portal - indgangen til Outland - i Hellfire Peninsula:
... og sporefolket i Sporeggar:
... og elementernes trone i Nagrand (hvor hun ville se ild-elementalen):
Midsomer blev her til aften - omsider - level 70, hvilket i Warcraft-terminologi betyder helt og aldeles fuldvoksen. Han blev født ultimo december, så det har taget ham godt og vel 4 måneder. Han er nu så kyndig udi alkymien og urteplukningen, som man med rimelighed kan stræbe efter at være - og han har fået sig et flyvedyr. Herunder: flagermusen afprøves over Terokkar Forest, Outland.
Midsomer er nu - takket være en alt for ihærdig indsats gennem de sidste 3 dages tid - meget tæt på at være level 70. Hvilket - foreløbigt - er den højeste level, man kan opnå i World of Warcraft. Derefter handler det - indtil udvidelsen kommer - om forbedring af udstyr, om at spare op til et flyvedyr (tjek) og om at opnå ære, hvilket sker gennem pvp, spiller mod spiller. Tjek Midsomers vitale data her.
I opmærksomheden på at nå så vidt har jeg helt glemt at fortælle, at jeg i tirsdags fik besked om, at jeg har fået godkendt endnu en projektansættelse hos Kulturhistorisk Museum Randers. Projektet består i en udvidelse af den publikumsundersøgelse, jeg allerede har lavet, i form af noget artikelskrivning og perspektivering til internationale undersøgelser. Ansættelsen starter 1. maj, med første mødedag 5. maj, og jeg er - naturligvis - både glad og lettet.
Egentlig oprettet som en bank-alt - altså en karakter, man placerer fast i en bank, ved en postkasse, og til hvem man sender alle de ting, man ikke har plads til at opbevare hos sin main. Men jeg kommer nu nok til at ta' på en del eventyr med hende alligevel. Blodelvere er blandt de senest tilkomne racer i WoW og starter i Eversong Woods, et solrigt territorium i "Burning Crusade"-udvidelsen. Midsomer, min udøde warlock, er nu level 66 og har netop fået ny hovedbeklædning, The Crown of Endless Knowledge.
Jeg var i går aftes til filmaften hos T&A, selvom filmtemaet i nogen grad måtte vige for Warcraft-snak. Vi endte med at få set et kvarter af "Napoleon Dynamite", et kvarter af "Glen or Glenda" - som var blandt T&As fødselsdagsgaver til mig, sammen med bl.a. Leonard Cohens "Death of a Ladies' Man", den sidste af hans plader, jeg manglede at få købt - og tre kvarter af "Poltergeist", før jeg måtte med natbussen.
Som skulle være gået kl. 1.11, men som i stedet, selvom jeg kom løbende efter den på fem meters afstand, kørte kl. 1.08. På grund af chaufførens iver efter at komme tidligt hjem i seng måtte jeg derpå tage 40-minutters-gåturen, olm hele vejen (og Århus Taxa levede som sædvanligt i deres egen lille verden, som ikke inkluderer ringende telefoner).
Men - og det var egentlig bare det her, jeg skulle frem til - i forlængelse af Warcraft-snakken viste Anita mig et youtube-klip, hvori en computernørd har taget de forskellige karakterers danse i "World of Warcraft" og sidestillet dem med dansenes oprindelige forlæg i film, shows, musikvideoer osv. Se den. Den er sød.
En lille WoW-update: Jeg er nu snublende tæt på at blive level 60 - takket være nogle hårde dage i Silithus, et surrealistisk område med svævende sten og lyd af summende fluer - og skal senere i dag på smuttur til The Sunken Temple, en dungeon, hvor jeg håber på at gennemføre en vigtig warlock quest, så jeg kan få et fragment af dybet - en nipsgenstand, der gør det muligt for mig at tilkalde min minion uden at bruge et sjælefragment (som jeg plejer at skulle gøre). Andre vigtige begivenheder: jeg har taget mig sammen til at få installeret udvidelsen "Burning Crusade", som - trods en RAM-advarsel under installationen - kører. Med nød og næppe. I den anledning aflagde jeg i forgårs mit første besøg i Outland (området, ikke serveren), som er en gigantisk, rød ødemark med en meget apokalyptisk stemning hængende over sig, og hvor en fjern Doom Lord jævnligt råber ildevarslende ting som "The Universe Will Be Remade". Spooky. I mit virkelige liv skriver jeg ansøgninger, udfylder papirer, ser film og hører De Sorte Spejdere.
I går aftes oplevede jeg min første meningsfulde PvP-kamp - dvs. som noget andet end noget, der bare var en irritation. Efter en ellers fredelig aften i Felwood blev jeg angrebet af en priest eller mage på samme level som jeg selv (53 dengang, nu 54), og kampen fortsatte i et halvandet minuts tid. Jeg tabte, men det var meget tæt løb - og præsten (?) måtte heale sig selv 4 gange undervejs, hvor hans helbred var i bund. En god kamp - og han/hun hånlo ikke bagefter. Har desuden i går investeret i 1 GB RAM, som skulle komme med posten en af de nærmeste dage - hvilket gerne skulle gøre PvP noget sjovere.
Dagens plade er Erik Grip, "Natten til mandag". Grip har - efter min bedste overbevisning - lavet helt suveræne plader, og "Natten til mandag" er en af dem. Den indeholder en række af hans bedste numre, bl.a. titelnummeret, "Passagen", "Sidste bus til Woodstock" og ikke mindst "Fader min". Den kan sikkert findes latterligt billigt.
I aften får jeg besøg af Baunvig. Hvis du læser dette her: hej Chrisser.
Bror Bo - og hans Tyld - stiger i Warcraft-graderne, og han, hun, er endda blevet medlem af en "guild", hvilket jeg ikke kan prale af endnu. Jeg har fået flere tilbud, men har pænt takket nej indtil videre -- men overvejer at melde mig ind i T&As gilde, Honorbound. Hvis man vel at mærke får lov... det kræver nemlig, at man skriver en ansøgning og gør sig fortjent og alt muligt.
Jeg er netop blevet level 49 og har fået en formular, Shadowburn, der gør mig lidt mere kampdygtig i PvP-sammenhæng. Som warlock har man stort set kun ét at gøre i PvP-situationer, nemlig at holde den anden spiller så langt væk fra livet, som han/hun kan komme, mens vedkommende stadigvæk er indenfor ens formularrækkevidde. Ens armor er ubetydeligt, fordi man er iklædt stoftøj, og der skal derfor ikke meget mere end to hug til, før man er død. Taktikken, den eneste mulige - har jeg fundet ud af - er altså at bruge formularer, der får modstanderen til at løbe forvildet omkring, hvilket giver én tid til at kaste DOTs, altså "damage over time"-forbandelser, og mobilisere sine formularer, der laver stor skade, og som typisk tager 3-4 sekunder at kaste.
I går vandt jeg - hvilket er usædvanligt for mig - hele to PvP-kampe, den ene startede jeg ganske utilsigtet, idet jeg kom til at højreklikke på en spiller i stedet for en "mob". Jeg angriber normalt ALDRIG først, men fornemmer også, at det, at jeg hele tiden bliver nakket, gør det mere og mere fristende at angribe uopfordret. Der er ikke ret meget medlidenhed eller fairness at spore i PvP, og man slipper sjældent ud af noget ved at vifte med det hvide flag. Folk angriber gerne 2 eller flere mod 1, eller selvom de er 300 levels højere end en selv, og de venter ligeledes meget gerne med at angribe, til man er halvt udmattet af andre kampe. Barske løjer.
Jeg har ikke rigtigt fundet ud af, om jeg har forliget mig med PvP-ideen endnu. Dueller med modstandere på samme niveau som en selv er i orden, og man tager selvfølgelig hatten af for low level-spillere, der tør angribe, selvom de er væsentligt lavere end en selv. Men at blive "ganket", som det hedder, af en level 58 rogue og hans level 70 warrior-buddy flere gange i træk er naturligvis i længden ret irriterende. Nogle har det heldigvis også ligesom jeg - vil helst bare udføre arbejdet, altså questen, og så videre i programmet. Nogle vinker bare. Og nogle myrder dig med koldt blod, mens du sidder og venter stilfærdigt på en båd.
Altså, man kan mene hvad man vil om Søvndals projekt, men manden forstår at sætte en dagsorden. "Det, der sker i øjeblikket, er at vi i SF er i en proces, hvor vi måske for første gang i 20 år er på vej til at sikre, at centrum-venstre kan gå på to ben i det kompleks, vi kalder integrations-, udlændinge- og værdikampsdebatten", forklarer han her.
Det er lørdag, og jeg skal arbejde med min publikumsundersøgelsesrapport det meste af weekenden. Men om aftenen forvandler jeg mig til en udød level 43. I går aftes besøgte jeg for første gang en "battleground", Arathi Basin, som er en kampzone, hvor Alliance- og Horde-spillere myldrer frem og tilbage mellem hinanden i håb om at indtage forskellige positioner i zonen.
Det gik ikke så godt. Dels vil jeg ikke undlade at fremhæve, at folk, jeg ellers regner blandt mine allernærmeste frænder her i tilværelsen, lod mig grusomt i stikken, så jeg stod ene mand tilbage blandt 7-8 fjender, alle 5-6 levels højere end mig. "War! What is it good for?", som Springsteen synger:
Dels skal jeg altså have gjort alvor af at udstyre computeren med noget mere RAM. Jeg så ikke meget andet end et flimmer af rød tekst foran mig. Alliegevel vandt jeg to kampe, hvilket jeg - alt taget i betragtning - egentlig synes, var ok.
Et spørgsmål til Philip og de andre Warcraft-kyndige derude: Jeg spiller World of Warcraft, og jeg styrer en lvl 40 warlock, godt på vej til 41. Lille og buttet, med mørkt og krøllet hår. Osv.
Jeg har - så vidt jeg kan regne ud - næsten 31 talent-point at gøre godt med, og jeg har, som landet ligger, brugt 5 af dem i Affliction - for at få instant Corruption - og resten på Demonology. Hvilket jeg egentlig har været udmærket tilfreds med.
Problemet er, at fordelingen ikke forekommer mig at være ret god i PvP-sammenhæng, selvom jeg har læst hos nogle, at Demonology ikke er så dum endda til PvP. Jeg tænker sådan her: rigtige spillere angriber - modsat mobs - naturligvis mig og ikke min minion, medmindre de ikke er alt for knøve. Så hvad kan jeg bruge min Demonology til der?
Jeg har besøgt de første 15-20 sider med gode råd og tips om warlock "talent builds", og har ad denne vej fået bekræftet, hvad jeg vidste i forvejen, nemlig at talent-halløjet er en frustrerende jungle at bevæge sig ud i, hvor folk ikke er enige om ret meget. Og jeg orker det - ærligt talt - ikke. Det er ikke, foreløbigt, dér, min fornøjelse ved spillet ligger.
Men det skal jo overstås - så derfor, Philip og alle I kloge derude: kan I ikke, uden at bruge alt for mange indforståede forkortelser og matematiske beregninger, anbefale mig et godt talent build til en lvl 40-41 warlock, der gerne vil være lidt mere kampdygtig i PvP-sammenhæng?
Jeg har fået min projektansættelse på museet, som egentlig skulle være ophørt på fredag, forlænget med to uger.
Viceværtens kombinerede svupper/soda-trick ser ud til - på trods af et umiddelbart skuffende resultat - at have fungeret over tid, så min håndvask nu synes helt og aldeles ustoppet for første gang i flere måneder.
Min Warcraft-warlock er blevet level 40 og har dermed fået sin første "mount" - en helhest med flammende hove - så jeg kan komme hurtigt omkring. Det skete kort efter, at jeg fik en ny minion, en slags dæmon-gris med antenner. Bemærk også min pointy, blå hat.
Indlægget om Anne Vang og det nye, røde sexforbudsflertal har foreløbigt fået 26 kommentarer. 26! Det er vist længe siden, hvis det nogen sinde er sket, at det er sket. På Pavekontoret. Hvem skulle have troet, at salg af sex var et hot topic - mere interessant end Lovecraft, asteroider, Ny Alliance og munter videnskab? Jeg er i skrivende stund ikke up-to-date med debatten længere, men skal nok blive det hurtigst muligt.
På Warcraft-fronten: jeg blev - her til aften - level 30 med min udøde warlock og kan nu påbegynde quest-serien, der (forhåbentlig) munder ud i, at jeg får en felguard. Og i det virkelige liv: jeg har haft KRILLER i halsen hele dagen og har hostet. Men jeg løb ind i Pia Helt på arbejde, hvilket altid giver et boost til livsglæden. Dagens musik: Warren Zevon og Bruce Springsteen, "Disorder In The House".
Har i dag solgt 36 afsnit af "Monty Python's Flying Circus" - på bånd - for en samlet pris af 5 kroner. Bare til oplysning - hvis nogen skulle være i tvivl om, at vhs er dead as a dodo.
Og Pavekontoret proudly presents: Mine tre "World of Warcraft" figurer.
Endeavour, min førstefødte. Druide, natelver, level 24. På Silvermoon.
Midsomer, hylegrim undead på Outland. Level 27 og warlock. Ved hans side: min nyerhvervede succubus, der spanker sig selv i måsen, når hun begynder at kede sig. Og spinder "being bad never felt so good", når jeg sender hende into the fray.
Og sidst, men ikke mindst - og på en måde alligevel mindst - dværgen Dolph, level 9 på Darkmoon Faire. Robust rogue. Løber rundt med Tyld.
Der er småstille på bloggen, og den primære grund er, at der - ærligt talt - ikke sker ret meget andet i mit liv pt., end at jeg går på arbejde og spiller Warcraft. Når jeg kommer hjem, altså - ikke imens, jeg er på arbejde. Status: Endeavour har sovet trygt på en kro i de sidste uger, mens jeg har udviklet Midsomer, min warlock på Outland. Denne er nu en skrap level 21-udød og kontrollerer en Voidwalker, som jeg selv har fremmanet og tæmmet fra kaosdybet. Den ligner en blå ballon og er en såkaldt tank, dvs. en robust lakaj, som man sender afsted mod fjenden, mens man selv står på behørig afstand og kaster en formular i ny og næ.
Mit nytårsprojekt fortsætter desuden ufortrødent - for det skal selvfølgelig ikke være virtuelt pjank det hele. I dag har jeg lært:
1) ... om Den Spanske Syge. Som var en pandemi, der i 1918 var årsag til 50 millioner dødsfald på verdensplan. 50 millioner! Hvor er det uhyggeligt - det der med infektionssygdomme.
Årets julesæson er overstået, og den forløb hyggeligt og gnidningsfrit i familiens skød. Tak til alle for en veloverstået jul og for de flotte gaver, som bl.a. inkluderede "Simpsons" sæson 7, Stravinskijs "Oedipus Rex", en Kate Bush-cd, en meget flot musemåtte (billede følger senere), to Benny Hill-dvd'er, "Tryllefløjten" på dvd, bukser, skjorter, en bog om Fassbinder, "Djævelens kvint" af A.M. Vedsø Olesen og sidst - men helt vildt - en fladskærm til min pc. Og meget mere.
Takket være en pc, der var blevet opstillet på mit gæsteværelse (og min far, som stillede den op), har jeg kunnet sysle med "World of Warcraft" i aften- og nattetimerne i juledagene. Bo har fulgt opmærksomt, men måske også en anelse skeptisk med fra sidelinien, og min nevø, Ilias, refererer af selv samme grund til os som "natklubsbrødrene". Jeg har startet en ny karakter, en undead warlock på Outland. Jeg nedlægger min gamle level 5 warlock på Silvermoon snarligst. Men Endeavour, min level 24 druide, fortsætter ufortrødent på Silvermoon.
I øvrigt: Jeg har i juledagene set - i forkert rækkefølge - Brdr. Madsens to live-shows, "Enden er nær" og "Mr. Nice Guy". De gjorde stort indtryk - så mere om dem senere.
Og en voldsom nyhed, i kølvandet på julehyggen: "Pakistans oppositionsleder, Benazir Bhutto, er blevet dræbt ved et skud- og bombeattentat efter et valgmøde i byen Rawalpindi, meddeler hendes parti Pakistans Folkeparti". Mere her.
Om en lille halv time er det min fars fødselsdag. Og i dag har jeg - for anden gang i træk - holdt "Warcraft"-fri dag. Jeg skal på arbejde i morgen, men regner med at gøre lidt comeback om aftenen. Her er, indtil da, lidt til at mildne abstinenserne.
En lille video med billeder vistnok fra Teldrassil - hvor man starter i spillet (i al fald hvis man er natelver og druide). Der er fransk speak på klippet, men det var det eneste, jeg kunne finde, hvorpå man kan høre den flotte musik og se landskabet ordentligt.
Fordi WoW er befolket af spillere ligesom en selv, kan man risikere at se mange mærkelige ting, mens man spiller. Her løber spilleren tilfældigvis forbi en flok dansende druider, der har skiftet til bjørneform.
Og her er en kat, der er endnu mere grebet af WoW, end jeg er:
Jeg har gennem den sidste uges tid brugt en betydelig del af min fritid på "World of Warcraft" og kommer sikkert til at bruge mange timer i de kommende måneder. Det kræver en slags retfærdiggørelse, så her følger - fra hoften - 7 for og 7 imod:
Imod:
1. Jeg bliver siddende oppe for længe om aftenen. 2. Jeg får gjort for lidt ved min bunke af usete film. I det hele taget forsømmes meget, som ikke er umiddelbart forbundet med Warcraft. 3. Jeg får ikke lavet så meget praktisk. (Men ville jeg gøre det ellers?) 4. Det er asocialt, for så vidt som jeg aften efter aften bare sidder derhjemme, foran en skærm. 5. Man irriterer andre med indforståede begreber. 6. Det er, rent intellektuelt, ikke særligt givende. 7. Jeg bliver hidsig, når jeg dør flere gange i træk.
For:
1. Det er socialt, for så vidt som jeg dagligt får talt en del mere med mine venner, end jeg ellers ville gøre, heriblandt også dem der skriver til mig, at jeg skal gå i seng. 2. Det er socialt, for så vidt at jeg kommunikerer med tilfældige folk fra andre lande. Nogle af dem er (formentlig) kvinder og blæser virtuelle kys, hvis man hjælper dem. 3. Det er givtigt rent følelsesmæssigt. 4. I og med at jeg sidder oppe for længe om aftenen, er det en mulighed for at arbejde på min selvdisciplin. 5. ”Quest”-begrebet – og samarbejdsprincipperne for løsning af quests – er opbyggelige overført på dagligdagen. 6. Jeg sparer penge, eftersom jeg ikke bruger penge på at købe film, musik og bøger, imens jeg spiller. 7. World of Warcraft har 9 millioner brugere på verdensplan. Det er godt at gøre sig bekendt med massivt populære fænomener.
Stor aften i går - ganske vist ikke sådan i kosmisk (og nok ikke engang i lokal) forstand. Men alligevel: jeg avancerede til level 16 og har af en mystisk elvermester fået vækket min indre vildskab, så jeg nu kan forvandle mig til en bjørn. Ho hoo!
WoW status-rapport: Er nu level 14 og regner med i aften at få overstået et par mindre quests i Darkshore - bl.a. at få fundet efterladenskaberne fra en havskildpadde - og at få påbegyndt en quest, jeg - for spændingens skyld - har ladet ligge lidt, og som, når jeg fuldfører den, gør det muligt for min karakter at forvandle sig til en bjørn. I går aftes allierede jeg mig med en nordmand på samme level som mig om at komme forbi nogle gemene små søvæsner, der patruljerer Darkshores strand. Desværre måtte vi opgive at få has på deres boss, som har slået lejr længere oppe af stranden. Han er level 19 - og omgivet af level 16-beskyttere - så det var også et dristigt forsøg. En del af fornøjelsen ved WoW er at vende tilbage og overvinde de væsner, man selv har fået bank af tidligere, da man var på en lavere level. Så han kan bare vente sig, kan han.
Har læst de første 50 sider af "Hurins børn". Christopher Tolkiens indledning er ren namedropping og var hård at komme igennem, men selve fortællingen lader indtil videre til at være spændende nok. Lyttede også til "The Return of the King"-soundtracket. Gad vide, hvad der sker i den virkelige verden?
Mit yndlings-øjeblik i WoW: Når man har været ude på eventyr - og er død en 3-4 gange undervejs - vender man hjem til kroen, går op på 2. etage og lægger sig til at sove på briksen. Højt oppe, med åbne vidder omkring og grøn bevoksning under én - uden for fare i et piv-åbent hus. WoW handler forholdsvis meget om kamp - og træning til kamp - men er også, synes jeg, glimtvist poetisk. Jeg er næsten ked af, at man jo på et tidspunkt nok skal videre til andre riger i spillet - for jeg tror, at jeg til den tid vil komme til at savne det her billede, når jeg skal i seng. Rigtigt i seng, altså.
Jeg er - som det kan ses længere nede i bloggen - for nylig sprunget ud som "World of Warcraft"-udøver. Først som undead warlock og siden som night elf / druide. Anders - hvis karakter er betydeligt mere udviklet end min - er så god at hjælpe mig på nogle af mine quests, så jeg stiger ok hurtigt i graderne og er nu level 9, going on 10. Indtil videre har jeg spillet på et såkaldt 10 dages "guest pass", som T&A gav mig i et (altså vellykket) forsøg på at lokke mig i gang med spillet - men jeg forudser, at jeg nok har lyst til at fortsætte, når de 10 dage er overstået. Skal det gøres, skal det gøres seriøst, så jeg har nu investeret i en "World of Warcraft Battle Chest":
... som indeholder "World of Warcraft", udvidelsespakken "Burning Crusade" (som vist først bliver relevant, når jeg er level 58) og to strategibøger.
En hurtig WoW status-rapport: Ved siden af min level 5 undead warlock, som lystrer navnet Midsomer og er tilknyttet realmen silvermoon, har jeg nu, for at kunne spille med T&A, oprettet en Alliance-figur, også på silvermoon, som er night elf af klassen druide og hedder Endeavour. Efter - selvfølgelig - Inspector Morse. Som druide er jeg allerede avanceret til level 7. Tilbragte i går aftes med at nedkæmpe elementaler ved en sø, mens jeg samlede planter.
Der har været tyst på bloggen i nogle dage, men her følger en kort orintering: jeg var i fredags - og det var hygsomt som altid - til julefrokost med receptionisterne på Jørgensens i Randers, som sædvanligt som eneste, eksklusivt inviterede hankønsvæsen i flokken. I dag holder jeg hjemmearbejdsdag med transkribering af interviews.
Lørdag og frem til søndag middag har jeg haft besøg af Anders, som medbragte en newzealandsk gyserkomedie, "Black Sheep" - den eneste gyser, jeg nogensinde har set, der inkluderer et var-får. Vi så også "Starcrash" - den med Caroline Munro - og var begge enige om, at det nok er universets bedste film. At jeg på et tidspunkt var faldet i søvn og vågnede op med et sæt midt under en af filmens fem minutter lange eksplosionssekvenser, var kun spil for galleriet. Tak til Anders for besøget.
Nævnte Anders samt Torben og Anita - kendt fra bloggen som T&A - har i lang tid øvet pression på mig for, at jeg skulle gå i gang med "World of Warcraft". Jeg har vægret mig ved det, for som enhver, der har prøvet at sidde som ikke-indivet blandt indviede, vil vide, er Warcraft-tilhængere helt ulidelige at være sammen med. "World of Warcraft" - eller WoW blandt disciplene - er tæt på at være et religiøst fænomen, og effekten, i al fald, er ikke til at skelne fra hjernevask.
Men Anders talte godt for sagen i weekenden, og efter en helt urimelig frustrerende installationsproces er jeg nu i gang med at spille. "Warcraft" indeholder 5 discs, og første gang jeg installerede, fik jeg en fejlbesked, der endte installationen - selvfølgelig først ved slutningen af disc 5. Jeg forsøgte igen, denne gang efter at have kopieret alt indholdet over på harddisken. To gange nåede jeg derefter frem til en knap, hvor jeg forhåbningsfuldt klikkede på en "Play"-knap, og hver gang gik installationsprogrammet - frem for at starte spillet - i gang med at downloade adskillige hundreder megabyte data. Computeren har stået tændt i nat og downloadet i alt 1½ gigabyte patches, der fører spillet up-to-date (for Warcraft er, som online-spil, under konstant udvikling). Jeg oprettede en konto på nettet, men opdagede, at passwordet - efter at jeg havde hentet datapakke nr. 2 - ikke længere virkede, hvorfor jeg måtte skifte til et nyt. Og så videre.
Men nu er jeg - som nævnt - online og i gang. Og det er - fornemmer jeg allerede nu - meget sjovt. Man færdes blandt karakterer, som er indbygget i spillet - hvoriblandt nogle vil slås og nogle vil tale - men det sjove består naturligvis ikke mindst i, at der løber andre "levende" spillere rundt omkring én, som også kan kommunikere med én via tale og gestik. En anden spiller knælede således for mig, efter at jeg havde nedkæmpet en zombie. Jeg er - af race - en "undead", altså en genganger, og min klasse er warlock, altså troldmand. Efter et par timers spil er jeg nu level 4, og jeg har lige lært at tilkalde en imp.
Mere om Warcraft senere - men somebody kick me, hvis det bliver helt ulideligt at høre på.
